Interview
Læsetid: 5 min.

Her får børnene lov til at være bange

Bøger til børn skal ikke være tømt for håb, men de skal heller ikke bilde børnene ind, at verden er fuld af lykkelige slutninger. Sådan siger den prisbelønnede norske forfatter Stian Hole, aktuel med børnebogen ’Annas himmel’, om en lille pige, der har mistet sin mor
I Stian Holes billedbog ’Annas himmel’ tager Anna sin far med på en rejse ind i fantasien, og dér finder han lindring og trøst midt i sorgen.

I Stian Holes billedbog ’Annas himmel’ tager Anna sin far med på en rejse ind i fantasien, og dér finder han lindring og trøst midt i sorgen.

Stian Hole

Kultur
5. april 2013

Sorgen er bogstaveligt talt malet ud over siderne i den norske illustrator og forfatter Stian Holes nye og rigt illustrerede børnebog. Anna har mistet sin mor, det er slemt nok. Men nu mærker hun, at hun også er ved at miste sin far, der gradvist synker dybere ind i sig selv og sin egen sorg. Bleg og fraværende er han ved bogens begyndelse afbildet med bøjet hoved og en buket røde roser foran en hvidkalket kirke i efterårsvejr, mens bladene symbolsk hvirvler af træernes grene. Stian Hole viger ikke uden om de barske sider af virkeligheden i sine prisbelønnede børnebøger og således heller ikke i sin seneste af slagsen, Annas himmel, der med stor indlevelse og poesi portrætterer en datters forsøg på at trøste sin far efter deres fælles tab.

Han har gjort det før, Stian Hole, skrevet bøger til børn om tunge og triste emner. Han har sågar også fået kritik for at skrive for tungt og for trist. Men han har ikke tænkt sig at holde op med at gøre det.

»Det, der er vanskeligt for børn, bliver ikke mindre vanskeligt af, at vi ikke at taler om det,« siger den 44-årige forfatter på en telefonlinje fra Oslo, hvor han bor med sin kone og sine tre børn.

»Tværtimod bliver det farlige bare mere farligt. Det er grundlæggende godt at tale om det, man er bange for – og en børnebog er en god anledning til at få det gjort, for her kan voksne og børn mødes om den samme oplevelse,« siger han.

–Men behøver man lige frem konfrontere børn med død og sorg og depression, allerede inden de er stødt på den ude i virkeligheden?

»For mig handler den her bog ikke kun om døden. Den handler om håb og trøst og lindring og om at bruge fantasien til at bearbejde sorg. Det er rigtigt, at døden udgør rammen om fortællingen – men hvorfor skulle børn ikke også kunne forholde sig til døden? Akkurat som alle andre mennesker har børn jo også brug for at kunne nærme sig det, der er vanskeligt at tale om,« siger Stian Hole, som mener, det ofte er de voksnes berøringsangst snarere end børnenes, der stiller sig hindrende i vejen for en snak om de vanskelige ting i livet.

»Men dét skal børnelitteraturen ikke lade sig begrænse af,« siger han.

Håb har mange udtryk

–Du er før blevet kritiseret for at skrive bøger uden håb. For tre år siden skrev anmelderen Steffen Larsen i Politiken, at du med dine bøger om drengen Garmann gjorde dig skyldig i at ’slukke lyset for børnene inden det er blevet tændt’. Hvordan forholder du dig til den kritik?

»Jeg er grundlæggende uenig i den, og det har jeg også gjort klart over for anmelderen, som jeg har haft en længere korrespondance med. Han fejllæser mine bøger.«

–Men hvis man nu ser på Garmanns sommer, som er en af de bøger, han kritiserer, så beskriver den erfaringer af usikkerhed og utryghed: Drengen Garmann er ved bogens begyndelse bange for at skulle starte i skole – og det er han stadig, da bogen slutter. Der er ingen progression eller udvikling, ingen lykkelig slutning – er det virkelig for børn?

»Som jeg ser det, kan håb udtrykkes på mange måder, og jeg synes, det er en lidt gammeldags forventning at have til børnebøger, at alle regnestykkerne skal gå op til sidst. Det er derimod vigtigt for mig, at mine bøger er ærlige, for i mine øjne rummer det at kunne tale ærligt om sine følelser i sig selv en form for håb.«

–Da Bent Hallers Katamaranen udkom i 1976 skrev den danske teolog K.E. Løgstrup, at man ikke bør tage livsmodet fra børn, og at forfatteren derfor altid bør tænde et lys for enden af tunnelen. Er du enig i det?

»Jamen, det er jeg sådan set. Der er den forskel på børn og voksne, at vi voksne har en erfaring, der siger, at selv om alt er mørkt, så går livet videre. Den erfaring har børn ikke, og derfor går det heller ikke an at skrive børnebøger, der er fuldstændig blottet for håb. Men det gør jeg som sagt heller ikke. Jeg skriver bare ikke pædagogiske børnebøger, hvor alting altid ender lykkeligt. Jeg skriver skønlitteratur, som kan læses af børn. I kunsten går alting ikke op, men det mener jeg godt, børn kan forholde sig til.«

Se verden med barnets blik

–Alligevel er håbet mere tydeligt til stede i Annas himmel. Bogen begynder med, at faderen er trist, og at det regner med søm – men da den slutter er faderen blevet gladere, og nu regner det pludselig med jordbær dyppet i honning. Hvilke overvejelser gjorde du dig om slutningen?

»Udviklingen er, at Anna får sin far til at se verden fra sin side. I begyndelsen af fortællingen er han stille og mut og lukket inde i sin egen triste verden, men lidt efter lidt begynder han at se nogle af de magiske ting, Anna ser. Han tager med på en rejse ind i hendes rige fantasi, og det bliver en lindring for ham. En måde for ham at finde håb og styrke på. På den måde handler bogen også om den evne, børn har til at vende alting på hovedet og se tingene fra en anden vinkel.«

–Er det det, barndom repræsenterer for dig?

»Ja, det er netop det at opleve noget for første gang, at bruge sanserne og at være nysgerrig. Og det er kvaliteter, jeg stadig stræber efter som voksen. Det er sundt at forsøge at genopleve verden med barnets blik. Som voksen tager man hurtigt alting for givet og forfalder i stedet til vaner og rutiner.«

–Hvem ser du for dig, når du skriver – et barn eller en voksen?

»Jeg tænker selvfølgelig på, at bogen skal kunne læses af et barn, det er klart. Men jeg tænker ikke på et barn i nogen bestemt aldersgruppe. Det er i det hele taget noget, jeg synes er mærkeligt ved den måde, anmeldere forholder sig til børnebøger på. Der er jo ikke nogen, der ville stemple en voksenroman som ’en bog til dig mellem 52 og 56 år’. Men det stempel vil man død og pine sætte på en børnebog.«

–Hvad læste du selv som barn?

»Jeg læste voksenbøger. Det er i virkeligheden paradoksalt: Jeg læste voksenbøger som barn og læser børnebøger som voksen. Det var mine ældre brødres skyld, de var medlemmer af en bogklub, og derfor læste jeg alle de ungdoms- og voksenbøger, de fik tilsendt. Det var ikke altid, jeg forstod dem. Men jeg tog heller ikke skade af dem. Tværtimod tror jeg.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gorm Petersen

Det var mine ældre brødres skyld, de var medlemmer af en bogklub, og derfor læste jeg alle de ungdoms- og voksenbøger, de fik tilsendt. Det var ikke altid, jeg forstod dem. Men jeg tog heller ikke skade af dem. Tværtimod tror jeg.

(dåselatter)