Læsetid: 7 min.

’Der er ikke noget finere i at komme fra Vendsyssel end fra Amager’

Cd-aktuelle Allan Olsen besynger ikke Vendsyssel, for man kan ikke rose et geografisk sted, mener han. Her er han bare tilfældigvis skabt, og derfor beskriver han området i sine sange og digter en kvalitet ind i det
’Hjørringvej’
	
	Mor er i skindjakke og hue med kvast
	Jeg borer neglene ind i rattet og forsøger at holde fast
	For det er vigtigt at nå helskindet frem
	Når man kører med sin mor gennem rejfog ud ad Hjørringvej
	Det er lillejuleaften øst for Ravnshøj
	Og mor peger på skiltet med Ribberholtvej
	Og siger:

Ribberholt kåle te rebberne stets
	Fæjn ut å fæjn ei – søjjer ut å madrassen
	Slo’ kolbøtter b’jøl!

Og så griner mor og mig
	Mens vi kører gennem rejfog ud ad Hjørringvej

Uddrag af sangen ’Hjørringvej’ fra albummet ’Jøwt’

’Hjørringvej’

Mor er i skindjakke og hue med kvast
Jeg borer neglene ind i rattet og forsøger at holde fast
For det er vigtigt at nå helskindet frem
Når man kører med sin mor gennem rejfog ud ad Hjørringvej
Det er lillejuleaften øst for Ravnshøj
Og mor peger på skiltet med Ribberholtvej
Og siger:

Ribberholt kåle te rebberne stets
Fæjn ut å fæjn ei – søjjer ut å madrassen
Slo’ kolbøtter b’jøl!

Og så griner mor og mig
Mens vi kører gennem rejfog ud ad Hjørringvej

Uddrag af sangen ’Hjørringvej’ fra albummet ’Jøwt’

20. april 2013

Han kom til København om morgenen, og han skal hjem igen inden aften. Så Allan Olsen spilder ikke tiden, da Information møder ham på en hotelaltan i København. Han snakker hurtigt – og han snakker meget.

»Det er dejligt, at det er pladen, vi skal tale om, for den taler jeg ikke så meget om for tiden,« siger den 57-årige vendelbo, da han har sat sig til rette i en kurvestol. Nej, de fleste interview har handlet om selve udgivelsen og formen »og så videre«, forklarer han.

Den nye plade Jøwt har været til salg i halvanden måneds tid, men kun i Vendsyssel. Og kun i Spar-købmænd og en enkelt pladeforretning. På mandag udkommer den i resten af landet, men selv om den kun kunne fås i en landsdel med 300.000 beboere, jordede den alligevel Mads Langer af førstepladsen på album-hitlisten og blev først overhalet, da David Bowie udgav sin comeback-plade The Next Day.

»Når du afskærer folk fra noget, vil de have det. Og det er fordi, de er vant til, at alting kommer væltende,« siger han og ender på den måde alligevel med at tale om ’stuntet’.

»Mange er kommet til mig og har sagt: ’Genialt stunt, genialt spin.’ Men jeg kan kun sige: Hvis det havde været spin, var det mislykkedes.«

Hvorfor?

»Du kan ikke opfinde sådan noget på et pladeselskab – og få det til at virke. Helt anarkistisk har jeg afbrudt enhver forbindelse til pladeselskaber, fordi jeg ikke kan lide musikbranchen og de mennesker, der er i den,« siger han og holder en kort pause, hvor han tænder den cigaret, han har siddet og rullet. Han putter lighteren med påskriften ’Dalton Tyve-Ti’ tilbage i sin mørkeblå læderjakke.

»Jeg tænkte: Vi udgiver de her sange i Vendsyssel først. Hvorfor skulle man ikke gøre det? Hvorfor skal alting udkomme alle steder samtidig? Hvorfor skal man ville så bredt ud? Jeg har aldrig villet bredt ud med noget.«

– Men den blev alligevel nummer ét. Er du sikker på, du ikke tænkte strategisk?

»I første omgang ville jeg bare have den ud i Vendsyssel. Det kan sammenlignes lidt med en familiesamtale. Den har du først med din nærmeste familie, og så kan det godt være, at du bagefter vil stille dig op på taget og råbe det ud til alle de andre, men du vil gerne sige det til din familie først, ikke?« siger han.

Han taler dybt, og selv om ordene er rigsdanske, spirrer antydninger af vendelbomål frem som blomster på en klippevæg.

»Jeg har taget familiesamtalen først,« siger han.

»Ikke med Vendsyssel, for det kan jeg ikke tillade mig, men jeg har taget familiesamtalen med det, jeg kommer fra. Mit ophav – som tilfældigvis er Vendsyssel. For der er ikke noget finere ved at komme fra Vendsyssel end fra Amager. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor fanden man kommer fra, men det er der, jeg er skabt.«

Hjemstavn som tema

’Jøwt’ er et nordjysk tillægsord, som man bruger til at beskrive noget positivt, og på pladen er en del af sangene på dialekt. Indtil Allan Olsen var 8-10 år gammel, talte han dialekt, men han har aldrig åbnet munden og sunget noget på vendelbomål. Faktisk har han kun hørt Niels Hausgaard gøre det, men han mener, dialekten har en smuk, sangbar og rund klang, som minder mere om engelsk og svensk end om dansk.

Så da han havde skrevet et par sange på dialekt, ringede han til Niels Hausgaard.

»Der er ingen grund til at gøre det, for der er ingen, der taler sådan mere,« lød svaret i den anden ende, men Allan Olsen var ikke så skråsikker.

»Jeg tænkte egentlig, at det lå bagerst på tungen, men dét, jeg har opdaget som det mest utrolige, er, at det er meget mere end det. Alle forstår det, selv om få bruger det,« siger han. Og det gælder ikke kun for vendelbomål. Han nævner politikere som Ole Stavad og Svend Heiselberg, som, når de »taler politikersprog« afslører, at deres mund og hjerte gerne vil udtrykke sig på dialekt, selv om de har været på kursus i partiforeningen, hvor de har lært, at sådan kan man ikke stå og snakke.

»Nu om dage er Carsten Hansen (minister for by, bolig og landdistrikter, red.) en af de eneste, der virkelig snakker med dialekt. Det skyldes, at der er noget uvederhæftigt ved at gøre det.«

– Hvem siger det?

»Ja, hvem har besluttet det? Det er nok i høj grad DR’s monopol og den standard, de har sat for, hvad dansk er. Og den standard, medierne sætter for, hvad dansk er. Men det spændende spørgsmål er: Er resten af befolkningen fulgt med? Dybt inde i hjertet? Det er den jo ikke. Og det er det fede ved det. Man kan godt lade sig tale til på TV Avis-dansk, men man bliver aldrig selv sådan en ...«

– Så du mener ikke, at dialekten er ved at uddø?

»Måske som talt sprog, men ikke som mental størrelse. Sproget forandrer sig måske, men det gør sindet ikke nødvendigvis, og ens opfattelse af, hvem man er, ændrer sig ikke, fordi man begynder at tale på en anden måde,« siger han og ruller sin tredje cigaret.

Antiglobalisering

I musikbranchen og litteraturen er der for tiden en tendens til, at kunstnerne besynger deres hjemstavn. Josefine Klougart skriver om Mols, Jens Smærup Sørensen om Staun og Hans Otto Jørgensen om Salling. Raske Penge og hans venner rapper om Nordvest, Ulige Numre synger om København og Peter Sommer om Skanderborg. Denne iver efter at fremhæve sin hjemstavn kan tolkes som nostalgi, men også som en reaktion på globaliseringen.

Allan Olsen mener ikke, at Jøwt er nostalgisk, men kalder gerne sit projekt ’antiglobalisering’: »Vi har lullet os ind i den idioti, at jo længere du kan nå, jo bredere du kan nå ud, jo mere du kan uploade – jo bedre er det. Men jeg er ret sikker på, at du kan lave en næsten einsteinsk teori, der viser, at jo bredere du ønsker at nå ud, jo mere kvalitet mister du,« siger han og peger på X Factor, som det ifølge Allan Olsen er umuligt at se forskel på i Rusland, Brasilien, Sydafrika og Danmark.

»Men grunden til, man synger på engelsk i Danmark, er, at man har mulighed for at nå ud til et bredt publikum. Det er komisk. Som Kim Larsen sagde, engang han kom hjem fra New York: Hvis man kan sælge én plade til hver af de fem millioner, der forstår dansk, er det vel egentlig okay.«

– Betyder det, at jo færre, du henvender dig til, des bedre og mere spændende er produktet?

»Ikke nødvendigvis. Ikke hvis det bliver elitært og indforstået, så er det lige meget.«

Besynger ikke Vendsyssel

Allan Olsen er vokset op i Frederikshavn, men bor i dag i Aarhus. Han er en af de svage mænd, der har ladet kvinderne bestemme, hvor han skulle bo henne, forklarer han, mens han ruller endnu en cigaret. Jeg spørger ham, hvad hans hjemstavn betyder for ham.

»I det omfang, vi vedtager, at København er et centrum for et eller andet,« siger han og afbryder sig selv:

»Det er jo lidt underligt, at vi har så fjernt beliggende et centrum, kan man sige, det er kun fordi, vi engang havde Halland, Skåne og Blekinge – dengang blev det her land altså regeret fra sin hovedstad fra midten af riget, og da vi mistede alle de her besiddelser, burde vi nok have flyttet hovedstaden over i trekantområdet, ikke? Det ville være naturligt, men kongen havde nok allerede fået jagtselskabsvenner herovre, så det gjorde han ikke,« siger han på vej ud af sin karakteristiske tangent, men finder tilbage til kernen:

»Men det betyder jo så, at jeg er vokset op i den modsatte ende af riget. Det er ikke kun geografisk, men også mentalt og kulturelt – at man bor så langt fra beslutningstagerne og meningsdannerne og nu om dage djøfferne, som man overhovedet kan komme til. Og det, der sker nu om dage, er, at dem, jeg nævnte, tager nogle ret drastiske beslutninger. Centraliserende beslutninger, som har indflydelse på menneskers liv. Man har lige besluttet at afsætte 400 mio. kr. til at rage huse ned for, fordi man anser dem som grimme. Det kan folk ikke lide, for det er sgu aldrig fedt, at der kommer nogen og siger: Det der hus, det er grimt, det skal rages ned.«

– Den kløft, der er mellem beslutningstagerne, meningsdannerne og djøfferne i København og folket i ...

»På den anden side af Valby, ja,«.

– Hvordan har du det med den kløft?

»Jeg er ikke politiker, så om den er problematisk, ved jeg ikke. Jeg har – ved at gå rundt mellem de mennesker på min turné – kunnet konstatere, at der er en meget større kløft, end jeg havde regnet med.«

– Men graver du ikke kløften dybere ved at besynge de her steder i provinsen?

»Jo, men jeg besynger ikke Vendsyssel. Jeg synes ikke, jeg roser Vendsyssel, for det kan man ikke. Man kan ikke rose et geografisk sted – ud over det private. Det er en subjektiv ting. Man kan rose det private og sige: ’Dét hus har betydet enormt meget for mig hele mit liv’, fint, men det giver ikke huset i sig selv kvalitet. Det er en kvalitet, vi digter ind i det. Jeg kan sagtens digte en kvalitet ind i Vendsyssel, men det er ikke en objektiv betragtning,« siger han.

»Der er ikke større kvalitet i Vendsyssel end i Skjern eller på Amager.«

Allan Olsens ’Jøwt’ udkommer i hele landet 22. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Daugaard

Hej Allan.

Jeg har stået i grovværkstedet skrålet med på "Rødt jern".

Jeg har brugt en hel nattevagt på at finde facts om Tårnspringer Thomsen fra Taastrup, som faktisk hed Jamie Jamieson

Billedet af hunden som pisser på præstens Opel kadet er mejslet på indersiden af mit kranium.

Min kæreste og jeg har kørt fra Nørrebro til Løkken i hendes gamle Suzuki Alto fra ´88, for at høre dig på Bådsmanden (jeg tog da forresten et nogenlunde OK billede ved den lejlighed: http://www.flickr.com/photos/erikdaugaard/7064353249)

Ja, jeg har sgu oven i købet boet 10 år i Århus (så selvtilstrækkelighed er jeg forever vaccineret imod)

Hvorfor er jeg så ikke en del af din "familie" ?
Hvorfor skulle en trofast sjællandsk medskråler, som i 1961 blev trukket op af dyndet ved Roskilde fjord, ydmyges på den måde ?

Jeg er blevet så pissed over det, at det har farvet mit indtryk af Allan Olsen helt pis-gult. Nu - måneder efter udgivelsen - kan jeg få lov at stå med pis-våde øjne og hatten i hånden, mens jeg med andagtsfølelse får overrakt et eksemplar af værket ! Den kamel er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg kan sluge, selvom jeg elsker musikken og hvert et ord du nogensinde har udgivet.