Læsetid: 4 min.

’Folket skal have friheden tilbage’

En gruppe unge socialdemokrater og Cevea-folk gør i en ny bog op med det, de kalder ’markedsfundamentalismen’, som har hersket under både den tidligere og den nuværende regering. Den enkelte borger skal genvinde magten over sit eget liv – sit arbejde og sine penge. Folkets frihed skal være venstrefløjens nye projekt
’Professionalisering, teknokratisering og top-downledelse har vist sig ikke at være vejen frem. Derfor skal der nu sadles om. Vi skal genskabe forbindelsen til hverdagens udfordringer og forståelsen for danskerne på jorden. Det er og bliver venstrefl øjens allerfornemmeste opgave at sikre stemmer til dem, der ikke har det og sikre deltagelse fra dem, der kan,’ siger en af forfatterne bag bogen ’DeltagerDanmark’, Jens Jonatan Steen, Cevea. Illustration: Det Kongelige Bibliotek, Småtrykssamlingen

’Professionalisering, teknokratisering og top-downledelse har vist sig ikke at være vejen frem. Derfor skal der nu sadles om. Vi skal genskabe forbindelsen til hverdagens udfordringer og forståelsen for danskerne på jorden. Det er og bliver venstrefl øjens allerfornemmeste opgave at sikre stemmer til dem, der ikke har det og sikre deltagelse fra dem, der kan,’ siger en af forfatterne bag bogen ’DeltagerDanmark’, Jens Jonatan Steen, Cevea. Illustration: Det Kongelige Bibliotek, Småtrykssamlingen

5. april 2013

Det er på tide, at vi danskere igen tager magten over vores eget liv, mener en gruppe unge socialdemokratiske politikere og debattører fra tænketanken Cevea. Alt for længe har vi været underlagt en »løssluppen finanssektor« og »markedsgjorte bureaukrater«, som der står i indledningen til bogen DeltagerDanmark, som netop er udkommet. Men nu må det være slut, mener blandt andre europaparlamentarikeren Emilie Turunen, som er en af de unge politikere, der netop har meldt sig ud af SF og ind i Socialdemokraterne:

»Det er en drøm om et bedre samfund. Vi skal have friheden tilbage i vores liv,« siger Emilie Turunen. Og det får man ifølge Turunen bedst ved at »få magt over hverdagen«.

Hun suppleres af analysechef i Cevea Jens Jonatan Steen:

»Professionalisering, teknokratisering og top-down-ledelse har vist sig ikke at være vejen frem. Derfor skal der nu sadles om. Vi skal genskabe forbindelsen til hverdagens udfordringer og forståelsen for danskerne på jorden. Det er og bliver venstrefløjens allerfornemmeste opgave at sikre stemmer til dem, der ikke har det og sikre deltagelse fra dem, der kan,« siger Jens Jonatan Steen og tilføjer:

»Vi lever i en tid, hvor danskernes apati og modløshed over for et stadig mere afkoblet politisk system vokser. Der har vi brug for at gøre noget radikalt, og målet for vores projekt er at forskyde indflydelsen nedad.«

De seneste årtier har ifølge bogens forfattere budt på »mere frihed til den globale kapitalisme og mindre frihed til det enkelte menneske«. Så nøglen ligger i at øge den enkelte borgers engagement og indflydelse. Mere demokrati og mere deltagelse med andre ord:

»Danskerne skal have magt over deres banker, deres velfærd, deres partier, deres arbejdspladser, deres fagbevægelse og helt grundlæggende over deres egen hverdag. Vi skal være aktive i samfundet. Vi skal have magten tilbage,« siger Jens Jonatan Steen.

Frisættelsen skal ikke forstås som en individualisering, tværtimod, mener Emilie Turunen:

»Det er en kongstanke på venstrefløjen, at man skal have frihed til at skabe et godt liv. Men det skal ikke ske gennem den individualisering, som vores generation er præget af. Vejen frem er ikke, at vi hver især kæmper vores egen kamp imod rosset. Frihed får man gennem stærke fællesskaber,« siger hun.

Opgør fra venstre

DeltagerDanmark er også et opgør med flere centrale dele af både den tidligere og nuværende regerings politik. Bogen kritiserer blandt andet teknokratiet og brugen af New Public Management i den offentlige sektor og foreslår øget borgerinddragelse. Forfatterne foreslår desuden mere udstrakt brug af medarbejderdemokrati og overskudsdeling i private virksomheder.

Den aktuelle finanspolitik bliver også kritiseret, og forfatterne har et bud på, hvordan en ny kan skrues sammen – blandt andet med indførelsen af flere afgifter for og øget kontrol med finanssektoren. Endelig rummer bogen en kritik af den herskende topstyring i de politiske partier: Medlemmerne skal være med i skabelsen af ny politik – og ikke først kontaktes, når »der skal bruges folk til at banke på døre og dele roser ud«, som det hedder i det kapitel, som blandt andre socialdemokraten Peter Hummelgaard har skrevet.

Samme kapitel beklager også »udviskningen af de politiske forskelle« partierne imellem og opfordrer til »accept af konflikt som politikkens grundsten«, hvilket må læses som en kritik af den midtsøgende kurs, som især Socialdemokraterne de seneste år har ført. Forfatterne bag bogen er godt klar over, at de prikker til nogle af deres egne: »Det er selvfølgelig også en kritik af, hvordan landet er ledet de seneste mange år, så det er både den forrige og den nuværende regering, der står for skud,« siger Jens Jonatan Steen og uddyber:

»Den måde, vi har skruet det sammen på i dag, hvor borgerne har meget lidt indflydelse, mener vi er risikofyldt i forhold til fremtidens samfund. Derfor mener vi, at de etablerede centrum-venstre-partier med fordel kan tage vores ideer til sig. Så vi kan komme væk fra et ideal om, at det er embedsmænd og teknokrater, der styrer – og i stedet den enkelte dansker, der tager fat nedefra.«

Emilie Turunen mener ikke, at man kan kalde bogen en direkte kritik af den nuværende regering:

»Vi langer naturligvis ud efter det, der ikke fungerer i dag. Men det er tænkt som et positivt indspark – en utopi. Derfor indeholder bogen også både anbefalinger til, hvilke politiske tiltag der skal til, og konkrete anbefalinger til, hvad man kan gøre som borger her og nu,« siger hun og tilføjer:

»Det skal ikke ses som: Nu skal der smæk til regeringen. Ideen er mere at sige: ’Vi tror på det her’. Og jeg vil da forsøge at løfte det ind i mit nye parti. Men jeg forventer ikke, at man vil ’signe op’ på det hele. Det er et bidrag til en debat, som mange har savnet, og som forhåbentlig vil køre i de næste år. Så jeg ser det som en naturlig del af den politiske debat og udviklingen af partierne.«

Også Jens Jonatan Steen mener, at DeltagerDanmark skal ses som et bud på en ny vej for Socialdemokraterne:

»Eller måske skulle man snarere kalde det en tilbagevenden til den oprindelige socialdemokratisme, som jeg netop synes er i fin tråd med vores ideal om at forskyde indflydelse nedad til folket. Det er den vej og retning, som fremtidens centrum-venstre-partier efter vores mening bør slå ind på.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Stæhr

Jamen. Det lyder da strålende, hvordan får I så bugt med min nagende overbevisning om at disse fine ord også vil blive glemt efter næste valg, lige som de fine ord der blev sagt før sidste valg ?

Det er meget fint og visionært, men jeg tror bare på så lidt en Social Demokrat, SF' er eller radikal.
Jeg vil ikke røre ved jer med en fremmed mands ildrager.

Hvad vil I gøre for at ændre min holdning og mistro til jer ?

I har regeringsmagten. GØR dog NOGET Socialdemokratisk.!

Nåe nej, I har jo alt for travlt med, sammen med jeres parti kammerat Erik Nielsen, at bekæmpe den danske model i almindelighed, og Lærernes fagforening.i særdeleshed

peter fonnesbech, Eva Bertram og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Furbo Skov

»[...]man skal have frihed til at skabe et godt liv. Men det skal ikke ske gennem [...] individualisering.[...] Frihed får man gennem stærke fællesskaber,«

Tænk, jeg troede man fik socialt pres gennem stærke fællesskaber.

Michael Kongstad Nielsen

Varm luft.
Og flere af forfatterne tale imod deres egne politiske handlinger, bl. a. Emilie Turunen. De går jo ind for noget andet end det, de skriver. Når man støtter nedskæringer for de svageste og skattelettelser til de rige, og må hoppe fra SF til Socialdemokratiet, fordi SF holdt for meget fast i det venstreorienterede projekt, så giver jeg ikke fem flade énkroner for dette Cevea-sammenrend af en bog.

"Det er på tide, at vi danskere igen tager magten over vores eget liv", mener gruppen. Sådan noget bavl. Danskerne har ikke bestilt andet end at tage magten over eget liv, med hjælp fra huslån og lave renter, danskerne elsker deres biler og deres huse, de har ikke den mindste lyst til at afgive kontrol over eget materialle liv, og det ved disse Cevea-folk udmærket godt, og hvis danskerne skulle tænke på det, der ligger ud over deres eget liv, vil det ikke komme fra disse vandrende tidligere SF-ere på vej mod mere komfortable partiet ude til højre.

Niels-Holger Nielsen

Socialdemokraterne har ikke svigtet deres egen historiske politik, men er stadigvæk tro mod den som aldrig før.

Ja, det ville jo være kedeligt, om den nuværende regerings reaktionære politik gik hen og blev socialdemokratismens død. Så, det er slet ikke for tidligt at begynde at udfinde en kur for 'genrejsningen'. Monopolkapitalisterne får også brug for et socialdemokrati i fremtiden, hvis vi ikke skyller dem ud sammen med Socialdemokraterne, SF og RV.

Det er desværre en udbredt misforståelse, at man kan skrue historiens evigt kværnende hjul tilbage. For at Socialdemokraterne skal kunne genvinde svundne tiders forsvundne folkeyndest kræves at monopoliseringen, globaliseringen og finansialiseringen kan lades ugjort. Den går ikke Granberg. I stedet for at fortabe sig i fordums indbildte fordele ved reformisme, burde langt flere hellere skue frem mod det nødvendige opgør med monopolkapitalismens stormægtige oligopoler og rette blikket mod et kapitalistfrit samfund hinsides dette opgør.

Den opportunistiske EU-parlamentariker har i særklasse flair for socialdemokratisme og tilhørende retorik, men det har de fleste SF-ere nu altid haft.

Steffen Gliese

Hvis folk bare siger "varm luft", bliver det bare varm luft. Der er en bevægelse i ungdommen på tværs af partier, der ønsker friheden til selvrealisering tilbage. De vil ikke have det 50er-samfund, regeringen sukker efter, de vil have 80erne, hvor folk på understøttelse og kontanthjælp holdt gang i et kreativt og socialt indstillet samfund.

Steffen Gliese

Og hvorfor taler man om at rulle tiden tilbage? Det kan man ganske rigtigt ikke, men man kan arbejde på, at fremtiden får et sving i rigtig retning.

Jeg har meget svært ved at forstå overskriften om 'frihed'. De fleste emner i artiklen handler om deltagelse, engagement, og dermed FORPLIGTELSE og SOLIDARITET snarere end frihed... Det socialistiske frihedsbegreb handler om frihed fra udbyttelse af kapitalen - på de fleste andre områder kræver et socialistisk samfund, at den enkelte borger giver afkald på sin 'frihed', i hvert fald til at gøre lige som hun har lyst til. I en tid med neoliberalisme synes jeg, at frihed er et problematisk slagord for venstrefløjen.

Steffen Gliese

Det demokratiske frihedsbegreb er, Eva Bertram, retten (og pligten) til deltagelse i samfundets udvikling igennem politisk aktivitet. Man kan ikke meningsfuldt melde sig ud af disse processer, når man lever i et folkestyre. Socialistisk frihed er friheden fra utryghed, den eneste meningsfulde frihed, der gives.