Læsetid: 12 min.

Det forjættende, det foruroligende

Kulturen er gennemgribende seksualiseret, men samtidig puritansk, for vi gør os ikke klart, hvad erotik og begær egentlig er for noget. Digteren Niels Lyngsø lærer os det i dette essay om lysten til at smelte sammen med et andet menneske og frygten for at forsvinde i det. Sex og erotik er alt for vigtige fænomener til, at vi kan overlade dem til triviallitteraturen
Niels Lyngsø var som barn meget fascineret af Per Holm Knudsens ’Sådan får man et barn’ fra 1971 – også kaldet ’Ælle Bælle Bolle-bogen’. Han forestiller sig, at den for moderne forældre ville være helt uantagelig.
Illustration: Per Holm Knudsen fra ’Sådan får man et barn’, Borgens Forlag

Niels Lyngsø var som barn meget fascineret af Per Holm Knudsens ’Sådan får man et barn’ fra 1971 – også kaldet ’Ælle Bælle Bolle-bogen’. Han forestiller sig, at den for moderne forældre ville være helt uantagelig.
Illustration: Per Holm Knudsen fra ’Sådan får man et barn’, Borgens Forlag

5. april 2013

Man kan blive helt besat af en bog, man er vild med. Den har et eller andet over sig, som man ikke kan få styr på. Det er derfor, man har lyst til at læse den igen, på samme måde som man har lyst til at have sex igen – selv om man har prøvet det før. Det forhold, man har til en god bog, minder kort sagt om et erotisk forhold: Det er på én gang forjættende og foruroligende.

Erotisk litteratur kan altså være noget ganske andet end det, der for tiden går under den betegnelse, og jeg skal vende tilbage til, hvad det er, der i mine øjne gør en tekst sexet. Men først et par ord om sex.

Man skulle ikke tro, det var nødvendigt at sige mere om sex i 2013, for der bliver hele tiden talt om det i medierne, og der er seksualiserede kroppe alle vegne: Grænsen mellem popsangerinder og pornomodeller er flydende, aviserne skriver lystigt om swingerklubber og S/M, og selv mandekroppen bliver langt om længe opfattet som et sexobjekt – heldigvis.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens David KofoedMogensen
  • Mette Olesen
  • Simon Olmo Larsen
Jens David KofoedMogensen, Mette Olesen og Simon Olmo Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Holm Knudsen

En historisk korrektion.
Et par år efter at min bog Sådan får man et barn udkom i 1971 på Borgen, udsendte Bent H. Claësson: Elle-belle-bolle bogen, 1973 på Hans Reitzel. Lige som jeg valgte BHC at anvende de almindelige dagligdags udtryk for kønsorganer mm. BHC og jeg lavede i øvrigt den aftale, at vi begge ved oversættelser og andet ville stå fast på, at ordene skulle oversættes til tilsvarende ord på det pågældende sprog. Et led i at aftabuisere seksualiteten og de folkelige ord.
Så der var altså to bøger omtrent samtidigt: Sådan får man et barn, 1971 ( http://psyx.dk/index/5-sfeb01.jpg ) og Elle-belle-bolle bogen, 1973
Den sidste kan i øvrigt ses her: http://charlottehojlund.dk/2013/sex-2/i-har-godt-nok-bollet-meget/

Nick Mogensen

Alain er glimrende. Det er artiklen også.

En kommentar til et tema artiklen ikke behandler, men som ligger inden for artiklens sfære - eller i hvert direkte i kølvandet på den - handler om 'præstation og præsentation'.

Når man går gennem gågaden må det, hvis altså man går med klare øjne, falde én i øjnene, at mangt en kvinde er (be)dækket med lag af sminke og typisk temmelig fokuseret på det som man passende kunne kalde det plastiske, polerede udseende. "Hvad har det med erotik og sex at gøre?" - kunne man trutte i dommedagstabuen. Jo, ganske enkelt er det et kulturens udtryk for at stilisere et bestemt ønske om at tiltrække sig begærets opmærksomhed. Argumentet imod - som faktisk er kommet mig for øre - er: "jeg vil bare se godt ud". Til gengæld forstummer sproget, som en abe der bliver fodret med føde den aldrig har set, når man spørger hvorfor vil 'vi' gerne se godt ud?

Alle mennesker har vel en tilbøjelighed til at ville se anstændige ud. Det forhold gør sig gældende helt til døden og handler bl.a. om værdighed. Men det forklarer ikke behovet for, at mange unge kvinder, kvinder vel i pensionsalderen og mange i tidsrummet imellem mener, at det er nødvendigt at iklæde sig usikkerhedens skjold, i form af 'stilrigtigt', dvs. et temmelig konformt ideal om, udseende ("Den øverste abe i paris sætter en rejsehue på hovedet, og alle aberne i Amerika gør ligesådan."- Henry David Thoreau).

Den "individualiserede" er faktisk som Giorgio Agamben siger, udsat for "subjektiveringens afsubjektivering" - med andre ord er der ikke tale om, at man (dvs. hin enkelte) bliver mere individuel af at forsøge at være det, nej man bliver rettere mere konform. Som den amerikanske astrofysiker Tyson Neil deGrasse siger, "har ingen originale mennesker gennem tiden forsøgt at efterligne andre."

Nu kan det virke det som om, at jeg i arrigskab over kvindelige afvisninger, netop derfor skyder med skarpt mod det kvindelige køn. Men tag ikke fejl, også mænd er udsæt for denne plastiske polerethed. Men også her er konformiteten omvendt proportional med den krampagtige jagt på at blive mere og mere individuel og "vise hvem man er" gennem noget så fjollet som påklædning. Jeg håber aldrig det bliver muligt, for se må denne menneskerace være så indholdsløs at den er fuldstændig subjektforladt.

Hvad har alt dette med erotik og sex at gøre, og navnlig præstation? Min tese er, at netop dette kulturrelle åndsidioti, ikke kun er forbeholdt beklædningens arena. Slående er jo at den 'opdagelsesrejsende' Madame Pfeiffer er citeret for at have sagt at det nødvendigt at skifte fra rejsedragt, når hun skulle mødes med myndighederne, "for hun var nu i et civiliseret land, hvor… folk bedømmes efter deres tøj."

Beødmmelse af mennesker - og det er i øvrigt en pointe som Alain de Botton også fremfører - foregår i dag i vid udstrækning på baggrund af snobberi, som han definerer som det at vurdere et andet menneske på baggrund af ganske få, ja næsten uhyggeligt få signaler: En 'mærkelig' taske og vedkommende må da være "lidt nørdet".

Samme mønster gør sig gældende i sex (og erotik?). De krampagtige forestillinger om at skulle se ud på bestemte måder, altså at være attraktiv efter moderne idealer gør jo, at mangt en kvinde, dækker sig til inden- og efter sex. Nogle vil helst ikke ses uden make-up og mænd forsøger efter gorillaens A-B-C, at træne og gøre deres figur til deres maskuline højborg, upåagtet det latterlige at skulle spise to pund kalkun-kød og otte doser tun i løbet af dagen, for at oppebære det angiveligt nødvendige proteinindtag.

Tolerancen er konkret sagt i bund. "Det civiliserede menneske er bare en klogere og mere erfaren vild.". Der mangler simpelthen en (an)erkendelse af, at vi er alle er født lige tæt på røvhullet. Alt den spillen-for-galleriet er ikke andet end gøgleri, som desværre har forplantet sig til de mest intime dele af menneskelivet, herunder erotik og sex. Selv begæret er i dag plastisk i den udstrækning, at vi efterhånden bliver tiltrukket, altså seksuelt ophidsede over det plastiske, således den "smukke" højsang om 'den moderne civilisationen'.

Det er kun ved at forlade vores krampagtige og snobbede position over for andre, at erotikken reelt kan tale uden tvang. Lige nu er den kvalt af åndsidioti, der kun i korte perioder slipper sit greb om den efter-vejret-hivende skæbne, som kun evner at udstøde ganske få kvæk.

Erotik og kulminationen, sex, er en forlængelse af sproget, som også musikken, og derfor kan almindelig begreber ikke indkredse fænomenet per se. Det er nødvendigt at opgive vores egen forfængelig for at give plads til andres. Det individualiserede menneske ved jo bedst selv - det mener det i hvert fald at vide -, men denne autonomi følges desværre sjældent op af den nødvendige intellektuelle kapital, hvorfor positionen forbliver ansvarsforladt, som en gråzone i et krigslandskab, hvor det hvide flag blafrer som en opportun måde at glemme realiteterne.

Så meget for det civiliserede samfund.