Læsetid: 12 min.

Det forjættende, det foruroligende

Kulturen er gennemgribende seksualiseret, men samtidig puritansk, for vi gør os ikke klart, hvad erotik og begær egentlig er for noget. Digteren Niels Lyngsø lærer os det i dette essay om lysten til at smelte sammen med et andet menneske og frygten for at forsvinde i det. Sex og erotik er alt for vigtige fænomener til, at vi kan overlade dem til triviallitteraturen
Niels Lyngsø var som barn meget fascineret af Per Holm Knudsens ’Sådan får man et barn’ fra 1971 – også kaldet ’Ælle Bælle Bolle-bogen’. Han forestiller sig, at den for moderne forældre ville være helt uantagelig.
Illustration: Per Holm Knudsen fra ’Sådan får man et barn’, Borgens Forlag

Niels Lyngsø var som barn meget fascineret af Per Holm Knudsens ’Sådan får man et barn’ fra 1971 – også kaldet ’Ælle Bælle Bolle-bogen’. Han forestiller sig, at den for moderne forældre ville være helt uantagelig.
Illustration: Per Holm Knudsen fra ’Sådan får man et barn’, Borgens Forlag

5. april 2013

Man kan blive helt besat af en bog, man er vild med. Den har et eller andet over sig, som man ikke kan få styr på. Det er derfor, man har lyst til at læse den igen, på samme måde som man har lyst til at have sex igen – selv om man har prøvet det før. Det forhold, man har til en god bog, minder kort sagt om et erotisk forhold: Det er på én gang forjættende og foruroligende.

Erotisk litteratur kan altså være noget ganske andet end det, der for tiden går under den betegnelse, og jeg skal vende tilbage til, hvad det er, der i mine øjne gør en tekst sexet. Men først et par ord om sex.

Man skulle ikke tro, det var nødvendigt at sige mere om sex i 2013, for der bliver hele tiden talt om det i medierne, og der er seksualiserede kroppe alle vegne: Grænsen mellem popsangerinder og pornomodeller er flydende, aviserne skriver lystigt om swingerklubber og S/M, og selv mandekroppen bliver langt om længe opfattet som et sexobjekt – heldigvis.

Men side om side med denne gennemgribende seksualisering af kulturen trives der paradoksalt nok en bornerthed og en puritanisme, som vi ikke har set siden 1950’erne. Mange oplever enhver form for nøgenhed og intimitet som potentielt krænkende: En kvinde, der ammer på en café, eller en mandlig pædagog, der giver et barn et trøstende kram, får nogle mennesker til at slå syv sexforskrækkede kors for sig. I EU-Parlamentet bliver der fremsat forslag om forbud mod porno, og af prostitutionsdebatten fremgår det indirekte, at visse feminister har en temmelig indskrænket opfattelse af, hvad sex kan være. For nylig genså jeg den såkaldte ’Ælle Bælle Bolle-bog’ (Sådan får man et barn af Per Holm Knudsen), som jeg med sitrende fascination læste igen og igen som dreng, og det slog mig, hvor no- go den i manges øjne ville være i dag: »Moren og faren vil gerne have pikken ind i kussen. Det er nemlig dejligt.«

På trods af bornertheden er sex en dominerende del af vores kultur, og vi, der nyder det, tænker vist, at vi er mere frigjorte og oplyste, end man nogen sinde har været før. Men måske er det ikke tilfældet. For vi snakker sjældent om, hvad sex og begær egentlig er for noget.

Sex fremstilles for det meste som en form for underholdning eller motion, der i bund og grund er noget enkelt og sundt og velgørende. Men i mine øjne er sex noget af det mest komplicerede, der findes, og de følelser og følgevirkninger, der knytter sig til det erotiske, er modstridende og meget vidtrækkende. Vi taler gerne om lysten, men ikke om den uudholdelige tilstand, lysten kan føre til, og slet ikke om det kontroltab og den skam, begæret kan føre med sig. Vi taler om nydelsen ved sex, men ikke om det smertelige og forfærdende ved sex. Der er masser af lir i medierne, men de fokuserer på det lækre, eventuelt på det lidt bizarre, ikke på det frastødende og på den rædsel, der også er en del af det erotiske. Og dermed glemmer vi noget vigtigt, for »intet er for alvor erotisk, hvis det ikke også – med den forkerte person – er afskyeligt«, som forfatteren Alain de Botton skriver.

Hvis man vil have et konkret billede af, hvordan det foruroligende og beskidte og ukontrollable ved sex bliver retoucheret væk i kulturen i dag, kan man sammenligne det seneste tiårs mainstream-pornofilm med dem, der blev produceret i 70’erne og 80’erne: Pornokroppene i dag er glatte og hårløse. Hvis man som jeg kan lide bryster uden silikone og kusser med masser af hår og store uregerlige skamlæber, er man nødt til at lede specifikt efter det, for i langt de fleste pornofilm har kvinderne kunstige bryster, kosmetisk opererede kønslæber og blegede røvhuller. Lolitadukken – som de fleste førhen betragtede som en sølle erstatning for den ægte vare – er tilsyneladende blevet idealet.

Kønsløs sex

Kort sagt: Der er sex overalt, men det meste af det er kønsløst. Hvilket er paradoksalt, bogstaveligt talt, for på andre sprog end dansk betyder ordet ’sex’ netop ’køn’. Når for eksempel en englænder siger ’sex’, er det ikke kun en betegnelse for selve akten, men også for kønnet – både forstået som organ og som identitet.

Ifølge sprogforskerne kommer ordet ’sex’ antagelig af det latinske ’secare’, som betyder ’(op)dele’, ’(af)skære’ – et ord, der går igen i for eksempel ’sektion’ og ’dissekere’. Som kønsvæsen er man per definition ’opdelt’, man tilhører den ene halvdel af en art og er dermed ’afskåret’ fra at være den anden. Sådan forholder det sig ikke med eksempelvis bakterier og søanemoner, der formerer sig ved henholdsvis celledeling og knopskydning: Her indeholder hvert eneste individ alt arvematerialet – hver del er så at sige hel. Men for organismer, der reproducerer sig ved kønnet formering, er det et biologisk vilkår at være halv.

For mennesket er dette grundvilkår tillige eksistentielt: Vi kan aldrig være hele, og det er her, erotikken kommer ind i billedet. For det at have og være et køn er ensbetydende med at mangle noget. I en af vores kulturs urtekster om erotikken, nemlig Platons Symposion, fortælles det, hvordan mennesket oprindeligt var et rundt væsen med fire arme, fire ben og ét hoved med to ansigter; som en følge af gudernes straf blev dette hele urmenneske delt i to. Det kan symbolsk forstås på mange måder; for eksempel bliver man jo til som menneske ved at blive adskilt fra sin mor. Men hvordan man end fortolker det, har mennesket lige siden denne grundlæggende opdeling været ufuldstændigt – og på jagt efter sin tabte modpart.

Begæret, selve den erotiske drivkraft, er altså en fundamental længsel efter at forene sig med noget andet. Det kan man gøre på to måder: enten ved at trænge ind i det og dermed blive en del af det eller ved at optage det i sig, så det bliver en del af én selv. Kortere og mere teknisk udtrykt kan disse to strategier kaldes henholdsvis penetration og absorption.

Det er selvfølgelig oplagt at forstå det første som det, pikken gør, og det andet som det, kussen gør: Manden penetrerer, kvinden absorberer. Men så enkelt er det slet ikke, hverken i anatomisk eller i mere abstrakt forstand, for nok er det kvinden, der har kussen, men manden har jo en mund, og tilsvarende er det ganske vist manden, der har pikken, men kvinden har jo tunge og fingre. Alle mennesker har brystvorter, der kan blive stive, og røvhuller, der kan tage imod. Alle kan have grådigt absorberende øjne og et hårdt penetrerende blik. Kønsidentitet er således – som bekendt – noget langt mere sammensat og omskifteligt end enten mand eller kvinde. Alt, hvad jeg siger om det erotiske her, gælder derfor også, uanset hvilken seksuel orientering man har. For udgangspunktet for begæret er under alle omstændigheder, at der er noget, man er afskåret fra; at der er noget, man forestiller sig, man kan opnå, hvis man forener sig med det – at der kort sagt er noget, man ikke selv har, men som man gerne vil have.

Hvem tager, og hvem giver?

Derfor er det heller ikke tilfældigt, hvilke ord vi bruger, når vi taler om sex – mens vi har sex. Det er typisk udsagnsord som give, få, tage og have. Sex handler altså om at eje eller besidde noget, om at modtage noget, eller om at forære noget væk. Det, man tager og giver, er naturligvis umiddelbart kønsorganet (»giv mig din kusse«, »giv mig din pik«, »nu får du den«) eller eventuelt andre organer: tunge, finger, røvhul osv. Samtidig sker der en glidning fra organet til hele personen (»jeg vil have dig«, »tag mig«).

Men efterhånden som lysten til at penetrere og absorbere intensiveres, bliver det mere uklart, hvem der tager, og hvem der giver. Forførelsen og den seksuelle akt er et yderst kompliceret spil, der blandt andet handler om, hvem der bestemmer: Den tilsyneladende passive er i virkeligheden aktiv, fordi han eller hun lokker og ægger den anden til at gøre bestemte ting; og den tilsyneladende aktive er i virkeligheden passiv, netop fordi hun eller han lader sig drive rundt i manegen på den måde. Og omvendt og omvendt, så længe det varer.Det bliver også uklart, hvad det faktisk er, der bliver taget og givet. Hvad er det man får på en så overvældende måde? Hvad er det, man driver den anden til vanvid med ved at give af det i små afmålte doser? Det er ikke bare kønsorganet eller personen, der er genstand for begæret, i sidste instans er det – helt abstrakt – alt det, man mangler, alt det, man er afskåret fra, men som man i den seksuelle akt føler, er inden for rækkevidde. Og dén følelse er forjættende, for man forestiller sig, at man faktisk kan blive hel, at man måske én gang for alle kan blive kureret for alle følelser af ensomhed og utilstrækkelighed. Men forestillingen om at forene sig med det manglende – det ukendte, det fremmede – er samtidig dybt foruroligende, ja, rædselsvækkende, for man kan kun smelte helt sammen med dette andet, hvis man opløser sin egen grænse og altså ophører med at eksistere (i hvert fald som selvstændigt individ). Døden og den ultimative fryd bliver to sider af samme sag.

Heraf følger alle de nævnte dobbeltheder, der kendetegner det erotiske: erobring og hengivelse, aktiv og passiv osv. Spændingen i det erotiske beror på, at man både bliver tiltrukket og frastødt. Man er sjældent bevidst om begge poler i dette spændingsfelt, men der er altid noget frastødende ved det, man er tiltrukket af, og noget tiltrækkende ved det, man er frastødt af – hvem har ikke prøvet at pille i et sår?

Begær og aggression er derfor også nært forbundne: Man er rasende over at være så fortabt og forgabt i den anden, rasende over den magt, det giver ham eller hende, og man svinger mellem afmagt og almagt. Måske kan sadomasochismens ritualiserede praksis opfattes som en stilisering af den komplicerede magtrelation, der ligger i ethvert erotisk forhold. Og tillige som et forsøg på – ved hjælp af aftalte roller og regler – at intensivere og samtidig kontrollere de ustyrlige og i sidste instans livsfarlige kræfter, der er på spil i det erotiske.

Erotisk litteratur

Hvad har alt det her så med såkaldt erotisk litteratur at gøre? Vel, først lidt om ordet erotik. Nu om dage bliver det oftest brugt som et mere stuerent synonym for porno. Porno er tekster eller billeder, hvis primære eller eneste hensigt er at vække liderlighed. Så det ville faktisk være mere ærligt at bruge ordet porno, hvis dét, der er tale om, er noget, der først og fremmest er beregnet til at tænde sexlysten.

Ikke et ondt ord om porno, jeg bruger det med stor fornøjelse. Erotik er bare noget andet, og jeg ville ønske, man kunne fjerne den fims, der hænger ved det ord. Erotik er hele dette komplicerede spændingsfelt af modsætninger, jeg har skitseret – og det handler slet ikke kun om sex.

Det erotiske ligger som en understrøm i utrolig mange ting, vi foretager os: i samtalen, samarbejdet, samværet i det hele taget. Det ligger i forholdet til alt, hvad vi i bred forstand begærer. Det ligger i alle de aktiviteter, der handler om at penetrere eller absorbere noget, i alle de sammenhænge, hvor der er noget, man forsøger at beherske, og som man samtidig føler, kan tage magten over én. Det erotiske ligger således også i erkendelsen, i håndværket og i kunsten. Og i litteraturen, som er eksemplet her.

Igen røber de ord, vi bruger, hvad det er, det drejer sig om. Der er en række dagligdags ord for absorption: Man kan passivt være opslugt af eller fordybet i en bog, men omvendt kan man også aktivt forsøge at indkredse og begribe den. Tilsvarende med penetrationen: Man kan passivt være dybt ramt af en bog, den kan gå rent ind, men omvendt kan man også aktivt prøve at trænge til bunds i den eller pinpointe, hvad den egentlig siger. I denne sammenligning med sexakten er det ikke til at sige, om bogen er mand eller kvinde, eller om læseren er kvinde eller mand. Ganske som i den virkelige sexakt er der alle disse uafgørlige dobbeltheder. Men under alle omstændigheder: Bøger, man så at sige kan have god sex med, er i mine øjne den egentlige erotiske litteratur.

Og dén behøver overhovedet ikke at handle om sex. Per Højholt skrev engang et prosadigt, der hedder »var resten«. Det begynder sådan her: »til resten voksede ud og bulede og sprang op og foldede sig til alle sider og grenede sig opad og udad uden at standse voksede den og faldt ud og hen og kæntrede og groede henad og ned og gik voksende i stå: for mange grene, for mange veje for et mylder, så den faldt hen og ned og lukkede sig myldrende bag en rest, som begyndte at vokse …« og således videre et par sider endnu. Højholt har fortalt, at han engang fik en henvendelse fra en læser, der havde læst det her digt. »Det tager på mig alle vegne,« sagde hun angiveligt. Og jeg forstår, præcis hvad hun mener: Det ægger og lokker, både betydningsmæssigt og musikalsk. Selv om der ikke står et ord om sex.

Omvendt er der naturligvis ingen garanti for, at en tekst bliver erotisk, bare fordi den bruger ord som pik og knep og kusse.

Men hvad er det, der gør en tekst enten erotisk eller usexet? Forenklet sagt er det formen og ikke indholdet, der afgør sagen. Med form mener jeg her alt fra metaforer og sætningsbygning over person- og miljøskildring til plot og komposition. Formen må, ganske som en sexpartner, ikke være alt for forudsigelig, genkendelig og nem at få styr på. Det ville ganske enkelt blive for kedeligt. Den skal være spændstig, overraskende og uudtømmelig. Den skal – i en delikat balance – modstå vores forsøg på at beherske den, men ikke afvise os helt. Den skal give noget fra sig i uudholdeligt små doser. Den skal kort sagt fucke godt og grundigt med os. Det er derfor, at klichéer – på alle de nævnte formelle niveauer – er et mega turn-off: Det fortærskede sproglige billede, den stereotype personskildring (stereotype kønsroller, ikke mindst), den forudsigelige setting, eller en plotstruktur, der er så velkendt, at man ved, hvor historien ender, inden man er halvvejs.

Sådanne banaliteter gør en tekst usexet. Det er derfor, store dele af den såkaldt erotiske litteratur har meget lidt med erotik at gøre. Hvis disse bøger – der er pornografiske snarere end erotiske – er de eneste, man læser om sex, vil det være en skam. For sex og erotik er alt for vigtige og komplekse fænomener til, at vi kan overlade dem til triviallitteraturen.

 

Note: Tænkere som Freud, Bataille, Lacan og flere andre har skrevet dybsindigt om begær og seksualitet, og skønt jeg ikke har gjort noget forsøg på at gengive deres tanker korrekt eller fyldestgørende, ligger de til grund for mine overvejelser her. Alain de Bottons How to think more about sex er en nyskrevet og letlæst bog om emnet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens David KofoedMogensen
  • Mette Olesen
  • Simon Olmo Larsen
Jens David KofoedMogensen, Mette Olesen og Simon Olmo Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Holm Knudsen

En historisk korrektion.
Et par år efter at min bog Sådan får man et barn udkom i 1971 på Borgen, udsendte Bent H. Claësson: Elle-belle-bolle bogen, 1973 på Hans Reitzel. Lige som jeg valgte BHC at anvende de almindelige dagligdags udtryk for kønsorganer mm. BHC og jeg lavede i øvrigt den aftale, at vi begge ved oversættelser og andet ville stå fast på, at ordene skulle oversættes til tilsvarende ord på det pågældende sprog. Et led i at aftabuisere seksualiteten og de folkelige ord.
Så der var altså to bøger omtrent samtidigt: Sådan får man et barn, 1971 ( http://psyx.dk/index/5-sfeb01.jpg ) og Elle-belle-bolle bogen, 1973
Den sidste kan i øvrigt ses her: http://charlottehojlund.dk/2013/sex-2/i-har-godt-nok-bollet-meget/

Nick Mogensen

Alain er glimrende. Det er artiklen også.

En kommentar til et tema artiklen ikke behandler, men som ligger inden for artiklens sfære - eller i hvert direkte i kølvandet på den - handler om 'præstation og præsentation'.

Når man går gennem gågaden må det, hvis altså man går med klare øjne, falde én i øjnene, at mangt en kvinde er (be)dækket med lag af sminke og typisk temmelig fokuseret på det som man passende kunne kalde det plastiske, polerede udseende. "Hvad har det med erotik og sex at gøre?" - kunne man trutte i dommedagstabuen. Jo, ganske enkelt er det et kulturens udtryk for at stilisere et bestemt ønske om at tiltrække sig begærets opmærksomhed. Argumentet imod - som faktisk er kommet mig for øre - er: "jeg vil bare se godt ud". Til gengæld forstummer sproget, som en abe der bliver fodret med føde den aldrig har set, når man spørger hvorfor vil 'vi' gerne se godt ud?

Alle mennesker har vel en tilbøjelighed til at ville se anstændige ud. Det forhold gør sig gældende helt til døden og handler bl.a. om værdighed. Men det forklarer ikke behovet for, at mange unge kvinder, kvinder vel i pensionsalderen og mange i tidsrummet imellem mener, at det er nødvendigt at iklæde sig usikkerhedens skjold, i form af 'stilrigtigt', dvs. et temmelig konformt ideal om, udseende ("Den øverste abe i paris sætter en rejsehue på hovedet, og alle aberne i Amerika gør ligesådan."- Henry David Thoreau).

Den "individualiserede" er faktisk som Giorgio Agamben siger, udsat for "subjektiveringens afsubjektivering" - med andre ord er der ikke tale om, at man (dvs. hin enkelte) bliver mere individuel af at forsøge at være det, nej man bliver rettere mere konform. Som den amerikanske astrofysiker Tyson Neil deGrasse siger, "har ingen originale mennesker gennem tiden forsøgt at efterligne andre."

Nu kan det virke det som om, at jeg i arrigskab over kvindelige afvisninger, netop derfor skyder med skarpt mod det kvindelige køn. Men tag ikke fejl, også mænd er udsæt for denne plastiske polerethed. Men også her er konformiteten omvendt proportional med den krampagtige jagt på at blive mere og mere individuel og "vise hvem man er" gennem noget så fjollet som påklædning. Jeg håber aldrig det bliver muligt, for se må denne menneskerace være så indholdsløs at den er fuldstændig subjektforladt.

Hvad har alt dette med erotik og sex at gøre, og navnlig præstation? Min tese er, at netop dette kulturrelle åndsidioti, ikke kun er forbeholdt beklædningens arena. Slående er jo at den 'opdagelsesrejsende' Madame Pfeiffer er citeret for at have sagt at det nødvendigt at skifte fra rejsedragt, når hun skulle mødes med myndighederne, "for hun var nu i et civiliseret land, hvor… folk bedømmes efter deres tøj."

Beødmmelse af mennesker - og det er i øvrigt en pointe som Alain de Botton også fremfører - foregår i dag i vid udstrækning på baggrund af snobberi, som han definerer som det at vurdere et andet menneske på baggrund af ganske få, ja næsten uhyggeligt få signaler: En 'mærkelig' taske og vedkommende må da være "lidt nørdet".

Samme mønster gør sig gældende i sex (og erotik?). De krampagtige forestillinger om at skulle se ud på bestemte måder, altså at være attraktiv efter moderne idealer gør jo, at mangt en kvinde, dækker sig til inden- og efter sex. Nogle vil helst ikke ses uden make-up og mænd forsøger efter gorillaens A-B-C, at træne og gøre deres figur til deres maskuline højborg, upåagtet det latterlige at skulle spise to pund kalkun-kød og otte doser tun i løbet af dagen, for at oppebære det angiveligt nødvendige proteinindtag.

Tolerancen er konkret sagt i bund. "Det civiliserede menneske er bare en klogere og mere erfaren vild.". Der mangler simpelthen en (an)erkendelse af, at vi er alle er født lige tæt på røvhullet. Alt den spillen-for-galleriet er ikke andet end gøgleri, som desværre har forplantet sig til de mest intime dele af menneskelivet, herunder erotik og sex. Selv begæret er i dag plastisk i den udstrækning, at vi efterhånden bliver tiltrukket, altså seksuelt ophidsede over det plastiske, således den "smukke" højsang om 'den moderne civilisationen'.

Det er kun ved at forlade vores krampagtige og snobbede position over for andre, at erotikken reelt kan tale uden tvang. Lige nu er den kvalt af åndsidioti, der kun i korte perioder slipper sit greb om den efter-vejret-hivende skæbne, som kun evner at udstøde ganske få kvæk.

Erotik og kulminationen, sex, er en forlængelse af sproget, som også musikken, og derfor kan almindelig begreber ikke indkredse fænomenet per se. Det er nødvendigt at opgive vores egen forfængelig for at give plads til andres. Det individualiserede menneske ved jo bedst selv - det mener det i hvert fald at vide -, men denne autonomi følges desværre sjældent op af den nødvendige intellektuelle kapital, hvorfor positionen forbliver ansvarsforladt, som en gråzone i et krigslandskab, hvor det hvide flag blafrer som en opportun måde at glemme realiteterne.

Så meget for det civiliserede samfund.