Læsetid: 7 min.

Frem til fortiden

Den moderne kultur har dyrket retroen i 40 år, men afstanden til den fortid, vi dyrker, bliver kortere og kortere. Forfatter til bogen Retromania, Simon Reynolds, mener, at selv retroen er blevet retro
Nanna Birch Olsen kan godt lide den kantede og klodsede  8-bits grafik hun kender fra blandt andet Super Mario.

Tine Sletting

8. april 2013

Retroen er overalt. I gadebilledet, i butiksruder, i populærkulturen – og i sindet. Vi finder retroen i Jægersborggade i København, hvor vintagebutikker ligger dør om dør med en kombineret frisør-og-retrospillesalon og Café Retro. Butiksskiltene ligner noget fra svundne tider, og pusherne, der ellers har holdt til i gaden, er for længst flygtet til andre miljøer. Vi finder den også i tv-serien Mad Men, der har resulteret i 60’er-stemningsbaren The Jane i København, mens århusianerne i Den Gamle By nu kan opleve den brun-orange stemning fra 1970’erne i en hel gade, der således har gjort den nærmeste fortid til museumsgenstand. Den findes også i website-retroarkivet over sløjfede Disneyland-attraktioner, der fremtidsvisionært blev kaldt Tomorrowland, men som nu kun lever på hjemmesiden yesterland.com.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dino Avdibegović
Dino Avdibegović anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Hvis retroen ikke længere er subkultur, men er blevet så udbredt, at det er almindelig eller dominerende kultur, så kan det ikke være fordi, det nye er svært at forholde sig til, så er det fordi, der ikke er noget nyt, det er værd at forholde sig til. Derfor bliver det nye retro, og det er jo ikke svært at forholde sig til, da der er gammeltkendt.

Men hvorfor kan tiden ikke skabe sin egen identitet? Hvorfor er den kun længselsfuldt tilbageskuende mod noget forhenværende, noget tabt. Er der tale om en mangel på selvtillid? Kunne de noget før, vi ikke kan nu?

Søren Peter Langkjær Bojsen, Mette Olesen og Dennis Laursen anbefalede denne kommentar
Dennis Laursen

Hun [pigen i artikelbilledet] blander 50’er-looket med de moderne piercinger og synes, det er kedeligt, at alle piger klæder sig ens i dag
Hmm, jeg syntes nu ikke, at hun virker som en eksponent for den udtalelse.
Men det er vel symptomatisk for ungdommen, at der er en omvendt proportionalitet mellem selvstændighed, og behov for at hævde sig som alternativ.

Hvor mange Dansker skal der til at skifte en pære?
Tak for indlægget, om end jeg lider af en udpræget grad af forbruger forstoppelse. Retro-retro, lyder som en opfordring til at deponere sit indkøb i affaldspanden på vej ud butikken. Nyt-Junk-Antik-Nyt-Antik-Junk-....Alt sammen på en formiddag.

påstanden om at den tid, der dyrkes som retro rykker tættere og tættere på holder ikke helt vand. 80'erne og 90'erne er 20-30 år tilbage, i 90'erne dyrkede man 60'erne og 70'erne i 80'erne 50'erne. Det særlige er måske, at spændet af år, der dyrkes som retro er blevet længere fra 50'erne og frem til 90'erne. Ligesom pigen, der klæder sig som i 50'erne og spiller spil fra 80'erne og 90'erne.

Retro har altid handlet om den nære fortid og som man f.eks. nostalgisk husker den fra sin barndom. Det er nemt at affærdige som uopfindsomt og bagstræberisk, men rigtigt mange mennesker finder stor glæde i at erindre den nære fortid igennem genstande, der stadig har æstetisk- og brugs-værdi. Som forbrugerkultur ansporer retro til genbrug og til at finde sine forældres og bedsteforældres ting frem af gemmerne og det er vel bæredygtigt frem for forbrugsforstoppende. Måske er man heller ikke længere så overbevist om at fremskridt og nyopfindelser er bedre end de ting, der allerede eksisterer. Man kan så bruge det bedste fra hvert årti frem for at skifte alt til nyt hvert andet år.

Når den gamle by for eksempel laver en afdeling om den nære fortid handler det om at give generationerne mulighed for at tale om hvordan de udstillede genstande har været brugt i forældres og bedsteforældres barndom og ungdom, ligesom det faktisk var tilfældet da museet åbnede, med de første huse, der var indrettet som bedsteforældrene huskede deres barndom.

Marie Jensen:

"påstanden om at den tid, der dyrkes som retro rykker tættere og tættere på holder ikke helt vand. 80'erne og 90'erne er 20-30 år tilbage, i 90'erne dyrkede man 60'erne og 70'erne i 80'erne 50'erne. Det særlige er måske, at spændet af år, der dyrkes som retro er blevet længere fra 50'erne og frem til 90'erne. Ligesom pigen, der klæder sig som i 50'erne og spiller spil fra 80'erne og 90'erne."

Ja, jeg studsede også over den udtalelse, og med de følgende i artiklen: "Kristian Handberg tror, at vi fortsat vil dyrke den nære fortid i fremtiden. Han tror også, at den fortid, vi dyrker, vil ligge endnu tættere på nutiden. Han forestiller sig, at internettets første hjemmesider bliver retro, og at den første Iphone får en genkomst som retroobjekt."

Afstanden i tid mellem de første hjemmesider er netop nu akkurat den samme (20 år) som afstanden i tid mellem 1970'erne og de da retrodyrkede 50'ere.

Dit korrektiv, at det er mangfoldigheden af perioder som på samme tid dyrkes som retro, er nok en mere præcis iagttagelse.

jan henrik wegener

Jeg kender fra internettet mest til "retro-future" - de forestillinger man en gang gjorde sig om fremtiden, der nu tit er fortid. Er mange af "de progressive" så nu egentlig også "retro" altså tilbageskuende i forhold til det der en gang forekom fremtidsrettet? Jeg har en mistanke derom.

Dino Avdibegović

Det er jo aldrig tiden, der skal skabe sin egen identitet. Tiden både "findes" og ikke eksisterer. Dens identitet er skabt udelukkende af os mennesker.

Selvom jeg ikke selv er nostalgisk anlagt, har jeg en vis forståelse for retrodyrkelse - så længe det er begrænset til fx tøj og forbrugsprodukter. Det er langt større problem, mener jeg, når en del af et samfund (som det ofte kan høres om i nuværende Tyskland og det vestlige Balkan) længes efter "de gode gamle tider" i DDR eller SFR Jugoslavien, og dyrker Trabant og Tito som både retro og fetich. Så længe de og lignende statsdannelser ikke bliver vagt til live, vil jeg altid se en genoplivet dyrkelse af brede bukser eller en grammofon som en forholdsvis ufarlig trend.

Ahhh, jeg kom til at tænke på om det som indlægget i grunden vil beskrive er et Zeno paradoks(Achilleus og skildpadden). Hvor antallet af iagttagelser og beskrivelser af et fænomen foregiver hastighed men leder til stagnation. Fra den ene tilstand til den næste med stadig kortere afstand. Hmmm... .