Læsetid: 7 min.

Frem til fortiden

Den moderne kultur har dyrket retroen i 40 år, men afstanden til den fortid, vi dyrker, bliver kortere og kortere. Forfatter til bogen Retromania, Simon Reynolds, mener, at selv retroen er blevet retro
Nanna Birch Olsen kan godt lide den kantede og klodsede  8-bits grafik hun kender fra blandt andet Super Mario.

Tine Sletting

8. april 2013

Retroen er overalt. I gadebilledet, i butiksruder, i populærkulturen – og i sindet. Vi finder retroen i Jægersborggade i København, hvor vintagebutikker ligger dør om dør med en kombineret frisør-og-retrospillesalon og Café Retro. Butiksskiltene ligner noget fra svundne tider, og pusherne, der ellers har holdt til i gaden, er for længst flygtet til andre miljøer. Vi finder den også i tv-serien Mad Men, der har resulteret i 60’er-stemningsbaren The Jane i København, mens århusianerne i Den Gamle By nu kan opleve den brun-orange stemning fra 1970’erne i en hel gade, der således har gjort den nærmeste fortid til museumsgenstand. Den findes også i website-retroarkivet over sløjfede Disneyland-attraktioner, der fremtidsvisionært blev kaldt Tomorrowland, men som nu kun lever på hjemmesiden yesterland.com.

De første ti år af vores århundred har været en lang montage af gentagelser fra den nære fortid, og det særlige er, at den fortid, der dyrkes, rykker tættere og tættere på. Det mener Simon Reynolds, der er britisk musikjournalist og forfatter. Han hæfter sig ved, at vi allerede dyrker 80’erne og 90’ernes æstetik som retro, selvom den tids unge ikke engang er blevet gamle endnu. Simon Reynolds definerer i sin bog Retromania retroen som et vagt begreb, der beskriver alt, der relaterer til den nære fortids populærkultur. Han mener, at vi er så optagede af fortiden og ser den i et forskønnende lys, fordi fremtiden er skræmmende abstrakt og ustabil.

Retrodyrkelsen af den nære fortid gennemsyrer den moderne kultur, og den fortid, der dyrkes, ligger tættere og tættere på nutiden, supplerer Kristian Handberg, der forsker i retrokultur ved Københavns Universitet. Når retroen og dyrkelsen af den nære fortid er blevet allestedsnærværende i den moderne kultur, mener Kristian Handberg, at det er en menneskelig reaktion.

»Udviklingen går så stærkt både rent teknologisk og ikke mindst æstetisk og stilmæssigt. Det er simpelthen umuligt at udpege én vej ind i fremtiden,« siger han. Handberg mener, at retroen hænger uløseligt sammen med nostalgien, og at retroen derfor er et udtryk for en længsel efter noget, som går tabt i den hastige udvikling. Hvor retroen tidligere var forbeholdt subkulturer, så er den i dag blevet en udbredt tendens, hvor mennesket holder fast i gamle ting, fordi de nye er svære at forholde sig til.

Nostalgiens former

Nostalgien er ifølge Simon Reynolds et grundvilkår, men den findes i forskellige former. Kristian Handberg forklarer retrobølgens nostalgi gennem litteraten Svetlana Boym, hvor »det handler om, at alting simpelthen forandrer sig hurtigere, og nostalgien opstår af, at vi bliver revet væk fra det, vi opfatter som hjem. Det synes jeg også, at vi kan se retro som et udtryk for,« siger han og definerer retroen som et følelsesbetonet begreb, der har rødder i både ironien og nostalgien:

»Det er som om de to altid er til stede i retroen i et eller andet mål og holder hinanden i skak.«

Svetlana Boym ser to former for nostalgi: Den restorative, hvor man ønsker at genskabe en ideel fortid, og den refleksive nostalgi, hvor man er bevidst om, at fortiden ikke vender tilbage, men man reflekterer over den og spejler sig i den:

»Når retrokulturen tager enkelte elementer frem fra fortiden som en åbenlys kontrast til nutiden, er det ikke for at genskabe fortiden, men nærmere som en leg med kontrasten mellem fortid og nutid,« siger Kristian Handberg og tilføjer, at retroen for de fleste handler om en blanding af elementer fra fortiden, som skiller sig ud fra nutiden. Retroen er blevet tilgængelig for alle, og Handberg siger, at fortidsdyrkelsen har resulteret i en retroindustri, hvor varer skal foregive at være gamle og autentiske, selv om de er nyproducerede.

Kristian Handberg siger, at retroen er besat af de enkelte genstandes autenticitet, men at de altid vil fremstå som en kontrast til nutiden, og dermed være uautentiske. Så den forestilling om autenticitet, der ligger i retrodyrkelsen, bliver en falsk forestilling, om det, vi længes efter, fordi udviklingen går hurtigere, end vi kan nå at følge med.

Fortiden havde stil

I et kælderlokale i Faksegade på Østerbro står flippermaskiner side om side med gamle arkadespil, mens Super Mario hopper på skildpadder i et for længst forældet Nintendospil i Chassis Arcade, der flyttede ind i december 2012 fra tidligere lokaler i Jægersborggade. Her sidder Nanna Birch Olsen med syv piercinger i ansigtet, højt halvtredserhår med et tørklæde bundet om og sirligt lagt eyeliner. Hun er 21 år og retrogamer, elsker gamle sort-hvid film, men låner fra forskellige tidsperioder og stilarter. Hendes kæreste Julian Roland Andersen er medejer af Chassis Arcade, og det var sådan, hun endte med at bruge 10-20 timer om ugen i arkaden, der mest henleder tankerne på et hyggeligt klubværelse fra fortiden med en sofa, spillemaskiner, brætspil og jinglemusik fra de forskellige spil som et konstant baggrundstæppe.

Nanna Birch Olsen længes efter langsommeligheden og er fascineret af de gamle spil:

»Jeg kan godt lide den grimme 8-bits grafik, hvor det virkelig er kantet og klodset. Det ser godt ud i mine øjne, og det er bare fedt i forhold til det nye, der er så kompliceret, at jeg slet ikke kan finde rundt i det.« Hun blander 50’er-looket med de moderne piercinger og synes, det er kedeligt, at alle piger klæder sig ens i dag. Og så synes hun, at kvinderne var smukt og sexet klædt i 50’erne, uden at de behøvede at være vulgære. Hun dyrker retroen, fordi hun synes, den er et afslappende alternativ til en hektisk hverdag:

»Det er mere afslappende, end hverdagen normalt er. Du kan bare være dig selv og slappe helt af uden at skulle tænke på, at der skal foregå så meget omkring dig hele tiden.« Nanna Birch Olsen forklarer, at hun ikke er imod den teknologiske udvikling, men at hun samtidig godt kan lide at holde fast i det gamle, og hun er derfor et godt eksempel på, hvordan nyt og gammelt blandes. Hun siger:

»Jeg tager lidt fra de forskellige steder, hvad der tiltaler mig, og blander det sammen på en måde, som jeg synes er lige mig.«

Fra subkultur til mainstream

Nanna Birch Olsens mix af stilarter og tidsperioder passer fint ind i Kristian Handbergs forestilling om retrodyrkelsen: »Det kan både dyrkes som en fuldtidsidentitet, som f.eks. de meget dedikerede rockabillys gør det, men det kan også dyrkes som en mere flygtig flirt med retro-accessories eller retroelementer.« Selv om retroen er blevet mainstream, dyrkes den af mange med en ironisk distance. Han mener, at retroen er blevet allemandseje og ikke længere har samme status af subkultur som tidligere. Som eksempel nævner han retrogamermiljøet, som bliver mere synligt og mere populært.

Chrisstoffer Nightlinglam er medejer af Chassis Arcade. For ham handler fascinationen af de gamle spil om, at de er lettilgængelige, og at de er humoristiske på en måde, som moderne krigsspil ikke er det. Han interesserer sig for begrebet public gaming, hvor man spiller sammen i sociale miljøer i stedet for at sidde alene bag skærmen derhjemme. At holde liv i de gamle spil, som kun få spiller i dag, sammenligner han med rockmusikkens stadige popularitet, selvom den trækker på 60’erne:

»Det er grundlæggende nogle ret simple toner i rockmusikken, og på samme måde er de gamle spil ret simple. Det er rock ’n’ roll at spille de her spil.«

Retro-retro

Kristian Handberg mener, at det er oplagt at se retrobegrebet i relation til postmodernismen, hvor man opgav troen på de store fortællinger og ét bestemt fremtidsperspektiv og i stedet dyrkede et spil med forskellige attituder. Han fortæller, at retroen opstod i slutningen af 1970’erne med en fransk kulturstrømning, hvor æstetikken og looket omkring Anden Verdenskrig blev dyrket og genskabt under begrebet mode retro. Modeskaberen Yves Saint Laurent lavede i 1971 en kollektion, han kaldte ’Forties’, og mode retro bredte sig til den engelsktalende verden som en fascination og genoplivning af 50’erne, som ifølge Kristian Handberg også er retroens favoritobjekt i dag. I dag dyrker retroen også den hypernære fortid, hvor der holdes 80’er-fester og Ditte Gieses 90’er bogen – fortællinger fra det sjove årti allerede findes på bogmarkedet.

Kristian Handberg tror, at vi fortsat vil dyrke den nære fortid i fremtiden. Han tror også, at den fortid, vi dyrker, vil ligge endnu tættere på nutiden. Han forestiller sig, at internettets første hjemmesider bliver retro, og at den første Iphone får en genkomst som retroobjekt.

Simon Reynolds spår også, at vi vil fortsætte med at dyrke den nære fortid, og han fortæller, at i musikbranchen er man allerede begyndt at genoplive elementer fra 90’erne. Han mener, at retroen bliver retro, når den dyrker en fortid, som allerede dyrker en fortid:

»Når folk i fremtiden begynder at kigge tilbage på nullerne, spekulerer jeg på, hvem de vil genoplive. Hvordan skal man for eksempel kunne lade sig inspirere af Amy Winehouse, når hele hendes identitet er modelleret efter 60’erne? På et eller andet tidspunkt vil der ikke længere være en fortid at genoplive som retro, fordi fortiden alleredede var en genoplivning af fortiden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dino Avdibegović
Dino Avdibegović anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Hvis retroen ikke længere er subkultur, men er blevet så udbredt, at det er almindelig eller dominerende kultur, så kan det ikke være fordi, det nye er svært at forholde sig til, så er det fordi, der ikke er noget nyt, det er værd at forholde sig til. Derfor bliver det nye retro, og det er jo ikke svært at forholde sig til, da der er gammeltkendt.

Men hvorfor kan tiden ikke skabe sin egen identitet? Hvorfor er den kun længselsfuldt tilbageskuende mod noget forhenværende, noget tabt. Er der tale om en mangel på selvtillid? Kunne de noget før, vi ikke kan nu?

Søren Peter Langkjær Bojsen, Mette Olesen og Dennis Laursen anbefalede denne kommentar
Dennis Laursen

Hun [pigen i artikelbilledet] blander 50’er-looket med de moderne piercinger og synes, det er kedeligt, at alle piger klæder sig ens i dag
Hmm, jeg syntes nu ikke, at hun virker som en eksponent for den udtalelse.
Men det er vel symptomatisk for ungdommen, at der er en omvendt proportionalitet mellem selvstændighed, og behov for at hævde sig som alternativ.

Hvor mange Dansker skal der til at skifte en pære?
Tak for indlægget, om end jeg lider af en udpræget grad af forbruger forstoppelse. Retro-retro, lyder som en opfordring til at deponere sit indkøb i affaldspanden på vej ud butikken. Nyt-Junk-Antik-Nyt-Antik-Junk-....Alt sammen på en formiddag.

påstanden om at den tid, der dyrkes som retro rykker tættere og tættere på holder ikke helt vand. 80'erne og 90'erne er 20-30 år tilbage, i 90'erne dyrkede man 60'erne og 70'erne i 80'erne 50'erne. Det særlige er måske, at spændet af år, der dyrkes som retro er blevet længere fra 50'erne og frem til 90'erne. Ligesom pigen, der klæder sig som i 50'erne og spiller spil fra 80'erne og 90'erne.

Retro har altid handlet om den nære fortid og som man f.eks. nostalgisk husker den fra sin barndom. Det er nemt at affærdige som uopfindsomt og bagstræberisk, men rigtigt mange mennesker finder stor glæde i at erindre den nære fortid igennem genstande, der stadig har æstetisk- og brugs-værdi. Som forbrugerkultur ansporer retro til genbrug og til at finde sine forældres og bedsteforældres ting frem af gemmerne og det er vel bæredygtigt frem for forbrugsforstoppende. Måske er man heller ikke længere så overbevist om at fremskridt og nyopfindelser er bedre end de ting, der allerede eksisterer. Man kan så bruge det bedste fra hvert årti frem for at skifte alt til nyt hvert andet år.

Når den gamle by for eksempel laver en afdeling om den nære fortid handler det om at give generationerne mulighed for at tale om hvordan de udstillede genstande har været brugt i forældres og bedsteforældres barndom og ungdom, ligesom det faktisk var tilfældet da museet åbnede, med de første huse, der var indrettet som bedsteforældrene huskede deres barndom.

Marie Jensen:

"påstanden om at den tid, der dyrkes som retro rykker tættere og tættere på holder ikke helt vand. 80'erne og 90'erne er 20-30 år tilbage, i 90'erne dyrkede man 60'erne og 70'erne i 80'erne 50'erne. Det særlige er måske, at spændet af år, der dyrkes som retro er blevet længere fra 50'erne og frem til 90'erne. Ligesom pigen, der klæder sig som i 50'erne og spiller spil fra 80'erne og 90'erne."

Ja, jeg studsede også over den udtalelse, og med de følgende i artiklen: "Kristian Handberg tror, at vi fortsat vil dyrke den nære fortid i fremtiden. Han tror også, at den fortid, vi dyrker, vil ligge endnu tættere på nutiden. Han forestiller sig, at internettets første hjemmesider bliver retro, og at den første Iphone får en genkomst som retroobjekt."

Afstanden i tid mellem de første hjemmesider er netop nu akkurat den samme (20 år) som afstanden i tid mellem 1970'erne og de da retrodyrkede 50'ere.

Dit korrektiv, at det er mangfoldigheden af perioder som på samme tid dyrkes som retro, er nok en mere præcis iagttagelse.

jan henrik wegener

Jeg kender fra internettet mest til "retro-future" - de forestillinger man en gang gjorde sig om fremtiden, der nu tit er fortid. Er mange af "de progressive" så nu egentlig også "retro" altså tilbageskuende i forhold til det der en gang forekom fremtidsrettet? Jeg har en mistanke derom.

Dino Avdibegović

Det er jo aldrig tiden, der skal skabe sin egen identitet. Tiden både "findes" og ikke eksisterer. Dens identitet er skabt udelukkende af os mennesker.

Selvom jeg ikke selv er nostalgisk anlagt, har jeg en vis forståelse for retrodyrkelse - så længe det er begrænset til fx tøj og forbrugsprodukter. Det er langt større problem, mener jeg, når en del af et samfund (som det ofte kan høres om i nuværende Tyskland og det vestlige Balkan) længes efter "de gode gamle tider" i DDR eller SFR Jugoslavien, og dyrker Trabant og Tito som både retro og fetich. Så længe de og lignende statsdannelser ikke bliver vagt til live, vil jeg altid se en genoplivet dyrkelse af brede bukser eller en grammofon som en forholdsvis ufarlig trend.

Ahhh, jeg kom til at tænke på om det som indlægget i grunden vil beskrive er et Zeno paradoks(Achilleus og skildpadden). Hvor antallet af iagttagelser og beskrivelser af et fænomen foregiver hastighed men leder til stagnation. Fra den ene tilstand til den næste med stadig kortere afstand. Hmmm... .