Læsetid: 4 min.

’Jeg kan ikke forklare mig selv’

Digteren Klaus Høeck, for hvem Søren Kierkegaard har betydet utroligt meget, peger på et uforståeligt citat, når han skal forklare filosoffens store betydning for ham. Han har brugt det igen og igen, men at forstå det ville være det samme som at forstå Gud, siger han
’Kierkegaards erkendelsesteoretiske overvejelser er ét stort angreb på menneskets tanke, mennesket kan være sig selv, men det kan ikke forstå sig selv,’ siger digteren Klaus Høeck. Arkiv

Claus Fisker

Kultur
13. april 2013

Kierkegaard har betydet utroligt meget for mig, næsten det hele,« erklærer digteren Klaus Høeck. Men det begyndte faktisk med en fejltagelse. Klaus Høeck skulle ud at sejle, og så fik han en forkert bog med i køjesækken, Kierkegaards Sygdommen til Døden i uglebogsudgaven.

På en frivagt gav han sig til at kigge i bogen, han lå i sin køje og »faldt i svime over så mærkelig, den var,« siger han og citerer:»Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. Et sådant Forhold, der forholder sig til sig selv, et Selv, maa enten have sat sig selv eller være sat ved et Andet. Havde Mennesket sat sig selv, saa kunne der kun være tale om én Form for Fortvivlelsen, den ikke at ville være sig selv. Men der kunne ikke være tale om fortvivlet at ville være sig selv.«Klaus Høeck gør en lille pause, så siger han:

»Jeg gik op på dækket og udlovede en kasse øl til den, der kunne fortælle mig, hvad der stod.«

»Det var der ingen, der kunne, og det har der for øvrigt ikke været siden. For hvis man ikke har forstået det, må man læse det igen, og hvis man har forstået det, har man virkelig ikke forstået det. Det vil være det samme som at forstå Gud.«

Der er stadig øl til afhentning hos Klaus Høeck. Alligevel var det af samme grund, at Klaus Høeck senere begyndte at læse filosofi, og han har brugt tankerækken lige siden, fortæller han: »Allerede i min debutbog, digtsamlingen Rejse, i et appendiks som udgangspunkt for en tankerække.«

Gud ad bagvejen

Det er hverken kristendommen/teologien eller psykologien i Kierke-gaards værk, der har interesseret Klaus Høeck, forklarer han. Det er de erkendelsesteoretiske implikationer. »Om mennesket har sat sig selv, hvad det ikke kan. Det er her, Gud kommer ind i billedet, for han må være den, der sætter. På den måde kom Gud ind ad bagvejen, Back Orifice med et IT-udtryk,« griner Klaus Høeck.

»Det væsentlige for mig har været at finde ud af systemtænkningen,« siger digteren, »netop fordi jeg selv har skrevet systemdigtning. Dér er Kierkegaard god, han angriber for eksempel Hegels system, men også systemer i almindelighed. Det er et angreb på tankens magt, for at vise dens afmagt i yderste konsekvens. Tanken kan kun tænke sig selv i en uendelig regres, i stor skala betyder det, at et system ikke kan indeholde sin egen forklaring, forklare sig selv.«

»Kierkegaards erkendelsesteoretiske overvejelser er ét stort angreb på menneskets tanke, mennesket kan være sig selv, men det kan ikke forstå sig selv. Det er her, Gud kommer ind, Gud er den instans, der skal tros, men ikke kan forstås,« siger han. »Kierkegaard karakteriserer Hegels filosofiske system som et kæmpemæssigt prangende slot med mange tårne og overdådigt udsmykkede rum og værelser, men komplet ubeboeligt. Bygmesteren, filosoffen Hegel, kan ikke finde ud af at bebo andet end hundehuset ved siden af det ’høithvælvede Palads’,« parafraserer Klaus Høeck og læser op:

»En Tænker opfører en uhyre Bygning, et System, et hele Tilværelsen og Verdenshistorien o. s. v. omfattende System – og betragter man hans personlige Liv, saa opdager man til sin Forbauselse dette Forfærdelige og Latterlige, at han selv ikke personligen beboer dette uhyre, høithvælvede Pallads, men en Ladebygning ved Siden af, eller et Hundehuus, eller i det Høieste Portnerleiligheden. Vilde man tillade sig med et eneste Ord at gjøre opmærksom paa denne Modsigelse, saa vilde han blive fornærmet. Thi at være i en Vildfarelse frygter han ikke, naar han blot faaer Systemet færdigt – ved Hjælp af at være i en Vildfarelse.«

Alt er systemer

»Et system kan defineres som et sæt af indbyrdes forbundne variable, et sæt faktorer, der er organiseret i en bestemt orden. Og en sådan organisering kan ikke indeholde sin egen forklaring,« forklarer han.

»Som matematikeren Kurt Gödel har vist, så vil der i ethvert system findes udsagn, som hverken kan bevises eller modbevises, ligesom det ikke er muligt at vise systemets egen modsigelsesfrihed.«

– Hvorfor laver du så selv systemer, når du digter?

»Alt er systemer! Sproget er et system, bestående af så og så mange ordklasser, kombineret efter grammatikkens regler. Så må man også kunne behandle sprog som et system, men da det ikke kan indeholde sin egen forklaring, må man have digtningen til hjælp. Det er ikke nok, at systemet overvindes, digtet er mere end et system.

– Så bliver digtet vel nærmest parallelt med Gud?

»Nej, for det er jo skrevet af mig, og jeg kan heller ikke forklare mig selv!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

LEGE GUD FOR ØL :-)

Tegn en cirkel. Sæt en prik i midten. Kald cirkelkransen Jeg og prikken Mig. Lad cirkelkransen filtrere Mig ud til andres Jeg og andres Mig igennem deres Jeg til eget Mig.

Mig er summen af eksistensen, og området ml. Mig og Jeg en fleksibel størrelse, et åndedræt, der skabes i relation til omgivelserne.

Denne totale relation, dette forhold, er evolutionært blevet til (=af sig selv) og skaber vedvarende mennesker som væsener med selvbevidsthed: Det menneskelige er en kognitivt avanceret mønstergenkendelse af filtreret som-en-hed (Mig), der er vedvarende i skabelse af selvmodsigelse af som-en-heden (mødet mellem Jeg'er), som ud over at opretholde som-en-heden også gør den til at holde ud på det følelsesmæssige plan, hvor vi identificerer os med barndommens fysiske og empatiske indlæring.

En lille voksen krølle ville være at "hæve os op over problemet" for at se ensomheden for "hvad den er": En evne til at erkende, at vi kan mærke og føle med andre, der kan mærke og føle med os, men at vi (tilsyneladende) kun kan dele vore personlige oplevelser gennem det samme fattige medie. By proxy. Der altid efterlader os sultne efter mere, fordi vi ikke fuldt ud kan dele vores berørthed.

Får vi fat om en universel fælleskommunikation, tænker jeg at vi opløses som individer. Men hvad ved jeg?

Jeg drikker helst Ale 16, når jeg drikker øl.