Læsetid: 2 min.

Kongelige tilskuere i følgespot

Det Kongelige Teaters underskud blev forklaret med nedskæringer og for få forestillinger. Til gengæld vil teaterchef Erik Jacobsen sørge for, at publikum kommer i fokus fremover
16. april 2013

Uden publikum, intet teater,« lød et slogan under Det Kongelige Teaters pressemøde i går. Her ville teaterchef Erik Jacobsen rigtig gerne tale om teatrets strålende fremtidsplaner for at komme publikum i møde. Årets negative regnskab var der nemlig ikke noget at være stolt over: et underskud på otte mio.kr. – svarende til én procent af omsætningen.

Fremtidsstrategien hedder til gengæld Publikum i fokus. Denne åbenbaring kommer efter et fald i billetsalget fra 442.000 billetter i 2011 til 327.000 billetter i 2012. Tallet bliver pænere, hvis man også inddrager turnéforestillinger og friluftsforestillinger – så har der været 547.000 tilskuere i 2012 mod 631.500 i 2011. Men nedgangen er voldsom.

Mod til at fejle

Erik Jacobsen forklarede underskuddet som en konsekvens af nedskæringerne og fyringerne af 15 procent af medarbejderne i 2012. Teatret valgte at reducere antallet af forestillinger, så 140.000 færre billetter blev sat til salg i 2012 end året før.

Lærestregen er, at Det Kongelige Teater ikke kan sælge nok billetter, hvis det ikke har et stort nok udbud af forskellige forestillinger.I 2012 blev alle kunstarter frataget ét helaftensværk på repertoiret – og balletten dansede kun 100 forestillinger mod 116 året før, mens operaen kun sang 111 forestillinger mod 179 året før. Alligevel nægtede teaterchefen at komme med en ideel belægningsprocent.

»Vi kan ikke have et fast mål,« sagde han. »Vi vil gerne have publikum. Men vi skal have modet til at fejle, i hvert fald kunstnerisk.«

Det Kongelige Teater har satset markant på de unge, der kan købe billetter til halv pris. De almindelige, fuldtbetalende voksne kredses der mindre for. Teaterchefen lover godt nok flere fordele fremover til de ca. 10.000 abonnenter, der køber mindst otte billetter hver sæson. Og herudover vil teatret give sæsonkort til de teatergængere, der køber en-to billetter om året; en slags Legolandkort-for-voksne-logik. Men ellers er det stadig de unge, der lefles for.

I 2012 afskaffede Det Kongelige Teater sin efter-klokken-17-ordning med billetter til halv pris til salg samme dag i billetkontoret. Teaterchefen forklarede afskaffelsen med, at alt for mange tilskuere havde fulgt billetsalget på computeren; hvis der stadig var billetter tilbage, så havde de ventet hele eftermiddagen og havde først købt billet kl. 17.

Men hvorfor teatret skulle straffe disse kernetilskuere, der var parate til at tage chancen og drage til København uden at være sikre på at kunne købe en billet, kunne teaterchefen ikke forklare. Teatret foretrækker tilsyneladende tomme sæder i stedet for at sælge billetter til halv pris, når det gælder voksne.

Sponsorer søges

I 2012 matchede billetsalget på 91 mio. kr. næsten forestillingsomkostningerne på 92 mio. kr. – ud af en totalomkostning på 783 mio.kr. Men for at kunne tiltrække flere tilskuere fremover mener teatret altså, at der skal skabes flere forestillinger. Erik Jacobsens løsning er at skaffe endnu mere fondsstøtte end sidste års fondsstøtte på 41 mio. kr.

Derudover håber teatret på at øge indtjeningen på udlejning af teatrets lokaler til erhvervskonferencer og fester.

Om løsningen også kunne være bedre forestillinger, afholdt teaterchefen sig fra at tale om. Men en sådan løsning ville det fremtidige publikum i den kongelige følgespot nok sætte pris på.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorbjørn Kühl

Hvor kommer de andre 0.7mia for? Hvis de kommer fra staten tror jeg jeg skal til at have sæsonkort, jeg betaler jo allerede ca. 125kr. Til teatret

Steffen Gliese

Teatret skal komme noget mere ud til publikum - DR vil desværre ikke lege med, det var ellers det, der i min og få efterfølgende generationer vænnede ungdommen til, at der var et kongeligt teater at gå i.
At man ikke har ½-pris ordningen mere, er en skandale, ligesom indskrænkningen i pensionistordningerne er det. Som Thorbjørn Kühl ovenfor bemærker, så betaler vi allesammen til det i forvejen, og det bør med den siddende kulturminister være være klart for enhver, at det er statens aktive opgave at sikre folk et lødigt alternativ til dårligt fjernsyn.
Politiken har iøvrigt historien om, at der faktisk bliver flere forestillinger næste sæson, og at repertoiret vil blive bredere. Jeg synes nu ellers, at man må rose det, der trods alt kom ud af sæsonen, besparelserne til trods