Interview
Læsetid: 10 min.

Kunst for alle

Olivier Assayas, aktuel med den selvbiografiske ’Efter revolutionen’ mener, at det store, brede publikum er afskåret fra megen moderne kunst. Blandt andet derfor laver han film, der befinder sig i spændingsfeltet mellem finkultur og populærkultur, og som kan ses af alle
Olivier Assayas, aktuel med den selvbiografiske ’Efter revolutionen’ mener, at det store, brede publikum er afskåret fra megen moderne kunst. Blandt andet derfor laver han film, der befinder sig i spændingsfeltet mellem finkultur og populærkultur, og som kan ses af alle
Kultur
25. april 2013

Når han taler, lyder Olivier Assayas stadig som en venstreorienteret revolutionær, der gerne vil forandre verden. Og det vil han, på sin egen måde, også. Den franske filminstruktør, der er født i 1955 og voksede op i kølvandet på studenteroprøret i maj 1968, skildrer i sin nye, delvist selvbiografiske film, Efter revolutionen (Après mai på fransk, hvilket betyder ’efter maj’), hvordan en politisk bevidst kunstnerspire og gymnasieelev, Gilles (Assayas’ alter ego), i 1970’erne bevæger sig fra maleriet og en politisk og militant undergrund til de levende billeder, som en mere fredelig måde at udtrykke sig på, og et større publikum.

Assayas kan være en svær instruktør at få hold på, fordi han nærmest synes at skifte genre og udtryk for hver film, han laver. Men den røde tråd gennem dem alle – fra Irma Vep og Demonlover til Sommertid og Carlos – er en oprigtig interesse i det at være menneske i en foranderlig, kompleks og ikke altid lige behagelig verden.

Sammen med en flok andre journalister mødte Information i januar den 57-årige filmskaber på et hotel i Paris for at tale om Efter revolutionen, der har dansk premiere i dag, og om hans syn på politisk film.

Politisk film

»Ordet ’politik’ bruges om alt det, der handler om, hvordan verden fungerer, samfundets indre mekanik, og på den måde kan man sige, at alle de fiktionsfilm, jeg har lavet, er politiske. En film som Demonlover, hvad den så end er, er baseret på politiske ideer. Den forudsætter, at hvis man rent faktisk vil beskæftige sig med politik i vores verden i dag, så skal man ikke kun kigge på symptomerne på undertrykte menneskers lidelser, men måske begynde, hvor dæmonien bevæger sig, og hvordan den bevæger sig, og hvordan det skaber fremmedgørelse. Det var for mig grundtanken i filmen.«

»I Efter revolutionen, der er ganske selvbiografisk og handler om, hvordan jeg voksede op, er det ret tydeligt, hvordan politik og politisk engagement er en del af mine gener. Carlos (om titlens 1970’er-terrorist og -revolutionær, red.) er lige dele politik og Scarface, lige dele geopolitik og actionfilm. Carlos var første gang, hvor jeg brugte virkelige begivenheder i en sammenhæng, som er politisk, men det er ikke en politisk film; det er en film om politik. Den dekonstruerer 1970’ernes politik, den er analytisk. Den ser tilbage på begivenheder fra 30-40 år siden med den viden, vi har i dag, så vi kan sætte dem i en sammenhæng, som ikke var mulig at gøre på den tid. Pludselig forstår man forbindelsen mellem venstreorienteret militarisme i 1970’erne og krigen i Mellemøsten – i sammenhæng med den geopolitiske situation under Den Kolde Krig bliver det pludselig tydeligt.«

Magiske øjeblikke

– I hvor høj grad er ’Efter revolutionen’ selvbiografisk?

»Filmen har en selvbiografisk baggrund, men jeg forsøgte ikke at lave en selvbiografisk film. Jeg brugte selvbiografiske anekdoter, fakta, minder, strejf af minder, for at kunne genskabe en tid og en historie. Anekdoterne er det fundament, jeg står på. Jeg prøver at undgå forudindtagethed og ideologi og begynder i stedet meget beskedent med små stykker fakta, som jeg selv har oplevet. Gradvist bygger jeg så fiktion ovenpå, fordi det er en film. Gilles er den af personerne, der er tættest på mig, men filmen fortæller ikke hans historie, fordi hans historie betyder ikke noget uden de andre historier og konteksten. Hvis man vil forstå hans historie, er man nødt til at forstå, hvilke andre muligheder han havde, og hvordan de andre i hans omgangskreds valgte at leve deres liv. Og pludselig bliver det en universel dannelsesfortælling, et portræt af en generation og, måske endnu vigtigere, af en ungdom generelt i hvilken som helst periode, inklusive i dag.«

– Kultur og kunst i form af malerier, bøger og plader fylder meget i filmen, ligesom de gør i andre af dine film, for eksempel ’Sommertid’.

»De kulturelle artefakter var meget vigtige dengang, og derfor fylder de meget i Efter revolutionen. Det var før informationsalderen, og der var ingen internet eller rock’n’roll i radio eller tv, i hvert fald ikke i Frankrig. Man stolede ikke på, hvad de borgerlige medier trykte, eller hvad man så på tv. Det, man ville forbindes med, var tidens ungdomskultur, fordi den var så stærk og fyldte så meget. Men man kunne ikke bare gå på internettet og med et tryk på en knap se eller høre det, man havde lyst til at se eller høre. Man måtte gøre sig fortjent til det, det vil sige besøge den boghandler, der havde lige præcis dén bog og til pladeforretningen for at finde lige præcis dén plade. Der fandtes kun to pladeforretninger i Paris, hvor jeg kunne finde den slags plader, jeg lyttede til. Så hvis man først fik fat i bøgerne og pladerne, så blev de ens skatte. De blev noget mere end bare plader, noget idealiseret, de repræsenterede en ideel verden, man gerne ville være en del af. En plade med Syd Barrett var meget mere end en plade med Syd Barrett. Det er umuligt for mig at få den slags forhold til en plade, jeg køber i dag, og jeg køber mange plader, som jeg havde til The Madcap Laughs, Syd Barretts anden plade, fordi den skabte magiske øjeblikke.«

Ikke bare venstreorienteret

– Også i dag er det ofte unge mennesker, som driver politiske bevægelser frem. Hvor meget havde du det i tankerne, mens du arbejdede på ’Efter revolutionen’?

»Man laver altid film i nutid. Der er millioner af grunde til, at jeg har lavet denne film, men vigtigst er, at jeg gerne ville i kontakt med ungdommen igen. Jeg ville filme teenagere, jeg ville filme unge skuespilleres spontanitet. Det har altid været vigtigt for mig i min måde at lave film på, og jeg savnede det. Jeg ville lade min egen oplevelse med at være ung møde nutidens unge. Det skete hver dag under optagelserne. Nogle af tingene forstod de, andre forstod de slet ikke. Det var meget nemmere for dem at forholde sig til musikken og tøjet end til tidens komplekse politiske diskurs. Jeg diskuterer selv gerne den franske venstrefløjs nuancer, fordi jeg stadig kan huske dem, og de stadig interesserer mig. Trotskisternes forskelligheder og forholdet mellem marxisme og totalitarisme. Jeg har altid defineret mig selv som venstreorienteret, men en antitotalitaristisk venstreorienteret. De mennesker, der i dag i Frankrig befinder sig til venstre for marxismen, synes ikke at have et problem med totalitarisme. For mig har det altid været en interessant front. Jeg kan ikke forholde mig til nogen former for politik, der ikke har et meget afklaret forhold til enhver form for totalitarisme.«

»Det var basalt set også, hvad 1970’erne handlede om, men det var ikke noget, jeg for alvor kunne dele med de unge mennesker, der spiller hovedrollerne i Efter revolutionen. For dem var det et sprog, de ikke forstod, og selv når jeg forklarede det, kunne jeg ikke gøre tingene så klare, som jeg gerne ville. Jeg var nødt til at fjerne mange ting fra manuskriptet, som havde med datidens retorik at gøre, fordi de simpelthen ikke kunne sige ordene. Det var et fremmed sprog for dem. Jeg måtte gøre nogle ting mere enkle – hvilket jeg nu er glad for, at jeg gjorde. Når man i 1970’erne diskuterede politik, havde man selv som teenager et solidt greb om det 20. århundredes politiske historie. Al forvirringen omkring maj 1968 blev formet af politiske grupperinger med meget bestemte ideologier. Man havde tre eller fire former for trotskisme. Der var forskellige former for maoisme. Der var et par anarkistiske grupper. Og de fandtes alle på ens skole, så man var nødt til at tage stilling og definere sig selv. Man kunne ikke slippe afsted med bare at sige, at ’jeg er venstreorienteret’.«

1970’er-energi

»Man var nødt til at vælge en meget specifik form for venstreorienteret tilhørsforhold defineret af det 20. århundredes historie. Hvis man var anarkist, betød det, at man var påvirket af Bakunins ideer og diskussionen mellem Bakunin og Marx i slutningen af det 19. århundrede. Det var ikke, fordi vi var fascineret af fortiden. Vi troede på fremtiden, og vi troede ikke på maj 1968 som en afslutning på en protest. For os var det i begyndelsen af 1970’erne begyndelsen på noget nyt. Selv om maj 1968 fejlede, var det beviset på, at der kunne komme revolution i vores livstid, og at vi var en del af den. Det handlede om at forstå fortiden for at kunne forstå fremtiden. Det mangler helt i moderne politik i dag. Politikere – og mere radikale kræfter – opererer i nuet og definerer sig på ingen måde i forhold til historien. De tror kun på handling i nuet.«– Hvad med Occupy Wall Street-bevægelsen?

»Da jeg som turist besøgte Occupy Wall Street i New York, var det følelsesladet for mig, fordi lige pludselig befandt jeg mig midt i noget, der havde den samme energi, som 1970’erne havde. Det var en protest mod noget konkret, og samtidig kunne folk åbne sig og tale om de ting, de følte undertrykte dem i samfundet, om hvad der var galt med samfundet. De bar på en vrede og en kritik, man kunne ønske sig var meget mere til stede som en del af vores samfund.«

»Den store forskel er, at deres protest i dag er meget mere artikuleret, end protesten var i 1970’erne. Dengang var folk besat af revolutionen og med at ændre alting – var man ikke det, blev man latterliggjort som værende konform. Og der var ikke nogen større fornærmelse end at blive kaldt konform. Det, der sker i dag, ville blive betragtet som konformt, men i sidste ende har det med pragmatik at gøre, som jeg vil mene er en god ting. Det er noget, man ville forvente at høre fra hvilken som helst anstændig politiker. Det er en måde at minde om, hvad politik kunne handle om. De reformer af Wall Street, som bevægelsen efterlyste, var noget konkret og virkeligt, så selv bankfolk og regeringstyper støttede dem.«

Afskåret fra virkeligheden

– I slutningen af ’Efter revolutionen’ indser Gilles, at han gennem filmen og den brede del af den kan nå et større publikum og påvirke verden i højere grad end ved at være en del af den yderligtgående venstrefløj. Nåede du selv til samme erkendelse dengang?

»På et tidspunkt gik det op for mig, at der var noget meget stærkt ved det, film kunne. Film kunne vise virkeligheden, rigtige følelser, rigtige mennesker og på den måde forbinde mig med verden. Jeg var nødt til at bevæge mig i den retning. Jeg har aldrig rigtig været en del af den etablerede filmindustri. At lave uafhængige film handler om frihed. At lave film i industrien handler om at blive holdt ansvarlig i forhold til the man (systemet, red.). Jeg har altid haft fuld frihed og kontrol over mine egne film.«

»Men grunden til, at jeg ikke laver eksperimental- eller undergrundsfilm – eller stadig er maler – er, at masserne, hvis jeg må bruge et 1970’er-udtryk, er blevet afskåret fra megen moderne kunst. Hvis man er maler, accepterer man at fungere i et system, kunstverdenen, der slet ingen kontakt har med den brede befolkning, med samfundet. Man er afskåret fra den virkelige verden. Det er man. Jeg valgte at blive filminstruktør, fordi film er den eneste levende kunstart i vor tid. Det er den eneste ægte kunstart, som har med samfundet at gøre i sin helhed. Når jeg laver film, kan folk alle vegne se og forholde sig til dem. Jeg ved godt, at mine film i Frankrig primært bliver set i storbyerne, og jo længere vi når ud på landet, jo mere spredt bliver publikum. Men filmene bliver vist, og mennesker, unge, fra alle samfundslag har mulighed for at se dem.«

»Jeg tror, at det er derfor, at jeg altid har været fascineret af Andy Warhol. Han sagde, at gennem massemedierne kan kunst nå alle i et samfund, og hans værker nåede ud til alle. Han var et af det 20. århundredes kunstgenier, og ud over det formåede han at nå ud til et stort publikum. Hvor meget jeg så end bliver inspireret af, hvad der foregår i krogene – det er jeg altid blevet, fordi det er der, film udvikler og genopfinder sig – så vil jeg gerne bevare en dialog med mainstreampublikummet. Det er også grunden til, at nogle af de kunstnere, jeg beundrer mest, er store filmskabere fra Hollywood: David Fincher, David Cronenberg, Michael Mann. De befinder sig et sted mellem finkultur og populærkultur, og det er det, film handler om.«

’Efter revolutionen’ har premiere i dag og er anmeldt i dagens avis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Usædvanlig interessant artikel om en meget interessant kunstner, der har en meget ideologisk tilgang til sine værker og dermed et dedikeret publikum, i stil med det George Clooney har.

Jens Overgaard Bjerre

Al ære og respekt for manden. Og hans syn på filmen som den eneste form for kunst, der kan nå ud til 'masserne'. Desværre har vi jo statskapitalisme i Danmark, hvilket betyder, at man afkræver folk en tvangsskat for tv (eller bare en mobiltelefon), for at vise noget, som de ingen indflydelse har på. Så vi får ikke hans film at se der.

Og da biografernes små containere af forevisningssale er på vej i historiens massegrav, er vi henvist til statens tv. Og den styres af borgerskabets pæne og vellønnede slipsedrenge og præstedøtre. Så instruktøren har ret. Kunsten i det hele taget, må og skal trækkes ud af den omklamring og udvælgelse som sker idag. Omklamret og udsuget som af en hær af væggelus af det selv samme borgerskab. Men her står venstrefløjen med åben mund og polypper. Den aner ikke hvad den skal mene.

Hvis The Beatles i sin tid havde været afhængig af støtte fra Kunstfonden, havde de aldrig eksisteret. Men de red heldigvis på en oprørsbølge mod den etablerede borgerlige fims, som de kunne koble deres eget geni op på. Men selvfølgelig vil en filminstruktør da gerne slå et slag for sin egen genre. De kunstneriske udtryksformer må ses samlet. Og i et historisk perspektiv. Men jeg tvivler på, at Andy Warhol havde være så kendt idag som han er, hvis han ikke havde produceret musikken til 'banan-pladen': The Velvet Underground.

Per Dybdal Jensen

".....jeg tvivler på, at Andy Warhol havde være så kendt idag som han er, hvis han ikke havde produceret musikken til 'banan-pladen': The Velvet Underground." skriver Hr. Jens Bjerre. Ahrj, noget af en påstand, må man nok antyde. Hr. Warhol var altså ganske anerkendt før han lagde grafik og navn til "The Velvet Underground & Nico", som albummet hedder. Pladen er produceret af Tom Wilson, der bl.a. også producerede Mothers Of Inventions debut "Freak-Out" og Nicos "Chelsea Girl". Bare til orientering.

Iøvrigt finder jeg det paradoksalt at JOB på den ene side vender sig mod slipsedrengene, samtidig med at tale imod Kunstfonden og statsfinancieret tv. Jeg tror at netop slipsedrengene gerne så kunststøtten afskaffet. Faktum er, at støttede vi ikke kulturen med offentlige midler her til lands, havde eksempelvis dansk film næppe opnået den relative store anerkendelse udenfor landets grænser.

Jens Overgaard Bjerre

@ Per Dybdal Jensen

Det jeg blandt andet skriver er, "Og den styres af borgerskabets pæne og vellønnede slipsedrenge og præstedøtre. Så instruktøren har ret. Kunsten i det hele taget, må og skal trækkes ud af den omklamring og udvælgelse som sker idag. Omklamret og udsuget som af en hær af væggelus af det selv samme borgerskab."

Og så nævner jeg Beatles som eksempel.

Men man kan læse og tolke som man vil. Men mit indlæg står jo lige op over. Ok., frygteligt, at jeg ikke har fået produceren rigtigt ind. men han ser slet ikke ud til at være nævnt i Wikepedia's danske udgave over Andy Warhol, som i øvrigt også finansierede pladen:

"The Velvet Underground indspillede således sin første LP som en del af Warhol's Exploding Plastic Inevitable multi show. The Velvet Undergrounds første LP udkom i 1967 og vakte en del furore på grund af de kontroversielle tekster, som omhandlede SM, narkomisbrug og følelsesmæssige gråzoner. Samtidig bar albummet et siden vidt berømmet cover designet af Andy Warhol selv. I al sin himmelråbende enkelthed bestod det i, at man selv kunne skrælle en påklistret papirsbanan."

Den folkelige kunst har aldrig haft Kunstfondens interesse. I øvrigt så jeg en artikel om økonomiske tildelinger fra det danske Filminstitut i Politiken: http://politiken.dk/kultur/film/ECE1953800/filminstitut-om-stoetteordnin...
hvor mange får afslag, fordi de ikke er kendte. Så kan du for min skyld glæde dig nok så meget over at eliten i andre lande måske kender til nogle enkelte danske film. Juhu! Jeg er dansk...........

mvh
JOB