Læsetid: 6 min.

Læserbreve: Bogdebat

En læser betvivler den norske forfatter Jan Kjærstads faglige grundlag for at påstå, at vi i de seneste hundrede år har levet i et freudiansk tyranni.

Sigrid Nygaard

19. april 2013

Jan Kjærstads Freud-kritik

Christian Braad Thomsen, filminstruktør og forfatter

Forfatteren Jan Kjærstad kommer i Rasmus Bo Sørensens interview (12.4) med nogle voldsomme udfald mod Sigmund Freud, men Kjærstad synes at have det til fælles med mange andre af disse års Freud-kritikere, at hans kendskab til Freud er så begrænset, at han næppe har noget fagligt grundlag for sin kritik.

Når Kjærstad f.eks. opererer med en modsætning mellem Darwin og Freud, synes han ganske uvidende om, at Freud var en stor beundrer af Darwin og på afgørende punkter byggede videre på dennes forskning. Fra sin tidligste ungdom var Freud tilhænger af Darwins udviklingslære, og Freuds henvisning til fylogenesen gennem hele sin produktion er naturligvis inspireret af Darwin. I deres standardværk Freuds psykoanalyse gør Ole Andkjær Olsen og Simo Køppe endda opmærksom på, at Freud fik ideen til sin berømte urhordeteori fra Darwins The Descent of Man.

Urhorden er som bekendt det fylogenetiske grundlag for den ødipusteori, som Kjærstad affejer som ’bullshit’.

Et minimum af indsigt

At affærdige ødipuskomplekset på den måde er præcist lige så begavet, som hvis en lægmand affærdigede Niels Bohrs kvanteteori: hvis man vil udfolde sig på det niveau, som Freud og Bohr har lagt i deres udforskning af det psykiske og det fysiske univers, må man virkelig kunne kræve et minimum af indsigt i det, de beskæftiger sig med. Sammenfattende mener Kjærstad, at vi »har levet i et hundrede år langt freudiansk tyranni«, men nævner ikke, hvem der har diktereret dette påståede tyranni ud over, at ’alle’ vil ned og rode i traumerne og den forfærdelige barndom.

Det var Freuds umistelige indsats, at han var opmærksom på barndommens store betydning i en tid, hvor børn ikke blev regnet for ret meget. Hvis Kjærstad virkelig er uenig med Freud på det punkt, bør han da sige det rent ud i stedet for at komme med disse insinuationer. Men heldigvis er Freuds insisteren på barndommens betydning i dag blevet en del af kulturens fællesgods i en grad, så forfattere ikke behøver at have læst en stavelse af Freud for at kunne videreføre hans tanker om barndommen.

Når der således ikke er fjerneste substans i Kjærstads Freud-kritik, må kritikken have irrationelle årsager. Jeg gætter på, at den skyldes Kjærstads kristne livssyn. Freud mente jo, at også kristendommen var en ødipal barn-domsneurose og et udslag af, at den kristne aldrig er blevet voksen – og f.eks. ikke har kunnet opgive barnets behov for en almægtig far. Når den jordiske far med årene viser sig at være alt andet end almægtig, må nogle i fantasien skabe sig en almægtig far og placere ham uden for realitetstestningens domæne – i stedet for at gøre som vi andre, nemlig at afskaffe behovet for en almægtig far.

Det er klart, at forestillingen om kristendommen som et udslag af ødipuskomplekset må skabe en dyb modvilje mod dette kompleks hos folk som Jan Kjærstad, men så synes jeg, han bør sige det rent ud i stedet for at kaste sig ud i dette uværdige spilfægteri.

Dømmesyge, moralisme og løsagtighed

Jens Guldager, Østerbro

Poul Thomas Brandt skriver i bogdebatten d. 5 april om forholdet mellem Camus og Sartre med hovedvægt på Sartres politiske ståsted. Her konkluderer han: »Om Sartre så er tjent med betegnelsen politisk stalinist kan enhver afgøre med sig selv, men hans accept af Stalins konkrete kommunisme i klassekampens navn synes der ikke at være tvivl om.« Den sidste påstand forsøger Brandt at underbygge med nogle i mine øjne sort-hvide, firkantede og løsagtige fortolkninger af et af Sartres teaterstykker og to af hans større skrifter. Det vil kræve for megen plads for mig at underbygge dette. I stedet vil jeg citere Sartre fra hans svar til Camus i deres opgør for på denne måde at sandsynliggøre og underbygge, at Brandt er galt afmarcheret.

»Ja, Camus, jeg mener ligesom De, at disse lejre (Gulag, JG) er uanstændige, men den måde, den borgerlige presse udnytter dem på, er lige så uanstændig. Jeg siger ikke: Madagaskar før Turkmenien (Gulag, JG), men jeg siger, at man ikke bør udnytte de lidelser, man påfører mennesker i Turkmenien, til at retfærdiggøre de lidelser vi påfører mennesker på Madagaskar. Jeg har set antikommunismen fryde sig over disse fængsler, jeg har set dem udnytte dem for at opnå god samvittighed, og jeg har ikke indtrykket af, at de dermed har hjulpet Turkmenien, men at de har udnyttet elendigheden, som Sovjetunionen udnytter sin arbejdskraft…..Det gjaldt om at påvirke – ikke arbejderne – antikommunisten er ikke så dum – men alle de pæne mennesker, der står til ’venstre’, det gjaldt om at gøre dem bange, at slå dem med rædsel. Åbner de munden for at protestere imod en eller anden beskidt affære, får man dem straks til at klappe i: »Og hvad med lejrene?« Man har tvunget folk til at tage afstand fra lejrene ved at true dem med at gøre dem til medskyldige. Det er en glimrende metode: enten må den ulykkelige slutte op om kommunismen, eller også bliver han gjort til medskyldig i »den største forbrydelse på jorden« (...)Har jeg måske nogen sinde lagt skjul på hvad jeg mener om kommunisternes holdning? Og hvis jeg er en femtekolonnemand, en medløber, en skammelig sympatisør, hvoraf kommer det da, at det er mig de hader og ikke Dem?« (Sartre: Kunstneren og hans samvittighed. Gyldendal, side 43-44)

Kan ovenstående overhovedet på nogen måde betegnes som politisk stalinisme? Nej er min påstand, og derfor er det løsagtigt at gøre det.

Misfortolkning

Også den mere filosofiske side af opgøret mellem Camus og Sartre misfortolker Brandt i mine øjne. Det er også en længere historie, som jeg igen vil forsøge at sandsynliggøre og underbygge med Sartre-citater. Om Camus skriver Sartre i sin nekrolog over ham:

»Han var i vort århundrede, og stik imod Historien, en arving til den lange række af moralister, hvis værker måske udgør det mest originale i den franske litteratur. Hans stædige humanisme, snæver og renlivet, streng og sensuel, kæmpede en stadig uafgjort kamp mod vor tids massive og hæslige begivenheder (…) denne det absurdes cartesianer nægtede at forlade moralens sikre område og begive sin ind på det praktiskes usikre veje.« (Sartre: Situationer, udvalgte essays. Gyldendal, side 126-127.

Supplerende hertil skriver Sartre i Kunstneren og hans samvittighed : »De kæmpede, som De skriver: ’for at frelse ideen om mennesket’. De tænkte kort sagt ikke på ’at skabe historie’, som Marx siger, men på at hindre den i at blive skabt«. (side 52)

»Har historien en betydning, har den et mål? spørger De. For mig er spørgsmålet uden mening. Historien uden for mennesket, som skaber den, er kun et abstrakt og statisk begreb, og man kan ikke sige, om den har et mål eller ej. Problemet er ikke at kende Historiens formål men at give den et.« (side 58).

Det drejer sig derfor ikke, som Brandt anfører om at Camus til forskel fra Sartre fandt »værdien i den enkeltes bevidsthed«, herunder individets moralske forpligtigelse – det mente Sartre bestemt også; men snarere i uenighed om og hvordan individet praktiserede sin moral og værdier i den konkrete verden – om og hvordan det engagerede sig i en kompliceret og modsætningsfyldt verden, som deltager med moral eller blot som moralist.

At betegne en person, her Sartre, som politisk stalinist forekommer mig at være en meget alvorlig sag, og ikke noget »enhver kan afgøre med sig selv«. Det bør kun gøres, hvis der er belæg for det. Er der ikke det, er det løsagtigt og udtryk for den form for moralisme, der kan benævnes som dømmesyge.

Indlæg til bogdebatten sendes til bogdebat@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu