Læsetid: 7 min.

En mand og en bog, der slipper virkeligheden

Simon Pasternaks kommende bog ’Dødszoner’ er baseret på indgående research. Forfatteren er inspireret af Jünger og Malaparte, men bogen er ren fiktion, fortæller han. For uden fiktionens frihed og afstand til det realistiske er det svært at beskrive hvad, der sker, når en mand er i krig
’Jeg har villet beskrive det punkt hvor tingene begynder at skride – ganske umærkeligt,’ siger Simon Pasternak om sin roman ’Dødszoner’.

Tine Sletting

25. april 2013

Hos Simon Pasternaks forældre står en kasse fyldt med ejendele tilhørende en SS-soldat, som faldt ved østfronten. Hans sabel; hans jernkors; hans eksamensbevis, der udførligt beskriver hans evner i nazistisk Welt-anschauung; alting. Soldaten var Simon Pasternaks mormors bror. Kassen har stået der i mange år, og i mange år har Simon Pasternak »gået og undret sig over« den.

»Min morfars familie, som er jødisk, befandt sig i Letland, hvor min mors onkel også kan have været som østfrontfrivillig. Bare på den anden side. Og eftersom det meste af min russiske familie blev slået ihjel, er det en mulighed, at det var ham, der skød,« siger han.

»Der er noget interessant ved, at besættelsen i mange familier er en fortælling. Hvad skete der, hvor var man, var man på den rigtige side? Det er en moderne grundfortælling.«

Simon Pasternak er skønlitterær redaktør på Gyldendal, og i næsten tre år har han arbejdet på den historiske roman Dødszoner, der udkommer 7. maj. Information møder ham på forlaget i indre København. Han serverer kaffe med mælk.

»Men det er jo bare sådan lidt personlig baggrund, det giver jo ikke mere legitimation til at skrive noget overhovedet.«

Selvom Simon Pasternak ikke føler at familiens historie særligt berettiger ham til at skrive om Anden Verdenskrig, så var det dog den, der plantede interessen for krigens moralske dilemmaer i ham.

Dødszoner er en historisk krigsroman, der finder sted i Hviderusland i 1943. Sammen med sin barndomsven, SS’eren Manfred, gør den tyske kriminalbetjent Heinrich tjeneste i byen Lida. Heinrich forsøger at være et anstændigt og moralsk menneske midt i de krigsforbrydelser, han selv er en del af, mens Manfred er mere tilpas i det gruopvækkende kaos.

»Der bliver skrevet tonsvis af kriminalromaner, som handler om, at vi bekræfter vores egen moral og udnævner den ene sindssyge seriemorder efter den anden. Når vi har fundet gerningsmanden, har vi ligesom fordrevet barbaren, og vi vender tilbage til det gode samfund. Men her er en anden historie. Her bliver selve samfundet invaderet af barbarer. Hvad gør man så,« spørger Simon Pasternak:

»Hvordan kan man finde en personlig vej ud? Kan man finde en moral?«

Vitalistisk vold

Dødszoner handler om en mand, Heinrich, hvis fundament glider. Den begynder med det måske mest rationelle, man i en irrationel verden kan gøre: Han skal opklare et mord. Hurtigt går det op for hovedpersonen og læseren, at det er absurd at efterforske et drab et sted, hvor mennesker slås ihjel hele tiden, alle steder og på alle mulige forskellige måder. Heinrich lukkes – med Pasternaks ord – ind i en centrifuge af vold og mister langsomt fodfæstet. Herfra går det slag i slag med krig, ødelæggelse, mord, gladiatorlignende kampe og hovedpersonens tvivl.

»Jeg har prøvet at beskrive en almindelig mand, en tilskuer, der prøver at sige nej til den omsiggribende vold, men jo mere han forsøger, jo mere vikles han ind i den, jo mere bliver han en del af den. Det centrale for mig har været at finde det punkt, hvor de moralske møtrikker løsnes, et nøk ad gangen, for så til sidst at få hele konstruktionen til at falde sammen. Hvornår bliver vi umenneskelige, hvornår mister vi vores mentale målestokke? Og her er beskrivelsen af vold central. Men hvordan beskrive den? Det kan hurtigt blive splatter, udpenslende, repetitivt ... Det er lidt svært at forklare,« siger han.

Han klør sig tøvende ved hårgrænsen over brillestangen. Forsøger at forklare:

»Nogle gange er volden meget central i en scene. Der bliver opbygget suspense. Andre gange er den tilfældig og til stede uden at være central. Den kan for eksempel være underligt placeret i hjørnet, mens nogen står og snakker. Det handler om, hvad hovedpersonen ser, og hvilken effekt det har på ham. Noget vold er frastødende for ham, anden er ligegyldig for ham, men volden kan også være nærmest ekstatisk for ham.«

Det skyldes, at noget vold er betydningsfuld for Heinrich, mens noget ikke er.

Visse steder er volden vitalistisk, siger forfatteren og peger på en kampscene, som er ubehagelig for læseren såvel som hovedpersonen, fordi han ikke ønsker at være med, men pludselig er det. Og pludselig synes han, det er en »herlig følelse at skyde nogle mænd med maskingevær«. Det giver en følelse af magt og ekstase, han ikke vil have, men som han ikke kan komme af med.

»Det er en god følelse af have magt over situationen og være til stede med krop og sjæl, men magten er jo også destruktiv. Og i Hviderusland i 1943 meget destruktiv, ja den brækker over og bliver grotesk,« siger han.

»Der er et interessant punkt mellem realisme og noget, der kammer over i fiktion og groteskhed. Det realistiske bliver afmonteret og går over i en anden form, forestiller jeg mig. Volden giver en uvirkelighedsfølelse hos personen, og nogle steder kobler man helt fra og tænker: Det er for langt ude, jeg kan ikke mere.«

Jüngers æstetik

I felten læser de to hovedpersoner Ernst Jüngers krigsroman Det eventyrlige hjerte. Heinrich mere engageret end Manfred. På et tidspunkt kaster Manfred i provokation romanen ind i et bål, så Heinrich må føre hænderne ind i flammerne for at redde den allerede tilsodede bog ud: Han går gennem ild for Jünger.

»Jünger er en stor inspiration for mig, fordi han har en dobbelthed i sig: Ekstremt æstetisk, ofte surreel og samtidig ekstremt – nærmest naturvidenskabeligt – konkret,« siger Simon Pasternak.

»Mange ting, Jünger laver, er ikke moralsk i orden, men han bevæger sig i nogle områder, som fortæller noget om, hvem vi er: Det er noget med at være i stand til at se det i øjnene og blive en hel person midt i, at man konfronteres med nogle urkræfter,« siger han.

En anden forfatter, som har inspireret Simon Pasternak, er italienske Curzio Malaparte. Han var ligesom Jünger vidne, men med sine groteske og humoristiske virkemidler gør han det realistiske surrealistisk eller overkitschet. Denne fortælleteknik har sammen med Jüngers brug af brud i fremstillingen været centrale for Pasternak.

»Fordi sammenbruddet – moralsk og mentalt – interesserer mig. Hvornår maskinen så at sige går i overdrive og spinner derudad og kontrollen mistes, men samtidig så nøgternt beskrive maskindelene. Og her er begges æsteticisering af realisme og realismetab central. Og her sker det også i et meget voldeligt univers«

– Du har ikke været bange for at gøre det for barskt?

»Den har ikke været specielt opløftende at skrive,« siger han efter en kort pause. »På et tidspunkt fandt jeg ud af, det er et univers, der er meget ubehageligt at være i. Men jeg beskriver universet, som vores hovedperson ser det. For det handler om at se, og der er forskellige ting i det: De voldsomme passager og en masse hvilepunkter, hvor han forsøger at gøre noget, der er normalt. Han opsøger desperat hvilepunkter – for eksempel kvinder og poesi. Men spørgsmålet er, om de hvilepunkter bare gør det, der kommer bagefter, mere ubehageligt.«

Hændelserne i Dødszoner er 70 år gamle. Man kunne også fortælle en moderne krigshistorie fra Afghanistan eller Irak, men muligheden for at tage udgangspunkt i vidneudsagn og anvende dem uforpligtende har været en motivation for Simon Pasternak.

»Det er vigtigt at fortælle, at det er en historie, der har fundet sted, men det er også en slags urscene eller mytologi for, hvor galt det kan gå. Der blev begået vold mod alle: Krigsfanger, civile og jøder selvfølgelig. Så derfor har jeg fundet et rum, som er grotesk, samtidig med at det er realistisk. Men også et rum, som stort set er forbi. I hvert fald som realisme og personlig erfaring.«

– Og hvis man som læser er ligeglad med historie og mytologi, men gerne bare vil forstå de krige, der foregår i Afghanistan eller Irak. Kan man så bruge bogen til noget?

»Det vil jeg tro. Det er selvfølgelig en ekstrem situation, den beskriver, og der er ingen tvivl om, at jeg har skrevet den ud fra, at vi altid har haft en selvforståelse af at være de her selvgode post-1864-fantastiske mennesker, som ikke ved, hvad vold er, og som altid går efter samtalen. Og wienerbrødet,« svarer han og holder en lille pause.

»Jeg vil under ingen omstændigheder sammenligne det, de her personer laver, med det, danske soldater laver, det siger sig selv, men der er nu mange tusinde unge mennesker, der har været ude i ekstreme situationer, hvor de skulle tage ekstreme valg. Hvordan passer det ind i den danske fortælling med skænderier om laktosens dårlige indvirkninger i bestyrelsen i børnehaven? Hvordan integrere de to fortællinger? Hvordan kombinere den danske konsensus med vores aktivistiske udenrigspolitik? Jeg har villet beskrive det punkt, hvorfra tingene begynder at skride – ganske umærkeligt. Og det kan det vel også gøre i ekstreme situationer i Irak og Afghanistan – og i et Danmark, der engagerer sig i krig efter krig.«

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu