Læsetid: 3 min.

Ny programdirektør skal genfinde TV 2’s folkelighed

TV 2’s nye programdirektør skal levere de seertal, som de to foregående ikke kunne. Og det er hun med sin erfaring fra TV 2, SBS og DR godt rustet til, lyder det fra branchen
4. april 2013

»Vi har ikke leveret varen. Og derfor er det helt fair, at TV 2 vil prøve noget andet på posten.«

Den ukonventionelle, men utvetydige, melding kom fra Palle Strøm, da han i går blev fyret som programdirektør i TV 2. Samme vej røg den anden programdirektør, Keld Reinicke, og 1. juni tiltræder 44-årige Anne Engdal Stig Christensen som ny programdirektør og del af TV 2’s direktion.

De to fyrede direktører har stået bag koncepter som Den store klassefest, men er mest kendt for at have udviklet kanalen TV 2 Zulu.

»De har skabt fantastiske succeser, men på nogle områder har der været problemer – blandt andet med hovedkanalen,« sagde TV 2’s administrerende direktør Merete Eldrup i går til Kulturnyt på DR1.

Den vare, de ikke har leveret, har været seertal: Stort set siden sin fødsel har TV 2 haft flere seere end DR1, men de seneste år er TV 2’s seertal faldet, mens DR1’s er steget.

»Det, der har karakteriseret Palle Strøm og til en vis grad Keld Reinicke – udover at de begge er begavede og talentfulde – har været et ukendskab grænsende til en foragt for det, som Palle Strøm vist engang kaldte kakkelbordene,« forklarer Lasse Jensen, vært på DR P1’s Mennesker og medier.

Og hvis man skal være drivende kraft for en bred tv-kanal, hvilket bliver sværere og sværere i det multisegmenterede medielandskab, er det ikke nok at vide noget om kakkelbordene, siger han: Man skal også respektere de mennesker, der synes, de er pæne.

»Man er nødt til at have et grundlæggende kendskab til, hvordan en stor del af Danmarks befolkning lever, og hvad der optager dem – uanset hvor plat, det kan forekomme fine københavnske intellektuelle. Man må have en grundlæggende fornemmelse, og det er nok Strøm og Reinickes største problem,« siger han, men tilføjer, at de lavede et »fantastisk arbejde« med TV 2 Zulu.

I kontakt med kakkelbordene

Anne Engdal Stig Christensens opgave bliver altså at genfinde TV 2’s folkelighed, mener Lasse Jensen. I virkeligheden den folkelighed, hun har været nøgleperson til at tilføre DR. Sidste år blev hun ansat som planchef hos DR, og hun har siden 1994 arbejdet med tv.

Spørger man medierådgiver og direktør for FilmFyn, Bo Damgaard, som arbejdede sammen med hende i TV 2 i 13 år, er han ikke i tvivl om, at hun er den rigtige kvinde for TV 2.

»Der er ikke nogen, der er bedre. Hun har været med til at lancere 6’eren i SBS-systemet, og hun har sammen med DR TV repositioneret de eksisterende kanaler på DR. Det har hun gjort med en dygtig og heldig hånd,« siger han.

I forhold til programplanlægning skal hun ifølge Damgaard hjælpe TV 2 med at »generobre den midtbane omkring dansk mainstream-tv«, som DR1 har taget.

»Og med hendes erfaring, fornemmelse og strategiske evner bliver hun en gevinst for TV 2. Det er jeg ikke i tvivl om,« siger han.

Nye nichekanaler såvel som et nyt, internetbaseret tv-forbrug har længe kapret seere fra hovedkanalerne. En tendens, DR1 i efteråret havde held til at vende, hvilket blandt andet tilskrives den omlægning, Stig Christensen har været med til at udvikle.

»Udover hun har en bred tv-erfaring, er hun meget dygtig strategisk, og hun har evnen til at modprogrammere både DR’s kanaler og de kommercielle« sagde Mediawatchs redaktør Louise Reseke i går til Kulturnyt.

Lasse Jensen peger på, at de fyrede programdirektører har flotte universitetsuddannelser i film, tv og kommunikation. Et faktum, han har stor respekt for, men som han samtidig ikke mener giver nogen fornemmelse for folkelighed.

Anne Engdal Stig Christensen, derimod, er exam.art. i massekommunikation. En titel, der svarer til bachelor, men som ikke giver noget eksamensbevis. Til gengæld har hun arbejdet som marketingskoordinator i TV 2’s opgangstid i 90’erne, hvor hun fik et tæt kendskab til hvilken slags seere, der ser hvilke programmer.

»Det kendskab kunne hun bruge til at komme ind i programplanlægningsgruppen og ende som programplanlægningschef,« siger han med henvisning til hendes karriere i TV 2.

»Og er ingen tvivl om, at hun har gjort det godt både i TV 2 og i DR. Hun er opvokset i en tid, hvor TV 2 var i god kontakt med rødderne – eller kakkelbordene. Så hvis man taler om en person, som på papiret er meget velkvalificeret, må det være hende,« siger han, men lægger ikke skjul på, at opgaven, hun skal løfte, bliver »uhyggelig« stor.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når den moralske landsby ikke kan tåle Blachman, kunne den nye programdirektør så ikke lave et program som hedder vild med karriere? Hvor nogle personer konkurrere om hvem der er mest udadvendt og omstillingsparat.