Læsetid 4 min.

Portræt af et tomrum

Hvordan skildrer man årelang kedsommelig ventetid, der samtidig er et spørgsmål om liv og død i et ungt menneskes liv? Det er den opgave som Michael Graversen forsøger at løse i sin film ’For ung til udvisning’ om de unges situation på et børneasylcenter i Jægerspris
Michael Graversen har lavet en 30 minutter lang film om flygtningebørns liv på et asylcenter i Jægerspris. Graversen oplevede, at der bag facaden og frustrationerne stadig gemmer der sig små drenge, der nogle gange bare gerne vil hjem til sin mor.

Michael Graversen har lavet en 30 minutter lang film om flygtningebørns liv på et asylcenter i Jægerspris. Graversen oplevede, at der bag facaden og frustrationerne stadig gemmer der sig små drenge, der nogle gange bare gerne vil hjem til sin mor.

18. april 2013

Hvad sker der, hvis man placerer en række belastede flygtningebørn i et system, de grundlæggende ikke forstår og lader dem vente i årevis på en skæbne, de ikke kender? En skæbne, der er altafgørende for både deres liv og selvforståelse. Hvordan er det at leve i det limbo dag ud og dag ind, langt væk fra sit hjemland og familie?

Det undersøger Michael Graversens nye film For ung til udvisning. Det er blevet til en film, der i stor udstrækning også afspejler Graversens egen rejse med at være på børneasylcenteret i Jægerspris. For der går ikke mange timer fra, at han forlader de omkringliggende naturskønne omgivelser med ’familier der spiser Hansen-is’ til den første rude bliver smadret i centeret.

Han bliver samtidig mødt med mistro fra både personale og drengene på centeret. En mistillid som han kun langsomt får lirket op for, og der går derfor måneder, før han kan begynde at filme noget, der tilnærmelsesvis er interessant. Det går samtidig op for ham, at de unges tilstand er så ustabil, at en traditionel karakterbaseret film ikke er en realistisk mulighed.

»Det var meget hårdt at filme, for drengene blev ved med at se mig som en spion fra myndighederne, og de prøvede at sabotere projektet. Hvis de så endelig lukkede op, så stoppede de undervejs, fordi det blev for svært for dem psykisk. De kunne simpelthen ikke klare at tale om deres situation,« siger Michael Graversen.

Han vender derfor blikket mod andre dokumentarfilm for inspiration og vælger en mere impressionistisk tilgang til projektet. Især én film var i den sammenhæng en inspirationskilde; Frederick Wisemans Titicut Follies fra 1967 om psykisk syge på et fængselshospital.

»Wiseman arbejder mere med scener end med karakterer. Hvilket løste den praktiske udfordring, at en person måske den ene dag gerne vil lade mig følge ham og den anden dag ikke. Det gav samtidig en god mulighed for at illustrere følelsen af at være på centeret,« siger Michael Graversen.

Indfanget af stemningen

Jo længere tid Graversen opholdt sig på centeret, jo mere blev han nemlig indfanget af den monotone og hårde stemning. Alt handler for de unge om afslag eller ophold, og det går dem i den sammenhæng lige meget på at se andre få afslag eller når det en sjælden gang sker; ophold.

»Filmen er sådan set blevet min egen rejse, for i starten synes jeg, de her drenge var ret irriterende, men med tiden, når tilliden opstod, så kunne jeg pludselig forstå dem. Det håber jeg også kommer ud i filmen, at man forstår, hvorfor de agerer, som de gør,« siger Michael Graversen. Bag facaden og frustrationerne, der ofte rettes mod personalet, gemmer der sig stadig små drenge. Et faktum, der langsomt går op for Graversen og i særdeleshed, da han taler med en af de hårde drenge efter et afslag, og drengen fortæller, at han i virkeligheden bare gerne vil hjem til sin mor. Derfor var det også vigtigt for Graversen at balancere drengenes hårdhed op i mod den følsomhed, der forårsager den.

»Man kan jo mærke, hvordan drenge, som er åbne og søde, når de ankommer, hurtigt bliver mere og mere sure og indadvendte. Flere sagde jo også, ’at normalt ville jeg aldrig opføre mig sådan her, men hele situationen gør, at jeg lige pludselig smadrer ruder og opfører mig åndssvagt’,« siger Michael Graversen.

En udvikling som det var svært at være vidne til for Graversen, og som også gjorde, at han til tider kogte over.

»Jeg tror, jeg fik det som personalet også har det. Man står og ser på det her limbo, alle frustrationerne og alle de liv, der er sat på standby, men man er reelt set ude af stand til at hjælpe,« siger Michael Graversen.

For Graversen har det derfor også personligt været en hård film at lave. Det har krævet flere psykologtimer for ham selv undervejs, fordi han blev mere og mere træt af at være i det tomrum, som centeret udgør. Og det er da også den uendelige ventetid, der ifølge afghanske Aziz Mazlum langsomt suger livet ud af en.

»Filmen varer 30 minutter, men for os er det hele vores liv. Det har været sådan her hver dag i tre år i træk; ventetid og afslag, ventetid og afslag« siger Aziz Mazlum.

Aziz er i dag 18 år, men kom til Danmark som 15-årig og har tilbragt tæt på tre år i asylcenteret i Jægerspris med gentagende afslag og tiltagende psykiske problemer. Han er nu efter eget udsagn mere eller mindre blevet tvunget til at skrive under på sin hjemsendelse, selv om han er overbevist om, at der ikke er noget liv for ham i Afghanistan.

»Taleban har allerede dræbt min far, og da jeg nu er 18 år og familiens ældste mand, så vil de også dræbe mig. Min far sendte mig afsted med det håb, at jeg kunne få et bedre liv. Men min situation er desværre ikke alvorlig nok til, at jeg kan få ophold i Danmark,« siger Aziz Mazlum.’For ung til udvisning’ er Michael Graversens afgangsfilm fra National Film and Television School i Storbritannien. Filmen vises på DR2 den 25. april kl.23.10 og forventes at få biografpremiere til efteråret under titlen ’Ingenmandsland’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Pia Qu
    Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Pia Qu

Jeg er så spændt på at se den, - god artikel! Men det ærgrer mig grusomt at jeg skal se den på et tidspunkt hvor mit hjerte og sind allerede er helt slidt op efter en lang dags beskæftigelse og jeg synes det er underligt at sådan noget skal sendes så sent..

Nu har jeg delt flere ting på asylrets fb-side de sidste par dage, bl.a. også nogle link til siden Multisamfund.dk der har nogle relevante tal om uledsagede afghanske børn..