Interview
Læsetid: 7 min.

Romanen er besat af Freud

Litteraturen har været underlagt et hundrede år langt freudiansk tyranni, når det kommer til at gestalte romankarakterer. Det er på tide at give Darwin lidt taletid, mener Jan Kjærstad, aktuel med en ny roman om en hovedperson, der bogstaveligt talt har fået bøger på hjernen
De, der siger, at læsning er det vigtigste i verden, tager fejl. Det er meget vigtigere end det, mener den norske forfatter Jan Kjærstad.
Kultur
12. april 2013

Jan Kjærstad taler ikke. Det er det første, der slår mig, da jeg tirsdag møder den norske forfatter på forlaget Rosinante i København. Jo, i en vis forstand gør han. Han bevæger sine læber, former ord med sin mund, giver dem lyd. Han siger noget. Men han taler ikke. Han fortæller – på samme energiske måde, som når han skriver sine fabulerende romaner. Begivenheder bliver til historier, oplevelser til anekdoter, når de køres igennem hans narrative maskine. Hør ham for eksempel berette om sin første læseoplevelse, som i Kjærstads version selvfølgelig antager nærmest mytologisk karakter. Historien er denne: Vi skriver 1964, Jan Kjærstad er 11 år gammel og leger, som han har for vane i disse år, på gulvet i barndomshjemmet i Oslo-forstaden Grorud, da hans knæ rammer en synål, som hans mor må have tabt på gulvtæppet.

»Nålen borede sig op i mit højre knæ og knækkede midt inde i leddet,« siger Jan Kjærstad med en ubevidst trækning i ansigtet, som om kroppen stadig genkalder sig smerten.

Episoden kostede ham fire sting i knæet og en uge på Oslo Universitetssygehus, men det var prisen værd. For det var lige her, i en hospitalsseng i Oslo i 1964, at den i dag 60-årige prisbelønnede forfatter fik vakt sin interesse for litteratur.

»Jeg lå jo og kedede mig der i sengen, så da min far kom forbi med en stak indianerbøger af Edward S. Ellis – dem om Hjortefod – læste jeg dem i ét hug. Fire på en uge. Indtil da havde jeg kun læst små letlæsningsbøger, men pludselig åbnede der sig en helt ny verden for mig – og jeg har aldrig forladt den siden.«

Episoden på hospitalet indgår i lettere bearbejdet udgave i Jan Kjærstads nye roman Normans område, som udkommer på dansk på fredag, og som efter forfatterens eget udsagn er »mere selvbiografisk« end nogen af hans tidligere værker. Centralt i romanen står ideen om litteratur som en skabende kraft; at det at læse kan præge os, forandre os, og i bogstaveligste forstand ligefrem forme vores hjerne. Det er et budskab, som for Jan Kjærstad er så vigtigt, at han ikke har noget imod at lyde banal:

»Jeg ved jo godt, der er mange forfattere, som står frem og siger pæne ting om, hvor vigtigt det er at læse. Men selv de, der siger, at læsning er det vigtigste i verden, tager fejl. Det er meget vigtigere end det.«

Kvalmende litteratur

Hovedpersonen i Jan Kjærstads nye roman, John Richard Norman, er en højt estimeret redaktør på et af Norges velanskrevne forlag. Hans indflydelse på det litterære parnas er massiv, hans evne til at finde og udvikle nye talenter er vidt berømmet, og hans tekstkritiske begavelse er efterspurgt af et eksklusivt klientel af guldrandede, norske forfattere. Kort sagt: i den norske forlagsbranche er der ingen over eller ved siden af John Richard Norman. Der er bare et problem: Han får kvalme, hver gang han læser. Det sker ikke, når han genopdager verdenslitteraturens store mestre – Melville, Whitman, Hawthorne – men det sker, hver gang endnu et middelmådigt skabelonmanuskript lander på hans skrivebord: Straks melder det svimlende ubehag sig igen, og kroppen slår fra som et relæ. For en mand, der lever af at læse, er det selvsagt et alvorligt handicap, så i bestræbelserne på at komme sygdommen til livs søger John Richard Norman tilflugt i et øde hus uden bøger. Her er ro, men kun for en tid, for snart dukker kærligheden op i skikkelse af en stenrig og hemmelighedsfuld kvinde, og John Richard Norman konfronterer spørgsmålet: Hvad sker der med et menneske, når litteraturens kraft bliver målt mod kærlighedens?

Standardiseret snæversyn

Det er en fabulerende og vildtvoksende ny roman, Jan Kjærstad har begået. Selv siger han, at han har »skrevet om mit livs to store passioner: Kærlighed og litteratur«. Men Normans område rummer også eksistentielle problemstillinger, evolutionsteoretiske ideer, tanker om hjerneforskning og et veritabelt kinesisk æskesystem af litterære referencer og kryds-referencer. Midt i det hele står – som sædvanlig, når det gælder Kjærstads romankunst – et genialt og overskridende undtagelsesmenneske i skikkelse af hovedpersonen Norman. Hans hjerne er ganske enkelt anderledes end alle andres. Skjult bag hans kranieskal vokser et nyt område frem bag de forreste frontallapper: Normans område. Forlagsredaktøren har bogstaveligt talt fået bøger på hjernen, for det er netop litteraturen, der med sin fortællekraft har åbnet og udvidet kapaciteten i hans limbiske system.

»Man kan godt kalde Normans område for en idéroman,« siger han. »Den bygger på den grundlæggende evolutionsteoretiske tankegang, at vi er en art i udvikling. Oprindeligt var der jo fire arter. Nu er tre af dem uddøde, og der er kun homo sapiens tilbage, og man skal ikke have meget fantasi for at forestille sig, at vi også med tiden kommer til at uddø – eller i det mindste kommer til at udvikle os til en ny art. Men det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan vi udvikler os – hvad der kommer til at blive afgørende for den udvikling.«

–Og her peger romanen på litteraturens kraft?

»Den peger i hvert fald på, at mennesker kan blive formet af at læse god litteratur. Og ja, at vores evne til at læse litteratur måske lige frem kan blive afgørende i fremtiden, når det gælder om at overleve som art.«

–Et nøglecitat fra bogen er dette, lagt i munden på Norman selv: ’At læse er ikke en flugt ind i noget, som ikke findes, men en vandring ind i noget, som ikke fandtes, men som efterfølgende findes.’ Hvad vil du gerne have, der skal findes, når din roman er blevet læst?

»Som forfatter vil jeg gerne give det samme til læserne, som jeg selv får ud af at læse en god roman: En erkendelse, som er ordløs. Det er paradokset. Det allermest værdifulde i en god roman – eller en god indianerbog for den sags skyld – er en indsigt, du fornemmer med din intuition, og som bliver lagret i kroppen på dig, men som du aldrig vil være i stand til at udtrykke med ord. Det er det, der adskiller skønlitteraturen fra faglitteraturen.«

Selv er Jan Kjærstad kendt som en af Norges flittigste skønlitterære læsere. De seneste år har han været medlem af det litterære råd i Norge, der – fordi de forvalter Forfatterforeningens stipendier – er tvangsindlagt til at læse stort set alle bøger, som udkommer på norsk.

»Normalt læser jeg 100 bøger om året, men nogle år har jeg læst over 200«.

–Sympatiserer du med din hovedpersons kvalme?

»Jeg vil sige det på den måde, at jeg godt kan forstå den.«

–Der udkommer med andre ord for mange skabelonromaner og for få originale fortællinger i Skandinavien?

»Ja!,« svarer han uden at tøve, men tilføjer så, at skabelonbøger paradoksalt nok samtidig har deres berettigelse på bogmarkedet.

»For det første fordi de jo indgår i det økosystem inden for forlagsverdenen, som gør, at der kan blive råd til også at udgive den gode litteratur. For det andet fordi de tilbyder mange mennesker underholdning og for det tredje, fordi det kan være netop de bøger, som får en sengeliggende dreng på hospitalet til at interessere sig for litteratur.«

–Hvad er så problemet?

»Problemet med skabelonlitteraturen er, at den cementerer allerede kendte tankemønstre, som gør at vi bliver blinde over for andre muligheder, andre årsagssammenhænge end dem, vi altid og per automatik tyer til. Det kan være slemt nok for det enkelte individ, men det er endnu værre for kollektivet, for vores muligheder for som samfund at træffe de rigtige politiske afgørelser.«

–Så det er ikke bare et surt opstød på den gode smags vegne. Du mener alvorligt talt, at vi bliver dummere af at læse dårlig litteratur?

»Ja, for jo dårligere forestillingsevne et samfund har, jo dårligere løsninger producerer det. Det farlige er ikke alt det, vi kan komme i tanke om. Det er alt det, vi ikke kan tænke – alt det, vi ikke har fantasi til at tænke. For eksempel var der ingen, som havde fantasi til at tænke, at én mand d. 22. Juli 2011 kunne fylde en bil med sprængstof, springe regeringsbygningen i Oslo i luften og tage videre ud på en ungdomslejr med et gevær. Dér stoppede vores fantasi. Jo mere, vi læser, jo mere vil vi være i stand til at øge vores fantasi og dermed også være bedre i stand til at træffe gode valg.«

Fejden med Freud

Jan Kjærstads irritation over samtidslitteraturen kommer for alvor til syne i hans nærmest allergiske reaktion over for de freudianske forklaringsmodeller, som han mener optager alt for mange af hans forfatterkolleger.

»Sådan noget som ødipuskomplekset er for mig det rene bullshit,« siger han.

»Vi har levet i et hundrede år langt freudiansk tyranni, når det kommer til, hvordan man skal gestalte personer i romaner. Alle vil ned og rode i traumerne og den forfærdelige barndom. Den dag, forfattere bliver lige så interesserede i Darwin og Arternes oprindelse, som de har været i Freud og hans drømmetydning – så er vi kommet langt.«

Det er ikke fordi Freud ikke var en dygtig forsker og en interessant psykolog. Og det er heller ikke fordi barndommen ikke er en vigtig tid, siger Kjærstad. Men, tilføjer han:

»Mit problem med Freud er, at han udelukkende tænker vertikalt, og mit projekt er horisontalt: Det er ikke menneskets dybde, men menneskets vidde, der interesserer mig. Vi har en større omkreds, end vi aner. Stor nok til at rumme flere identiteter på én gang,« siger han og sætter trumf på:

»For mig er de evolutionspsykologiske kundskaber vigtigere end de psykoanalytiske, freudianske indsigter, som vi efterhånden har skrevet om i hundrede år! Vi kan godt blive ved med at skrive om dem for min skyld. Men så lad os i tillæg også skrive lidt om Darwin.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her