Læsetid: 6 min.

Sælg dine brugte musikfiler

Snart åbner hjemmesiden redigi.com – en markedsplads for brugte digitale musikfiler – i Europa. Men er det overhovedet lovligt at sælge en ’brugt’ musikfil, ligesom man kan sælge en brugt CD? To store domme peger i hver sin retning
Snart åbner hjemmesiden redigi.com – en markedsplads for brugte digitale musikfiler – i Europa. Men er det overhovedet lovligt at sælge en ’brugt’ musikfil, ligesom man kan sælge en brugt CD? To store domme peger i hver sin retning
15. april 2013

Hjemmesidesiden redigi.com åbner snart i Europa. Her kan man sælge digitale musikfiler, som man ikke længere ønsker at eje, videre til en anden bruger. Ganske som man i dag kan gå i en brugtpladebutik. ReDigi står for Recycled Digital, og ideen opstod ifølge grundlæggeren, John Ossenmacher, ud fra en frustration:

»Folk er meget frustrerede over, at bare fordi man gerne vil sælge noget, som man har købt digitalt, så har man ikke den samme ret, som hvis man havde købt den fysisk,« siger han i et interview med P1-programmet Harddisken.

På redigi.com kan man lige nu købe brugte digitale sange til knap halv pris i forhold til iTunes. De fleste sange, som koster 1,29 dollar på iTunes, koster således kun 0,69 dollar hos ReDigi. Det er kun originale filer, der er købt i iTunes, man kan sælge. Kopier og sange, der er rippet fra CD’er, bliver afvist. Og musikfilen forsvinder fra sælgers computer, ganske som sælgeren ville miste musikken, hvis det var en fysisk CD, man solgte. Dermed mener ReDigi selv, at processen er lovliggjort:

»Vi kalder det en atomisk transaktion. Der bliver ikke lavet kopier af filen, og man køber præcis den pågældende fil,« siger John Ossenmacher.

Derfor er det også kun de sange, som brugerne har sat til salg, som kan købes på ReDigi. Og sange kan blive udsolgt, modsat iTunes, hvor man køber en kopi af den originale sang.

Tabte en retssag

Hjemmesiden har dog fra sin fødsel været kontroversiel og stærkt uønsket blandt især pladeselskaberne, og ReDigi har netop tabt en retssag i USA til pladeselskabet Capitol. Hjemmesidens metode var ulovlig, lød dommen. ReDigi mener, at dommeren kun har taget stilling til den oprindelige software – ikke den opdaterede ReDigi 2.0. Sagen er nu anket, og ReDigi er stadig åben i USA. I løbet af 2013 åbner siden også i Europa, og meget tyder på, at EU-domstolen er mere liberalt indstillet over for gensalg af digitalt materiale. I en EU-dom fra 2012 blev det således slået fast, at man kan gensælge licenser til digital software. Ifølge redaktør og vært på P1-programmet Harddisken, Henrik Føhns, bør det også gælde for musikfiler – og på sigt andre digitale produkter:

»Det interessante spørgsmål er, om man kan sælge noget, som er brugt, men ikke slidt og derfor i princippet har den samme værdi som en tilsvarende ny. Jeg mener, at det bør man kunne. Man må finde en løsning på det, så det kan lade sig gøre.«

Også it-advokat og partner i advokatfirmaet BvHD, Kasper Heine, mener, at der er gode argumenter for at gøre videresalg lovligt:

»Helt firkantet kan man spørge, hvorfor der skal være forskel på, om man køber et fysisk eller et digitalt eksemplar? Det er dét, fortalerne for gensalg siger: At hvad man lovligt har anskaffet sig, det skal man også råde over. Og at forskellen mellem digitale og fysiske produkter er kunstig.«

Det centrale begreb i ophavsretsloven er ’konsumptionsreglen’ – den sikrer ejeren ret til at videresælge eller videregive et fysisk medium, hvorpå der er lagret ophavsretsbeskyttet materiale, eksempelvis musik. Som udgangspunkt gælder konsumptionsretten ifølge Kasper Heine i dag næppe for digitale produkter. Men EU-dommen fra 2012 har i høj grad udfordret denne opfattelse – og er blevet kaldt ’en bombe’ under rettighedshaverne til digitale værker:

»Dommen omhandler kun software. Men hensynet bag afgørelsen er, at fysiske og digitale produkter skal sidestilles. Så det er umiddelbart nærliggende, at samme konklusion kan nås for andre typer af værker. Hvis der kommer en sag imod ReDigi eller en tilsvarende tjeneste i EU, vil man formentlig også inddrage den tidligere afgørelse om salg af brugte softwarelicenser. Og det kan være svært at argumentere for, at adgang til videredistribution ikke skal gælde for musikfiler, når det gælder for software,« siger Kasper Heine.

Han understreger, at den amerikanske dom, som gik ReDigi imod, vedrører de amerikanske regler, som er helt anderledes end EU-reglerne.

Ikke en stor trussel

Henrik Føhns fra Harddisken på P1 mener, at der godt kan være et marked for brugte musikfiler i EU og Danmark:

»Jeg har i tidens løb købt masser af elendig musik til mine børn i iTunes – efter tre uger gider de ikke høre det mere, og så ville det jo være smart at kunne sælge det igen,« siger han.

ReDigi og andre sider vil med tiden formentlig også åbne for salg af film, computerspil, e-bøger og software. Navnlig software mener Henrik Føhns, at der kan være et stort marked for:

»For eksempel dyre software-pakker til grafisk produktion eller redigering af lyd og video.«

Hos pladeselskabet Sony Records Denmark frygter man ikke for ReDigis annoncerede åbning i Europa:

»Det er marginalt, hvad det kommer til at betyde. Jeg ser det ikke som en stor trussel. Mange vælger at sige, at de hellere vil have adgang til al musik via Spotify, TDC Play eller andre tjenester. Det virker, som om det er det, man vælger – ejerskabet til musikken bliver mindre vigtigt,« siger digital business director Lasse Westi.

Også Henrik Føhns mener, at streamingtjenester som Spotify og TDC Play vil betyde, at vi fremover køber færre musikfiler, men der vil stadig være et marked, mener han:

»Flere og flere streamer. Markedet for iTunes-downloads er stort lige nu, men det vil formentlig blive mindre med årene. På den anden side kan man jo stadig købe brugte CD’er rundt omkring. Det er der stadig et marked for, så hvorfor skulle der ikke være et for brugte musikfiler?« spørger han.

Flere problemer

Lasse Westi fra Sony Music Denmark mener også, at ReDigi stadig mangler at løse et væsentligt problem, nemlig det, at sælger kan have taget en kopi af musikfilen, inden den sættes til salg. På den måde kan man sælge originalen – og selv beholde kopien:

»Der er nogle teknikaliteter, som gør, at der stadig er problemer forbundet med det. Du kan jo lave uanede mængder af kopier, inden du sælger filen igen. Du kan selvfølgelig også købe en CD, brænde den, og sælge originalen, men du kan ikke lave en ny original. Derfor er den store forskel fra en fysisk CD, at du så nemt som ingenting kan lave en kopi, som er det samme værd som den originale,« siger Lasse Westi.

»Du kan ikke styre, om folk køber en fil hos iTunes, kopierer den og sælger den videre med det samme,« siger han.

Ifølge it-advokat Kasper Heine, er dét dog ikke nødvendigvis et juridisk holdbart argument imod sider som ReDigi:

»Man vil heller ikke holde en pladeforretning ansvarlig for den viderekopiering, som brugerne foretager sig af det, som bliver solgt dér. Forskellen er selvfølgelig, at viderekopiering er meget let tilgængelig, når det er digitalt. Derfor er bekymringen fra rettighedshaverne ikke unaturlig. Spørgsmålet er så bare, om en sådan bekymring er et legitimt hensyn at tage i forhold til at fastholde den forskellige behandling af fysiske og digitale produkter,« siger han.

Problemet med kopiering mener John Ossenmacher fra ReDigi imidlertid, at firmaet også har løst. Når ReDigi er installeret på computeren, kan programmet nemlig gå ind og se, om den pågældende fil er blevet kopieret. Så som sælger risikerer man at få at vide, at man skal slette den og den kopi på computeren, før man kan få lov til at sætte sin original til salg. Og har man kopieret en fil til eksempelvis sin mobiltelefon, kan ReDigi også spore dette:

»Så når du sætter din telefon, eller hvad det nu måtte være, til computeren en uge eller et år senere, så vil der poppe et vindue op, hvor der står: ’Hey, du har solgt den og den fil, som stadig er på din telefon, og du skal slette dem nu,’« siger John Ossenmacher i interviewet med Harddisken på P1.

Om sælgeren så rent faktisk sletter alle kopier, er der dog ikke nogen garanti for. Men trods den massive kritik fra pladeselskaberne mener John Ossenmacher, at ReDigi vil bidrage positivt til det samlede digitale musiksalg:

»Folk har fortalt os, at de køber mere, når de ved, at de kan sælge det igen. Så det her hjælper hele det digitale marked,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorbjørn Kühl

Alle argumenter bryder sammen så snart der er ale om digitale filer, hvis jeg køber en bluray dvd, så må jeg jo gerne låne den til mine venner eller sælge den, eller give den væk. Så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre dette med en film jeg har købt digitalt på nettet? Er en dvd ikke digital? Er forskellen at jeg har et fysisk medie jeg vidergiver? Ville den argumentation holde vand hvis jeg lagde min film ned på et SD kort? I så fald er det jo bare et spørgsmål om at gøre processen kunstigt besværlig.

Den eneste distributionsform som giver mening i en digital verden er den som HBO og netflix bruger, hvis altså musik og filmbranchen kunne blive enige om at udbyde al musik og alle film...

Se også 11 entertainers who sidestepped the usual avenues and found creative ways to make a living

Der er 2 helt store udfordringer her.

1. Hvordan sikrer man sig at man er i stand til at bevise at man rent faktisk har retten til mediet. Altså hvordan relaterer man en given data komponent til en faktura eller anden for for juridisk gyldig ejerbeskrivelse. At data er i ens besiddelse er absolut ikke tilstrækkeligt.

2. Hvordan videregiver man den entydige identifikation af ejerskabet til en potentiel køber. Altså hvordan overdrager man ejerskabet over et stykke data til en anden.

Så vidt jeg kan se er ingen af komponenterne til dette bevis for ejerskab samt mulighederne for overdragelse af ejerskab til stede i dag. Og det interessante er at de som i dag producerer disse datafiler som man måtte have lyst til at overdrage, absolut ingen interesse har i at tilvejebringe det juridiske fundament der skal til for at kunne overdrage et ejerskab.

Så her var der så absolut en opgave for Justitsministeriet og Digitaliseringsstyrelsen. Men opgaven skal nok udføres på WTO eller EU niveau for at kunne få gennemslagskraft.

Toke Andersen

Så længe de fleste mediehuse fortsætter som levede vi i 90'erne og så længe de lokale, europæiske og internationale copyright-regler funger som var de lavet af nogen på 90 (IQ?) - så står det jo enhver frit for at udøve lidt civil ulydighed, for det fælles bedste, vel at mærke.

-www.Hidemyass.com - er en (blandt mange)proxy-server(e) som gratis lader dig logge på fx Piratebay eller andre kontroversielle side selvom du bor i Nord-Korea, Danmark eller et andet civilt u-land.

-www.Thepiratebay.org er verdens største fil-delingside. Hvor du kan finde (næsten) enhver film, bog, blad, stykke musik, kompendium mmm ved en simpel søgning.
-Utorrent er en bittorrent klient. Et program der tillader dig at downloade filer fra mange forskellige kilder på en gang.

Alle tre elementer er ufarlige og kan installeres eller benyttes furldstændig uden risiko for system eller samvittighed.

Alan Strandbygaard

Dette er en fortsættelse af debatten om friheden til at dele oprethavsbeskyttede elementer. Den når nu ind i en ny fase.

For et stykke tid siden lykkedes det film-, musik-, spil- og programbranchen at rette et svidende slag mod friheden til at viderefordele. Piratebay var et af symbolerne. I Danmark kan vi ikke længere købe en DVD-optager der kan brænde film ud på diske.

Men det er stadig fuldt lovligt at købe og sælge brugte varer. Og det hører samtidig ind under brugtmomsloven. Nu kommer det næste skridt i forsøgende på at beskytte ophavsrettighederne. Men den støder på den private ejendomsret og afgiftsreglerne. Nu bliver det for alvor spændende. Vil man forsøge at fjerne den private ejendomsret?

John Vedsegaard

Øh Alan, det kan alle DVD-brændere da.
Men debatten er stadig yderst relevant, selv om det er umuligt at beskytte sig 100% mod kopiering, kan man stadig gøre det besværligt.

Jeg vil mene man bør beskytte rettighederne så meget som muligt, trods alt har nogle mennesker lagt både kreativitet, energi og penge i de produktioner.

Spørgsmålet er så hvilke rettigheder det egentlig er man har købt, jeg vil mene det er personlige rettigheder og ikke rettighed til videre salg, men det står sikkert i de mange sider accept man som regel skal igennem før download.

Musik/filmbranchen kan sagtens selv gøre noget, for eksempel lave det billigere, som kunstner må det være sjovere at tjene 1000 kroner på 1000 mennesker, frem for 1000 kroner på 10 mennesker.
Der er også den mulighed at man kun kan købe tidsbegrænsede versioner, begrænset i for eksempel 1 år, eller pay pr. play, der er mange muligheder.

Thomas Jensen

Lur mig om Rettighedsalliancen på vegne af pladeselskaber og forlag (inkl. Gyldendal og JP/Politikens Hus), ikke vil forsøge at få nedlagt fogedforbud mod en tilfældig internetudbyder og DNS-blokere ReDigi, når det kommer til Danmark.

I årevis har vi skulle høre på følgende argument imod at lave en digital kopi og dele en mp3-fil eller en ebog med en nabo eller en ven: "Du ville jo ikke gå ud og stjæle en bil eller en bog i en butik, vel?" Ved at sidestille fysiske produkter med de digitale, er det altså meningen, at man skal føle at man stjæler, når man laver en digital kopi.

Men, hov, denne sidestillen gælder altså pludselig ikke længere? Selv når jeg ærligt og redeligt har købt og betalt (overpris?) for en ebog til mine studier eller et album med Metallica på iTunes, og jeg efter et stykke tid ikke har brug for bogen længere, eller at Metallica-pladen desværre ikke lige var min kop te, SÅ er det lige pludselig IKKE et produkt, som jeg må videresælge!? Må jeg heller ikke give det væk? Eller må jeg allernådigst få lov til at slette filerne fra min computer, ebogslæser eller mp3-afspiller?

PS. Jeg plæderer ikke for at piratkopiering er en god ting som sådan. Jeg støtter selv i stor stil musikere, forfatter osv. ved at købe MANGE bøger og plader hver måned, samtidig med at jeg også ofte benytter mig af f.eks. ovennævnte Pirate Bay for at orientere mig i den nyeste (og ældre) kultur og viden.

Som jeg ser det, så kan fildeling have en virkning på linje med hvordan kommunebibliotekerne fungerer: Unge og gamles øjne åbnes for den fascinerende verden af musik, litteratur og film, og i det lange løb får vi et samfund med et rigt kulturliv, hvori musikere, forfattere og kunstnere også bliver godt betalt for deres arbejde.

PPS. De senere års absurde tiltag for håndhævelse af ophavsretten, mener jeg, er begyndt at virke skadeligt for vores kultur, demokrati og frie samfund. Det bliver år for år, og heldigvis, kun lettere at finde, kopiere og dele information med medmennekser rundt omkring i verden, og metoderne til at begrænse deling af viden og information kender vi vist alle alt for godt eksempler på igennem tiden og verden over: overvågning, censur og straf.

Hasse Poulsen

Lad os se det i øjnene: Fysiske og digitale produkter er ikke det samme, og kan derfor ikke behandles på samme måde. Der skal findes helt nye løsninger på problemet: hvordan betale dem der producerer og ikke alle mulige smarte mellemmænd.
At forestille sig at man skal have ret til at videresælge noget, som man samtidigt kan gemme i en nøjagtig kopi er bevidst naiv.

Hovedproblemet med digital musik er at dem der producerer den ikke får nogen betaling. Derfor er opgaven at finde ud af hvordan musikere producenter og kan få en rimelig betaling for deres arbejde.
Hvis man mener det alvorligt mht til videresalg af "brugt" musik, er intet nemmere end at etablere en afgift på 50% til rettighedshaverne - eller 70% eller 90% hvilket er mere rimeligt. Med digitale medier har man jo muligheden for at registrere al handel med de enkelte musikstykker, så der er ingen grund til at tilfældige internet udbydere eller andre skal tjene tykt på musikernes arbejde.
Se på streaming som er det helt stor for tiden: musikerne bliver ikke betalt noget som helst (typisk 0,0022€ pr stream), mens udbyderne tjener 120€ pr abonnent pr.år.
Hvad får køberen? For små 1000 kr. om året har køber ingenting - intet - i det øjeblik abonnementet ophører. For de samme 1000kr. kan man købe 10 CDer, som man kan lytte til når man vil, hvor man vil og kopiere så tosset man vil - i en langt bedre kvalitet.
Man kunne også insistere på at i-tunes, nokia, xbox music osv videre skulle lave enkle platforme, hvor musikerne selv kunne oploade de musikstykker de gerne vil sælge, så de ikke længere skal betale til to-tre mellemforhandlere for en tjeneste de sagtens selv kunne klare.
musiker-pladeselskab-distributør-digital distributør- itunes.
hellere: musiker-itunes
og musiker-spotify
Man kan også forstille sig en regulær afgift til internetudbyderen på al musik-aktivitet- eller internet kunden, der er jo ingen grund til at dem der ikke bruger internet til at købe, høre eller stjæle musik skal betale for de andre. Det er digitalt, så det er let at måle. Det handler om at finde nye måder at betale dem der faktisk producerer de produkter der bliver brugt, handlet og stjålet.

Astrid Baumann

@Hasse Poulsen:

Man kunne også forestille sig, at musikerne må tjene deres penge på at spille koncerter - du ved, den naturlige måde at tjene musik på scenekunst på.

@Alan Strandbygaard:
IP-rettigheder er overgreb mod den private ejendomsret. Se fx Stephan Kinsellas "Against Intellectual Property" for hele argumentet.

Niels Duus Nielsen

Forleden geninstallerede jeg et spil. Jeg tog mig tid til at læse noget af det, der står med småt (det man skal bekræfte før man overhovedet får lov til at installere), og trak på smilebåndet.

Som jeg forstod det, havde jeg ikke købt spillet, men blot lejet (leaset) det. Lejekontrakten kunne til enhver tid opsiges uden varsel og uden grund, af begge parter. Hvis jeg ikke var tilfreds med det, kunne jeg bare lade være med at installere spillet.

Smilet skyldtes selvfølgelig, at den nok ikke holder hos forbrugerombudsmanden. "Buy now" står der jo på reklamerne.

Desværre er der nok ikke så meget forbrugerombudsmanden kan gøre ved det.

Alan Strandbygaard

@ John Vedsegaard:

Prøv at gå ind i en hvilken som helst forretning og bed om at få en DVD-optager der samtidig kan brænde det optagne over på en DVD eller blueray.

Du skal til Tyskland for at få fat i en.

Det er lykkedes de forskellige branbcher at få den danske regering til at forbyde salg af maskiner der kan brænde materialet ud på fysiske diske, så man derved kan videreformidle det uden vederlag til producenten.

Hasse Poulsen

@ Andreas Baumann:

At lave koncerter er en måde at arbejde på. At indspille musik er en anden. At komponere musik er en tredie. Jeg mener at man (jeg,vi) skal betales for alt det arbejde vi leverer.
Jeg kan jo ikke bare lade være med at betale elregninger eller tomater fordi jeg ikke lige har lyst til at betale for det. Tomatsælgeren og elproducenten kunne jo finde et andet job at tjene deres penge på, og så sælge el og tomater i deres fritid for hyggens skyld.
Det er muligt at sikre at musikere bliver betalt for det arbejde de faktisk laver.
Det er bare at få lavet nogle systemer der virker.

Niels Bøjden skriver :
"1. Hvordan sikrer man sig at man er i stand til at bevise at man rent faktisk har retten til mediet."

Det var da en besynderlig opfattelse af hvor bevis-byrden ligger i et rets-samfund ..

Mht DVD-afspillere der kan kopiere osv osv : Det hedder en PC ! (IKKE en 'Mac !)

@Robert Nesta

"Det var da en besynderlig opfattelse af hvor bevis-byrden ligger i et rets-samfund"

Overhovedet ikke. Det er ikke tilladt at sælge noget man ikke har ejendomsretten til. Hvis jeg som køber skal sikre mig at jeg ikke optræder som hæler bør jeg altid forlange ejerbevis udleveret. Her hjælper det ikke at sige :"Det vidste jeg ikke", eller "Jeg var ikke klar over at det var stjålet".