Læsetid: 6 min.

Stjerneforfatter censureret

Den tyske udgave af Hallgrímur Helgasons nye roman, ’Kvinden ved 1000°’, er 30 kapitler kortere end den oprindelige roman. Centrale passager om Hitler, kz-lejre og SS er bortcensureret for at imødekomme det tyske marked. Forfatteren protesterede, siger han, men accepterede censuren
’Jeg kender ikke den tyske kultur 100 procent og vidste ikke, hvad der kan fornærme tyskerne,’ siger Hallgrímur Helgason som begrundelse for sin accept af censur.

Jacob Ehrbahn

12. april 2013

Jeg ved jo ikke, hvordan det er i Tyskland i dag, så jeg følte, jeg måtte stole på dem,« sagde den islandske forfatter Hallgrímur Helgason for nylig i et interview med Politiken under henvisning til det tyske forlag, der i 2011 udgav hans nye roman, Kvinden ved 1000°.

Forlaget havde, inden romanen gik i trykken, ifølge Politikens oplysninger fjernet et kapitel om Hitler fra bogen.

Information kan nu dokumentere, at der er tale om en langt mere vidtrækkende bortredigering.

Kapitel for kapitel har anmelder ved Information og litteraturlektor på Københavns Universitet Erik Skyum-Nielsen gennemgået og sammenlignet de to versioner. Hans arbejde viser, at i alt 30 kapitler enten er blevet helt udeladt eller omredigeret i den tyske udgave. Det drejer sig især om emner relateret til Tysklands nazistiske fortid, der kan være omtålelige for et tysk publikum: afsnit om massegrave, kz-lejre, Hitlers ensomhed. Erik Skyum-Nielsen kan ikke opfatte det som andet end et udtryk for censur:

»Det er ikke bare en nænsom omredigering – det er en massiv omskrivning af alt, der har at gøre med Adolf Hitler, SS og krigen. Vi taler ikke om at fjerne ét ord her og én sætning dér, men om fuldstændig systematisk politisk censur,« siger han.

For eksempel er denne passage i den tyske version klippet ud midt i et kapitel: »Jeg så Adolf Hitler for mig på græs i Bayerns grønne omgivelser. Måske var det derfor, han skreg så meget? Måske var han bare sulten? Og for første gang fik jeg en lille smule ondt af den velfriserede mand, som afstod fra kød og kvinder for sin kærlighed til fosterjorden. Fruen havde tidligere fortalt os, at han ingen kone havde, for han var ’gift med Tyskland’.«

Ifølge hans islandske forlægger, Valgerur Benediktsdóttir, ændrede Hallgrímur Helgason manuskriptet af egen fri vilje. Hun forklarer, at bogen blev udgivet i Tyskland, før den blev udgivet i Island.

»At den blev forkortet, var helt og aldeles hans egen skyld. Det har ikke noget med oversættelsen at gøre,« siger forlæggeren.

Fandt kapitler ’barske’

Den uortodokse fremgangsmåde med at udgive en islandsk roman i Tyskland før i Island, forklarer Hallgrímur Helgason over for Information med, at Island var æresgæst ved Frankfurt bogmesse i 2011. Hans tyske udgiver ville have en ny roman fra ham, og den skulle være klar til denne begivenhed.

»Problemet var, at oversætteren ikke kunne starte så tidligt, som han skulle, og jeg var ikke helt færdig med bogen, da han begyndte, og derfor blev det hele meget forsinket. I sidste ende var der et stort deadlinepres, og man var nødt til at beskære romanen,« siger han på telefonen fra Island.

En tysk redaktør, som skulle beskære romanen, blev hyret, så den kunne blive klar til bogmessen.

»I begyndelsen virkede det som en lille, ubetydelig ting, men da der var to uger til deadline, manglede oversætteren 150 sider. Så i sidste ende måtte vi lave nogle ’cuts’.«

– Men hvem besluttede, hvad der konkret skulle skæres?

»Først valgte tyskerne nogle kapitler. De valgte en masse kapitler i starten, fordi de var bange for, at bogen ville blive 800 sider lang. Islandsk bliver længere på tysk, og da bogen endnu ikke var blevet udgivet i Island, var de bekymrede. Så de begyndte at skære på egen hånd, Man var nødt til at droppe projektet eller forsøge at klippe for at få bogen til at blive klar til Frankfurtmessen.«

»Jeg var ikke særlig glad for denne proces. Jeg forsøgte at kæmpe imod, og jeg protesterede, men i sidste ende accepterede jeg det.«

– Betragter du det som censur?

»Det kan man ikke sige, det var et kompromis. Det, som kom nærmest censur, var et kapitel om Hitler, som, de sagde, var for hårdt for det tyske publikum. Jeg kender ikke den tyske kultur 100 procent og vidste ikke, hvad der kan fornærme tyskerne.«

Tom Kraushaar, som er udgiver på Helgasons tyske forlag Klett-Cottas, afviser, at noget skulle være redigeret af politiske årsager.

»Vi har ikke ændret noget for at være politisk korrekte. Vi ville bare gøre den kortere, fordi den var meget lang, og vi var nødt til at udgive den før bogmessen. Vi traf nogle beslutninger sammen med Helgason, men det var kun i forhold til det narrative,« siger Tom Kraushaar.

– Men der virker til at være en tendens i de ting, I har taget ud, og Helgason siger, at I mente, visse passager ville være for barske for det tyske folk?

»Jeg er udgiver, ikke redaktør. Det er to år siden, men så vidt jeg husker, fortalte redaktøren, at vi fjernede nogle kapitler. Vi talte knap om det. Vi tænkte, at romanens kunstneriske udtryk skulle være så tæt på den oprindelige version som muligt, så vi måtte fjerne visse passager uden at ødelægge romanen,« siger han.

»Men hvis du siger, der er passager om Hitler, lyder det, som om vi forsøgte at ændre bogen politisk. Det var det, vi mindst ønskede at gøre. Formentlig har de passager været dem, der var lettest at få ud af bogen.«

’Værket ville lide skade’

Selv om Hallgrímur Helgason altså var utilfreds med visse ændringer, bekræfter både han selv og forlaget, at de endelige rettelser skete i fuld accept fra forfatteren. Helgason viste altså udstrakt forståelse, da han indvilligede i at ændre sit værk for at imødekomme det tyske forlags ønsker.

Mindre forstående var han, da datteren til Brynhildur Georgia Björnsson, der udgør forlægget for romanens hovedperson, forud for udgivelsen indtrængende bad ham om at ændre kompromitterende passager undervejs – ikke mindst en udpenslet incestvoldtægt. Det redegjorde hun for i en debatartikel i det islandske dagblad Fréttabladid sidste år. Ifølge hende viste Hallgrímur Helgason sympati for hendes ønske om at ændre i romanens tekst, men endte med at afvise hende med henvisning til det forhold, at bogens udgivelsesdato i Tyskland var så nært forestående, at der ikke var noget at gøre. Heller ikke i den islandske udgave lykkedes det hende at få ændringer indført. Som hun skriver i debatartiklen: »Ved forsøget på at mildne teksten følte han det som om, at kernen i værket led skade.«

Hvorfor lå den kunstneriske frihed og værkets ukrænkelighed forfatteren så meget på sinde, da ønsket om tekstredigering kom fra datteren – og hvorfor var disse hensyn så fraværende, da det tyske forlag krævede ændringer?

»Den tyske version var et kompromis på grund af tidsproblemer. Datterens ændring handlede om originalen,« forklarer Hallgrímur Helgason: »Det, datteren spurgte om, var meget afgørende for historien.«

– Var der intet afgørende i de 30 afsnit, som blev slettet i den tyske version?

»Jo, selvfølgelig, men jeg prøvede at beskære kød, men ikke ben. Jeg må indrømme, at jeg ikke var glad for det. Men som sagt blev tingene taget ud, fordi udgiveren var bekymret for, om teksten skulle blive for lang på tysk. Derfor måtte jeg beskære, hvilket var meget smertefuldt. Ét kapitel om Hitler blevet taget ud, fordi de mente, at det ville være fornærmende for tyskerne. Skal sandheden frem, var jeg lidt overrasket, fordi jeg troede, andre kapitler var mere fornærmende.«

– Det var altså ikke afgørende for bogen?

»Nej, ikke rigtigt. Det var kun et billede af atmosfæren i Tyskland og under krigen, men handler ikke om hovedpersonens historie. Det kan sammenlignes lidt med Karl Ove Knausgårds romanværk Min kamp, som har fået en anden titel på tysk, fordi det blev betragtet som umuligt at udgive Mein Kampf i Tyskland. Jeg kendte ikke den tyske kultur så godt, så jeg måtte bare stole på min udgiver.«

Ifølge Erik Skyum-Nielsen grænser denne forklaring til hyklerisk ansvarsforflygtigelse:

»Hallgrímur Helgason kan ikke påberåbe sig ukendskab til tyske forhold. Det er tværtimod netop et konstituerende træk ved bogen at forholde sig grotesk ironiserende og vulgært udkrængende til alt, der har med nazitiden at gøre. Intet er ham helligt. Men hvis det er helligt for tyskerne, lægger han sig alligevel fladt ned og pleaser dem.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Hallgrímur Helgasons tyske redaktør. Selv oplyser forfatteren, at han håber, bogen en dag kan udkomme i sin fulde længde i Tyskland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Jette Abildgaard
Steen Sohn og Jette Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg forstår den ikke? Jeg hører klynk om censur og ytringsfrihed, som man har byttet for ussel mammon?

Henriette Bøhne, Robert Ørsted-Jensen, Bo Carlsen, Christel Gruner-Olesen og Kaspar Olsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

De er skøre, de germanere syd for grænsen ved Kruså.

Gud ved, hvordan kommunisten Hans Scherfigs 'Frydenholm' var kommet til at se ud, hvis den var blevet rundbarberet af Gyldendal på samme måde før udgivelsen i DK af hensyn til de sarte følelser hos efterkommerne af vores egne lokale værnemagere, sidste dages hellige og politiske opportunister?

Peter Nørgaard, Jesper Wendt og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Claus Sønderkøge

Helt utroligt så mange der ikke selv har oparbejdet deres lands historie har travlt med at revse tyskerne for deres. Danmark har ikke oparbejdet sin historie i forbindelse med fx. socialdarvinismen og Sverige ikke omkring Nobel stiftelsen. Begge ting som var inspirerende for netop nazisterne. USA og England har heller aldrig oparbejdet hvorfor og hvordan nazisterne kom fra England til etablering i USA for at exportere deres gift til et borgerkrigsplaget Tyskland. En borgerkrig som var påtvunget af USA, England og USA. England har aldrig oparbejdet historien o, Churchills racistiske fortid og USA kun i speciallitteratur har nævnt Kennedys nazistiske tilbøjeligheder.

Men Hitler som var manden der trådte op mod vores uduelige politikere har man ingen hæmninger i forhold til. Mein Kampf refererer vi utrætteligt til skønt Hitler selv har taget afstand fra indholdet som studentikost. Hitlers synspunkter skal læses fra hans Tischgespräche som er udgivet og vist ikke forbudt nogen steder.

Nogen bemærkede måske at England er så følsom overfor eftermælet af Margaret Thatcher at Argentinas præsident udtrykkeligt er erklæret som uønsket til begravelsen.

Claus Sønderkøge
7990 Øster Assels, Mors
csdenmark@gmail.com
www.bridgefiles.net
SKYPE: csdenmark

Morten Pedersen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Christel Gruner-Olesen

....sikkert er de skøre, de germaner syd for grænsen, Grethe Preisler. Men siden anden verdenskrig har utællige tyske forfatter i deres romaner beskrevet lige præcist de uhyrligheder af nazismen, som i Helgasons roman fra 2011 er blevet bortcensureret.
" for rådt for tyskland" - det tror jeg næppe

Sabine Behrmann, Britta Hansen, Robert Ørsted-Jensen, Bo Carlsen og Claus Sønderkøge anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

For mig at se er det først og fremmest forfatteren der opfører sig fjollet i håb om at han vil kunne sælge en bog eller to mere i tyskland. Man er sgu ikke så ømtålelig hvad hitler angår i tyskland, men det vil måske reducere salget en smule at der er nogen der mener at de har hørt nok om føreren,

Bill Atkins, Henriette Bøhne og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Jeg fatter heller ikke, hvad der går af dem for tiden, Christel Gruner-Olesen.
Kan det mon have noget at gøre EURO-krisen, murens fald, åbningen af Stasi-arkiverne og genforeningen?

Claus Sønderkøge

Grethe Preisler der går overhovedet ikke noget af tyskerne. De forholder sig fuldstændigt normalt, lever et normalt liv med Kinder, Küche und Kirche. Præcis det liv vi selv priser os af når det går bedst for os.

Stasi-arkiverne interesserer kun ganske få. Det ligger trods alt mere end 20 år tilbage. Euro krisen forstår de lige så lidt af som alle andre. De er heller ikke nationaløkonomer og forstår derfor ikke hvorfor de rige grækere og cyprioter ikke skal betale skat. Genforeningen er ikke noget emne. Tyskland har jævnligt fået revideret sine grænser og man har vist vænnet sig til at se over med at det har været grænser som er påtvunget af USA, England og Frankrig.

Men tyskerne er trætte af danskernes og de fleste andre landes indbyggere har så ringe viden om historie og kultur. Det er jo Tyskland som bærer Europas kulturarv og det ved de.

Claus Sønderkøge
7990 Øster Assels, Mors
csdenmark@gmail.com
www.bridgefiles.net
SKYPE: csdenmark

Jens Overgaard Bjerre, Christel Gruner-Olesen, Henriette Bøhne, Morten Pedersen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Skønlitterære forfattere og forlag er åbenbart parat til at holde udsalg af deres kunstneriske integritet for at tjene et par euro mere!
- På samme måde som journalister er parat til at opfinde 'sensationer' , der i virkeligheden er løgnehistorier, med det formål at tjene et par kroner mere.

Christel Gruner-Olesen, Stig Bøg og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Men for dem der går rundt og mener at nazisme stadig står på dagsordnen i tyskland - mere end noget andet land vi keneer - vel den slags menneker er sgu villige til at tro på nisser også.

Det her var næppe en politisk censur, det var et salgsoffensiv. Hvisa vores islandske forfatter mente at han havde noget nmyt at sige om der Führer burde han havde stået fast på at det ikke blev skåret væk. Sansynligheden taler for at hans forlægger skar ting væk som ikke tilføjede noget nyt og gjorde det alene for at øge salget.

Morten Pedersen

Underlig overskrift, der dementeres af indholdet i artiklen.
Generelt er tyskerne nok de eneste der har vist vilje til at se deres betændte fortid i øjnene, det har hverken russere, kinesere, tyrkere, danskere eller svenskere formået.

Nick Mogensen

Jeg mener ikke forfatteren per se kan tages til indtægt for at acceptere censuren. Havde han ikke gjort dette, ville bogen måske slet ikke udkomme. Derfor kan jeg heller ikke tilslutte mig din (pladder-)idealisme Benny Jensen ;-)

Hvad der er skræmmende er tyskernes tilsyneladende gennem-væk af historien. Man skal lære af historien, ikke gemme den væk.

Det ondt-i-sjæle som åbenbart gør sig gældende, kan hurtigt blive til vrede.

Grethe Preisler

Claus Sønderkøge;

"Tyskerne er trætte af danskernes og de fleste andre landes indbyggere har så ringe viden om historie og kultur. Det er jo Tyskland, der bærer Europas kulturarv og det ved de."

'In der Grösse eine Lüge immer ein gewisser Faktor des Geglaubtwerdens liegt'
(i.e.overdrivelse fremmer forståelsen)

Mon ikke tyskere som flest anno 2013 er nogenlunde lige så lorne som indbyggerne i England, Frankrig og USA ved tanken om deres egne politikeres ageren i den historiske kappestrid om, hvis tur det var til at høste fordelene ved at påtage sig 'den hvide mands byrde' efter børskrakket på Waal Street i 1929?

Claus Sønderkøge

Nej det var de ikke Grethe Presiler. Tyskerne er den dag i dag forbandet på Frankrig fordi de stjal tysk land da Tyskland var tvunget afmilitariseret og ikke kunne forsvare sig. Tyskerne er i dag også forbandet over at folkenes selvbestemmelsesret som lovet af Wilson ikke gjaldt tyskerne. Det betød bl.a. at tyskerne i 1919 blev nægtet sammenslutningen med Østrig som der ellers var 1000 års historik for.

Tyskerne er derudover forbandet over hvorledes England rådede polakkerne til skinforhandlinger for at fremprovokere tysk krigsstart samt at både England og USA tvang Tyskland udi en uholdbar situation omkring jødespørgsmålet blot fordi de to stater var de egentlige anti-semitiske stater. I de intensive forhandler 1934-1939 nægtede USA og England alle forslag.

USA var selv hærget af nazisterne og Silver Shirts og Christian Front hærgede ligeså voldeligt i Nord-USA som Ku Klux Klan gjorde i syd. Detroit var en nazistisk mønsterby. De sorte lavede jødepogromer.

Så Grethe Preisler du ligger helt galt, Problemerne startede ikke i 1929 men allerede i 1919. I 1929 havde Frankrig fået så mange reprimander for ulovlige overgreb at det burde have været sat voldeligt på plads. Noget lignende med Polen som i Preussen ulovligt tilegnede sig land fordi Tyskland var forsvarsløs.

Den første og eneste som bød Tysklands og Polens ulovligheder trods var trods alt Hitler. I mange henseender er han at sammenligne med Andreas Hofer og Wilhelm Tell. Havde Vestmagterne overholdt Versailles freden havde Hitler aldrig fået en politisk bane at spille på.

Man skulle have støttet socialdemokraten Philip Scheidemann i 1919 i stedet for at nægte ham demokratiet. USA, England og Frankrig bærer derfor et hovedansvar for WW2.

Claus Sønderkøge
7990 Øster Assels, Mors
csdenmark@gmail.com
www.bridgefiles.net
SKYPE: csdenmark

Altså egentlig en uskudt bjørns skind på en bogmesse, - ren kommers-intrige.

Danmark ville selvfølgelig - re en nylig artikel i vores avis her - dåne af benovelse over en hvilken som helst ekstern litterær beskrivelse af en dansk politiker, men tyskerne er nok mere forvænte der. Efter siden 1925 har skullet høre både først på og senere om Hitler op og ned ad stolper fra morgen til aften. Ligegyldigt hvad .. de har hørt den.

Robert Ørsted-Jensen

Nja Mogensen - det lyder ikke for mig som om du følger tilstrækkeligt med hvad angår tysk fag og skønlitteratur, og en ting er sikkert, det er ret tydeligt at forfatteren her erkende at han accepterede beskæringen, han kunne have sagt nej. Mit bud er at der blev stillet ham mere mammon i udsigt

Robert Ørsted-Jensen

At sige at USA, England og Frankrig skulle bære et hovedansvar for WW2, er nu nok at gå for vidt. Især hvad angår USA. Men Verseilles traktaten var en skandale, derom ingen er der ingen tvivl. men det var især Frankrig, men og også England (omend englænderne selv indså misæren, det gjorde franskmændende ikke), der var skyldige. USA underskrev kun traktagen nødtvunget .

Grethe Preisler

Ja, ja Claus Sønderkøge,

Sådan ser det ud, når man sætter kikkerten for sit eget blinde øje og skuer bagud i historiens klart oplyste landskab:

I virkeligheden var det slet ikke Tyskland, men England, Frankrig og USA, der var nazismens vugge og arnested. Og havde vestmagterne bare overholdt Versaillestraktatens bestemmelser, ville Hitler aldrig have fået en politisk bane at spille på i Tyskland.

Så når facit skal gøres op (af dig) er det Tyskland, og Tyskland alene, der bærer og altid har båret "Europas kulturarv".

Noblesse oblige! Af vejen I undermålere med rod i andre nationer end den, som bærer Europas Kulturarv. Panta Rei (i Grækenland flyder alting). I virkeligheden burde I være taknemmelige for, at vi påtager os den tunge opgave med at rydde op i jeres rod uden at forlange andet af jer, end at I retter ind til højre, når vi trutter i vores båthorn ;oD

Claus Sønderkøge

Forkert Grethe Preisler, Frankrig har intet med nazismen at gøre.

Nazismen er opfundet af engelsk landadel som af racististiske årsager fandt bedre grobund for deres beskidte ideologi i USAs sydstaters betændt racistiske sump. Nazismens hovedværk er "Grant, Madison...The passing of the great race - 1916" og det var også Hitlers bibel. Madison Grant ville derimod intet have med Hitler at gøre, da Hitler ikke selv var arier men kun mellemeuropæer.

Det var de store amerikanske fonde som finansierede alle de tyske menneskeforsøg. Disse blev legitimeret af socialdarwinismen som Danmark var den europæiske fortaler for og som blev forlenet med pomp og pragt af Nobel Komiteen i Stockholm. De nazisitske forsøg stoppede ikke med nazimens men stoppede i Danmark først i 1968, formentlig var det Preben Wilhjelm som pressede JO Krag. I USA foregår de nazistiske menneskeforsøg den dag i dag.

Men jeg synes du skulle lade historien få et realitetscheck Grethe Preisler. Det fortjener den virkelig da de fleste synes at have meget at skjule.

Hvad er det iøvrigt der er skjult og indtil videre skal vedblive at være skjult. Det er fastsat i fredstraktaterne af 1945 og 1990, men vi ved end ikke hvad der er skjult.

Claus Sønderkøge
7990 Øster Assels, Mors
csdenmark@gmail.com
www.bridgefiles.net
SKYPE: csdenmark

Robert Ørsted-Jensen

Du blander begreberne racisme og nazisme sammen Claus.

Nazismen var først og fremmest et product af tysklands særlige forhold. Det var en særlig østrisk-tysk udgave af fascismen og borgerskabets angst for arbejderklassen stigende styrke. Arbejderledernes (spartakister og kommunisterne bør især dadles her) manglende evne til at forstå racismens væsen, og aktivt imødegå den, gjorde den til et anvendeligt værktøj til at splitte arbejderklassen. Arbejderbevægelsen forsømte muligheden for at afvise racismen og stå fast på den ligeret for alle mennesker på kloden som oplysningstiden havde deklareret. Marx selv er endog ikke uden skyld her.

Men du har ret deri at slavetrafikken, kolonialisme og imperiebyggerietr var grundpillen i racismen, som så til gengæld blev det væsentligste element i nazismen. Her har England bestemt et stort åg på skuldrene, men det var ikke landadlen, men en blandig af videnskab, vulgærvidenskab, det opvoksende bogerskabi og ikke mindst også arbejderklassen der udgjorde var rygraden i racismes opkomst og tiltagende styrke. Det var arbejderklassens og arbejderbevægelsens akilleshæl, og har været det siden, det anvendtes dygtigt senest af DF og den borgerlige regering i Danmark (for nu at blive i egen vugge). Den store tyske socialdemokrat August Bebel var desværre alt for ene om at indse dette. Racismen var det punkt hvor småborgerskabets politikere så en mulighed for at splitte og smadre arbejderklassen. At tyskland så blev det fremmeste land, var naturligt både grundet på dette lands høje industriudvikling og en krise der bed dybere grundet på Verseilles traktatens urimeligheder og de tyske socialdemokratiets manglende evne til at reagere resolut og dynamisk på den udfordring de stod over for. De kunne et stykke hen, havde tillladt sig samme friheder som Hitler, hvad angå det at bryde med Verseilles og sætte hjulene igang, og dermed medvirket til at undgå den højreradikalisering der var under anmarch. Man manglede kompetente arbejderledere.

Men når vi snakker om racisme og taler om slaveri og kolonisme som den væsentlige fødselshjælper, så kan vi ikke ignorere at tyskland selv, ikke mindst i Namibia og sydvestafrika (udgangspunktet for Bebels kritik af racismens opkomst som politiske ideologi, var omend en endog værre raceforbryder end englænderne.

Claus Sønderkøge

Jensen jeg vil ikke ind i polemik med dig da vi mest er enige. Du har ret i at jeg ikke skelner så nøje mellem racismen og nazismen. Årsagen hertil er at fællesmængden oftest er det tyskerne angribes for. Men når USA ikke ville løse jødespørgsmålet så skyldtes det Breckinridge-Long. Han var fascist og stor fan af Mussolini, han ledede den amerikanske delegation ved jødeforhandlingerne og var viceudenrigsminister i USA indtil 1944 hvor han efter pres blev fjernet. Han var den mand der sikrede at Fords fabrikker i Köln var de eneste bygninger i det område som ikke blev bombet.

Nå - du er jo velorienteret og det var egentlig Grethe Preislers fobi jeg ikke fandt var meningsfuld. Hun deler desværre sin fobi og manglende viden med de fleste.

Det havde været befriende hvis Lise Nørgaard til sin Matador serie havde foretaget solid research f.eks. ved at afsløre hvorledes den frisindede abortdebat via socialdarwinismen blev til legitimisering af menneskeforsøg. Kanslergadeforliget og vore sociallove har også en meget mørk side.

Claus Sønderkøge
7990 Øster Assels, Mors
csdenmark@gmail.com
www.bridgefiles.net
SKYPE: csdenmark

Robert Ørsted-Jensen

Jeg er slev også af tysk baggrund, noget jeg rent faktisk skemmeede mig over i mine yngre år, jeg havde meget svært ved at tilgive det der var sket bare få år tidligere. Jeg har også noteret mig at vi plejer at være ret enige, hvorfor jeg undrede mig lidt, men ok for retorikken. Jo Tyskland var bestemt og er på vej tilbage igen, efter hvad jeg mener er en på mange måde beundringsværdig oprydning, til en position som kulturelt lokomotiv. Jeg ved ikke hvad du bygger på af læsning Claus, mit speciale er racisme, det er det jeg laver og lever af i det britiske imperie, og jeg er ikke nig i din vurdering, også selvom jeg er enodog stærkt kritisk over for Britisk kolonialisme og racismen som i meget høj grad voksede ud af af denne og the british slave trade. Men hvis jeg skulle anbefale et par bøger til læsning hvad tyskland angår så ville det være Sebastian Hafners bøger om emnet og Victor Klemperers Dagbøger (begge og ikke mindst den sidste er et absolut must read og Hafners Defying Hitler og Klemperers dagbøger er at betragte som primærkilder) og hvad storbritanien angår har jeg for nyliog læst Ian Kershaws Making frind withHitler, en skildring af Britiske nazisympatier i perioden fra 1920 til 47. Der er meget andet man kan anbefale, men de vil dække en meget stor del af denne debat. Jeg bør tilføje Katrin Himmlers bogb nom sin egen slægt 'Die Brüder Himmler: Eine deutsche Familiengeschichte', som også fås i engelsk oversættelse. På det mere terotunge plan bør man altid læse Hannah Arendt Origin of Totalitarianism

Karsten Aaen, Christel Gruner-Olesen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Claus Sønderkøge,

"Når USA ikke ville løse jødespørgsmålet" skriver du. Og bruger det som alibi for 'ikke at skelne så nøje mellem racismen og nazismen'.

Hvis ikke "jødespørgsmålets løsning" var alfa og omega for Adolf Hitler og den høje og lave pøbel fra alle Weimarrepublikkens kanter, der bistod deres Führer med at transformere 'das Land der Dichter und Denker' til 'das Land der Richter und Henker' - hvad var og er så egentlig den inderste kerne og raison d'etre i den nazistiske ideologi - andet end den gode gamle velkendte antisemitisme i dens hidtil mest uhyggelige manifestation?

Og hvorfor var det så egentlig så magtpåliggende for Det Tredje Riges generalstab at please deres Führer ved at sørge for, at der gik tog til tiden med jøder til Auswitch selv i den fase af krigen, hvor deres egen 'Wilhelm Tell' havde forlagt residensen til sin bunker i Berlin, og Den røde Hær allerede stod i forstæderne?

Hvem er de næste, der efter din mening 'burde sættes voldeligt på plads' for ikke at ville acceptere Adolf Hitler som en historisk skikkelse i klasse med Wilhelm Tell og Andreas Hofer? Grækerne, Cyprioterne, Italienerne, Spanierne eller Portugiserne?

Eller efterkommerne af de jøder, der ikke nåede at flytte sig hurtigt nok til at undgå transporten til Hitlers dødsfabrikker?

Claus Sønderkøge

Robert Jensen det er ikke dem jeg er gået efter. Mit udgangspunkt var oprindeligt at følge den tyske modstandsbevægelse og det er det sådan set stadig. Henning von Treschkow er en mand som burde æres af alle demokrater, så du vil på min web-side se ham sammen med Olof Palme.

Derudover har jeg forsøgt at forfølge hvad amerikanerne gjorde og specielt hvad de amerikanske jøder mente om det. Amerikanske historikere har fornuftige arbejdsforhold og kan derfor præstere seriøs information. Så analyser af den amerikanske udenrigspolitik og erindringer af den amerikanske forsvarsminister er vigtige. Tyske alternative forfattere er ligeledes vigtige for at finde Hitlers amerikanske venner. Og så er der det danske studie "Lene Koch - Racehygiejne og tvangssterilisation"

Claus Sønderkøge
7990 Øster Assels, Mors
csdenmark@gmail.com
www.bridgefiles.net
SKYPE: csdenmark

Robert Ørsted-Jensen

Det er en stor fejl Claus, især de to kildeskrifter er afgørende for en forståelse af tysklands vej til nazisme, og der er en meget stor og på flere punkter afgørende forskel på almindelig racisme og så det nazismen advokerede

Historikere - er det ikke personer som ofte bygger nye luftkasteller på andre ældre historikeres luftkasteller som allerede dengang blev bygget op omkring endnu ældre historikeres luftkasteller af løgne.
Lutter misvisende løgne.

Sandhed er som at finde et tørret græsstrå i en høstak.

Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson

Har man endnu ikke fattet, at forfattere også kan være moralister, men ikke nødvendigvis konsekvente i deres moral? Opportunisme er også et fælles menneskeligt træk, som forfattere ikke er immune over for.

Helgason er dog heldigvis ikke i samme penible situation som en langt større litterær skikkelse fra Island, selveste Halldór Laxness. Laxness tog i 1936 to gange til Berlin i 1936 for at forsøge at indløse et honorarer som et forlag skyldte ham. Den unge forfatter var naturligvis bange for at han ikke fik sine penge. Der var ingen censur fra forlagets eller myndighedernes side og i 1936 var det kun økonomiske problemer som forsinkede udgivelsen af en af Laxness' værker i Tyskland.

Mere end 30 år senere, i sine memoirer, fortalte Laxness ikke om de to rejser, men kun én. Han opdigtede at han ikke kunne få sine honorarer, fordi at nazisterne havde fået praj om at han var socialist. Det rigtige er, at den tyske afdeling for det østrigske forlag, som udgav Laxness bog, var blevet arieficeret og kapitalen i den tyske afdeling tillod ikke betalinger til forfattere.

Laxness fik sin betaling og stak os en hvid løgn og tog til Olympiaden i Berlin i august sammen med professor Jón Helgason, selvom hans forlægger befandt sig i Leipzig. Laxness og Helgason fik, ifølge Laxness, billetter til Olympiaden fra en jødisk ven og oplyste senere at dennes datter, en pige med en "sabelkrum næse" havde bragt dem billetterne ved indgangen til Stadion. Faktum er, at det ikke en gang kan dokumenteres, at Laxness havde jødiske venner i Tyskland i 1936.

Før Laxness kom til Berlin i august 1936, deltog han i en PEN-konferencen i Rio de Janeiro. På den historiske konference i Rio var Laxness en af Stalins største fortalere. Det forhold medførte at nazisternes kulturorganisationer ændrede mening om Laxness i 1937 og forhindrede at hans bøger udkom.