Nyhed
Læsetid: 9 min.

’Er man et svin af et menneske, bliver man til hans bacon’

Danske Mads Mikkelsen spiller populærkulturens vel nok mest kendte skurk, psykiateren og kannibalen Hannibal Lecter, i en ny tv-serie. ’Han er ligesom Lucifer, en falden engel,’ siger Bryan Fuller, manden bag ’Hannibal’, der begynder på amerikansk tv i dag
Han holder virkelig meget af de mennesker, han manipulerer, fortæller Mads Mikkelsen om sin rolle, psykiateren og kannibalen Hannibal Lecter. Og de mennesker han ikke bryder sig om, tøver han ikke med at sende lige lukt i Helvede. Mens han nyder dem til et godt glas Chianti. Foto: SBSMedia

Han holder virkelig meget af de mennesker, han manipulerer, fortæller Mads Mikkelsen om sin rolle, psykiateren og kannibalen Hannibal Lecter. Og de mennesker han ikke bryder sig om, tøver han ikke med at sende lige lukt i Helvede. Mens han nyder dem til et godt glas Chianti. Foto: SBSMedia

Kultur
4. april 2013

»Han skal ikke spilles gal.«

Den skotske skuespiller Brian Cox kigger på mig med sine klare blå øjne.

»Han er sindssyg, men ikke gal.«

De fleste mennesker kender Hannibal Lecter, den hyperintelligente psykiater og seriemorder med smag for menneskekød, fra Jonathan Demmes Ondskabens øjne (1991), hvor Hannibal the Cannibal spilles med bravour af Anthony Hopkins, der fik en Oscar for sin på én gang besnærende og uhyggelige præstation.

Men det var faktisk Cox, der fem år tidligere, i 1986, første gang spillede rollen i Michael Manns uretfærdigt oversete Manhunter, som var inspirationen for Hopkins’ version, komplet med hvid fængselsdragt, tilbagestrøget, vandkæmmet hår og gentlemanmanerer.

Og det er altså Cox, der fornylig til et filmarrangement i London svarede på mit spørgsmål om, hvordan Mads Mikkelsen skal gribe rollen som Hannibal Lecter an i den nye, amerikanske tv-serie, Hannibal, som den danske skuespiller har titelrollen i, og som begynder på amerikanske NBC i dag og på danske Kanal 5 den 14. april.

Fascinerende rejse

Hannibal Lecter, gourmet, æstet og en af populærkulturens mest kendte og dyrkede skurke, er den amerikanske forfatter Thomas Harris’ opfindelse og har indtil videre optrådt i fire bøger, Red Dragon, Ondskabens øjne, Hannibal og Hannibal Rising, som alle er blevet filmatiseret – Red Dragon endda to gange: som Manhunter og som Red Dragon i 2002 af Brett Ratner. I de to første bøger (og film) møder man først Hannibal, efter at han er blevet fanget af FBI-agenten Will Graham, som han sårede dødeligt, og hvor han indvilger i at hjælpe FBI med at fange andre seriemordere – hvis, som han siger til Clarice Starling i Ondskabens øjne, altså kan få noget af hende til gengæld, og således begynder et fascinerende og farligt psykologisk spil med Lecter i førersædet.

Tv-serien Hannibal, der er skabt af Bryan Fuller, tager udgangspunkt i Thomas Harris’ personer, men ikke en af hans bøger, og foregår i tiden, inden Hannibal Lecter bliver afsløret som seriemorder og kannibal. I begyndelsen af første sæson hyres psykiateren Lecter (Mads Mikkelsen) af FBI-chefen Jack Crawford (Laurence Fishburne) til at evaluere den brillante, men mentalt ustabile FBI-agent Will Graham (Hugh Dancy), hvis evne til at sætte sig i selv den mest bestialske morders sted har været tæt på at koste ham forstanden.

Crawford har brug for Graham, og med Lecter som en slags psykologisk krykke begynder Graham igen at arbejde i marken i stedet for kun at undervise, og snart er han på sporet af endnu en seriemorder. Hvad Graham og Crawford ikke ved, er, at Lecter sideløbende med sit arbejde som psykiater – og FBI-konsulent – selv er en seriemorder, som ikke nøjes med at dræbe, men også fortærer sine ofre i bedste gourmetstil.

Det ved publikum selvfølgelig godt, og det gør kun Hannibal mere spændende: Vi ved, hvor det ender, men kender ikke rejsen derhen.

Venner, ikke fjender

»Vi ved, at oprørerne får sprængt Dødsstjernen i stykker. Vi ved, at Hannibal Lecter bliver fanget og ender på en anstalt for sindssyge kriminelle. Og vi ved, at forholdet mellem Will Graham og Lecter bygger op til et meget eksplosivt klimaks,« siger Bryan Fuller og erklærer sig enig med Brian Cox.

»Men fordi vi tillader os at bryde med bøgerne, er det overraskende for både det litterære publikum og filmpublikummet, hvor vi bevæger os hen i serien. Det er en fordel for os, at vi beskæftiger os med en periode i Lecters liv, som ikke er blevet udforsket i litteraturen eller filmene, og hvor han stadig er fungerende psykiater og aktiv kannibal. Det har også fritaget os for det ansvar, det ellers ville være at genskabe en rolle, der er blevet spillet af så store skuespillere som Brian Cox og Anthony Hopkins. I stedet for at forsøge at træde i deres fodspor, har Mads fundet sin egen vej.«

Samtidig tillader Fuller sig at lade Hannibal Lecter og Will Graham møde hinanden under andre omstændigheder end i bøgerne, hvor de to bestemt ikke er venner.

»I bøgerne har de mødt hinanden to gange, hvor Graham afhører Lecter, og det resulterer så i, at Lecter skærer i Graham med en hobbykniv, og Graham skyder Hannibal. Vi antyder, at der er en større dybde i deres forhold ved at lade dem mødes under andre omstændigheder.«

En falden engel

Bryan Fuller sammenligner Hannibal Lecter med Lucifer, en falden engel, der er fascineret af mennesker og menneskelighed, men som ikke tøver med at sende mennesker, han ikke bryder sig om, lige lukt i helvede. Mens han nyder dem til et godt glas Chianti.

»Hannibal Lecter er udefinérbar i forhold til sit vanvid. Han er ikke psykopat, fordi han føler anger. Og han er ikke en sociopat, fordi han ejer empati. Han eksisterer ikke inden for psykopatologien. Han er et stykke fiktion og en unik litterær figur.«

Der er noget interessant ved Hannibal i tv-serien, som vi ikke har set i filmene, forklarede Mads Mikkelsen selv, da Information i december mødte ham til European Film Awards i Malta.

»Han besidder en kæmpe portion empati i forhold til at kunne komme ind og populært sagt kneppe andre folks hjerner. Det er ikke en overfladisk sympati. Han holder virkelig meget af de mennesker, han manipulerer. Den form for psykologi, hvor man tror på sin egen løgn. Det er interessant, fordi så kan vi tillade os at gøre ham menneskelig nok til, at han reelt har store følelser for de mennesker, han er sammen med – godt nok på sin egen pudsige måde. Vi kan selvfølgelig ikke slippe af sted med at lade ham gøre som i filmene, fordi der er han fanget og kan spille alle sine kort. Han kan være lige, hvad han vil være. Det kan han ikke i serien. Jeg skal lave venskaber, og folk skal være fortrolige ved mig, ellers er jeg færdig.«

Og det er svært at spille, fordi Hannibal er så koldt og korrekt et menneske, der har styr på alting, siger Mads Mikkelsen.

»At finde et menneske inde i det er ret udfordrende, at finde en indre varme i ham, som vi synes er okay.«

Overlappende cirkler

Der er en sort, næsten perverteret form for humor i at lade Hannibal Lecter være Will Grahams psykiater i Hannibal – ja, selv Jack Crawfords kone begynder at gå i terapi hos Lecter – og det har tydeligvis moret Bryan Fuller at spejle de to figurer, personer, i hinanden.

»Tegner man et Venn-diagram med Hannibal i den ene cirkel og Will i den anden, overlapper de to cirkler hinanden ganske meget,« siger Fuller.

»De har mange ting tilfælles, når det kommer til deres følsomhed, opfattelsesevne, evne til at forstå de mest horrible menneskelige instinkter uden at dømme dem i øjeblikket. Men Will Graham er et godt menneske, mens Hannibal Lecter er en djævel. Han har noget djævelsk over sig og er en skurk eller en antihelt af en eller anden slags. Der er et fascinerende øjeblik i bogen Red Dragon – og de to filmatiseringer – hvor Hannibal siger til Will Graham, at ’du fangede mig, fordi du er mere ligesom mig, end du er villig til at acceptere.’«

Denne sætning fangede Fuller, fordi der er en sandhed i den, som Will Graham forstår.

»Vi skildrer Will som et menneske, der ikke bryder sig om, at andre mennesker roder rundt i hans hoved, fordi han er bange for, hvad de måske finder, og hvad han måske vil finde ud af om sig selv. Han ved godt selv, at han i betænkelig grad kunne minde om Hannibal Lecter.«

To unikke mænd

I det hele taget er omdrejningspunktet i Hannibal forholdet mellem de to mænd. Da Bryan Fuller af en ven i tv-branchen blev spurgt, om han mente, at man kunne lave en tv-serie om Hannibal Lecter, sagde han ja. Alene det at tale om figuren gjorde ham nysgerrig efter at vide mere. Da han så fik at vide, at NBC, som producerer Hannibal, tilmed ejede rettighederne til Will Graham-figuren, indvilgede han i at skrive serien.

»Oprigtig talt var grunden til, at jeg ville involveres i det, helt selvisk som tv-seer: Jeg ville sikre mig, at det blev den serie, jeg gerne selv ville se,« siger Fuller, der havde lyst til at lave noget mere gyseragtigt end de serier, han hidtil havde lavet: Dead Like Me (2003-04), Wonderfalls (2004) og ikke mindst Pushing Daisies (2007-09).

»Med Hannibal fik jeg mulighed for at lave noget, der lå tæt op ad, hvem jeg er som kunstner, og hvor jeg kan få adgang til de mørkere sider af mit temperament uden at skulle forsøde det på nogen måde.«

Fuller synes også, at Hannibal på en måde er en kærlighedshistorie mellem Hannibal Lecter og Will Graham – to mænd, der har følelser for hinanden og påskønner hinanden.

»En mand, der i sit vanvid er så unik, bliver tiltrukket af en anden mand, der også er unik i sit vanvid, og så har man de her to unikt vanvittige mennesker, der har brug for hinanden til at forstå sig selv. Det er så menneskelig en historie, og jeg blev begejstret over alle de retninger, den kunne bevæge sig i, blot med udgangspunkt i dette forhold. Det er så komplekst og så rigt,« siger en begejstret Fuller.

Han har allerede planlagt adskillige sæsoner af Hannibal og håber, at NBC giver ham lov til at fortsætte. Mads Mikkelsen har forpligtet sig på indtil videre fire sæsoner. Hvor længe serien så får lov til at fortsætte, afhænger af primært af seertallene.

Fritgående uforskammede

Og Bryan Fuller, der er vokset op som fan af gyserfilm, har tænkt sig at udfordre seerne. Da han første gang så Ondskabens øjne, blev han overvældet. Her var en gyserfilm, som forstod at skjule, at den var en gyserfilm.

»Alle talte om den som en anden genre, men det er en vaskeægte gyserfilm med en skurk, der er larger than life og operaagtig: Da jeg blev tilbudt Hannibal, tænkte jeg, at ’det er en mulighed for at fortælle en anden slags gyserhistorie på tv med genrens mest ikoniske skurk’. Vi har Freddy Krueger, Jason Vorhees og Michael Myers og den slags filmmordere, som også er blevet en del af populærkulturen og mainstream. Men ingen af dem er gentleman som Hannibal, der forstår at værdsætte skønheden i verden i så høj grad, at er man et svin af et menneske, ja, så bliver man til hans bacon. Der er vid i figuren, og der er en meget mørk humor i stil med, at hans ofre er ’fritgående uforskammede’.«

Og fordi Hannibal Lecter hører til i et gyserunivers, er det essentielt for Fuller, at Hannibal viser genren respekt, også selv om serien vises på den kommercielle kanal NBC. På de kommercielle, reklamefinansierede kanaler er man nødt til at være forsigtige af hensyn til annoncørerne, mens kabelkanaler som HBO, AMC og Showtime, der lever af abonnenter, kan give den fuld skrue, hvad angår for eksempel sex og vold.

»Hannibal bliver vist kl. 22, og som seer ville jeg selv have visse forventninger til, hvad en serie, der kalder sig Hannibal og er baseret på historierne om Hannibal the Cannibal, mon var for noget,« siger Fuller.

»Vi er nødt til at skubbe til grænserne for, hvad vi kan tillade os – tv-mediet er under forandring. Kommercielt tv er ikke længere, hvad det var engang. Tv-seerne forsvinder ikke nødvendigvis, men de skifter karakter. De begynder at se kabel-tv, fordi de vil have noget andet indhold, og man kan ikke blive ved med at lave variationer over læge-, advokat-, politiserie-skabelonen, hvis man vil give dem noget, de ikke har set før. Vi har mulighed for at redefinere, både hvem Hannibal Lecter er, og hvad tv er. Men jeg føler samtidig et stort ansvar over for de seere, der er fans af bøgerne og filmene: Ligesom jeg vil se en bjørn i sine naturlige omgivelser, ikke iført kjole i et cirkus, vil jeg se Hannibal i sine naturlige omgivelser, og hvad han foretager sig i de omgivelser. Jeg har ikke lyst til at give ham kjole på og se ham danse rundt i ring. Jeg vil ikke ydmyge figuren på den måde.«

NBC begynder at sende Hannibal i dag. Danske Kanal 5 sender Hannibal fra søndag den 14. april kl. 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Andersen

To mænd i et køkken - det er set før.

Og nej, Harris har skam ikke opfundet Hannibal.....som så meget andet i USA's populærkultur ligger der noget reelt bag, se f.eks. her:
http://da.wikipedia.org/wiki/Ed_Gein

Karsten Aaen:

Ed Gein er inspirationen til James "Buffalo Bill" Gumb i bogen Silence of the Lambs, ikke Hannibal Lecter.

Jette Abildgaard

Ikke et ondt ord om Mads Mikkelsen, men rollen som Hannibal Lecter tilhoerer helt klart Anthony Hopkins og, absolut ingen andre......

@Jette:

Det sagde man jo også om Nicholson's Joker, men så kom Heath Ledger, som mange mener var en bedre skurk. Jeg tror personligt, at Mikkelsen kommer til at løfte opgaven fint, og jeg glæder mig til at se pilot-afsnittet :)