Læsetid: 5 min.

Han trådte ned i floden

Den norske violinist Nils Økland har skabt sin egen dundrende smukke, tyst undersøgende genre, der er rig på folkemusik – men samtidig opdaterer og udvider mulighederne i undersøgelsen af nationale rødder
Norske Nils Økland spiller blandt andet på hardangerfelen – et over 300 år gammelt norsk folkemusikinstrument tæt på violinen, men i tyndere træ. Han kan opleves i aften i København.

Arthur Halseid

5. april 2013

Nils Økland voksede op i et hjem med klaver, i en kultur gennemsyret af et aktivt forhold til musik – det var noget, man sang og spillede, ikke noget man kun lyttede til. Der var gang i folkemusikken hjemme hos Økland-familien, gang i en musiktradition, der blev videregivet ved mundtlig overlevering fra generation til generation.

Det kan man sagtens høre den dag i dag i Nils Øklands dundrende smukke og alligevel afsindig tyste, ekspansive og alligevel vildt nærværende, atmosfæriske og alligevel dybt gribende musik. Men der er også noget andet end folkemusik på færde.

Folkemusik kan nogle gange lyde som et falmet foto fra en svunden tid, måske af en bondegård ude på landet. Men i Øklands musikverden taber det foto sine konkrete forankringer i en svunden tid og en særlig topografi. Som om farverne på papiret pludselig er helt friske og stadig kan skubbes rundt i nye former og betydninger. Og det bliver de: Ind kommer Balkans folkemusik og jazzens moderne improvisationer og river det stråtækte tag af gården. Og inspirationerne fra ny kompositionsmusik river en hel væg ned og åbner ud mod et landskab, der både virker fremmed og hjemligt.

Eller sagt på en anden måde: »Jeg husker en person ved navn Bjarne Herrefoss, som jeg mødte i bjergene en enkelt gang. Han spillede nogle gamle sange for mig, som jeg havde hørt før. Men han havde ændret på alting. Jeg tror, det var sådan, han gjorde hele tiden. Det var flydende, som en flod,« fortæller Nils Økland i telefon fra Norge.

»Det er forskellen på notationsmusik og den gamle verbale traditionelle musik. Hvis du spiller jazz eller rock eller folkemusik, så er det en slags flod. Og hvis du vil være en del af den musik, så må du stige ned i den flod.«

Og ned i floden trådte han. Som barn ville han spille fløjte, men de to pladser i orkesteret var optaget, så han greb violinen. Siden spillede han op til dans sammen med onkel på harmonika. Han lærte sig rocksange, så han kunne spille til sin ungdoms fester i den lille fødeby Haugesund på vestkysten.

Hans ven og nuværende musikerkollega i bandet 1982 Sigbjørn Apeland introducerede ham for religiøse sange, som Apeland havde nedskrevet fra gamle lokale musikere. Og de begyndte at spille dem i trioformat i kirker, hvor de også improviserede en del.

Så fik Økland stipendium til Budapest Musikakademi, hvor han studerede en af sine store passioner, romaernes musik. Her fandt han paralleller til norsk folkemusik, og det var også i disse år, han begyndte at spille på det norske folkemusikinstrument hardangerfelen, der er i familie med violinen. Og da han vendte tilbage til Norge, kontaktede han gamle hardangerfele-musikere, for at lære af dem.

Pladespillerens betydning

I disse tider, hvor alt kan digitaliseres perfekt og uploades til en sky for evig, er det en langt mere foranderlig tradition, Nils Økland kommer fra. En tradition, der lever mellem hænderne og ørerne på folkemusikere. Og den har været skubbet ud af populærkulturen i Norge – akkurat som herhjemme, hvor den i mange år har været i reservat på Dansk Folkemindesamling, Spillemandsmuseet i Rebild og Tønder Festivalen.

»Jeg voksede op med irsk musik, rock og med klassisk instrumentalmusik i musikskolen. Der var ingen, der talte om gammel folkemusik, og hvad der skete lokalt. Det vidste jeg intet om, da jeg voksede op, bortset fra hvad jeg hørte derhjemme,« siger han. »Folk siger, at det havde religiøse årsager, fordi det var syndigt at spille op til dans. Men jeg tror, pladespillerens ankomst var langt vigtigere end religiøse begrænsninger.«

Herhjemme er en ung generation i dag i gang med genopdage folkemusikken efter en mangeårig afbrydelse, som i høj grad skyldes efterkrigstidens amerikanisering og rockplader. Akkurat som i Norge. Men sandsynligvis herhjemme forstærket af Dansk Folkepartis forsøg på at tage dansk folklore som gidsel i sit politiske isoleringsprojekt.

Økland kan nikke genkendende til problematikken: »I Irland har musikken fået lov at udvikle sig, men i Norge var det i mange år folkemusikforeninger, der måtte tage vare på musikken. Det var hovedfokus: At tage vare på den. Derfor tror jeg ikke at den udviklede sig så meget.«

– Det passer vel også ind i en højreorienteret idé om en nation, som ikke må påvirkes af den omgivende verden?

»Ja, det var formentlig vigtigt. Men det har forandret sig meget, og jeg tror, det startede i 1970’erne, for der havde vi den første store kamp om EU. Og unge mennesker begyndte at fokusere på gammel norsk musik.«

– Der opstod en diskussion om, hvad Norge var i forhold til resten af Europa?

»Ja, så det var den anden vej rundt, det var venstreorienterede, der var mest interesserede i gamle norske traditioner.«

De omrejsende musikere

Og forandringerne har taget til. Da Ole Bull Akademiet blev grundlagt i 1976, var det den eneste offentlige institution, hvor man kunne studere folkemusik. Ellers måtte man gå ud og finde en folkemusiker. I dag kan man studere det på flere musikakademier, ikke mindst i Oslo. Det er blevet ret populært at spille hardangerfele. Og tilbage i 1990’erne fik den første omrejsende spillemand lov til at forelæse på et musikakademi, på Ole Bull Akademiet. De har ellers været stærkt undertrykte i Norge.

»Man kan ikke læse så meget om omrejsende musikere i bøgerne, om de forskellige landes folkemusik, for det er ikke så vigtigt i den nationale opbygning af et land. Men jeg mener, at den omrejsende musiker er virkelig vigtig i Norge, formentlig i alle lande.« Ja, de bragte jo nye sange til lokalbefolkningerne, som så tog dem til sig og tilpassede dem til deres omstændigheder.

»Ja, og jeg mener, at nogle af de bedste musikere i Norge har været omrejsende musikere. Men i Norge blev der ført en politik, der fratog dem deres heste. Og deres børn blev taget fra dem og sat i institutioner.«

– Hvorfor?

»De ville ikke have, at folk rejste rundt, de ville have, at folk slog sig ned.«

Økland betoner, at ens lokale musikmiljø og det at se musikere spille koncerter er helt afgørende for dannelsen af en musikalitet. Han er selv flyttet tilbage til fødebyen Haugesund. Men han siger samtidig, at »i dag er alle musikere mere eller mindre omrejsende folk«.

Floden, som han bruger som metafor for musikalitet, er altså ikke nogen lukket strømning af rent norsk bjergvand: »Jeg har aldrig haft et særlig stærkt forhold til hiphop. Men jeg var til koncert med den svenske rapper Timbuktu og hans band for to år siden. For mig var denne musik direkte så stærk. Så da jeg kom hjem, lavede jeg mit eget nummer, inspireret af koncerten.«

 

Nils Økland spiller i aften på Jazzhouse, Kbh. – både solo og i kvartetten 1982 & BJ Cole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu