Læsetid: 2 min.

En afbalanceret retoriker

Finn Stein Larsen

Claus Fisker

3. maj 2013

Litteraturhistoriker, kritiker, fhv. studielektor Finn Stein Larsen døde i sidste uge 83 år gammel. Hans livslange stilling som gymnasielærer ved Århus Katedralskole sikrede hans pædagogiske indsigt som litterat og formidler af moderne dansk litteratur. Hans speciale var især modernismens lyrik, som det bl.a. fremgår af hans vægtige og vigtige 100 siders bidrag til DRs grundbog Modernismen i dansk litteratur (1967), en oversigt over dansk poesi fra symbolismen og frem til de samtidige digtere i 1960’ernes tidlige år. Han var trænet i brugen af den nykritiske nærlæsningsmetode efter studier ved Yale Universitet, USA, under den estimerede professor René Wellek. Den udmøntedes i hans stadigvæk inspirerende læsninger af Prosaens mønstre (1971). Materialet er forskelligartede tekster gennem tiderne fra Ewald til Højholt med en personlig brug af strukturelle principper. Allerede tidligt havde han øje for sådanne forestillingsmønstre hos moderne digtere så uens som Edith Södergran (1958) og Per Lange (1964), psykiske og sproglige mønstre som en anderledes vej ind til det personlige end før banet af den biografistiske og nationalhistoriske litteraturbetragtning, der herskede i al landsens skoletimer.

Stærk tilstedeværelse

Finn Stein Larsen havde en pæn andel i litteraturundervisningens nødvendige fornyelse i 1960’erne, hvad både metode og pensum angår. Samtidens digtning var pludselig gyldig, og modernismen blev en sag, et fund for pædagoger i både folkeskole, gymnasium og på universiteter. Synlige bidrag er vægtige lyrikantologier og en direkte Indføring i digtlæsning, nødvendigvis ikke så brillant som hans ellers fantasifulde diktion i både skrift og tale.

Hans personlige tilstedeværelse var stærk i dens århusfarvede nasalklang, blomstrende sproglige udførelse og humoristiske overskud, der også gav hans udstrakte skrevne anmeldervirksomhed klangfarve i årene ved Aarhus Stiftstidende og Weekendavisen. Varig værdi har også hans to fyldige monografier, den om Jens August Schade (1973), en veltalende apologi og positionering af den forvovne digters univers og betydning, og især den om Frank Jæger, Den magiske livskreds (2002). Det er en sammenhængsskabende mønsterudredning af et lyrisk forfatterskab, der undergik en skæbnesvanger glidning fra idyl til tragedie i løbet af syv digtsamlinger: en vej fra tilsyneladende ubesværethed til et karaktersammenbrud.

Varmen i Stein Larsens glæde ved forfatterskabet og dets særegne konfliktbehandling er smittende, hans overtalelsesevne er suggestiv, måske undertiden faretruende i kraft af hans opulente sprog og retoriske schwung, der omkranser en tøjlet lærdom, akademisk velfunderet, men bredt favnende ud til en retfærdig placering af disse digte, der i sin tid kom i modvind af den fremherskende modernisme.

Finn Stein Larsens fine afbalancering af ældre og nyere tids digtning og deres relevans for nutiden i kraft af deres kvalitet mere end behørig tendens var og er velgørende i almindelig takskyldighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu