Læsetid: 6 min.

Drømmen var altid Det Kongelige Teater

Med en enkelt undtagelse har anti-naturalisten Klaus Hoffmeyer været rundt i alle hjørner af dansk teater. I aftes blev han hyldet for en livslang indsats, da han fik overrakt Bikubens Hæderspris 2013 på 300.000 kroner i forbindelse med årets Reumert-fest i Operaen i København
Teaterinstruktøren Klaus Hoffmeyer modtog i går Bikubens Hæderspris ved Årets Reumert 2013. Selv er han mest stolt af sit arbejde med at lave en slags ’hvidbog’ med teaterfolkenes behov, som arkitekterne kunne bruge, da de skulle tegne det nye skuespilhus.
6. maj 2013

Den første gang, Klaus Hoffmeyer var i Det Kongelige Teater, var, da han som dreng blev inviteret med til Wagner-operaen Lohengrin af sin onkel og tante. Bagi den tids telefonbog var der en grafisk oversigt over samtlige tilskuerpladser i teatret samt et billede af fortæppet med Akropolisbjerget som motiv. Det glædede han sig til at se i virkeligheden.

»Til alt held, for ikke at sige et svineheld, kom vi for sent,« fortæller han.

Onklen og tanten overså først, at forestillingen startede kl. 19.30 og ikke kl. 20. Hu hej, ud i en taxi og af sted i en fart. De kom ind af en sideindgang og skyndte sig ad labyrintiske gange, op og ned ad trapper, til en lille korridor, hvor en brøsig dørvogter sagde, at de måtte vente med at gå ind, til ouverturen var færdig.

Ak, da var fortæppet trukket op. Til gengæld skete der en magisk revolution inde i hans hoved, da operakoret i første akt gav den for fuld udblæsning.

»De wagnerske kor er utrolige. Man bliver høj af dem,« siger han.

– Men hvorfor var det et svineheld at komme for sent?

»Jeg har en stor kærlighed til det, man dumper ind i ved en fejltagelse!«.

Klaus Hoffmeyer voksede op i et kulturradikalt lægehjem, først i Slangerup, siden Hillerød. Der blev diskuteret både kultur og politik. Faderen gik ind for fri abort, nogle gange i konfrontation med daværende justitsminister K.K. Steincke. Moderen rasede voldsomt, hvis han ikke havde sørget for at få det sidste ord på et debatmøde.

Klaus Hoffmeyer fik indirekte teateroplevelser, når forældrene kom hjem og havde oplevet noget epokegørende som Arthur Millers Heksejagt. Senere, med gymnasiekammerater, gik han i teatret, hvor andre unge gik i biffen. Intet kunne måle sig med Det Kongelige Teater med dets store udtræk af sang, dans og orkestermusik.

»Vi begyndte så at skelne mellem, hvad der var godt og dårligt,« beretter han, »og til sidst blev jeg godt træt af naturalistisk teater. Jeg tænkte: Det kan ikke bare være det. Der må være noget mere.«

Hashtræet

Den opfattelse blev han bestyrket i, da han som ung mand studerede teater på Sorbonne i Paris. Her gik han på et kursus om det nye, absurde teaters forudsætninger. Han mærkede sig denne udtalelse fra Ionesco: »Teater er det sted, hvor man kan mest, men vover mindst«. Hjemme igen begyndte at instruere på Studenterscenen, det eneste sted, hvor man kunne lave det, de andre teatre ikke ville røre. Derfra gik det videre med eksperimenter og avantgarde.

– Hvordan gik det til, at du med det smalle udgangspunkt blev ansat på massemediet tv, om ikke i dets barndom, så i dets teenagetid?

»Bjørn Lense-Møller, som var chef for TV-Teatret, tog mig ind. At han turde det, var jo fantastisk, for jeg så ikke selv meget tv, foragtede det måske endda lidt. Der var i Danmarks Radios monopoltid, og der var altid telefonstorm, når jeg instruerede noget. Folk ringede ind og brokkede sig.«

– Særlig stærk var stormen, da du instruerede Jess Ørnsbos ’Hashtræet’. Hvordan oplevede du det?

»Jeg var noget chokeret, men forfatteren Henrik Bjelke gav mig dette råd: ’Bare sig til dem, at Griegs klaverkoncert var en fiasko i starten, men senere blev den et slagnummer!’ Jeg ville hellere lave teater, men på en måde var det også sjovt at eksperimentere med tv. Blot irriterede det mig, at billederne ikke stod lige så skarpt som på film. På skærmen blev det hele mere blødt. Jeg oplevede det at kaste billeder på en skærm lidt ligesom spejlæg på en pande.«

Reenbergs facon

Klaus Hoffmeyer føler sig privilegeret ved, at han stort set altid har været i arbejde og fast tilknyttet et teater, både i København, Aarhus, Aalborg og senest Odense. Men det var stadig Det Kongelige Teater, der stod som ønskemålet. Han hørte bare ikke fra det.

»Det var, som om man var tilfreds med de instruktører, man havde, Edvin Tiemroth, John Price og Sam Besekow, og de var jo også gode,« erkender Klaus Hoffmeyer. »De kørte det hele, men de gik ikke ud og så, hvad der skete på små teatre«.

»Da jeg fyldte 40, anede ingen derinde, hvem jeg var, og der gik 20 år, før jeg hørte fra det skide teater, som jeg sådan havde set op til. Så fik jeg tilbudt P.O. Enquists Regnormenes liv«.

Det blev en kæmpe succes, og Klaus Hoffmeyer fik tilbudt flere opgaver på teatret, også de store klassikere, som han tilførte ideer fra det absurde teater.

– Det var vel noget af en udfordring pludselig at skulle arbejde med kongelige skuespillere, f.eks. Jørgen Reenberg?

»Jeg skulle ikke tro, at jeg skulle instruere ret meget på ham. Han lyttede altid lidt til, hvad jeg havde at sige fra instruktørstolen. Så sagde han: ’Nu skal du se, Klaus, jeg har en bedre ide’. Så så jeg på det, han lavede, og det var jo forrygende.«

Skuespilhuset

– Senere blev du selv skuespilchef. Hvad var fornøjelsen ved at administrere?

»Det var ikke et kald, for jeg ville jo primært instruere, men der var en dårlig stemning på teatret. Der manglede nogle, som tog hånd om det. Så søgte Jan Maagaard, som også var instruktør, og jeg chefposten sammen og fik den. Han kunne finde ud af det med penge. Det var jeg en idiot til. Men vi kunne snakke sammen. Til sidst fik han dog nok af mig og sagde op, mens jeg tog fire år til.«

– Hvad ser du som din vigtigste indsats på Det Kongelige Teater?

»I de år havde vi kun den elendige Stærekassen at spille i, og operaens venner buldrede frem og forlangte et operahus. Jeg udfærdigede i samråd med skuespilleren Henning Jensen en slags hvidbog over, hvordan man ideelt set skulle indrette et skuespilhus. Alt fra hvorfor vi skal have et nationalteater, til hvordan publikum skal sidde og – rent ud sagt – den åndelige baggrund for det hus, der til sidst blev bygget. Kulturministeriet og ikke mindst arkitekterne var meget glade for det, og jeg betragter det selv som næsten det vigtigste, jeg udførte.«

Aviserne

– Hvordan ser avisernes behandling af teaterstoffet ud i din optik?

»Det første år som chef fik vi gode anmeldelser, men som min gode kollega og ven i Stuttgart, Friedrich Schirmer, sagde: ’Efter det første år får du kniven!’ Det skete. Hold kæft, hvor var de efter mig. De syntes, jeg var for intellektuel til Det Kongelige Teater. De syntes, det skulle være mere folkeligt. En eller anden skrev i Politiken, at vi jo ikke engang kunne spille en musical, men det havde vi faktisk gjort. Så stort var hadet, at de fornægtede selv virkeligheden. Vi genoplivede også folkekomedien, som jeg syntes, teatret burde dyrke. En ny folkekomedie er guld værd. Alle anmeldere kørte på, at det lignede Sam Shepard. Men Holberg lignede også Moliere. Det er dræbende, hvis man begynder på sådanne sammenligninger.«

– Og anmelderne?

»Information har sgu ikke været min ven. Det kan jeg roligt sige. Jeg er for længst holdt op med det, men i gamle dage kunne jeg finde på at tage til orde mod dem. Tit var de for gamle eller for litterært uddannede. Man kunne godt ønske sig, at teatret havde nogle begejstrede dyrkere af genren, ligesom rockmusikken har. Sikke den dog er blevet bakket op!«

Onde Reumert

– Hvad mener du om den udvikling, dit gamle medium, tv, har taget med de mange serier?

»Jeg så mig jo altid som en outsider i det medium. Men jeg ser sgu da serierne. Det er jo en ny kunstform, hvor man lever med uge efter uge. Det kan teatret ikke lave.«

– Er der noget, du ikke har prøvet inden for teater?

»Ballet!«

– Poul Reumert var i mange år den førende skuespiller på Det Kongelige Teater. Nåede du at møde ham?

»Jeg stod på en trappe, da han kom forbi. ’Hvad laver De, unge mand?’ spurgte han. ’Jeg er statist,’ sagde jeg, og så gik han videre. Jeg skulle have sagt, at jeg ville være instruktør. Så var jeg kommet op i hans garderobe. Han elskede at tage folk derop og snakke i timevis. Men at han var faderlig og sød, som nogle sagde, er der gjort lidt for meget ud af. Han var faktisk ond. Han kunne virkelig spille Strindberg. Det ærgrer mig, at jeg forpassede chancen den dag«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ole eising
ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu