Læsetid: 2 min.

Mit F. P. Jac-digt

10. maj 2013

Det var mørkt når jord og bompenge skulle betales,

men først var det lyst som en dagtime.

Vi færdedes med næser og skuldre, belevne,

ja, omfavnede det, vi havde fælles, det store, levende.

Der var blå rum og pulserende rum, men mest hvile,

som om hele universet sagde: Nu har I levet, drenge,

nu kan I slappe af; men der var mere forude, mere

at tage stilling til som hænder, der holdt om hinanden.

Det var tydeligt, da egernet sprang fra træ til træ,

det var nat, men alt var synligt, det var efter, at noget var sket.

En åbenbaring af opvågnen, serier af stød

fra glas og knogler, tusmørket, der talte og talte.

Vi havde det til fælles, at vi lyttede.

Fra menneske til menneske, det var sådan, det var,

lysende i et inderste, hvor sole stod op.

Linjer kunne byttes om, noget andet kunne siges,

men der var noget, der stod stille og stirrede.

Døden imellem træerne, der var hele tiden nogen,

der døde, nogen, der flaskede natten op.

Men derfra, hvor vi stod, var der gensyn og varme,

en ild, der nok var farlig, men også horisontal.

Ære være drengerøven, banditten, ære være

det absolut udsatte, det forkerte, bordets stoleben.

En udsigt til morgenblomster, morgenbrød og post,

måske en fugl, der har glemt sit navn, men anråber himlen,

der er mere blå end selve kærligheden,der ellers står her på egne ben og synger.

Vi havde det til fælles, at vi sang med.

Jeg ser dig som en farve på horisonten,

du træder ind som et egentligt ansigt.

Vidste du ikke bedre, eller slog du bare op med verden,

en rejsende i ordskælv, en vagabonderende på sit værelse.

Der skulle en røgdykker til for at finde dig,

du var der et sted, drevet bort.

Jeg stiller mig hen i nærheden af din skrivemaskine,

jeg ved, hvad dit næste ord vil være.

Jord, skriver du, ubetænksomt,

jeg ser din ryg, dine skuldre,

og du vender dig om med et smil,

som jeg kender dig, vi har ikke ironi imellem os,

kender ikke til omveje,

vi taler direkte til hinanden med øjnene,

du taler direkte til mig med øjnene,

idet du forsvinder i et håndtryk, en form for vinken.

Vi havde det til fælles, at vi huskede.

 

’Mit F. P. Jac-digt’ er skrevet af digteren Asger Schnack, der tirsdag modtog F. P. Jacs Mindelegat. Digtet var hans takketale ved uddelingen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu