Læsetid: 7 min.

Det er ikke dig, der har fejlet, far. Det er systemet

Dokumentarfilmen ’Blodets Bånd’ følger 60-årige Svend Aage Hansen: en alkoholiker, der for 13 år siden fik tvangsfjernet sine børn. Men ingen i familien – hverken forældrene eller de nu voksne børn – kan huske nøjagtig hvorfor. Først da Svend søger aktindsigt i familiens egen sag, kommer de grusomme sandheder frem i lyset – og afslører samtidig graden af kollektiv fortrængning, som har været nødvendig for overhovedet at overleve, fortæller filmens to instruktører
Svend er både kærlig, varm og sjov, samtidig med at han er utilregnelig, dybt afhængig af alkohol og til tider ligefrem farlig. Og det gør, at børnene forguder ham og sidder fast i fortællingen om, at det er kommunen – ikke deres far – der har fejlet.

Made in Copenhagen

30. maj 2013

»Jeg ved godt, at det er hårdt, far. Men jeg har brug for at kende den fulde sandhed. Det betyder så meget for mig at vide, hvorfor fanden vi blev fjernet, hvis jeg skal kunne komme videre med mit liv.«

19-årige Christina sidder i sofaen tæt op ad Svend, der stirrer tomt ud i luften, mens han tænder sin cigaret. »Kan du ikke godt forstå det, far? Jeg vil gerne bare vide sandheden,« fortsætter Christina og presser sit ansigt helt ind til hans, mens tårerne triller ned ad hendes kinder, og hun trygler sin far om at svare. Svare på, hvorfor hun og hendes fire søskende for snart 13 år siden blev tvangsfjernet af kommunen. Svare på, hvad der egentlig skete i hendes barndom. Og dermed forhåbentlig også svare på, hvorfor hun stadig i dag har så svært ved at få sit liv til at hænge sammen.

Men Svend kan ikke give hende nogen svar. For ligesom hun selv, hendes mor Gitte og hendes tre søskende kan heller ikke Svend huske noget fra tiden omkring tvangsfjernelsen. Ikke noget dårligt i hvert fald.

»Nogle gange er du jo nødt til at fortrænge for at overleve. Det kan simpelthen være nødvendigt at ’glemme’ for overhovedet at kunne holde ud at være til,« fortæller Christian Sønderby Jepsen, den ene af de to instruktører, der i mange måneder har fulgt Svend og hans familie til dokumentarfilmen Blodets Bånd, der har premiere i næste uge i forbindelse med DOXBIO.

»Familiens historie viser, hvor let det tilsyneladende er at glemme de ting, der gør rigtig ondt. Det var utroligt at opleve den kollektive fortrængning, familien har skabt sammen, og som de alle i en eller anden grad ligger under for i dag,« tilføjer filmens anden instruktør Pernille Bervald Jørgensen, da Information møder de to instruktører i Christian Sønderby Jepsens grønne baggård på indre Frederiksberg – langt fra det Danmark, filmen portrætterer.

En kasse af hemmeligheder

I dokumentarfilmen følger vi 60-årige Svend Aage Hansen fra Nordjylland – invalidepensionist, alkoholiker og far til 16 børn: otte fra hans tid som gøgler i et omrejsende tivoli, fire fra hans første ægteskab og så de fire yngste, som han fik sammen med sin sidste kone Gitte. For 13 år siden blev Svend og Gittes fire børn tvangsfjernet af Hadsund Kommune og anbragt hos en plejefamilie – for sidenhen alle at blive sendt hjem igen til forældrene på forskellige tidspunkter.

En oplevelse, både børnene og forældrene husker som krænkende og uberettiget – ikke mindst fordi ingen i familien erindrer, at deres familieliv skulle have været særlig dysfunktionelt. Godt nok er der ikke rigtig nogen i familien, der kan huske børnenes opvækst, men de få minder, der er, er lykkelige, siger de samstemmende i begyndelsen af filmen.

Men da familiens yngste datter, Christina, der nu er ved at flytte hjemmefra, beder sin far om svar på, hvad der egentlig foregik i årene omkring tvangsfjernelsen, beslutter Svend sig for at søge aktindsigt i familiens sag hos kommunen.

»Jeg tror, at Svend havde en stille drøm om endelig at få skovlen under kommunen med den aktindsigt. Han havde klart forestillet sig, at den ville rense ham for skyld, og at alle én gang for alle ville vide, at han havde været en god far, og at det var kommunen, der havde taget fejl, da den besluttede sig for at tvangsfjerne børnene,« forklarer Christian Sønderby Jepsen.

Men da postbuddet endelig leverer en stor forseglet kasse med stakkevis af dokumenter med indberetninger fra pædagoger, lærere, socialrådgivere, psykologer og kommunale medarbejdere, tegner der sig et andet og langt mørkere billede af familiens liv, end Svend eller nogen af de andre i familien havde forestillet sig.

Normskred over tid

»Hvis jeg har gjort alt det her, så fortjener jeg jo slet ikke at leve,« siger Svend i filmen, da han sidder i sin sofa og arbejder sig igennem kassens utallige beretninger, der alle vidner om alvorlige omsorgssvigt, alkohol- og stofmisbrug og vold mod både Gitte og børnene.

»Det er helt tydeligt, at både Svend og børnene er chokerede over at blive konfronteret med den virkelighed, der bliver beskrevet i kassen, fordi den ligger så langt fra den fortælling om deres familieliv, som de har skabt i årene efterfølgende,« forklarer Pernille Bervald Jørgensen.

»Men man opdager nok heller ikke, hvor slemt det egentlig står til, når man er i det hver eneste dag. Så ser man ikke det der normskred, der finder sted over tid,« tilføjer Christian Sønderby Jepsen og henviser til det, som den tidligere Børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen kalder det normløse Underdanmark.

»For Svend og familien har deres virkelighed jo bare været sådan, man levede sit liv, med alt hvad det indebar af misbrug og svigt. Og mødet med kassens indhold bliver også mødet med, hvordan det ’normale’ Danmark ser på deres måde at leve livet på,« siger Christian Sønderby Jepsen.

Hyggeonkel

Ideen til dokumentarfilmen opstod for snart fem år siden, da Pernille Bervald Jørgensen, som elev på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, fik til opgave at lave et kort filmportræt af en person efter eget valg. Og Pernille Bervald Jørgensen tænkte med det samme på sin fars gamle ven og kollega Svend, som hun har kendt, siden hun var helt lille.

»Jeg har altid været meget fascineret af Svend. Jeg husker ham som en sjov og kærlig mand, der altid havde en joke parat og elskede at give gaver og lave ballade med børnene. Man vidste selvfølgelig godt, at han drak, men han var ikke ligesom de andre alkoholikere, der sad på bænken i Hadsund, han havde charme og var karismatisk,« fortæller Pernille Bervald Jørgensen.

Men da hun opsøgte sin fars gamle ven for at løse skoleopgaven, mødte hun en helt anden virkelighed end den, hun havde forventet.

»Det var netop det år, Christina flyttede hjem fra sin plejefamilie efter otte års tvangsfjernelse. Og pludselig forstod jeg, at der var en anden side af Svend, som jeg aldrig havde set før – og at det var noget helt andet at være hans ven, end det var at være hans barn.«

Det var også én af grundene til, at Christian Sønderby Jepsen, der tidligere har instrueret dokumentarfilmen Testamentet, om en bitter arvestrid i en familie, der i forvejen er påvirket af store problemer, alkoholmisbrug og dyb gæld, ville være medinstruktør på filmen. Fordi historien viser, hvor svært det er at vokse op i et svært socialt belastet hjem, men også viser kompleksiteten og nuancerne:

»Svend er jo ikke det monster, man forestiller sig, når man for eksempel hører om alle de mange frygtelige sager i Tønder, Rebild eller Brønderslev. På den måde tror jeg, at Svends historie er mere repræsentativ for mange af de socialt belastede familier i Danmark, idet at han er mangefacetteret. Han er både kærlig, varm og sjov, samtidig med at han er utilregnelig, dybt afhængig af alkohol og til tider ligefrem farlig,« siger Christian Sønderby Jepsen.

»Men det er jo også derfor, børnene har så svært ved at finde hoved og hale i det hele,« tilføjer Pernille Bervald Jørgensen.

»Det er måske svært at sætte sig ind i, når man hører om de grusomheder, der er sket i deres familie, men der er jo en grund til, at børnene elsker ham. De forguder ham og sidder dermed også fast i fortællingen om, at det er kommunen, der har fejlet, fordi de har så svært ved at acceptere, at Svend også indeholder alle de andre frygtelige sider, som aktindsigten viser. Så er det nemmere at fortrænge og holde fast i deres egen fortælling.«

Men hukommelsestabet er også bare en logisk følge af at vokse op i et hjem med alkoholiske forældre, mener Pernille Bervald Jørgensen.

»Tænk på, hvor meget – eller i virkeligheden hvor lidt – du egentlig selv kan huske fra din egen barndom. Langt de fleste ’minder’ fra ens barndom er jo i virkeligheden konstruktioner af en masse små brudstykker: anekdoter, som dine forældre har genfortalt, familiefotos, gamle kasser med legetøj, breve eller årstidspynt. De fleste af ens barndomsminder er jo i virkeligheden genfortællinger, man tager til sig,« forklarer Pernille Bervald Jørgensen.

»Men i en familie, hvor forældrene ikke selv kan huske noget, fordi de har været så påvirkede af stoffer og alkohol, og der dermed ikke er nogen til at fortælle dig om din barndom, så er det jo klart, at du med tiden glemmer. Og det skaber et tomrum af minder, som du så kan fylde ud med en anden, mere lykkelig fortælling.«

Bryde arven og tavsheden

For de to instruktører var det netop essentielt at få familiens kollektive hukommelsestab frem i filmen, forklarer Christian Sønderby Jepsen. For et af de vigtigste spørgsmål, som filmen forsøger at svare på, er, om det overhovedet er muligt at bryde den sociale arv. Men vil man bryde sine mønstre, er man jo nødt til at kende dem først, mener han.

»Fortrængning er jo en form for stille accept af tingenes tilstand. Og ja, nogle gange er det nødvendigt at fortrænge for at overleve – men man er jo også nødt til at bearbejde sin fortid, for at tingene ikke bare gentager sig,« siger Christian Sønderby Jepsen. I filmen spørger de to instruktører også den yngste datter, Christina, om hun tror, det er muligt for hende at bryde den sociale arv.

»Og til det svarer hun: Ja – men spørgsmålet er bare lige hvordan,« siger Pernille Bervald Jørgensen.

»Der er nogle ting, hun skal have svar på og forholde sig til, før hun kan bryde med sin fortid. Og det er det, både hun og resten af familien forsøger at gøre i filmen. Om det så vil lykkes dem? Ja, man kan ikke andet end håbe.«

’Blodets Bånd’ har premiere den 5. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kenneth Jensen
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Carsten Munk
  • Lars Villumsen
  • Henrik Klausen
Kenneth Jensen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Carsten Munk, Lars Villumsen og Henrik Klausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Jensen

Den amerikanske psykolog Leon Festinger har udviklet teorien om kognitiv dissonans (som groft fortalt betyder ubalance/disharmoni mellem hvad der faktisk foregår og hvad vi forestiller os/håber på at vi har gang i), som vi håndterer via forskellige ubevidste mentaliseringsformer (vi søger selektiv information, vi etablerer forklarende diskurser, vi opfinder falsk erindring osv.). Denne teori kan give et vist forklaringsgrundlag iht. ovenstående historie - som supplement til de lidt mere gængse psykodynamiske teorier om vore psykologiske forsvar (fortrængning/blokering m.m.).

Anette Bjørnstrup, Jens Illum, Kenneth Jensen, Karsten Aaen og Søren Jørgensen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Men det gør bestemt ikke systemet objektivt og ufejlbarligt.

Simon Olmo Larsen, Anna Gudmundsen, Leif Højgaard og Kjeld Hansen anbefalede denne kommentar
Chresten Kjaergaard

@

"Det er ikke dig, der fejlet, far. Det er systemet."
Nej det er ikke systemet, der har fejlet. Det er faren eller den anden primære omsorgsperson som skal være i børns liv, der har svigtet. Det er den voldsomme sandhed som generelt gælder. Enhver anden tolkning af ansvarsbegrebet fører til de normløse forhold som omtales. Hvis nu dette kun var en enlig anekdote, fra en familie ramt af den tragedie en misbrugssygdom medfører, kunne man såmænd nok i overbærenhedens navn vedtage at det er samfundets skyld, men hvad kommer først, ansvarsforflygtigelsen, eller offerrollen, i de mange, mange tilfælde der er tale om, hvor vi rent faktisk har det man kalder det normløse under-DK, hvor tingene sejler, og hvor man ofte må stille sig spørgsmålet: Hvorfor IKKE gennemføre en tvangsfjernelse, fremfor hvorfor? Det er ikke samfundets ansvar, at enhver borger drager omsorg for at varetage sin egen værdighed. Jeg må skynde mig at sige, at jeg ikke har set filmen, ser da frem til det.

Mvh

Kenneth Jensen, Erik Hayek, Morten Østergaard og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
Kjeld Hansen

Norm grænserne i et homogent samfund som det danske er meget restriktive og begrænset. Opfylder man ikke normen er man sær og syg, en afviger. Det ses bl.a. på den uforståenhed for andres livsværdier som f.eks. indvandrere fra særligt ikke vestlige lande og de danske norm værdier og skikke, som er særligt repræsenteret af dansk folkeparti.

Husker en episode omtalt i medierne for måske 10 år siden, hvor en velfungerende og selvforsørgende familie ønskede, at holde deres børn hjemme fra børnehaven og skolen for selv at undervise dem. De blev anmeldt til kommunen af en nabo for vanrøgt af deres børn. Naboen var ansat hos politiet og derfor pr. definition tro værdi hos kommunen. Det endte med at politiet bevæbnet med maskinpistoler bisod kommunen i at tvangsfjerne børn og faderen anklaget for kidnapning af sine egne børn.

Måske nogen af jer kan huske den sag?

Ønsker man at leve sit liv anderledes opfattes man som en trussel i det homogene samfund. Nazismens grusomheder for snart 75 år siden viser hvor galt det kan gå.

Martin Hansen , Leo Nygaard, Søren Peter Langkjær Bojsen, Carsten Mortensen, kim jensen, Jonna Markussen, Simon Olmo Larsen, Lise Lotte Rahbek, Anna Gudmundsen, Karsten Aaen, Torben Nielsen, Søren Jørgensen og Leif Højgaard anbefalede denne kommentar
Leif Højgaard

Det er mit indtryk, at offentlige ansatte i overdanmarks sikre stillinger har vanskeligt ved at sætte sig ind i tilværelsens fundamentale udfordringer for småkårsfolk. Det er jo bare et stykke arbejde som skal gøres.

Martin Hansen , Anders Feder, Leo Nygaard, Carsten Mortensen, Michael Madsen, Kim Houmøller, kim jensen, Jonna Markussen, Simon Olmo Larsen, Lise Lotte Rahbek, Dan Johannesson, Anna Gudmundsen, Karsten Aaen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Anna Gudmundsen

Der skrives om fortrængningsteorier og andre teorier, men lad os dog forlade teorierne og se på resultatet af når staten agerer mor for at "bryde" den sociale arv.
http://www.statensnet.dk/pligtarkiv/fremvis.pl?vaerkid=23614&reprid=0&fi...
"7.6 Effekter af anbringelse

Det er et relativt entydigt resultat, at anbragte børn adskiller sig negativt fra ikke anbragte, hvad deres skolepræstationer angår. Det vises i flere undersøgelser, at anbragte børn ofte har massive skolevanskeligheder. Uddannelsessituationen er således et problem for tidligere anbragte børn, og uddannelsesniveauet er uforholdsmæssigt lavt, hvilket i sig selv er en væsentligt begrænsning for anbragte børns fremtidschancer.

Forsørgelse går igen som et problematisk område for tidligere anbragte børn i flere undersøgelser. Det påviser bl.a. , at tidligere anbragtes forsørgelsesniveau er dårligere end befolkningens som helhed og lige så dårlig som de hjemmeboende søskendes. Også arbejdsløshed udgør ifølge flere undersøgelser et problem for tidligere anbragte børn.

Helbredsproblemer er hyppigt forekommende blandt tidligere familieplejeanbragte unge. En dansk undersøgelse peger specielt på, at det psykiske helbred er et problem for mange.

Visse sociale problemer har en overforekomst blandt tidligere anbragte børn. Det gælder kriminalitet for drengenes vedkommende. Også misbrug er et problem for tidligere anbragte børn. Anbragte børns større sandsynlighed for at dø unge er også et resultat i flere af undersøgelserne. Flere undersøgelser peger desuden på, at tidligere anbragte børn oplever større vanskeligheder med at opdrage deres egne børn end ikke anbragte.

Man kan sammenfattende ud fra disse resultater med entydighed sige, at tidligere anbragte børn som unge voksne socialt bliver en uforholdsmæssigt dårligt stillet gruppe. Tendensen er entydig i metodologisk velgennemførte effektstudier.

Tendensen er også klar, uanset hvilke udfaldsmål de enkelte undersøgelser interesserer sig for. Det dårlige udfald for gruppen af anbragte børn gælder uanset, om der er tale om skolegang eller mere ekstreme udfaldsmål som dødelighed."

Med andre ord forværrer man den sociale arv ved at anbringe børnene, så måske skulle man kun anbringe børn der bliver udsat for overgreb der rent faktisk er ulovlige.
Medmindre selve formålet med anbringelsen er at børnene som voksne skal klare sig elendig ?

Karsten Aaen, Martin Hansen , Jens Overgaard Bjerre, Torben Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Simon Olmo Larsen og Jonna Markussen anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

Chresten Kjaergaard
30. maj, 2013 - 14:14 #

Man kan jo spørge, hvor starter problemet?
For hvis far og mor har fået samme opvækst, med der til følgende fortræninger. Hvem har så ansvaret?
Nogen gange er det ikke bare de nuværende forældre der har været med til at mele kagen. Men de forudgående. Og dem(venner/familie) der stiltiende så til eller bare lukkede øjene. Fordi det var for meget besvær at gøre noget...

Søs Dalgaard Jensen

Anna Gudmundsen - hvordan kan du overhovedet lave den konklusion og helt set bort fra, at anbragte børn har ting med i bagagen som gør livet svært for dem At vi endnu ikke er dygtige nok til at hjælpe dem - er en anden sag (og egentlig den vigtigste). Men at påstå at hvis de ikke var blevet anbragt ville det være gået dem bedre. Det slutning forstår jeg simpelthen ikke du kan lave.

I min verden er denne slutning lige så problematik som en undersøgelse der pegede på, at børn og unge på interne skoler klarede sig dårligere end børn i almindelige skoler og så derudaf lave konklusionen at de interne skoler er for dårlige. Det kan de sagtens være - men at se bort fra det faktum, at børn på interne skoler bare er stillet anderledes (og ringere) end gennemsnitsbarnet i en almindelig folkskole - det går over min forstand. Jeg synes sgu det danske samfund har mistet noget nede på jorden logik og sund fornuft. Og alt fortoner sig højtflyvende teorier, som man stoler så blind på. Der er gået totalt Erasmus Montanus i den.

Problemet er ikke, at de bliver anbragt, men at man ikke er gode nok de steder, som skulle løse problmerne og hjælpe disse mennesker, som har fået en skæv og hård start på livet videre. Det kan man SAGTENS klandrer sociale myndigheder og anbringelsesstederne for - ikke at være gode nok. Men at sige, at det er fordi de anbringes at det går galt - det er ...... IDIOTI

June Beltoft, Kenneth Jensen og Jeppe Linnet anbefalede denne kommentar
Soren Andersen

Så brokker folk sig ganske forudsigeligt igen igen, og den obligatoriske henvisning til Nazismen er her såmænd også...suk!

Realistiske forslag til forbedring er der til gengæld ikke så meget af? Anna gør selvfølgelig et forsøg, men jeg tænker nu først og fremmest "hønen og ægget" når jeg læser hende indlæg.

Peter Olesen

Det første forslag til en forbedring af situationen, kunne være en forventnings-justering i forhold til hvor meget "systemet" kan rette op på.

Det er nogle massive problemkomplekser mange af disse børn har med i bagagen, og der findes altså ingen mirakelkur. Heller ikke i udlandet.

Soren Andersen og Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne kommentar
Peter Günther

Det gør altid ondt at måtte se i øjnene at man ikke kan magte sit liv, og endnu mindre et ansvar for børn. Det kan ALDRIG være samfundets ansvar.

Det er meget relevant for børn af misbrugere at stille spørgsmålene, for de har brug for et svar. Hvad havde det gjort ved de samme børn at blive hos ikke-fungrende forældre, som ofte var tilfældet tidligere.

Samfundet kan ikke stilles til ansvar for en personlig beslutning om ikke at kunne magte det, og dernæst ikke tage ansvaret for at forandre siutationen, med alle de muligheder, som samfundet stiller til rådighed, hvis man virkelig ønsker at tage imod dem.

Børn vil altid være ofre for forældres manglende evne til at være forældre for dem; det er et livsvilkår. Børn som alle andre kan have svært ved acceptere at voksne ikke er over-mennesker og perfekte.

Kenneth Jensen, Bettina Horslet, Børge Rahbech Jensen og Soren Andersen anbefalede denne kommentar
Leo Nygaard

Det omgivende samfund bør ikke bryde ind med baggrund normbedømmelse, men kun når et forsvarsløst familiemedlem lider under fysisk eller psykisk overgreb.
Jeg erkender, at dette er forbundet med vanskelighed med afgrænsning ift kriterierne.

Georg Christensen

Det er nok rigtigt. Det er "systemet", som udsender forkerte budskaber, (politiske som religøse), for på bedste vis forsøger at opretholde sig selv, som "system" i lukkethed, i stedet for åbent at tilkendegive sit "grundlag".

Din far, er ikke bedre som de "politikere", som nu med den nye offentligheds lov, forsøger at begrændse "åbenheden".

Det er ethvert menneskes PLIGT at bryde den onde cirkel. Vold avlet af vold kan ikke undskyldes. Svend er ikke et offer, han er et dumt svin der har svigtet sine børn og familie.

For at forbedre situationen må man først af alt sørge for effektivt dyneløfteri fra socialforvaltningens side. Dernæst skal alle involverede sendes i meningsløs aktivering. Hvis ingen af delene hjælper, må vi ty til fængselsstraffe, og helst få folketinget til at sætte strafferammerne op.

og problemerne bliver vel ikke mindre af at man nu har lagt de administrative enheder stadigt mere sammen. For et halft hundrede år siden havde vi meget små kommuner, hvor smålighed og fordomme havde frit spil på kommunalforvaltningen. den første sammenlægning afhjalp vist problemet til en vis grad, mens den seneste har gjort det meget værre.
Det er uden tvivl et problem at kommunerne hellere vil bruge penge på kontrol end på hjælp. det er selvfølgelig også vigtigt i et kapitalistisk samfund hvor arbejdsmoral er nødvendig for at kompensere for den manglende følelse af formål med arbejdet. hvis man blot gik ind og hjalp folk, så gad de vel ikke arbejde i et dødssygt job længere? Det siger man ikke lige ud, man taler i stedet om at folk er dovne, osv.
Typisk falder folk som nærværende alkoholiker ud af samfundet fordi de ikke i første omgang kan affinde sig med meningsløse regler på samme måde som resten af folk kan.
Alkoholikere og andre maljusterede folk er blot en del af kapitalismens eksternaliserede omkostninger. En vis del af merværdien skal sættes til side til at dække eksternaliserede omkostninger, og man vil heller gøre det med ubehagelig kontrol end med hjælp, fordi hvis man først begynder at hjælpe, så kan det meget nemt ende med en forståelse af, at der er noget galt med samfundsstrukturen, så er det trods alt bedre at foregive at samfundsstrukturen er helt i orden, også selv om det betyder, at nogle enkelte eksistenser bliver overvejende ødelagt.

Peter Olesen

Bob Jensen ifører sig de ideologiske skyklapper, og pludselig er et voldeligt, fordrukkent røvhul blevet til en rebel og et offer.

Kenneth Jensen

Der er næppe tvivl om, at dårlige kår i barndommen smitter af på personens videre tilgang til livets store og små valg. Det virker intuitivt rigtigt, og det støttes også af rapporten fra Socialforskningsinstituttet (SFI).

Men når det er sagt, så er der grund til at stoppe op og tænke sig om. Den omtalte rapport fra SFI skriver meget klart, at den mest belastede gruppe af børn udgør ca 10% af en årgang, og at risikoen for selvdestruktiv adfærd øges 2-4 gange hvis forældrene er socialt udsatte, kronisk syge eller selvdestruktive. I et befolkningsperspektiv er disse tal ikke særlig alarmerende, fordi dette "negative" signal modsvares af et endnu større "positivt" signal hos de andre 90%, og fordi der tallene til trods er ganske mange mønsterbrydere blandt de udsatte 10%. Den sociale arv skal desuden sættes op imod de konkrete livsvalg, hvert menneske må tage ansvar for.

SFI har i mange andre undersøgelser vist, at grundlæggende sundhedsproblemer blandt socialt udsatte (socialklasse 4-5) kan relateres til ganske få dårlige valg: alkohol, tobak, fedme og manglende motion. Mest karakteristisk er dog den forbløffende omstændighed, at disse mennesker ikke selv opfatter det som deres opgave at tage ansvar for deres egen sundhedsadfærd, men istedet vælger den nemme løsning enten at forbigå emnet i stilhed eller påberåbe sig at "det er samfundets skyld". Fjerner man eksempelvis forskellene i forbrug af tobak og hyppigheden af fedme, forsvinder alle forskelle i forventet levetid mellem socialklasserne. Så meget for social arv.

Min personlige konklusion er derfor, at social arv rigtignok eksisterer, men at det er et modefænomen som forvirrer mere end det forklarer. Det personlige ansvar er derimod en virkelig ting, som ethvert menneske må forholde sig til. Når man bliver forælder, stiger det personlige ansvar, fordi man nu er rollemodel og er ansvarlig for små mennesker med risiko for at forvolde skade langt ind i deres voksne liv; enten ved at forvalte sin sundhedsadfærd så skødesløst at man dør før tid, eller ved at kuldsejle relationer til dem, der holder allermest af én. Disse små mennesker fortjener bedre, og skal vi virkelig give forståelse og tilgivelse til uansvarlige forældre, hvis de påberåber sig en dårlig barndom? I kender vist allerede mit svar.

Søs Dalgaard Jensen, erling jensen og Erik Hayek anbefalede denne kommentar
Anna Gudmundsen

Søs Er du kendt med Bo Vinnerljungs afhandling: Plejebørn som voksne?

Vinnerljung går her systematisk gennem den internationale forskning om anbragte børn og beviser hvordan det går dem der har været i langvarig plejefamilie. Bl.a. gjorde han en egen søskenundersøgelse som også er præsenteret i afhandlingen. Den samlede forskningen slår klart fast at det som gruppe ikke er nogen gevinst for børn i "udsatte hjem" at blive revet bort fra familien for å komme i plejefamilie på lang sigt.
De institutioner og personale der har tilknytning til anbringelsesområdet, synes som sagt mest optaget af at undgå offentlig interesse og debat vedrørende denne forskningen. Det gjorde man da Bohman og Sigvardsson la frem resultaterne fra deres longivetudinelle undersøgelse i 80erne, til trods for at resultaterne meget klart afsløret at det ikke var grund til at forvente at anbringelser i plejefamilier ville give børn en bedre fremtid, og det gør man nå med Bo Vinnerljungs afhandling: Plejebørn som voksne.
Mest sensationelt med Bohmans forskningsresultater var at de viste at det var dobbelt så mange tidligere plejebørn som var registreret som kriminelle eller som misbrugere end hvad tilfældet var for normalbefolkningen, adoptivbørnene og de børn som voksede op i risikohjem.
På sidste omslagsside i Bo Vinnerljungs bog Plejebørn som voksne (i serien Lund Studies in Social Welfare, Arkiv förlag 1996) heder det at "Resultatet av Vinnerljungs forskning vil fremtvinge en alvorlig diskussion om barns udvikling og sociavæsenets tiltag". Det har ikke sket, og grunden er at det drejer sig om selve livsløgnen for rigtig mange personer som derfor har en gensidig interesse at undgå en sådan debat.

Fra side 49 og videre gennemgår Vinnerljung de undersøgelser som er gjort med "matchende" sammenligningsgrupper. Jeg vil kort omtale disse:McCord (1960, USA) sammenlignede 19 tidligere plejebørn med 19 mænd som havde vokset op i sine afvigende biologiske hjem, og fandt at signifikant flere plejebørn var kriminalitetsregistreret i 30 års alderen, og kom for øvrig til at ophold i plejefamilie havde haft en skadelig indvirkning på drengenes udvikling.

Runyan & Gould (1985, USA) fandt ingen signifikante forskelle i ungdomskriminalitet mellem godt 100 plejebørn og tilsvarende antal barn som havde vært udsat for dårlig behandling i hjemmet men ikke blev anbragt i plejefamilie.

Minty (1987, britisk) fandt også at andelen som var dømt for kriminalitet av 100 personer som i barndommen havde vært i "dygnsvård" ("care"), var omtrent den samme som hos de to sammenligningsgrupperne, hhv tidligere børnepsykiatri -patienter og tidligere kroniske skole - pjækkere, men dobbelt så høj som blandt "normale" barn.

Cook (1992) gjorde i sin doktorafhandling en sammenligning av 107 plejebørn som i en amerikansk surveyundersøgelse av 13.000 voksne, resten av personerne i undersøgelsen og fandt at plejebørnene havde signifikant forhøjet antal depressioner og på skalaer som beskrev relationer til andre, mens hun ikke fandt signifikante forskelle for så vidt gjaldt livstilfredshed og selvfølelse. Cook mente at resultaterne viste dårligere velbefindende og social funktion hos voksne plejebørn end hos andre voksne, og hun tolket dette som en konsekvens av tiden i plejefamilie.*Bohman & Sigvardsson fulgte gennem mange år ca 600 barn som før de var fyldt et år skulle flyttes fra hjemmene og adopteres av fremmede. Det viste sig gennem det første året at kun 168 faktisk ble adopteret, mens 203 ble plejebørn og 208 vendte tilbage til sin mor. De fleste av de nævnte plejebørn blev også adopteret etter hvert og hele 70% av dem var således adopteret ved syv års alderen, men alle disse er i resultaterne beholdt som plejebørn. (De som bruger undersøgelsen til at argumentere for adoption - og det er det nogen som er så frække at gøre til trods for at de er blinde for undersøgelsens resultater for plejebørn - har følgelig ikke så gode argumenter som de giver udtryk for at de har.) De tre grupperne blev sammenlignet med hinanden og med tilfældig udvalgte i deres skoleklasser.Da børn i Bohmans undersøgelse var 11 år gamle, klassificerede lærerne 20% av drengene i alle de tre grupper som problembarn i modsætning til kun 8 - 12% av kontrolbørn, og plejepigerne ble bedømt negativt som drengene, mens "hjemmepigerne" og adoptivpigerne ble bedømt betydelig bedre. Plejebørnene havde dårligere resultater end både hjemmebørn og kontrolbørn.

Da børn var 15 år gamle, var 2 - 3 ganger flere av både plejebørnene og hjemmebørn klassificeret som mistilpasset sammenlignet med kontrolbørn, mens adoptivbørnene ikke skilte sig fra kontrolbørn. Derimod havde adoptiv drengene signifikant dårligere resultater end kontrolbørn i to skolefag og adoptiv pigerne i et fag, mens hjemmebørn (drengene) havde dårligere resultater i tre fag og plejedrengene dårligere resultater i alle syv skolefag. De hjemmeboende piger og plejepigerne var dårligere i to fag.Ved sessionen afveg både plejedrengene og hjemmedrengene kraftig negativt fra kontrolgrupperne i alle test, i modsætning til adoptivbørnene. Nogen år senere var kun ca 16% av hjemmedrengene registreret for kriminalitet og alkoholmisbrug sammenlignet med hele 30% av plejedrengene. Hjemmedrengenes resultater som med kontrolbørn og adoptivbørnene.*Ferguson (1966) fandt tilsvarende resultater, herunder at dobbelt så mange plejedrenge end hjemmedrenge (de sidste var drenge som sluttet skolen tidlig) var blevet straffedømt ved 18 års alderen, og han fandt også lignende forskelle hos pigerne.Derimod fandt Cathy Widom (1991) at gruppen straffedømte i 20-30 års alderen var omtrent den samme for plejebørnene som for gruppen hjemmebarn (alle børn var angivelig udsat for "abuse" og "neglect").

Christoffersen (1993) fandt ved stikprøveundersøgelser af danske barn, i alt ca 1400, hvoraf 700 havde vært anbragt udenfor hjemmet (39% i plejefamilie), 300 voksede op i risikohjem og 400 udgjorde normalgruppen. Resultaterne viste ud fra en mængde delresultater at de som havde vært anbragt udenfor hjemmet, havde en dårligere social situation og velbefindende end sammenligningsgrupperne i voksen alder, altså dårligere også end de som voksede op i risikohjem, bl.a. fandt også han at procent plejebørn som var straffedømt ved 25 års alder, var dobbelt så høj (17%) som i normalgruppen (8%) mod 11% i risikogruppen, mens de som også havde vært i institusjon havde over fire ganger så høj procentandel kriminelle (35%) som i normalgruppen.

Vinnerljung har også gennemgået undersøgelser som er gjort uden undersøgelsesgrupper, og dem lader jeg hvile bortset fra at jeg vil trekke frem de sammenligninger som er gjort med normaltal:Otterstrøm (1946) fandt at blandt tidligere plejebørn var 3 ganger så mange mænd og 6 ganger så mange kvinder som i normaltallene for Malmø registreret for kriminalitet og 3 ganger flere mænd registreret for alkoholproblemer og mere end 10 ganger flere av begge køn for løsgængeri.Berglind (1950) fandt at plejebørnene ikke afveg fra en norm i uddannelse henseende, men at det derimod var 2,5 ganger flere mænd i strafferegisteret.Carlsson (1972) fandt også høj andel kriminelle eller alkoholmisbruger blandt de tidligere plejebørnene (39% av drengene og 6% av pigerne).

Lignende resultater fandt Kraus (1981) med 30% kriminelle blandt de tidligere plejedrengene og 6% av plejepigerne, mens Zimmerman (1982) fandt 28% kriminelle blandt tidligere plejebørn.Bonnier & Kälvesten (1990) fandt at blandt drenge som voksede op i plejefamilie fra spædbarnsalderen var procentandelen straffedømte omtrent tilsvarende som Bohman & Sigvardsson fandt for både straf og misbrug, 30%.

Endelig tager jeg med fra Billing, Larsson (1979) at i en undersøgelse av alle amfetaminmisbrugende kvinder i Stockholm som fødte barn i en 14 måneders periode på 70-tallet, havde næsten 2/3 av kvinderne havde været plejefamilie, hvoraf hele 43% permanent siden ung alder.**Vinnerljung konkluderer på side 78 med at:"Alle studier viser dårligere resultat for plejebørnene end de sammenlignes med hjemmeboende barn fra risikogrupper eller lignende.""Sammanfattningsvis: visse variationer findes men ingen har funnit at plejebørnene klarat sig bättre."På side 202 uttaler Vinnerljung:"I alle de jämförelser som gjorts kommer männen - føre detta plejepojkarna - till korta, i vissa avseenden rejält:-nærmare dubbelt så många som i normalbefolkningen er straffade för brott-fler tilhör den mest syge delen av befolkningen"På side 203 kommenterer Vinnerlung resultaterne fra hans egne søskenstudier. Han konstaterer at det er ingen signifikante forskelle mellem plejebørnene og deres søsken, og han kan heller ikke finne at hvorvidt børn har vokset op i plejefamilie eller i oprindelig hjem har haft nogen entydig og klar påvirkning av resultaterne. Derimod afviger begge grupper fra normaltallene.På side 212 spør Vinnerljung så: "Bliver långtidsplacerade plejebørn mindre sällan socialt avvikande voksne än barn som bliver kvar hemma i udsata familjer?" Det svaret han selv giver, er: "Som vist er svaret fra syskonstudien, "nej, det verkar inte så".
Her er et lille klip af hvad jeg karakteriserer som empirisk forskning Søs, du er velkommen til at finde empirisk forskning og ikke hensigtserklæringer, for børnene kan ikke vente..

Karsten Aaen, Jens Overgaard Bjerre og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Tør man stikke næsen frem og nævne et relevant faktum?...
- På vores nuværende udviklingsstadie; genetisk, socialt, vidensmæssigt, teknologisk osv.- Er det praktisk umuligt at lave dækkende årsags- eller ansvarsbeskrivelse af noget menneskes liv, gerninger eller forudsætninger.
Enhver forestilling om andet bunder i uvidenhed. At vi alle(næsten;) villigt tilsidesætter dette faktum for at kunne opretholde vores nuværende juridiske system samt den sociale klassifikations- og belønningsproces, burde vække bekymring.

Jens Overgaard Bjerre og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Det er ligeledes interessant, at det er den mest kommenterede artikel på Information.dk. Så filmen har jo åbenbart ramt plet. Det er ikke alene et individuel familie-fortrængning, men en kollektiv samfundsfortrængning, at der findes mange, rigtig mange, tragiske liv. Men borgerskabet og dets ivrige forsvarere i medierne, vil helst ikke høre eller fortælle om bagsiden af medaljen i dette og andre af verdens lykkeligste lande. Livsforhold som faktisk ar almen karaktér, bliver i stedet for gjort til enkelstående tilfælde. Og vores kulturelle 'frisind' bliver f.eks. understreges af, at vi tager os af regnbuefamiliernes problemer med at finde ud af, hvem som skal have forældreretten over et insemineret barn. Congratulantions!

Jens Overgaard Bjerre

Men ellers har vi jo det anonyme angiveri, eller stikkeri, som er den rigtige betegnelse, som vi tilskyndes til at bruge af regeringen. Selvom den kun bliver taget alvorligt, når det drejer sig om de sociale laveste grupper i vores land. Efter Nazi Tysklands og Østtysklands fald, har vi vel den eneste regering i Vesten, som opfordrer befolkningen til stikkeri og har krydskøring af cpr.-registre. (I England, har man til eksempel slet ikke disse registre).

Så på med vanten og meld din lede nabo, som både ryger og ser mærkelig lurvet og gammel ud. Ikke alene snyder den slags alt og alle, det ved vi fra tv, men han tæsker garanteret også sine børn og drikker, fiser, prutter og spytter. Og han har jo også en gang holdt delvist på DIN P-plads!

Anna Gudmundsen

En lille tilføjelse med "idioti" ifølge Søs..- jeg anbefaler en bog med dataopsamling skrevet af en norsk advokat Sverre Kvilhaug "Atskillelse barn og foreldre" ISBN 82-303-0532-3.
Kedelig tør med statistik, så god fald-i-søvn læsning medmindre man da kan lide børn og vil dem det bedste.
Børneindustrien vil helst forholde sig til "de gode historier" men fakta består at børn tager skade af anbringelser, alvorlig skade hvor alle dem der har taget alvorlig skade aldrig bliver citeret eller hørt. Enkelte af dem er døde, en stor del kriminelle, og om mulig endnu flere misbrugere.
Du finder dem på institutioner, fengsler, i grøftekanter eller på kirkegården.
Hvem taler deres sag ? I Dk har vi Godhavnsdrengene der end ikke kan få en undskyldning for alle de overgreb og ulovligheder de blev udsat for. http://hunwww.net/ekte-kristendom/SAKER/MENNESKEVERN-DVD-RLH/MENNESKEVER...(1).pdf

Anna Gudmundsen

Soren Andersen..- vedr : "Hønen og ægget"

Hvad sker der med en stor flok børn der kommer i gode stabile plejefamilier, hvor 70% bliver adopteret inden skolealderen, og en tilsvarende flok bliver i en påstået "dårlig" familie ?
Jeg skulle ønske jeg kunne sige at alle fik det godt, men faktum er at det ikke er sandheden, og den flok der klarede sig værst er..- pleje/adoptivbørnene.
Tragisk at man så har denne model som den perfekte anbringelse og ikke forholder sig til virkeligheden, men fastholder ønskedrømme, hensigtserklæringer, teorier og idealer.

Søs Dalgaard Jensen

Det er da fint at lave sammenligninger af anbringelser mange år tilbage. Og det er statistisk helt sikkert rigtigt nok. Men statistik er bare statistik og tager ikke med i betragtning min væsentligste anke - at det er kvaliteten af den hjælp, der gives der, skal ses på - ikke om man skal anbringe eller ej. Og det er der, problemet ligger. Nej - selvfølgelig hjælper det ikke at sætte udsatte børn i plejefamilier - fordi der skal mere til.. .Nej det hjælper ikke at sende udsætte børn på institution - fordi der skal mere til. Der skal ses på indsatsen.

Men nej der er ingen forskel, hvis de udsatte børn/unge og voksne ikke får den hjælp, som PRÆCIS de har brug for. Det gør dog heller ikke tingene bedre og efterlader stadig en masse mennesker hjælpeløse og fortabte over for livet og uden den hjælp de har brug for at lade dem være i hjemmet - og så ved jeg godt der er undtagelser i form af mønsterbrydere. Og at det går nogle værre i nogle anbringelser fortæller jo intet om, at det så går godt for de udsatte, som ikke anbringes.

Kan hjælpen gives i hjemmet med positivt effekt var der ingen der var gladere end mig for jeg synes også børn hører til hjemme hos deres forældre. Men jeg tror ikke på det kan lade sig gøre, når jeg samtidig ved hvor svær det er at få pædagogisk uddannet personale til at sadle om og arbejdet målrettet, systematisk og udviklingsorienteret.

Dette område er SÅ komplekst med så mange ting der væver sig ind i hinanden at jeg vil påstå resultaterne af statistik og andre kvalitative metoder hvor man måler på få parametre er værdiløse.

I øvrigt kan man ikke forvente ansvarlighed før man giver mennesker de redskaber der skal til for at de kan optræde ansvarligt. Det er ikke en iboende naturlig egenskab hos mennesket.

At hive godhavn drengene frem - er jo præcis min pointe - det er bare ikke godt nok!!!!

Søs Dalgaard Jensen

Jeg kender området ret godt og trust me der bliver lavet noget lortearbejde rigtig mange steder og så forstår jeg godt, at anbringelserne kan værre. Men jeg tror stadig på at det kan lade sig gøre at finde arbejdsmetoder og omgangsformer som hjælper folk videre. Alle os almindelige mennesker har sgu også vores at slås med - men ikke desto mindre finder mange af den hjælp som får dem fremad og løser de problematikker vi hver især går og slås med. Men ja desværre er det stadig ALT for langt mellem snapsene.

Peter Jensen

Jeg kan ikke helt forlige mig med en sådan dikotom tænkning; hvorfor i alverden skulle et personligt ansvar være mere realt end den sociale arv? Lige så vel som den sociale arv kan fluktuere og manifesteres på forskellige måder, er det personlige ansvar ofte plastisk - og en kompleks affære, som langt overvejende må afgøres fra sammenhæng til sammenhæng, fra begivenhed til begivenhed. Hvis vi tager udgangspunkt i at vi er prægede, formbare og dynamiske mennesker, er begge dele korrekt - og det personlige ansvar ikke mere realt end den sociale arv. I forlængelse heraf systemerne, vi bygger, være fejlbarlige - de er jo produceret af vi, fejlbarlige - som både er sociale arvinge og personligt ansvarlige mennesker.

Forgræmmende er det i øvrigt at selv den systemaccepterende forebyggelse, som vi kendte den fra især amterne, er helt ude - og endnu mere forgræmmende er det vel at vi højest tænker i profylakse på en reaktiv måde; dvs. når problemerne ER født. Hér tænker jeg på økonomisk og kulturel fattigdom, segregering og de ulige adgange til sundhed, viden og uddannelse. Vi har en samfundskonstruktion, som i sig selv reproducerer langt størsteparten af vore sociale problemer, så en reel forebyggelse ville jo være at få fjernet/udjævnet de dominerende mekanismer i samme reproduktion.

Peter Jensen

Hovs, citat manglede.

"Min personlige konklusion er derfor, at social arv rigtignok eksisterer, men at det er et modefænomen som forvirrer mere end det forklarer. Det personlige ansvar er derimod en virkelig ting, som ethvert menneske må forholde sig til."

Jeg kan ikke helt forlige mig med en sådan dikotom tænkning; hvorfor i alverden skulle et personligt ansvar være mere realt end den sociale arv? Lige så vel som den sociale arv kan fluktuere og manifesteres på forskellige måder, er det personlige ansvar ofte plastisk - og en kompleks affære, som langt overvejende må afgøres fra sammenhæng til sammenhæng, fra begivenhed til begivenhed. Hvis vi tager udgangspunkt i at vi er prægede, formbare og dynamiske mennesker, er begge dele korrekt - og det personlige ansvar ikke mere realt end den sociale arv. I forlængelse heraf systemerne, vi bygger, være fejlbarlige - de er jo produceret af vi, fejlbarlige - som både er sociale arvinge og personligt ansvarlige mennesker.

Forgræmmende er det i øvrigt at selv den systemaccepterende forebyggelse, som vi kendte den fra især amterne, er helt ude - og endnu mere forgræmmende er det vel at vi højest tænker i profylakse på en reaktiv måde; dvs. når problemerne ER født. Hér tænker jeg på økonomisk og kulturel fattigdom, segregering og de ulige adgange til sundhed, viden og uddannelse. Vi har en samfundskonstruktion, som i sig selv reproducerer langt størsteparten af vore sociale problemer, så en reel forebyggelse ville jo være at få fjernet/udjævnet de dominerende mekanismer i samme reproduktion.

Anna Gudmundsen

Vi kan så baseret på statistik blive enige om at over 100 års anbringelser af mennesker har forringet deres liv på gruppeniveau.
Børnene klarer sig bedre som voksne om de forbliver i hjemmet.
Mit forslag vilde være tilbud om en "Supernanny", men det skal vitterlig være en eksamineret og godkendt af slagsen.
Vedkommende skal ikke komme som trusler om anbringelser med andre ord som vi ser med disse "hjemmehossere"
Derudover hjemmehjælper eller husmorvikar ved sygdom eller andre livskriser.

Vi skal anerkende at selve det at miste sin familie, er et traume, og den "baggage" der ofte tales om, rent faktisk er selve adskillelsen. Før vi anerkender den naturlige tilknytning der er mellem børn og forældre allerede ved fødselen, kommer vi ikke videre.
Blod er tykkere end vand.