Læsetid: 5 min.

Fra Fellini til Weerasethakul

Cannes-festivalen har altid været kunstfilmens bastion. Men i festivalens første fire årtier var de Guldpalme-præmierede film langt fra så marginaliserede som i dag. De var som oftest en del af mainstream
Op gennem 1960’erne blev Cannes-myten for alvor skabt gennem en stadig større mediedækning: Filmens, havets, solens og kvindens skønhed smeltet sammen til en højere enhed. Udover et lidt halvfrækt image med nøgne starletter på stranden blev festivalen brændpunkt for betydningsfulde filmæstetiske og politiske manifestationer.

Martin Bubandt

16. maj 2013

En af de film, der mindes på dette års Cannes-festival ved en ærefuld retrospektiv visning, er Jacques Demys Pigen med paraplyerne, der iøvrigt også kan ses i den kommende teatersæson på Betty Nansen i Peter Langdals danske udgave.

Demys hverdagseventyr om ung poetisk kærlighed og skæbnens hårde slag var nybrydende ved, at alle personer sang deres replikker, også de mest prosaiske. Og filmens enorme gennemslagskraft over for publikum er et godt eksempel på, at en Cannes-vinder i 1960’erne kunne have en ganske anden placering i det samlede film- og kulturbillede end de fleste nyere Guldpalme-værker.

I 1960’erne og 1970’erne kunne Cannes-festivalen uddele Guldpalmer til bredt anerkendte og centrale instruktører som Federico Fellini, (Det søde liv), Luchino Visconti (Leoparden), Michelangelo Antonioni (Blow Up), Robert Altman (M*A*S*H), Joseph Losey (The Go-Between), Francis Ford Coppola (Aflytningen, Dommedag nu) og Martin Scorsese (Taxi Driver).

Disse film fik et stort publikum, havde ofte kendte stjerner i hovedrollerne og var samtidig med til at overskride forældede grænser for en filmkunst, som dengang faktisk stadig kæmpede for at blive taget alvorligt på linje med de øvrige kunstarter.

Især hos Fellini serveredes der et sansemættende billedorgie, man ikke havde været udsat for før, og som i sin barokke overdådighed skabte et æstetisk begreb i tiden. Pludselig var der ingen ende på, hvad der var ’fellinisk’.

Derudover blev netop Det søde liv en skandalesucces på grund af sine udpenslede skildring af overklassens excesser i det dekadente moderne Rom. Dengang var det nemlig stadig muligt at skabe skandaler på den erotiske front, der jo nu er blevet grundigt nedslidt.

I det nye årtusind kan man sagtens komme ud for, at Guldpalme-vinderen hedder Apichatpong Weerasethakul, Cristian Mungiu og Laurent Cantet – navne, der næppe siger andre end en ret snæver inderkreds af cinefiler noget.

Skal man nævne Guldpalme-vindere inden for de seneste otte år, der har en almen gennemslagskraft i biograferne, som blot er i nærheden af de store gamle navne, kan det kun blive østrigeren Michael Haneke (Det hvide bånd og Amour) og amerikaneren Terrence Malick (The Tree of Life).

To er ikke mange.

En anden fortrop

Det betyder langt fra, at Cannes-festivalen har mistet grebet og ikke længere kan finde frem til den toneangivende filmkunst. Festivalens vilkår har bare ændret sig radikalt i takt med det vildt ekspanderende mediebillede og med nye, især fjernøstlige, landes stadig større betydning.

I 1960’erne og 1970’erne placerede filmen sig langt om længe som en utvetydig central kunstart med fast hjemstavn i biograferne – en enhedskultur med faste ritualer og hovedsagelig europæisk eller amerikansk forankring.

Cannes behøvede altså blot at se sig om i Europa og USA, med enkelte sideblikke til Japan og Sydamerika, for at finde de film, der tegnede den filmiske fortrop. Og mellem det store publikum og den kræsne festival var der i reglen en smagskonsensus, som altså nu nærmest er undtagelsen.

Forfatterne og det søde liv

I skyggen af Anden Verdenskrig prægede seriøsitet festivalen fra starten. Som et udtryk for international solidaritet uddelte man på de to første festivaler 1946-47 kollektive priser til seks-otte film, og den første officielle Cannes-vinder kom først i 1949, den engelske Den tredje mand, optaget i Wiens ruiner. Fra starten var det navne som italienske Vittorio de Sica og Federico Fellini, amerikanske Orson Welles og russiske Kalatozov (Tranerne flyver forbi), der løb med Guldpalmerne. Og festivalen var opmærksom på oplagte auteur-skikkelser som Luis Buñuel og Ingmar Bergman.

Det var netop Fellini, som med Det søde liv (1960) på slående vis demonstrerede det sammenfald, der dengang kunne opstå mellem en films status som verdenssensation i biograferne og Guldpalme-vinder ved Middelhavskysten.

Forfatter-vennerne Georges Simenon og Henry Miller sad det år i juryen, Simenon som formand, og de var ikke i tvivl om, at Guldpalmen tilhørte Fellini.

I det hele taget var juryerne i festivalens første årtier påfaldende anderledes sammensat end nu, hvor for eksempel skuespillere fylder meget mere. Kønssammensætningen er også helt anderledes: Der er langt flere kvinder med nu.

Dengang hældte man mere til bedagede mandlige ’åndspersonligheder’, ja, sågar filmkritikere. Og især mange forfattere: Jean Cocteau var selvskreven juryformand i tre omgange, men også Marcel Pagnol, Jean Giono og André Maurois ledede slagets gang.

Den første skuespiller og kvinde i formandssædet kom så sent som i 1966. Det blev Sophia Loren, som den datidige festivalleder Favre Le Bret var mere end lun på!

Det filmiske brændpunkt

Den helt store betydning fik Cannes først, da festivalen i 1959 præsenterede Ny Bølge-film som François Truffauts Ung flugt og Alain Resnais’ Hiroshima – min elskede. Nu stod Cannes for noget radikalt nyt.

Truffaut, der var en fremtrædende og meget åbenmundet filmkritiker i 1950’erne, havde i årene forinden kritiseret festivalen skarpt for konservatisme, men Cannes havde det bedste skaktræk tilbage: Invitér kritikerens egen film og giv den instruktørprisen!

Op gennem 1960’erne blev Cannes-myten så for alvor skabt gennem en stadig større mediedækning: Filmens, havets, solens og kvindens skønhed smeltet sammen til en højere enhed. Udover et lidt halvfrækt image med nøgne starletter på stranden – og en spirende megastjerne som Brigitte Bardot som det naturlige blikfang – blev festivalen brændpunkt for betydningsfulde filmæstetiske og politiske manifestationer – som i 1968, da samme Truffaut, Jean-Luc Godard og Louis Malle beordrede festivalen standset og lukket, mens studenterdemonstrationerne rasede i Paris’ gader. Som Truffaut argumenterede: Maj-oprøret havde alligevel sat det meste af Frankrig i stå, så hvorfor ikke også festivalen?

Et mindretal anført af Roman Polanski opponerede. Polanski havde fra sin polske ungdom fået en uudryddelig afsmag for politisk knægtelse af kunsten, men talte for døve øren. Efter en lille uges tid var festivalen forbi.

Cannes rejser sig igen

Lukningen i 1968 var selvfølgelig en streg i regningen for mange filmfolk, men bekræftede også festivalens relevans. For hvorfor lukke festivalen, hvis den var uden betydning?

Samtidig blev der banet vej for et flot comeback i 1969 med den italienske kommunist-instruktør Luchino Visconti som juryformand og politiske film som Lindsay Andersons If, Bo Widerbergs Ådalen 31, Costa-Gavras’ Z , Dennis Hoppers Easy Rider og Glauber Rochas brasilianske Antonio das Mortes på præmielisten. Nu var det svært at skælde festivalen ud som politisk reaktionær!

Dertil kom, at man startede en ny forevisningsrække ledet af instruktørerne selv, Quinzaine des Réalisateurs, snart suppleret af endnu én, Un Certain Regard.

1970’erne stod i ekspansionens tegn, og jeg husker, at ivrige journalister og opkøbere på et tidspunkt smadrede de aflåste glasdøre ind til en biograf, for at komme ind og se en bestemt film, der vist egentlig ikke var særlig vigtig, når det kom til stykket. Et nyt, højst tiltrængt festivalpalæ kom til, og hele festivalen blev afviklet mere professionelt og strømlinet. Alt blev større i årtierne, der kom – den kyniske kommers og hedonistiske dekadence, det generelle præg af filmisk dyrskue indrammet af lettere storhedsvanvittige franske ritualer. Men voksede filmene også i kunstnerisk format? Hvem vil blive husket længst – Fellini eller Weerasethakul? Selvfølgelig ikke til at vide, men sikkert er det, at den tid, hvor en Guldpalme-vinder var en film, alle bare skulle se, for længst er forbi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu