Læsetid: 5 min.

En festival åbner vores resonans-rum

Helsingørs Click Festival trådte i tredje forsøg i karakter – ikke mindst takket være historiefortælleren Laurie Anderson, en bodyguard i tvelys og nogle flyvende sølvpuder
Click Festivalen i Helsingør var i år niveauer over sidste års festival.
18. maj 2013

Måske er det en løgnehistorie, at Laurie Anderson engang søgte job på McDonald’s og snart langede burgere over disken i downtown New York. Måske er det en røverhistorie, at hendes venner, der købte fastfood på stedet, så lige igennem hende ude af stand til at genkende hende, fordi hun stod i en helt forkert kontekst. Men det er lige meget. Historien resonerer som en sandhed eller en visdom, da hun på scenen i Kulturværftet Helsingør slutter historien med følgende pointe: McDonald’s har altid, hvad folk vil have, og der er en overflod af det – og da hun stod dér bag disken var det første gang i Andersons liv at hun kunne give nogen præcis dét, som de ville have.

Pointen er betegnende for de overrumplende røntgen-belysninger hun igen og igen kaster i skæve vinkler gennem sine ellers klassisk strukturerede storytelling. Efter en luksuriøst turneret fortælling udsætter hun os for fortolkningernes svar på judo denne torsdag aften.

Det er første gang siden 1995, at den amerikanske performancekunstner, fortæller og musiker gæster Danmark, og det er foran en sal af sylespidse ører, at hun udfolder sine historier om fucked up følelsesmanipulation i en amish-familie, om opfindelsen af hukommelse og hendes terrier Lolabelles mørke erkendelse af, at farer også kan komme fra oven – synkron med newyorkernes erkendelse af det samme efter 11. september.

En dame åbner rum

Hun fortæller i en fast, først stigende og siden faldende, talemelodi tilsat dystre synthflader, der kan minde om Brian Eno og Angelo Badalamenti. Og hun afbryder kun ordene for at spille manende på sin helt igennem elektriske violin, der synes at tappe fra mange lydkilder og befinde sit i et skærende smukt krydsfelt mellem folkemusik og avantgarde, mellem Appalacherne og downtown Manhattan.

Anderson sætter sig i en lænestol for en kort stund, men fortsætter historierne om moderne menneskers utidighed, paradokser og løgne, der bliver ved at spidse til i pointer, der lige så let gennemhuller vores kultur som vores nærrelationer. Der kan godt være noget irriterende over hendes didaktisk betonede talemelodi og postulat om overlevering af visdom. Men det er jo dét, vi får: En oplevelse af en dame, der sikkert og roligt åbner dørene ind til rum, vi godt vidste fandtes, men som vi alligevel ikke selv er i stand til at finde. Wauw.

Finsk forrygende koncert

Vi leder alle efter kunst, der sætter vores resonansrum i svingninger, og vi finder nogle af psykosomatisk karakter under finske Mika Vainions vellykket undersøgende koncert på Click Festivalen i lørdags. Det er en industrielt betonet lydmester, der får den sorte sals gulv til at summe under vores fødder, mens det rumler i vores organer og de øvre metalstrukturer begynder at ryste og rasle. Vi er resonerende kroppe i en stor resonerende jernlunge. Og Vainio udforsker det hele med stort og fuldt overlæg.

Tidligere har amerikanske R. Stevie Moore og hans forrygende band også sat os i svingninger, men på andre langt mere rockede måder. Kort intro: Han er en 61-årig excentrisk, hvidhåret og -skægget herre med vom og et bagkatalog på over 400 udgivelser. Han skriver sange som ingen andre, bortset fra efterkommere som Ariel Pink, og det er en helt igennem forrygende oplevelse at se ham puste nyt liv i sine naivistisk betonede, men dybt begavede rocksange i selskab med tre unge, disciplineret energiske mænd – ikke mindst den helt igennem vilde leadguitarist.

Lørdagen markerer således, at Click Festivalen i sin tredje årgang træder i god gammeldags karakter. Musikprogrammet har taget et klokkeklart spring opad, både på den hjemlige og den internationale front. Der er flere gæster. Og Kulturværftets store sal er iscenesat stensikkert i sort, ofte med stærkt dunkel og generelt med imponerende enkelt tænkt belysning.

Der er stadig lidt unoder. Det strålende udsnit af danske kunstnere skæmmes af, at deres koncerter kun er sat til en halv time – i mange tilfælde for kort. Og foyeren, hvor folk hænger ud, er stadig et uforløst rum, som, ikke mindst på grund af den prosaiske belysning, minder om en kantine.

Til gengæld er naboen, Hal 14, et forrygende rum, der lægger imposante rammer til spændende og udfordrende ny medie- og lydkunst. Ikke mindst en række store sølvpuder fyldt med helium, som driver rundt mellem hinanden med hver deres drønende højttalersæt – et sted mellem skyernes skiftende poesi og spionflyenes trusler.

Dj’en og produceren Gaslamp Killer trækker til gengæld niveauet ned. Under hans sæt kommer jeg til at tænke på dubstepcirkusartisten Skrillex, men også på De Nattergale, når de står og roder med rytmeboksen. For amerikaneren hopper rundt i moderigtige basinfernoer, mens han stolt viser os, at han kan aktivere lyde på sin TouchPad.

Måske er det også en røverhistorie, jeg hører i foyeren om lørdagen: At amerikanske Dean Blunt i sidste øjeblik har udbedt sig to sorte bodyguards. Men der står i hvert fald en midt på scenen, og han er intimiderende. Ikke fordi han er stor og læderklædt, men fordi han står så den enlige projektør falder skråt over hans brystparti og holder hans ansigt i skygge.

Det bidrager til det dunkle tea- ter, som snart udspiller sig. En kvinde med en akustisk guitar sidder helt i skygge, og i spotlyset står en ensom mikrofon. Kvinden spiller kun én gang, en forrygende solo på et minuts tid. Og hovedpersonen? Han lusker rundt i mørket og gæster kun pletvist mikrofonen for at synge sine deprime r&b-sange, en slags Frank Ocean på vrangen.

Og det virker som om at han kun besøger mikrofonen og spotlyset, når han har noget vigtigt og svært at bekende.

Gennem hele koncerten væver sig en oceanisk, billedrig, strygerinficeret r&b og lydkunst. Regnvejr risler og basbombninger får hele salen til at give sig i sammenføjningerne, køligt sørgmodige sange isner vores følelsesregistre.

Det er et dunkelt kammerspil om kærlighed for bodyguard, guitarist og Dean Blunt – med præindspillet musik, lyskegle og mikrofon som eneste rekvisitter. På én gang knugende genkendeligt og frisættende originalt. Og et højdepunkt blandt højdepunkter.

 

Click Festival 2013, Kulturværftet Helsingør

R. Stevie Moore, Dean Blunt, Mika Vainio, Gaslamp Killer – lørdag.

Laurie Anderson – torsdag.

Opholdet i Helsingør blev betalt af Click Festival.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer