Filmen skal ikke vide alting på forhånd

Når man laver dokumentarfilm, er det bedst med kun én person i billedet. Det har Jørgen Leth altid ment. Andet er ufilmisk og ukontrollabelt på en uinteressant måde. Men i sin nye portrætfilm om billedkunstneren John Kørner spiller instruktøren selv en rolle, der undervejs i filmen bliver større og større. Sådan går det, når man ikke har skrevet det hele ned på forhånd
Jeg studerer i alle mine film nogen, der laver noget. En cykelmekaniker, som laver noget, en balletdanser, som arbejder med sig selv, en digter, som skriver med skrivemaskine. Jeg kan lide at se processer. Arbejde, der tager form. Her var en oplagt chance til at følge en kunstners arbejde, siger Jørgen Leth om sin seneste film om kunstneren John Kørner.

Jeg studerer i alle mine film nogen, der laver noget. En cykelmekaniker, som laver noget, en balletdanser, som arbejder med sig selv, en digter, som skriver med skrivemaskine. Jeg kan lide at se processer. Arbejde, der tager form. Her var en oplagt chance til at følge en kunstners arbejde, siger Jørgen Leth om sin seneste film om kunstneren John Kørner.

Jakob Dall
2. maj 2013

Omhyggeligt knapper de 75-årige fingre den brune cardigan op. De er solbrændte og sprukne, ser ud til at være stærke. Jørgen Leth lægger cardiganen på et bord. Det er hans fingre. De har skabt film i 50 år, og den nyeste er dokumentarfilmen Jeg taler til jer – John Kørners verden.

I begyndelsen var det også disse fingre, der klippede filmene, men Jørgen Leth har fundet ud af, at hvis man ser dybt ind i en film, forsvinder man også let ind i den: Hvis man er med i hele processen, vil man til sidst miste orienteringen. Derfor har han udviklet en speciel måde at aflevere sine manuskripter og bøger på.

»Jeg sender dem af sted med det samme, som jeg skriver dem. Simpelthen. Det gør jeg altid. Kapitel ad gangen eller digt ad gangen. Det gør jeg. Så får klipperen dem helt friske, og der er ingen rækkefølge,« siger han.

Information møder filminstruktøren i et lyst mødelokale hos SF Film på Islands Brygge i København. Hans nasale stemme er nærmest en dansk kulturinstitution i sig selv. Ordene stødes frem, og hele tiden slår han med små gentagelser sine udsagn fast.

»Jeg kan enormt godt lide at bede klipperen om at komme med et bud på rækkefølge og struktur. Det er meget usædvanligt, og der er ingen andre instruktører, der gør det på samme måde. Det er der ikke.«

Det handler selvfølgelig også om at være tryg ved den person, som man giver denne frihed, siger han. Camilla Skousen, som har klippet Jeg taler til jer, har Jørgen Leth arbejdet sammen med siden begyndelsen af 1980’erne. Hun ved, hvad han kan lide. Sommetider har han indvendinger, men meget ofte rammer hun plet fra starten. Men det har også noget at gøre med, at Jørgen Leths liv i dag er indrettet anderledes end tidligere. Han bor i Haiti, og han kan godt lide at modtage et klip, hun har klippet i Danmark, og så fra Haiti diskutere det.

»Jeg bilder mig ind, at det er givende at være i en helt anden kultur. At se det arbejde, man for eksempel har lavet i Danmark – i Haiti. Det er muligvis en mystik, men der er også et element af distance, som er gavnligt for, at det finder på plads.« Distancen er god. Da Jørgen Leth i 1973 skulle lave Stjernerne og Vandbærerne, kom han hjem fra Giro d’Italia med en masse stof og mødte sin klipper, Christian Hartkopp. Klipperens udgangspunkt var, at han absolut intet forstod af cykelsport. Ikke noget dårligt udgangspunkt, mener Jørgen Leth.

»Han sad og klippede og forstod ikke, hvad der skete, så hele tiden spurgte han: ’Hvorfor gør de sådan? Hvad betyder det?’ Så forklarede jeg det hele forfra, og så sagde han: ’De forklaringer skal fandme med i filmen!’,« husker instruktøren.

Optaget af processer

På den måde blev filmens kommentatorspor meget forklarende. En praksis, der på det tidspunkt var »fuldstændig tabu« blandt dokumentarfilmfolk: Voice-over var håbløst gammeldags. Men Jørgen Leth genindførte det, og uden Christian Hartkopps uvidenhed om cykelsport var det blevet en anden film; en film, hvor meget havde været taget for givet, mener han.

Jørgen Leths nye film er et portræt af billedkunstneren John Kørner, og instruktøren har i sit filmarbejde altid været inspireret af billedkunst – næsten mere end af film.

»Billedkunst er meget tilstedeværende i mine film. Jeg citerer tit mere eller mindre direkte fra billedkunst i mine film. Nogle scener er direkte inspireret af malerier af for eksempel Magritte,« siger han med henvisning til en scene i Det gode og det onde fra 1975, hvor en mand står ved en grammofon, og der i baggrunden ligger en nøgen kvinde på en sofa – ligesom på René Magrittes klassiske maleri Den truede morder.

Men ligesom klipperen fra Stjernerne og Vandbærerne ikke kendte meget til cykelsport, kendte Jørgen Leth ikke meget til John Kørners værker, da han for fem år siden begyndte på filmen. Hans datter, Karoline Leth, der har produceret filmen, er venner med John Kørner og foreslog, at hendes far skulle skabe en film om billedkunstneren. Hun insisterede.

»Det kom på et tidspunkt, hvor jeg godt kunne se det tiltrækkende i at lave en film om noget andet. Om et emne. Og jeg kunne enormt godt lide, at det her kom udefra. Det er sjældent for mig. Jeg har næsten kun fundet filmemner selv,« siger han og flytter en kaffekop fra bordet til sin venstre hånd, så til højre hånd og så tilbage til bordet.

»Men selv om jeg ikke kendte ham, handler det om, at jeg er meget optaget af arbejdsprocesser. Jeg studerer i alle mine film nogen, der laver noget. En cykelmekaniker, som laver noget, en balletdanser, som arbejder med sig selv, en digter, som skriver med skrivemaskine. Jeg kan lide at se processer. Arbejde, der tager form. Her var en oplagt chance til at følge en kunstners arbejde.«

At lave et portræt af en kunstner var ikke fjernt for Jørgen Leth, men han ville nødigt lave endnu en film som Jeg er levende (et portræt af digteren Søren Ulrik Thomsen fra 1999), der i sin stil var meget stram og præcis. Hellere ville han lave en film, der var afslappet og tilbagelænet. Men vigtigst af alt måtte den være nysgerrig:

»I bund og grund er det en meget vigtig dyd for en dokumentarfilm, at den er nysgerrig. Det synes jeg. Filmen skal ikke have en sandhed, som den vil prædike. Filmen skal ikke vide alting på forhånd. Filmen skal søge at få svar på nogle umiddelbare spørgsmål. Det synes jeg, den her film er et klart eksempel på.«

I sine nyere film er det som om, Jørgen Leth har fået en ny rolle. Hvor han tidligere var en subjektiv betragter, en observatør, er han begyndt at blande sig mere og mere i det, der sker foran kameraet.

– Er det en kunstnerisk bevægelse, der er sket?

»Ja, det er nok fordi, jeg føler mig mere komfortabel ved det,« siger han og holder en pause.

Film skal være personlige

»Det er først med De fem benspænd, at jeg bliver opmærksom på, at det kan være interessant at være til stede i filmene. Og det bliver jeg nok mere og mere bevidst om. Måske samtidig med min voksende bevidsthed om mig selv som performer. Det begynder at hænge sammen på den måde,« siger han.

Mange regner det for en dyd, at instruktøren er fraværende, men Jørgen Leths film er personlige. Allerede i anslaget.

»Det har jeg altid insisteret på, at de skulle være. Det er ikke værd at lave film, hvis de ikke er personlige.«

Det plejer også at være hans budskab, når han underviser på filmskoler: ’Glem ikke at bruge jeres eget livs erfaringer eller det, I ser, som udgangspunkt – i stedet for at bruge noget, som andre synes er interessant’.

I Jeg taler til jer’s indledende fase er Jørgen Leth mest af alt en betragter af billedkunstnerens arbejde. Langsomt fylder han mere og mere i filmen, og dialogen mellem Jørgen Leth og John Kørner bliver central. I en scene ringer John Kørner til Jørgen Leth for at spørge om et råd i forbindelse med hans serie af malerier af prostituerede, Kvinder til salg. Instruktøren udvikler sig til at være ikke bare en karakter i filmen, men en hovedperson: en slags mentor for den portrætterede.

»Det er jeg meget glad for. Samarbejdet og dialogen bliver aktiveret på den måde, at spørgsmålet pludselig kommer fra ham. Det, synes jeg, er overraskende og meget spændende. Det er klart en ny ting. Det har man sgu ikke set før: At kunstnere, der bliver portrætteret, henvender sig til instruktøren for at få en mening om et bestemt problem.«

– Hvorfor har du aldrig lavet sådan en film før – altså en ... samtalefilm?

»Det har jeg altid været imod. Det er nyt for mig, at jeg pludselig har lavet sådan en. Jeg har tværtimod været interesseret i at reducere samtale og dialog så meget som muligt. Generelt har jeg tænkt, at det er bedst med kun én person i billedet. Som siger nogle få ord. Samtale og dialog og interview har jeg altid følt var ufilmisk. Og ukontrollabelt på en måde, jeg ikke fandt interessant,« siger han.

Ikke desto mindre er det sket denne gang. Og det skyldes – mener han selv – et andet forhold, der er typisk for hans film: Han ved ikke præcis, hvordan filmen udvikler sig. Jørgen Leth kan lide at holde både formen og fortællingen åben et godt stykke tid. Paradoksalt nok har John Kørner det lige omvendt. I en scene i filmen grubler han over et maleri, han ikke kan finde ud af, hvordan skal ende. Det irriterer ham. Jørgen Leth synes, det er pragtfuldt.

»Jeg har altid villet, at mine film lærte af mine digte. Et digt er det mest spontane, man har. Et digt starter i øverste venstre hjørne, og så ved man ikke, hvor det fører hen. Det er sådan, jeg analyserer processen.«

»Man skal lade det stå åbent så længe som muligt. For mig er det dybt fremmed at have det hele skrevet ned på forhånd. Dybt fremmed. Det er det.«

Ikke at have noget skrevet ned førte for Jørgen Leth denne gang til en portrætfilm, som også er en samtalefilm. Hvilken vej hans 75-årige hænder fører det næste værk, tør han endnu ikke sige. Men samarbejdet med Karoline Leth viste sig overraskende gnidningsfrit – når man tænker på, at hun er producer, og han er instruktør – så et nyt samarbejde med datteren udelukker han ikke. Han griner. Rejser sig og rækker højre hånd frem mod cardiganen.

’Jeg taler til jer – John Kørners verden’ har premiere i morgen på HEART – Herning museum of Contemporary Art. I udvalgte biografer landet over 8. maj

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jørgen Leth

Journalist, forfatter, digter, filminstruktør. Født i Aarhus 1937. Har boet i Haiti siden 1991. Har skrevet og instrueret mere end 40 film. Her et uddrag:

’Stopforbud’ (1963)

’Det perfekte menneske’ (1968)

’Jens Otto Krag’ (1969)

’Stjernerne og vandbærerne’ (1974)

’Klaus Rifbjerg’ (1974)

’En forårsdag i helvede’ (1977)

’66 scener fra Amerika’ (1982)

’Det legende menneske’ (1986)

’Traberg’ (1992)

’Michael Laudrup – en fodboldspiller’ (1993)

’Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen’, digter (1999)

’Nye scener fra Amerika’ (2003)

’De fem benspænd’ (2003) (med Lars von Trier)

’Aarhus’ (2005)

’Det erotiske menneske’ (2010)

’Jeg taler til jer – John Kørners verden’ (2013)

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Han er en rigtig kunstner. Ikke alene forstår han at hive penge ud af Kunstfonden, hvor han (selvfølgelig) også er livsvarigt medlem, hvis indtægterne en dag skulle kikse helt, inden døden indtræffer. Og man må medgive ham, på trods af sin høje alder, at han er eminent til at sælge sig selv.

Og selvom han lever som en millionær, så har han folkelig appeal, eller hvad det hedder i dag. Han er altså begge dele. En dengse hos borgerskabets lommepengeafdeling. Og afholdt for sin bramfrihed som cykelsportskommentator i tv hos folket. Selv landbruget, som har afsat 60 millioner til kampagnen: ’Fremtiden er ikke så sort, som den har været’, bruger Leths genkendelige stemme i deres propaganda film. (Garanteret ikke et ord om at landbruget er så forgældet, at hvis det, som andre mennesker skal, skulle betale sin gæld tilbage, ville Danmark gå på møddingen).

Men bravo! en liberalist, som kan hvad der skal til. Og nu igen en statsstøttet kortfilm om maleren John Kørner. Ganske vist ikke folkelig, men for et snævert og rigt publikum. Hvorfor lige Kørner? Jo, svarer Leth, han maler på gulvet. Ha, ha. Det er den mest åndsvage bemærkning i mange år. For der eksisterer ikke en maler, som ikke har malet på gulvet. Men noget skal man jo sige, når man bliver spurgt. Men så kan to kendisser tørre røven på hinanden og score kassen der.

Der er sgu ingen krise her. Den er hos de fattige. Måske skulle S og SF også hyre ham? Det kunne der godt være brug for. Så kan han fortælle den gamle historie om, hvorfor nogen nødvendigvis skal være fattige og andre nødvendigvis skal være rige. På en sjov og pædagogisk måde. Og måske indflette den gode historie med, hvordan de radikales forkvinde, forlængede olierettighederne for et Rolexur. Der er mange muligheder, men Leth vil nok træde varsomt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Jeg vil lige korrigere mig selv ovenfor, her. Man må ikke være misundelig fortalte man mig skolen. Men jeg er fuldstændig ligeglad med alt deres kirkelig præk. Jeg er mere forarget. Det Danske Filminstitut, man skal kikke lidt efter i sømmene. Her har Leth ikke raget særligt meget til sig (800.000 kr.) og vist 0 kr., til filmen om Kørner.
Men ellers:
Holdaheltkæftmand.
Det er en familieforetagende hele støttesystemet og jeg kan se, at det gælder om, at være gode venner med kunsulenterne, som betemmer. Hvem og hvilken familie, søn, datter, ven osv., som skal have pengene. Og så sælger de sandsynligvis 'skidtet' til tv bagefter og kradser skattepenge ind en gang til. Det kan sgu da ikke være rigtigt fru hattedame-taskebærer,rolexur-ejer og kulturfrue Marianne Jelved? Og hvor er fimen og dem som skal leve på kontanthjælp og på nedsat kontanthjælp ca. 6.500 kr. pr. måned FØR skat? Hvor er de henne? De kommer aldrig, for det er fedterøvenes borgerlige klub, med ganske få undtagelser, som man læser om, når man ser på støtten fra filminstituttet .

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Madsen

@ Lene B.

Måske er det omsonst at gå ind i dene samtale.
Men jeg har altid fundet det interessandt at undersøge hvem der egentlig udnytter hvem.
I Jørgen leths tilfælde er det nok snarere end slags købmandsforretning end et slave forhold vi er vidne til.
Så står det selvfølgelig i øvrigt en hver frit for, at lade sig forarge over Jørgens faschination af unge kvinder.

anbefalede denne kommentar