Læsetid: 14 min.

Forsonet i passionen for den magiske magister

De var hovedpersoner i en af nyere tids mest indædte og langstrakte litterære fejder – om de videnskabelige principper bag biografien ’SAK’. I otte år har Joakim Garff og Peter Tudvad ikke talt sammen. Men i denne uge mødtes de to passionerede Kierkegaard-forskere for at lægge fortiden bag sig og – i anledning af Søren Kierkegaards 200-års fødselsdagsfejring – at forsones i deres fælles passion for den afdøde filosof
»Jeg kan næsten ikke forestille mig et bedre samarbejde. Det var jo også derfor, at det gjorde så ondt,« siger Joakim Garff om bruddet med kollegaen Peter Tudvad.
	 

»Jeg kan næsten ikke forestille mig et bedre samarbejde. Det var jo også derfor, at det gjorde så ondt,« siger Joakim Garff om bruddet med kollegaen Peter Tudvad.
 

Jakob Dall

3. maj 2013

Den er ikke mere end halvanden kvadratmeter stor, Informations gamle træelevator, der forbinder foyeren i stueetagen med fjerdesalen oppe under tagskægget. Et lille metalskilt på elevatordøren meddeler, at det vertikale transportmiddel er ‘beregnet til tre personer’. Joakim Garff kigger skeptisk på sin tidligere kollega Peter Tudvad. Så siger han med et speget smil på læben: »Tror du, den er stor nok til at rumme vores egoer?«

Spørgsmålet er relevant. Ikke siden 2005 har de to navnkundige Kierkegaard-forskere og tidligere så gode kolleger på Søren Kierkegaard Forskningscenteret i København opholdt sig i samme rum. I godt otte år har de ikke haft kontakt med hinanden, ikke talt sammen, ikke udvekslet et blik.

De kalder selv dagens møde for »et forsoningsinterview« – og de forsøger at gøre sig umage: De lytter interesseret , smiler, udveksler kvikke bemærkninger og har begge medbragt signerede eksemplarer af hver deres nye bog. De gør tilnærmelser.

Faktum er, at Peter Tudvad og Joakim Garff denne mandag er mødt op på Information, for i 200-året for Søren Kierkegaards fødsel – og for første gang siden 2005 – at konfrontere sig selv og hinanden med de begivenheder, som for otte år siden forvandlede dem begge til hovedpersoner i den mest opsigtsvækkende og udmagrende litterære fejde i nyere dansk historie: Striden om SAK.

Lad os spole tiden knap 13 år tilbage: Den 3. november 2000 rammes det danske bogmarked af en mindre litterær sensation. Kierkegaard-forskeren Joakim Garffs murstensbiografi SAK udkommer til overstrømmende anmeldelser i hele den danske dagspresse. Beundringen er uforbeholden: Alle er enige om, at der er tale om en monumental bedrift, og bogen stryger til tops på samtlige bestsellerlister. Garff belønnes med både Georg Brandes-Prisen og Weekendavisens Litteraturpris, og mens salgstallene fortsætter deres himmelstorm, forvandles den tidligere anonyme forsker til en landskendt, offentlig person.

Anklage

Men i Søren Kierkegaard Forskningscenteret sidder en mand, der har svært ved at dele begejstringen for sin kollegas litterære værk – og endnu sværere ved at tie med sin mening om det. Peter Tudvad farer til tasterne og forfatter et indlæg i Jyllands-Posten og Universitetsavisen, hvor han kritiserer SAK for »manglende kildekritik« – en anklage, han senere udbygger og udfolder i en kronik i Information. Centralt står, at Garff ifølge Tudvad omgås sine kilder alt for løsagtigt og dermed får tegnet et forkert billede af Kierkegaard som en københavnsk dandy, der omgav sig med tjenere og luksus og langtfra kunne leve op til sine egne skrifters fordringer om barmhjertigheds- og kærlighedsgerninger.

Garff afviser anklagerne, kalder beskyldningen om videnskabelig uredelighed for »aldeles uacceptabel og helt grundløs« og understreger, at man sagtens kan være videnskabelig og samtidig bestræbe sig på at gøre afstanden mellem den sande historie og den gode fortælling så kort som mulig. Han tilføjer, at angrebet mod hans person for ham at se mest af alt ligner et forsøg fra Tudvads side på at promovere sin nye bog, Kierkegaards København, som på det tidspunkt netop er udkommet.

Det er dén forhistorie, der sitrer mellem linjerne som en usynlig undertekst, da Information den 22. april i år sender en skriftlig anmodning om et dobbeltinterview til de to Kierkegaard-eksperter. Ved middagstid dagen efter sender Peter Tudvad en mail retur. Han er glad for invitationen, skriver han, »og især synes jeg fint om at ekspedere en vis sag heden, så det kan komme til at handle om det, der knytter Hvidvinsakademikeren og Arkivrotten, Demokraten og Den Rethaveriske alias Garff og Tudvad sammen, nemlig passionen for den sære magister, vor skrutryggede landsmand.«

24 timer senere svarer også Joakim Garff, og her er meldingen den samme. Han har »allerede fundet diverse fredspiber frem til formålet,« skriver han og sammenfatter med letløbende pen: »Det skulle med andre ord være muligt at lade samtalen dreje sig om det væsentlige, sagen selv, essensen, nemlig vores passion for den magiske magister, der ifølge Regine rigtignok var lidt ‘højskuldret’, men i øvrigt havde hjertet på rette sted. Og det er vel næppe helt uvæsentligt.«

Det er altså i dén ånd de to tidligere kamphaner er mødt frem til dagens møde: For at lægge fortiden bag sig og – i anledning af Søren Kierkegaards 200-års fødselsdagsfejring – at forsøge af forenes og forsones i deres fælles passion for den afdøde filosof.

Dødubehageligt

Men først skal et kapitel lukkes.

–Er der kommet noget godt ud af fejden, eller ville I hellere have været den foruden?

I nogle sekunder er der stille i lokalet. Så bryder Joakim Garff tavsheden.

»Det var Peter, der begyndte,« siger han tørt. De bryder begge ud i brede grin. Så finder Peter Tudvad en mere alvorlig mine frem.

Tudvad: »Det ville være fjollet at sige, at jeg ville have gjort noget anderledes. Det ville være kontrafaktisk. For det ville jeg jo ikke. Men jeg er et andet menneske i dag blandt andet på grund af denne fejde«.

Han holder en lille pause.

»Grundlæggende synes jeg jo, det er fint at have fejder. Selvfølgelig kan man være uenige om, hvornår det er relevant at tage dem – og her vil Joakim og jeg formentlig være uenige – men jeg synes, det er glimrende, at man får pustet noget liv ind i forskningen, og også at nogen tør tage debatten i offentligheden. Jeg synes altid, jeg bliver fremstillet, som om jeg kun er ude på at lave krig og revolution og polemik. Gu vil jeg da ej. Men jeg har da selvfølgelig temperament. Jeg kan ikke lade være, når jeg mener, jeg har ret. Men jeg har ikke været et sekund i tvivl om, at det har været benhårdt for Joakim det her – og det var det i øvrigt også for mig selv. Det var dødubehageligt.«

–Er der noget, du har fortrudt i løbet af den tid, det stod på?

Tudvad: »Det ærgrer mig, at den fik det forløb, den gjorde, denne ballade. Joakim og jeg havde jo i mangt og meget et fantastisk samarbejde, også socialt ... Kan du huske dengang, jeg havde den dér konflikt…?«

Peter Tudvad kigger spørgende over bordet på Joakim Garff.

»Ved du, hvad jeg taler om?«.

»Ja,« svarer Joakim Garff kortfattet.

»Okay. Jamen så... tak,« siger Peter Tudvad og forklarer med en kort regibemærkning, at der var tale om en intern konflikt mellem ham selv og en anden ansat på Søren Kierkegaardcenteret.

»Bagefter kom Joakim ind til mig på kontoret med en flaske vin. Det var så stort af dig,« siger han henvendt til sin tidligere kollega.

Også Joakim Garff husker tiden før fejden som en god tid.

Garff: »Dengang sad vi i Peter Fabers hus på hjørnet af Kannikestræde. Det var fantastisk. Dansk guldalder, da det var bedst. Vi skrev og rumsterede og havde et fantastisk godt forhold til hinanden. Peter stod ofte i min dør og lo meget længe. Eller jeg kom ind til ham og stod i døråbningen og lo ad det, han fortalte. Jeg kan næsten ikke forestille mig et bedre samarbejde. Det var jo også derfor, at det gjorde så ondt.«

– Mange vil nok have svært ved at forstå, hvordan lidenskaben for en afdød person kan blive så stor, at man er villig til at sætte et så godt kollegialt forhold over styr?

Tudvad: »Ja, det tror jeg heller ikke, mange forstår. For mit eget vedkommende handler det meget om min karakter, som har det med at støde rigtig mange. Det er ikke et resultat af, at jeg har læst meget Kierkegaard. Jeg har altid haft det der liggende i min karakter, som gør mig pisseirriterende. Sådan er det. Jeg tænker tilbage på vores samarbejde med stor varme. Vi var lidt de to frække drenge, for de andre var sgu lidt støvede.«

Pinlig orden

Joakim Garff har løbende korrigeret og tilpasset dele af sin bog efter Peter Tudvads kritik, og i den nye jubilæumsudgave af SAK, som netop er udkommet, skriver han med tilsyneladende forsonlighed:

»Som det formentlig vil være flere bekendt, har min tidligere kollega, cand.mag. Peter Tudvad, med hvem jeg i lange perioder har haft et nært og fornøjeligt samarbejde, fremsat en række indvendinger, som jeg i det omfang forholdene tillod det, har ladet komme biografien til gode.«

– Skal det, du skriver her, forstås som en indrømmelse?

Garff: »Der ligger flere ting i det: Selv om konflikten på mange måder var smertefuld og forvirrende, så er jeg i forhold til brug af kilder og historisk materiale blevet gjort opmærksom på, at man måske bør fare frem med større lempe. Det der skilte os meget dengang var opfattelsen af, hvad en kilde er. Da jeg skrev SAK, var mit primære kildemateriale Kierkegaards tekster, hvorimod Peter arbejder på et mere fundamentalt niveau i kildematerialet. Det er jeg selvfølgelig blevet opmærksom på, og derfor har jeg også i forbindelse med Regines gåde gjort mig meget umage med at sikre, at der er pinlig orden i regnskabet, når jeg refererer til et kildemateriale af mere historisk beskaffenhed,« siger Joakim Garff og fortsætter:

»Nogle tror, at Peter og jeg fra dag ét gik rundt med knive i inderlommen og ventede på anledninger til at bringe dem i anvendelse. Vi havde det meget fornøjeligt, og derfor kom kritikkens voldsomhed også en lille smule bag på mig. Noget af det skulle man måske have afviklet i fagtidsskrifter i stedet for at bevæge sig ned i et meget detaljefikseret felt, som langt de færreste havde mulighed for rigtigt at forholde sig til.«

Peter Tudvad begynder at sidde lidt uroligt på stolen:

Tudvad: »Jeg har opfattet vores fejde på en anden måde, men jeg synes, det er irrelevant at tage den diskussion igen. Jeg har opfattet forordet i SAK, som en fremstrakt hånd, og dét er for mig det afgørende. Det andet dér vil vi formentlig være uenige om til vores dages ende. Og fred nu med det.«

En gribende ensomhed

–Peter Tudvad, et af dine konkrete kritikpunkter af SAK var, at Kierkegaard blev fremstillet for meget som en dandy og for lidt som et menneske, der levede op til sine egne skrifters fordringer. Hvilke konsekvenser har det for forståelsen af Kierkegaards værker, om det er den ene eller anden biografiske fortælling, der kommer til at dominere?

Tudvad: »For mig var det vigtigt at få sat fokus på Kierkegaards forfatterskab som teologisk. Det er afgørende for Kierkegaard, at man ikke er kristen, bare fordi man er døbt og konfirmeret. Man kan kun stræbe efter at blive kristen. Jeg ville gerne demonstrere, at han i højere grad, end vi måske har været vant til at se, selv forsøgte at blive kristen i kierkegaardsk forstand, bl.a. ved at åbne sit hjem for fattige mennesker. Dengang var det vigtigt for mig at sætte fokus på, at kristendommen var en del af hans liv, og at han brugte et par timer dagligt ikke bare på at spadsere, men på at tale med høj og lav. Det er storslået og forbilledligt.«

Garff: »Jeg har undret mig over, at man har opfattet min bog som et forsøg på ene og alene at portrættere Kierkegaard som dandy. I 1836 bruger Kierkegaard 1262 rigsdaler på sig selv. Det svarer til en professors årsgage, dér er han en jo en dandy, men det er på en dybt tragisk baggrund. Der er dødsfald i hans nærmeste familie, der er alle mulige gode grunde til, at han reagerer, som han gør. Men jeg opfatter ikke Kierkegaard i 1855 som dandy. Jeg opfatter ham som en figur, der udvikler sig fra at være dandy til at ende i den absolutte askese – og stadig har sine læsere med. Jeg synes, der er stor smerte, ensomhed og desperation navnlig i den sidste fjerdedel af SAK, der fremstiller Kierkegaard som en yderst radikal, kristen tænker med alt til faget henhørende.«

Tudvad: »Det er det interessante og dragende ved Kierkegaard. Den der nådesløse og hensynsløse kamp med sig selv og med Gud og hvermand.«

Garff: »Ja, der er jo en stor smerte i det. En ensomhed og en isolation. En afsondrethed, som er meget gribende, må jeg sige.«

Tudvad: »Ja, det synes jeg bestemt også. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at sammenligne med Lykke-Peer. Den måde, som Peer ender på. Ender han lykkeligt eller ulykkeligt? Hvis man tager ham bogstaveligt, ender det faktisk lykkeligt.«

– Du mener, at Kierkegaard får det, som han vil have det?

Tudvad: »Måske gør han. Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at han er ulykkelig under kirkekampen. Det er et øjeblik, hvor han er døden nær, men fejden gør ham alligevel ekstatisk. ’Min ekstatiske klosterbroder’, som hans storebror tiltaler ham. Man får ikke indtryk af, at han dør i fortvivlelse. Det må være helt afgørende for en mand som Kierkegaard, om han kunne dø i troen på sine synders nådige forladelse eller ej.«

– Hvis man skal forstå Kierkegaards jordiske forsagelser som noget positivt, kræver det så ikke nærmest, at man aflægger sig sine egne forestillinger om det gode liv?

Garff: »Jo, men det er i det hele taget meget afgørende i forhold til Kierkegaard: Han skelner mellem det gode liv og det sande liv. Han vil ikke leve det gode liv, han vil leve det sande liv. Og det er jo i virkeligheden noget af det mest betagende og respektaftvingende ved ham.«

Tudvad: »Han skriver det vidunderlige: ’Ja, selvfølgelig er jeg aristokrat. Det er da enhver, der vil det sande’.«

Stakkels lille Søren…

De to forskere er enige om, at Kierkegaard er »værst«, når radikaliteten løber af med ham. I kølvandet på Corsarstriden falder den sociale Kierkegaard ud og erstattes af den isolerede, pietistiske tænker. En udvikling, der ifølge Joakim Garff påvirker og ændrer hele Kierkegaards dagligdag.

Garff: »Før kunne han gå rundt og tale med alle, og han havde brug for sit ’menneskebad’. Det var virkelig et socialt netværk for ham. Nu griner de ad ham – det er ødelæggende. Meget længe er han demokrat, inden demokratiet bliver indført. Han er gadepræst. Han er ude blandt folk, og det er noget af det bedste ved Kierkegaard: Glæden ved at være almindelig – velvidende, at det er han ikke selv. Men efter 1846 er der en venden sig bort fra verden. «

Tudvad: »Joakim har helt ret i, at der sker noget voldsomt for ham, som også får indflydelse på hans teologiske tænkning efter ’46. Men jeg tror, han er disponeret for det allerede idet, han har det her fokus på ’hiin Enkelte’, som vi ofte roser ham for, men man kunne spørge: Hvad bliver der af fællesskabet? Det er et handicap for en teolog, at han ikke har noget positivt at sige om det religiøse fællesskab og menigheden. Hvad blev der af det?«

Af samme grund kan det undre Peter Tudvad, at kirken i dag er så begejstret for Kierkegaard.

»Tag op til marmorkirken og se stakkels lille Søren stå blandt alle de andre kirkefædre. Hvad gør han dog dér? Hvis ikke der var det der metrobyggeri, havde jeg lyst til at gå op og hænge en løkke om halsen på Kierkegaard og et citat af Shakespeare: ’Bedre godt hængt end slet gift!’ Han bliver udsat for en repressiv tolerance. Men det er jo også radikaliteten hos ham, der gør ham spændende. At han tør tænke tankerne til ende og udfordre.«

Også i sit eget liv praktiserede Kierkegaard en radikalitet, der ikke mindst kom til udtryk i forholdet til hans elskede Regine Olsen, som han pludseligt og med stor voldsomhed afbrød forbindelsen med efter 13 måneders forlovelse den 11. oktober 1841. Både Peter Tudvad og Joakim Garff nærmer sig gåden om Søren og Regine i deres nye bøger; Joakim Garff i Regines gåde og Peter Tudvad i romanen Forbandelsen. Netop forholdet til Regine – mener Peter Tudvad – er et godt udgangspunkt for at diskutere forholdet mellem fornuft og følelse hos Kierkegaard.

Kunne ikke give slip

Tudvad: »Jeg kan ikke se noget i Kierkegaards skrifter, der tyder på andet, end at han til sin død var dybt og inderligt forelsket i hende. Men refleksionen og religionen kommer til at amputere hans forhold til hende. Den stakkels mand! Noget, der forbløffede mig, da jeg researchede til min bog, var, at han – som han selv ser det – opfører sig ridderligt, når han nu opgiver hende. Han mener ikke, han er god for hende, så han vil gøre hende fri til at forpligte sig til anden side. Men problemet opstår, da hun så forlover sig, for hvordan reagerer han så? Han bliver sur! Han bliver pissefornærmet!«

– Hvordan skal man vægte Regines betydning i forhold til hans forfatterskab?

Garff: »Jeg tror, det er svært at overvurdere Regines betydning. Det er sådan en fraværsbetydning, der hele tiden udgår fra hende. hun bliver muse mod sin vilje. En figur, der iværksætter et enormt kunstnerisk skred i Kierkegaard. Der frisættes ved mødet med Regine nogle kolossale kunstneriske kræfter, som paradoksalt nok er langt stærkere end de erotiske energier.«

Tudvad: »Det er oplagt, at man kan se denne historie som en vidunderlig anledning til, at Kierkegaard bliver forfatter. Det siger han jo også selv. Der ligger en sublimering i det. Men hvor er jeg dog taknemmelig for, at jeg selv har en kæreste, som jeg elsker over alt på jorden, og jeg har også dedikeret min bog til hende. At jeg selv har oplevet den form for kærlighed har givet mig en skepsis over for hans kolossale refleksionssyge, som jo er bagsiden af medaljen. En genial tænker, men han har svært ved at komme ned under det niveau.«

Garff: »Og det, tror jeg, er en del af Kirkegaards problem. Det tematiserer han igen og igen, ved at kvinden på en eller anden måde kommer til at underskrive sin egen dødsdom i og med, at hun kommer til at vække kunstneriske energier i det unge menneske, som pludselig kan se, at det er digter, han skal være. Han får hende med ind i sit gudsforhold, og hun bliver ved med at spøge som en skyld, han ikke kan sone.«

Joakim Garff standser sin talestrøm og skæver mod diktafonen, der lyser op på bordet foran os. Displayet viser 1 time 32 minutter og 47 sekunder, da vi beslutter os for, at der stadig er meget at sige, men at det vigtigste trods alt er blevet sagt. Joakim Garff har et møde ude i byen, Peter Tudvad skal tilbage til Berlin – men først skal de udveksle bøger. »Til Peter, med de solideste forsoningshilsner,« har Joakim Garff skrevet på titelbladet til sin bog, som han rækker over bordet. Peter Tudvad sætter sig til rette med en kuglepen og skriver en dedikation til Garff i sin egen. »Jeg læser det, når jeg kommer hjem,« siger Joakim Garff og stikker bogen ned i sin taske. »Bare rolig,« siger Peter Tudvad, »jeg har skrevet noget pænt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kenneth Sebastian Mølholt
  • Inger Sundsvald
Kenneth Sebastian Mølholt og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Dejligt med forsoning, og udmærket at der ikke er absolut enighed. Det er værdifuldt med flere vinkler og fortolkninger.
Begge d’herrers bøger glæder jeg mig til at læse. De er bestilt hos boghandleren.

Steffen Gliese

Interessant, at det egentlig er hhv. filosoffens og teologens faglige traditioner, der oprindeligt udløste konflikten.

Kris Nielsen

Den kuriøse litterære fejde er endelig løst. Hvor dejligt. Efter så mange år. Alligevel sidder jeg med fornemmelsen af skuffelse over den redaktionelle dispostion - hele forsiden bliver taget i brug til at forkynde det store fredsmøde.
Man kan jo ikke andet end glæde sig over forsoningen, men at den skal ske ved Information's mellemkomst og på et tidspunkt hvor de herrer Tudvad og Garf, tilfældigvis netop er kommet på gaden med en ny bog, som ligesom ethvert andet produkt kræver markedsføring, gør det en smule ærgeligt og utroværdigt. For hvorfor kan to voksne mænd, hvis store litterære lidenskab tilmed knytter sig til netop eksistentialismen, mon ikke af egen drift mobilisere mandsmod og karakter nok til at klare den sag helt privat. Hvorfor skal det foregå på forsiden af Information og i forbindelse med endnu en bogudgivelse. Det er vist PR og spin mere end det er to mennesker der af et ærligt hjerte finder anledning til forsoning. At Information vælger at benytte forsiden til at reklamere for det noget joviale og tandløse interview der annoncerer afslutningen på den litterære fejde, er vist en redaktionel skævert som ikke klæder bladet.

Karsten Aaen

Ang. det at være kristen er og hart Kierkegaard altså aldrig været luthers kristen. I luthers kristendom er det nemlig nok at være døbt (og konfirmeret) for at være kristen. ved troen og guds ord alene, hedder det hos Luther.

Hos Kierkegaard skal man gøre sig fortjent til Guds nåde, det skal man altså ikke hos den lutherske kristendom. Her er det nok at tro - da troen er en gave fra Gud. Ikke en opgave.

Steffen Gliese

Som jeg forstår udlægningen i dag, Karsten Aaen, er Kierkegaard luthersk kristen på den måde, at det er al Kirkens galla, han opponerer imod - hvorimod netop troen er det eneste, det kommer an på. Det er ikke gerningsretfærdighed, Kierkegaard prædiker, nærmest tværtimod.