Nyhed
Læsetid: 6 min.

Hævn, hestehandlere og sabelraslen mellem øst og vest

Man ved ikke på forhånd, hvad man får af film på den årlige filmfestival i Cannes, men på papiret ser det lovende ud. På onsdag går det løs i det sydfranske, og Informations filmredaktør glæder sig – ikke mindst over Nicolas Winding Refns nye Bangkok-drama, der er i spil til Guldpalmen
Fire af de 20 nominerede til hovedkonkurrencen i Cannes. Fra øverste ventre hjørne og i urets retning er det Bérénice Bejo som franske Marie, der bliver forladt af sin iranske mand i ’Le Passé’, Oscar Isaac som folkmusiker i Coen-brødrenes ’Inside Llewyn Davis’, Ryan Gosling som hævngerrig Julian i ’Only God Forgives’, og endelig Mads Mikkelsen som hestehandleren Michael Kohlhaas i Arnaud des Pallières film af samme navn.

Fire af de 20 nominerede til hovedkonkurrencen i Cannes. Fra øverste ventre hjørne og i urets retning er det Bérénice Bejo som franske Marie, der bliver forladt af sin iranske mand i ’Le Passé’, Oscar Isaac som folkmusiker i Coen-brødrenes ’Inside Llewyn Davis’, Ryan Gosling som hævngerrig Julian i ’Only God Forgives’, og endelig Mads Mikkelsen som hestehandleren Michael Kohlhaas i Arnaud des Pallières film af samme navn.

Kultur
13. maj 2013

Når programmet til årets filmfestival i Cannes bliver offentliggjort, er det lidt ligesom juleaften. Festivalen er juletræet, og filmene er alle de flot indpakkede og fristende gaver, der ligger under træet og venter på at blive åbnet. Man ved, at man bliver skuffet over nogle af gaverne, mens andre kan gøre én helt euforisk.

Sådan er det også med filmene, der vises i det officielle program og hovedkonkurrencen i Cannes: På papiret ser det næsten altid godt ud, og når festivalen begynder, er man altid overbevist om, at man vil elske den mangfoldighed af film, den kunstneriske leder, Thierry Frémaux, og hans udvælgelseskomité har lagt under træet.

Der går et par uger, før man får dannet sig et overblik over årets film- og gavehøst, men i skrivende stund ser programmet for filmfestivalen i Cannes 2013 formidabelt og meget forskelligartet ud.

Her er både ’gamle’ kendinge – Roman Polanski, Claire Denis, Jim Jarmusch, Sofia Coppola, Kore-Eda Hirukazu, François Ozon, James Gray, Takashi Miike, Alexander Payne m.fl. – hvis film man naturligvis glæder sig til, og mere uprøvede navne, der kan vise sig at overraske positivt.

Og så er der en dansker i hovedkonkurrencen: Nicolas Winding Refn med Only God Forgives, et gangsterdrama, der foregår i Bangkok. Ryan Gosling og Kristin Scott Thomas spiller hovedrollerne som mor og søn, der vil hævne mordet på Goslings bror, Scott Thomas’ anden søn. Skal man tro traileren, er Only God Forgives lige så stilfuld og voldsom en film som Refns forrige værk, Drive (2011), der indbragte ham instruktørprisen i Cannes. Kombinationen af Refn og Gosling lover godt, og ikke overraskende er Only God Forgives en af de film, mange mennesker forventer sig mest af på årets festival.

Mikkelsen og Hjort

Hævn er et tema i Nicolas Winding Refns film, og det er det også i franske Arnaud des Pallières’ Michael Kohlhaas, en anden af de 20 konkurrencefilm og en filmatisering af en kortroman af Heinrich von Kleist. Mads Mikkelsen spiller titelrollen som hestehandleren Kohlhaas, der i 1500-tallets Frankrig bliver uretfærdigt behandlet og sætter sig for at få oprejsning, koste hvad det vil – og det kommer så sandelig til at koste.

Mikkelsen har fortalt, at rollen som Kohlhaas er en af de vildeste, han endnu har spillet, og at des Pallières er en kompromisløs instruktør. Det er svært ikke at være spændt på den film.

Det tredje danske indslag i hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Cannes er den hollandsk-belgisk-danske koproduktion Borgman, instrueret af Alex van Warmerdam, Hollands svar på både David Lynch og Coen-brødrene – siger selskabet bag filmen. Det er Warmerdams ottende spillefilm, men jeg må tilstå, at jeg ikke har hørt om ham før – det sker kun sjældent, at hollandske film når vores breddegrader, og Borgman er desuden den første hollandske film i hovedkonkurrencen i Cannes i 38 år.

To danske skuespillere, Sara Hjort Ditlevsen og Benjamin Boe Rasmussen, spiller med i Borgman, der handler om, hvad der sker, da titlens mystiske Camiel Borgman dukker op hos en arrogant familie i et velhaverkvarter. Mere ved jeg ikke om filmen, som både kan være sædeskildring, satire og spændingsfilm – og som i øvrigt har kostumer af danske Stine Gudmundsen-Holmgren.

Sorrentino og Farhadi

Lader man øjnene løbe videre ned over listen med årets konkurrencefilm, er der meget at lade sig friste af, og blandt mange andre tiltrækker navne som Paolo Sorrentino, Asghar Farhadi, Coen-brødrene og Steven Soderbergh sig opmærksomhed.

Har Sorrentino med La grande bellezza (Den store skønhed) f.eks. lavet en film, der er lige så bidsk og visuelt opfindsom som Il divo (2008), der fortalte om en af Italiens tidligere premierministre, nyligt afdøde Giulio Andreotti (fantastisk spillet af Tony Servillo). Traileren for La grande bellezza, som både handler om en forfatter (Servillo), der tænker tilbage på sin ungdom, og er et portræt af det moderne Rom, består af en række stemningsbilleder fra den pittoreske italienske hovedstad akkompagneret af et drengekor.

Smukt tager det sig ud. Man får lyst til at se filmen.

Frihed og fangenskab

For et par år siden vakte den iranske instruktør Asghar Farhadis Oscarvindende drama Nader og Simin – en separation berettiget opsigt med sin stærke historie om et iransk ægtepar, hvor hun vil forlade landet af hensyn til deres unge datters fremtidsudsigter, mens han vil blive og passe sin syge far.

»En moderne tragedie fra et samfund præget af universelle konflikter mellem køn og klasser, forældre og børn,« skrev Eva Novrup Redvall her i avisen om Nader og Simin.

Nu er Asghar Farhadi tilbage og i Cannes med en ny film, Le passé (Fortiden), som åbenbart tager tråden fra den forrige film op ved igen at fortælle om de svære valg, man stilles overfor, når man enten bor i eller har forladt et lukket land som Iran. Le passé handler i hvert fald om en iransk mand, der forlader sin franske kone og sine to børn for at vende hjem til Iran.

I sin takketale ved Oscaruddelingen i 2012 sagde Farhadi blandt andet:

»Lige nu ser mange iranere verden over på os, og jeg forestiller mig, at de er meget glade. De er ikke glade bare pga. en vigtig pris eller en film eller en filmskaber, men fordi deres land, Iran, i en tid, hvor tale om krig, intimidering og aggressioner udveksles mellem politikere, optræder med sin pragtfulde kultur; en rig og gammel kultur, der har været gemt under politikkens tunge støv. Jeg deler stolt denne pris med menneskene i mit land; menneskene, som respekterer alle kulturer og civilisationer og afskyr fjendskab og modvilje.«

Der rasles stadig med sabler i det anstrengte forhold mellem Iran – hvor systemkritiske instruktører frihedsberøves – og den vestlige verden, og alene af den grund bliver det spændende at se Farhadis nye film, der utvivlsomt er endnu en passioneret opfordring til fredelig og kulturel sameksistens.

Douglas og Damon

At dømme efter traileren for Inside Llewyn Davis har brødrene Joel og Ethan Coen denne gang lavet en ganske ligefrem skildring af en folkmusiker, titlens Llewyn Davis (Oscar Isaac), der forsøger at finde sin plads i 1960’ernes New York. Carey Mulligan, Justin Timberlake og John Goodman spiller også med i filmen, der er løst baseret på memoirer af musikeren Dave Van Ronk, og hvis lydspor består af nyfortolkninger af klassiske folksange.

Steven Soderbergh, der nu – efter at have truet med det i nogle år – muligvis vender filmmediet ryggen, kommer også til Cannes med en film med en musiker i centrum. Behind the Candelabra handler om den flamboyante pianist og entertainer Liberace (Michael Douglas) og hans unge elsker, Scott Thorson (Matt Damon), hvis bog om forholdet filmen er baseret på.

»De er frygtløse i deres præstationer,« sagde filmens manuskriptforfatter, Richard LaGravenese, for nylig om Douglas og Damon, og Behind the Candelabra – titlen hentyder til den enorme lysestage, Liberace havde stående på sit flygel, når han optrådte – tegner til at blive en vældig underholdende oplevelse fuld af glitter, glamour og højt drama om en homoseksuel mand, der af hensyn til sin karriere ikke turde springe ud af skabet, men som alligevel formåede at have et lystfyldt privatliv.

Det var et lille, forsigtigt kig på årets filmfestival i Cannes. Der er endnu et par dage, til juleaften begynder på rivieraen, og jeg kan ikke vente med at komme i gang med at pakke ud.

Filmfestivalen i Cannes begynder på onsdag den 15. maj. Informations Christian Monggaard skriver om festivalen både her i avisen, på hjemmesiden, information.dk, og på Twitter:@monggaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dennis Berg

Refn må da være den mest overvurderede danske instruktør i nyere tid. Drive var et simpelt voldsorgie. Han skal nok passe på, hvem han render rundt og sviner til.

Jakob Maagaard

@Dennis
Æstetisk og på lydsiden afslørede Drive at Refn har et utroligt overblik og en skarp sans for tematik.
Jeg fandt heller ikke plottet eller hovedrollen særligt dragende, men det var en fryd at genopleve 80'erne fra et nyt perspektiv.