Baggrund
Læsetid: 6 min.

En historie om mord

De seneste år har skandinaviske kriminalromaner i stigende grad inddraget historiske perioder og virkelige mord som bagtæppe for blodige historier. Dermed er de med til at forme vores kollektive erindring. Men er krimierne dermed ansvarlige for, hvor korrekt de beskriver historien, og hvor langt kan forfatterne gå, når de sammenblander historisk fakta med fiktion?
Kultur
17. maj 2013
Er man forpligtet på fakta, når man finder inspiration fra historien til sine kriminalromaner?

Er man forpligtet på fakta, når man finder inspiration fra historien til sine kriminalromaner?

Katrine Bælum

Skandinaviske krimiforfattere lader i større og større omfang deres bloddryppende handlingsforløb tage udgangspunkt i historiske begivenheder. Enten ved at placere fiktive mordgåder i kendte historiske perioder eller ved at lade krimier behandle historiske mord. Samtidig er også flere og flere krimifilm og serier inspireret af virkelige forbrydelser, som bliver bearbejdet i fiktionen. Gunhild Agger, der er dr. phil. og professor i mediehistorie ved Aalborg Universitet, har netop skrevet bogen Mord til tiden. Her undersøger hun, hvordan historiske fakta flyder sammen med forfatteres fiktion i den kriminalistiske genre.

»Da jeg lavede min bog, blev jeg overrasket over, hvor mange, der  bruger historiske elementer i deres krimier,« fortæller Gunhild Agger via Skype fra San Francisco, hvor hun i de seneste dage har deltaget i en konference om skandinavisk litteratur. Her fyldte de nordiske krimier en del. 

»Der er ingen tvivl om, at de historiske krimier er en voksende genre – det har jeg kun fået bekræfter herovre,« siger hun.

I Mord til tiden undersøger Gunhild Agger den historiske krimi i Skandinavien. Hun skelner mellem tre grupper af historiske krimier. Den første er periodekrimien, hvor en mordgåde udspiller sig i en given historisk periode. Eksempelvis Maria Hellebergs Druknehuset, som lader en række mord foregå i starten af det 19. århundrede.

En anden kategori er blandingskrimien, der foregår i nutiden, men trækker tråde tilbage til historiske mord eller historiske perioder. Det kan være Jussi Adler-Olsens Journal 64, som inddrager historien om ’Sprogø-pigerne’, der i det 20. århundrede blev isoleret på ubestemt tid på en anstalt på Sprogø, fordi samfundet anså dem for at være moralsk fordærvede.

Det kan også være Gretelise Holms Under fuld bedøvelse, hvor Danmarks behandling af tyske flygtninge efter Anden Verdenskrig spiller en central rolle. Eller Leif Davidsens Patriarkens hændelige død, hvor plottet bygger på den præmis, at den russiske kirkes patriark Alexy II’s naturlige død ikke var helt så naturlig endda.

Den tredje kategori er en slags metagenre, hvor forfatteren bryder med de klassiske krimikonventioner. Eksempelvis Svend Åge Madsen eller den norske forfatter Gunnar Staalesen, der lader en krimifortælling strække sig over et helt århundrede. Særligt periodekrimien og blandingskrimien er i disse år i fremvækst, forklarer Gunhild Agger.

»Uopklarede forbrydelser tiltaler menneskets nysgerrighed på samme måde, som når man stimler sammen om ulykker. Det  appellerer til vores mere primitive instinkter,« siger hun.

En anden årsag til, at krimier i stigende grad baserer sig på historiske hændelser, kan skyldes, at flere og flere af krimierne er skrevet af journalister, som trækker på erfaringer fra kriminalsager, de gennem tiden har dækket.

Nørrebro

Journalisten Jesper Stein var i 2007 med til at skrive bestselleren Man jager et bæst og fanger et menneske. Bogen beskriver tidligere chef for Rejseholdet, Bent Isager-Nielsens, arbejde med at opklare en række drabssager.  

»Bogen fik enorm opmærksomhed, og det tror jeg skyldes, at vi lever i det her grotesk trygge samfund, hvor vi ikke bekymrer os om andet, end om vi får kræft, eller om vi spiser mandler nok. Folk er dybt fascinerede af fortællinger om liv og død og drama,« siger Jesper Stein i sin lyse Nørrebro-lejlighed.

Herfra havde han i 2007 førsteklasses udsigt, da et af de mest voldsomme kapitler i nyere danmarkshistorie blev skrevet under rydningen af det nu hedengangne Ungdomshuset på Jagtvej 69.

»Jeg var ude hver nat i den første uge for at se, hvad der foregik. I de dage herskede der på Nørrebro en dybt fascinerende undergangsstemning, der lagrede sig i mig,« siger Jesper Stein.

Sidste år udkom så Jesper Steins anmelderroste krimidebut Uro, der foregår i dagene efter rydningen. Her følger læseren politimanden Axel Steen, der med ondt i privatlivet skal opklare en række mord i en hæsblæsende uge med demonstrationer, gadekampe og tåregas. Samtidig havde Jesper Stein et ønske om at beskrive bydelen Nørrebro med dens lange historie som revolutionært kvarter.

»Kvarteret har tradition for revolter også før vores tid. Under besættelsen havde Frihedsrådet kontor hernede på Runddelen, og folkeopstanden var meget voldsom på Nørrebro.« Og skønt Uro skal læses som et stykke fiktion, var Jesper Stein dybt optaget af at gøre den omkringliggende ramme så historisk korrekt som mulig. Mens mordene og efterforskningen i Uro er opdigtet, er beskrivelserne af ugen, som fortællingen udspiller sig i, korrekte helt ned til  vejret på de enkelte dage. Og netop en vis mængde fakta er vigtigt, når man som krimiforfatter kaster sig ud i en historisk krimi, fortæller Gunhild Agger:

»Der skal jo være noget, der passer – ellers kan man ikke opretholde illusionen om, at det er historisk baseret. Der kan forfatteren så vælge at inddrage samtidige historiske personer såsom Christian VII, Grev Schimmelmann eller Corfitz Ulfeldt i renæssancekrimien Fanden er løs, skrevet af makkerparret Lars Hamann og Gorm Præst Jørgensen. Og så kan mordene i historien sagtens være fiktive. Eller man kan omvendt have et historisk mord, som man så belyser ved hjælp af fiktive personer. Men man skal i et eller andet omfang holde sig til fakta, ellers risikerer historien at gå  over og blive direkte kontrafaktisk,« siger hun.

Historisk ansvar?

I Uro fravalgte Jesper Stein da også bevidst flotte biljagter eller spektakulære mord, hvor folk hænges op i kødkroge.

»Historikere gør én ting, og fiktionsforfattere noget andet, og det har i mine øjne ikke meget med hinanden at gøre. Men selvfølgelig skal der være bund i det. Hvis jeg læste en kriminalroman, som foregik i samme uge som min egen, men var smækfuld af faktuelle fejl, så ville jeg stå af. Man skylder sine læsere, at detaljerne er i orden. De behøver måske ikke være 100 procent korrekte, men de skal i hvert fald ikke være forkerte, for så skvatter korthuset sammen,« siger han.

Da Steven Spielberg storfilm Saving Private Ryan havde premiere i 1998, blev den mødt af kritik fra engelske krigsveteraner, der mente, at filmen systematisk havde fravalgt at vise engelske soldaters indsats på D-dagen. På samme måde har Gunhild Agger gennem tiden hørt spidse kommentarer fra historikere, der er bekymret for, om de historiske krimier er med til at forvanske offentlighedens historiske viden.

Gunhild Agger mener da også, at vi som samfund burde interessere os mere for, hvordan populærkulturen farver vores historiesyn: »Mit ærinde er netop at sætte fokus på, hvordan fakta og fiktion ofte flyder sammen. Folks historiske viden kommer jo alle mulige steder fra, men det store problem er, at det ikke diskuteres mere i offentligheden,« siger Gunhild Agger.

»Men man kan også se omvendt på det. For hvis nu folk læser en krimi, der foregår i romantikken eller under besættelsen, så vil de formentlig forsøge at udvide deres kendskab til den givne periode. Derfor bør historikerne være mere taknemmelige i stedet for at være så sure på krimierne. Folk synes jo grundlæggende, at vores historie er interessant, men de vil gerne føle og smage den,« siger hun.

Jesper Stein er enig: »Det har næppe mindsket folks interesse for historien, at Jussi Adler-Olsen skrev om pigerne på Sprogø. Men det er da en vigtig diskussion, hvilket billede fiktionen maler af en bestemt tid. Fiktionen kan jo være et meget stærkere virkemiddel end eksempelvis en historiebog, som ikke får så mange læsere. Men min bog er jo ikke et forsøg på at skrive en historie om, hvorfor Ungdomshuset blev revet ned. Den er jo hverken voldsom kritisk mod politiet eller de autonome. De får jo alle sammen lidt salt og lidt peber. Min hovedperson holder ikke rigtig med nogen.«

Jesper Stein er lige på trapperne med opfølgeren til Uro. Den kommende krimi, Bye Bye Blackbird foregår i København og beskriver en fiktiv sag, der dog er stærk inspireret af sagen om Amager-manden. Jesper Stein kan ikke forestille sig, at han kommer til at skrive en krimi, der foregår i en anden historisk periode. Og selv om han er imponeret af forfattere, der kan skrive om en fjern fortid, foretrækker han at basere sine krimier på egne erfaringer. Det var sådan, han skrev Uro:

»Man kommer med det, man har. Og det jeg har, det er, at jeg har boet på Nørrebro i 25 år,  at jeg har været kriminalreporter i 10 år, og at jeg har læst en masse amerikansk hard boiled noir-krimier. Og så har jeg også prøvet at være ulykkeligt forelsket. Og de fire ting, har jeg så smidt ned i den roman. Og så er den blevet, til det, den er.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her