Baggrund
Læsetid: 3 min.

Deres historie er vores

Hvorfor skal vi kende alle de obskøne detaljer i historier som den om tre kvinder fra Cleveland, der havde været kidnappet og indespærret i ti år? Historierne minder om fiktionen, de passer ind i de symbolske former, vi allerede oplever verden igennem, foreslår forsker
Hvorfor skal vi kende alle de obskøne detaljer i historier som den om tre kvinder fra Cleveland, der havde været kidnappet og indespærret i ti år? Historierne minder om fiktionen, de passer ind i de symbolske former, vi allerede oplever verden igennem, foreslår forsker

Richard B. Levine

Kultur
24. maj 2013

I en kommentar til mediedækningen af de tre kvinder fra Cleveland, der blev holdt fanget i ti år, gennemgår Sasha Weiss, blogger ved The New Yorker, forudsigeligheden i dækningen og konkluderer, at den tegner et fuldendt narrativt forløb med begyndelse, midte og slutning: Først befrielsen, så gerningsmanden, så de tårevædede pårørendes spontane pressekonferencer, så indhentning af ekspertkommentarer om posttraumatisk stressyndrom osv. – for at ende som litteratur:

»Historier om unge kvinder, der er blevet kidnappet, voldtaget, gjort gravide og til slut befriet repræsenterer en ’ulykkeligt nyt’ subgenre med sine egne fortællekonventioner.«

Og helt håndgribeligt munder de derfor også ofte ud i portrætbøger og selvbiografier. Kvinderne bliver ikke kendt for deres mod eller held eller talent, men for at være ofre for seksuel vold, skriver hun, men »deres livshistorier har en art national status, de tilhører i virkeligheden os alle.«.

Gunhild Agger, professor ved Aalborg Universitet, ser fortællingen fra ofrets side – at fortælle sin overgrebshistorie kan virke frigørende, mener hun.

Gunhild Agger nævner østrigske Natasja Kampusch’ selvbiografi Kidnappet i 3096 dage, der udkom på dansk i 2011.

»Ved at tilfredsstille nyfigenheden, bliver hun et subjekt,« siger Gunhild Agger.

»Hun beder om ikke at blive betragtet som et offer, for det er en fastlåst position, som er utålelig. For hende har selvbiografien været et middel til at komme ud af den rolle.«

Ph.d.-stipendiat Jens Bjering, der skriver afhandling om tortur i fiktionen, peger på endnu et aspekt:

»Når fænomener som vold og tortur ikke bare konstituerer en begivenhed, men et årelangt forløb, er det som om de ændrer karakter. Pludselig drejer det sig ikke længere om det ene øjeblik, hvor vold eller tortur skete, men snarere om menneskets evne til at overleve under denne type forhold,« mener han.

Hvorfor?

Men hvorfor denne umættelige trang til at kende detaljerne?

»Der er noget næsten mytisk ved at have været forsvundet så længe og pludselig genindtræde i verden i levende live. Udpenslingen af kvindernes lidelser under indespærringen accentuerer den kvalitative forskel på deres liv ’derinde’ og livet ’herude’, og det gør dermed de genopstandelseslignende elementer i historien endnu mere potente,« mener Jens Bjering.

Professor emeritus, Torben Grodal fra Københavns universitet, forklarer:

»For det første nærer mennesker pr. biologi en enorm interesse for negative begivenheder, fordi det har en overlevelsesmæssig fordel. Og positive begivenheder er her ikke så betydningsfulde som noget, der kan føre til varige skader,« forklarer han. »Vi aflurer tegn for at kontrollere tilværelsen.«

»For det andet er mennesket et ultrasocialt flokdyr, hvis fornemste opgave det er at beskæftige sig med andre,« fortsætter han.

Med reference til Robin Dunbars Evolution of Language, fremhæver han sladder som det fundamentale kit, der binder gruppen sammen og regulerer den. Den kriminalistiske vinkel er en sladdersynsvinkel, siger han.

»Tag Agatha Christie! På overfladen har hendes bøger en retspolitisk, moralsk legitimation, men nedenunder roder man i alle skufferne og i alt det beskidte linned: Hvem havde et forhold til gartneren? Hvem er uægte barn af hertugen? Sladder, sladder, sladder. Det er sådan, man orienterer sig i gruppen!«

Mediernes rolle

»Nogle spørgsmål er dog helt legitime at stille,« påpeger Gunhild Agger. »Hvorfor har ingen reageret? Hvordan kunne der gå så lang tid? Man undrer sig jo virkelig, alene det, at de skal have mad! Hvorfor har naboerne ikke opdaget noget,« spørger hun.

Der er desuden en særlig fascination over, at det er sket i virkeligheden, fortsætter hun.

»True crimes sell!«

For nylig udsendte Gunhild Agger bogen, Mord til tiden, hvor hun undersøger historiske mord. »Det er ikke bare det, at det kunne være sket, men at det er sket. Der ligger en fascination af ondskaben i det.«

Jens Bjering supplerer:

»Uvirkelige historier af denne type har den paradoksale kvalitet, at de har noget besynderlig velkendt, noget næsten trygt over sig, ved at minde utrolig meget om fiktionshistorier fra populærkulturelle film og bøger. Netop fordi vi har oplevet lignende ting før, bare i fiktionens verden, er historierne skræddersyede til at passe ind i de symbolske former, vi alle allerede til en vis grad ser verden igennem. Derfor er de så at sige ekstremt letfordøjelige og går direkte i hjertet på de fleste.«

Og i en verden, hvor medierne fylder mere og mere, forstærkes det hele, konstaterer Torben Grodal.

»Hvis man sampler hele kloden, skal man nok finde noget, selv om der ikke i virkeligheden sker så mange ulykker.«

Det samme finder Gunhild Agger inden for kriminalgenren.

»Der er mange serier med ufatteligt onde mennesker, men der har ikke været så mange ufatteligt onde mennesker i virkeligheden. De få, der har været, har imidlertid stået model til rigtig mange fiktive skikkelser. De yngler i fiktionen,« slutter hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jack Jönsson

Når virkeligheden overgår en Stephen King roman, så er det jo klart at vi vil vide mere. Det er som at køre forbi et trafikuheld. Vi vil ikke kigge, men kan ikke lade være.