Læsetid: 5 min.

Hundelivets dage kan være talte i Istanbul

I Istanbul er herreløse hunde en vigtig del af gadebilledet. Men de trues af en lovændring, der ifølge modstandere ligner en genopførsel af hundemassakren for 100 år siden. Hvad er det med de hunde i tyrkisk kultur?
Postkort fra Istanbul i begyndelsen af 1900-tallet, da byen hed Konstantinopel og husede op mod en kvart million gadehunde.
13. maj 2013

Den står der aften efter aften ved restauranten Edirne Köftecisi i bydelen Moda på den asiatiske side af Istanbul. Et husky-lignende gadekryds med et blåt og et brunt øje. En tjener fortæller, at han har taget sig af den, siden den var hvalp, men at han aldrig tager den med hjem; at den er sin egen herre.

Aften efter aften står den dér og ser på folk, fæ og artsfæller. Gennem gader og stræder cirkulerer nemlig ikke kun mennesker, men også gadens katte og hunde. På biler og gesimser troner kattene, mens hundene foretrækker at stene i opgangsdøre eller på deres private papstykke, som venner i nabolaget har lagt ud.

I en fra oven koordineret indsats sørger bydelene for, at især hundene kommer igennem et sundhedskredsløb: De indfanges, vaccineres, steriliseres og sættes efter ti dage – medmindre man kan finde en ejer – ud, hvor de kom fra. Nu udstyret med øremærke eller chip.

Folk snakker med dem, nogle klør dem. Hundene er på mange måder tamme og så alligevel ikke. De befinder sig mellem begrebsmodsætninger som »hjemlig/vild, kulturel/naturlig«, som den franske antropolog Catherine Pinguet formulerer det til Information. Hun har boet 12 år i Istanbul og har skrevet Les chiens d’Istanbul, Istanbuls hunde, der også er oversat til tyrkisk.

»Til forskel fra kattene, så jager hundene ikke i byrummet. Deres levevilkår og deres gennemsnitslevealder er tæt forbundet med deres forhold til mennesker.«

De fleste hunde har et fast reservat med en radius på tre-fem kilometer og ofte en helt fast plet, hvorfra de bjæffer vagt i gevær, hvis omstrejfende hunde kommer forbi. Det sker i en slags genopførelse af gadehundenes rolle som vagter tilbage i det 19. århundredes Konstantinopel, hvor mange fungerede som vagthunde – og også som sanitetskorps, fordi de ganske enkelt åd affaldet. De gør ingen af delene længere, men er stadig en vigtig del af byens identitet.

»Båndet mellem gadehunde og mennesker transcenderer økonomiske og praktiske imperativer,« fortæller Pinguet. »Disse bånd er knyttet af gensidige interesserer, fortrolighed og fælles hengivenhed.«

Hvis man skal tro tyrkiske dyreværnsorganisationer og Catherine Pinguet, så er gadehundene alligevel truede – på grund af en række foreslåede ændringer af dyreloven med nummeret 5199. Bag ændringsforslagets ord om at skabe bedre kår for hundene gemmer sig ifølge kritikere en planlagt beskæring af bestanden. De foreslåede naturparker vil blive koncentrationslejre for svage hunde, lyder det. Og definitionen af ’svag’ er så upræcis, at det kan medføre indfangning og udryddelse af en stor del af de generelt ret forpjuskede og stenede hunde i byerne. At være gadehund er et hundeliv. Men det er et liv.

Muslimsk reformisme

Skov- og Vandministeriet afviser anklagerne og oplyser, at naturparkerne, som skal opføres i udkanterne af tyrkiske byer, vil fungere som midlertidige hjem for de gadehunde, der ikke er plads til hos byernes hundefangere.

»Det er bare røgslør,« mener Catherine Pinguet, mens Skov- og Vandministeriet, der er ansvarlige for planen, fastholder:

»De vil blive passet, fodret og givet ly,« udtaler de i en mail til CNN.

»Det største problem er, at de vil indsamle alle katte og hunde og tage dem til såkaldte naturparker, hvor der ikke er grundlag for at passe på bare 20-30 katte eller hunde. Og de taler om tusindvis. Det er utopisk,« mener Özge Akm, juridisk rådgiver i dyreværnsorganisationen Haytap, der kæmper sammen med andre lignende organisationer imod lovændringerne.

Catherine Pinguet ser ændringsforslagene i forlængelse af de religiøse nyfortolkninger, som premierminister Erdogans AK-parti gennemfører:

»Muslimsk reformisme har med dens krav om modernitet og interesse i urban vækst skadet forholdet mellem mennesker og dyr – og i en vis udstrækning også skadet træer og grønne områder. At fælde et træ uden grund og at mishandle et uskyldigt og forsvarsløst dyr blev engang anset for at være en synd med guddommelig straf til følge. Nu om dage bliver en sådan tankegang set som forældet og baseret på fjollet overtro.«

Forslaget til lovændringerne ses altså her som en del af AKP’s ambition om økonomisk at modernisere, rationalisere og vestliggøre Tyrkiet. Det skal rydde forhindringerne for den hastigt voksende markedsøkonomi af vejen.

»Vores kulturelle baggrund går imod sådan en modernisering,« mener Özge Akm fra Haytap. »Hvis man ser på vores historie, dokumenter, hellige skrifter og de mennesker, som beskæftiger sig med opdræt, så kan man konstatere, at det er umuligt at adskille menneskers og dyrs liv. Og berømte tænkere har påpeget, at man kan vurdere et samfunds grad af civilisation ud fra dets behandling af dyr.«

»Hovedargumentet mod gadehunde er, at de er anakronistiske, men de argumenter fandtes allerede i 1910,« fortæller Pinguet med reference til året, hvor 60-80.000 gadehunde blev udryddet under påbud fra den nationalistiske reformregering.

Hundene blev sejlet til øen Sivriada ud for Istanbuls kyst, hvor de uden vand og drikke ganske enkelt døde af sult og tørst. Overleveringer fortæller, at byens indbyggere lå søvnløse i nætter under hylekoret fra øen. Og Pinguet påpeger, at myndighederne dengang meddelte offentligheden, at hundene ville blive fodret og plejet – akkurat som de gør i dag.

En mund uden tunge

Udryddelsen i 1910 var ikke første gang i historien, at byens magthavere forsøgte at slippe af med hundene, og lige som i dag var der også dengang mange eksempler på protester og endda civil ulydighed. Sultan Mahmud II sendte i starten af det 19. århundrede hundene til selvsamme Sivriada, men skibene måtte vende om under en storm, og siden løb de på grund, så hundene slap fri. Hvilket af de lærde blev udlagt som en straf fra Allah.

I daværende Konstantinopel var det et religiøst tabu at have husdyr, og gaderne var den profane zone, hvor mennesker og dyr kunne mødes. Under AKP’s muslimske reformisme er det blevet anerkendt at have husdyr, og dermed er der opstået en splittelse mellem venner af gadehundene og kæledyrsejere, der ofte oplever deres hunde i snor blive chikaneret af de løstgående artsfæller.

Et tyrkisk ordsprog lyder: »Han har en mund, men ingen tunge.« Det handler om de levende væsner, der er ude af stand til at protestere mod overgreb på egne vegne. Så det lignede mest af alt et udtryk for solidaritet, da sangerinden og skuespilleren Perihan, der havde sin storhedstid i 70’erne og 80’erne, mistede sin stemme ved en demonstration mod lovændringerne:

»Jeg er sopran, jeg har brug for min stemme,« sagde hun ifølge CNN. »Men jeg har tabt min stemme for dyrene.«

 

 

Kilder: Ebru Boyar and Kate Fleet: ’A Social History of Istanbul’ (Cambridge University Press 2010). Catherine Pinguet: ’Street Dogs in Istanbul – Account of a shared city life’ (Istanbul 2012). bianet.org, cnn.com, todayszaman.com. Tyrkiets Skov- og Vandministerium: www.ormansu.gov.tr – oversætter: Merih Christensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Højer
  • Vibeke Rasmussen
  • Anders Feder
  • Jette Abildgaard
  • Christian Harder
  • Maj-Britt Kent Hansen
Erik Højer, Vibeke Rasmussen, Anders Feder, Jette Abildgaard, Christian Harder og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Så meget man ikke véd … nej, vidste. :-)

Fantastisk historie; 'historie' i enhver betydning.

Christian Harder og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

At indbyggerne i Istanbul generelt skulle have et særligt forhold til byens mange gadehunde - ulige så mange andre byers indbyggeres forhold til deres byers gadehunde - var ny viden for min bekendte fra Istanbul.

"I daværende Konstantinopel var det et religiøst tabu at have husdyr" - næppe, men nogle dyr er 'rene', mens andre er 'urene' i islam - hunde regnes for urene.

Ralf Christensen

Lars R. Hansen. Jeg har selv boet en del i Istanbul, og jeg har en tyrkisk kone samt venner og familie i byen. Jeg skal ikke gøre mig klog på om det forhold mellem hund og menneske ikke findes i andre storbyer (og det gør jeg heller ikke i artikelen), men det er i hvert fald set med vesteuropæiske øjne bemærkelsesværdigt – og noget som ligger mine tyrkiske venner og familie stærkt på sinde.