Læsetid 5 min.

’Hvem er de? Hvad vil de? Og hvorfor har de så ofte korte negle?’

DR3 undersøger lesbiske i Danmark anno 2013 med så tilpas varm distance, at den homoseksuelle fryd ikke kan mærkes
Sex og forelskelse er der ikke meget af i DR3’s ‘Homolesbians’, der i højere grad handler om identitet, livsstil og flugt fra provinsen.

Sex og forelskelse er der ikke meget af i DR3’s ‘Homolesbians’, der i højere grad handler om identitet, livsstil og flugt fra provinsen.

11. maj 2013

Måske er det bare fordi, jeg er til kvinder!«

Pludseligt flyver det ud af Kirstine. Hun siger det højt for første gang. Under parterapi. Sammen med sin mand, faren til hendes to børn. Han stirrer på hende. Terapeuten stirrer på hende.

»Så stak det helt af. Jeg endte med at stå ude på en mark,« fortæller hun i det stærkeste, helt levende og sårbare, interview fra DR3s temaserie, Homolesbians.

»Jeg kunne ikke være i huset, fordi svigermor var kommet, og jeg stod bare på den mark og tænkte: Hvad fanden gør jeg? Så ringede jeg til min søster. Og så var hun så cool. Så siger hun bare: hvor er du sej, du står ved dig selv, og hvis det er det rigtige for dig, så bakker jeg op om det. Jeg elsker dig. Og så tænkte jeg: Okay. Hun er her. Så er vi to. Den der proces fra at føle mig fuldstændigt alene, at være bange for at alle ville vende mig ryggen, og til at det slet ikke skete, og at det kørte, og så samtidigt at skulle se på den familie, jeg havde smadret … rigtig meget sorg i det. Sindssyg tid …«

Tv-antropologi

Ungevoksenkanalen DR3, med folkene bag hedengangne DR MAMAS dokumentarmagasin I Virkeligheden, har i en temaserie af fire temaserie af fire udsendelser kastet sig over et portræt af en særlig »art«, der i en videnskabsparafraserende terminologi benævnes »homolesbians«:

»Hunkøn, der tiltrækkes af hunkøn.«

Udsendelserne er pakket ind i en ironisk, videnskabsantropologisk ramme, der med Margaret ’Giro 413’ Lindhardts autoritative DR-røst spørger:

»Hvem er de? Hvad vil de? Og hvorfor har de så ofte korte negle?«

Vi ser arkivklip af fortidens videnskabsmænd, der prøver at spore den homofiles programmeringsfejl og helbrede den seksuelle orientering, der indtil 1981 var kategoriseret som en psykisk lidelse. Men Homolesbians indeholder hverken statistikker eller grafer. Det er en kvalitativ beskrivelse af fænomenet anno 2013. Tv-holdet går til kilden, de stikker et kamera foran snuden og i hælene på en række danske, lesbiske kvinder (og en enkelt, der definerer sig som lesbisk i et heteroforhold, og en enkelt, der tænker sig som en heteroseksuel med en pigekæreste).

Der er sammenmonterede interviewbidder med lesbiske, der svarer (forskelligt) på generelle spørgsmål, og reportageelementer, der kaldes »observationsstudier«, hvor mere eller mindre afgørende situationer følges i dramatisk nutid. Anne-Sofie på 22 år inviterer sine bedste venner til ovnbagte kartofler og springer ud som homoseksuel lige før sidste skefuld af desserten. For det meste er det sværere at fortælle en hemmelighed om sig selv, end det er at høre det.

Bjørg opfordrer sin mandekæreste til at åbne deres forhold (igen), så hun kan score damer i Kødbyen. Hun er en »lesbisk i et heteroseksuelt forhold,« siger hun, men vil så alligevel ikke have sat mærkat på.

Et herligt eksempel på det lesbiske miljø er processen, da to iværksættere må ændre koncept for deres lesbiske kaffe- og ølbar på Vesterbro og omdanne stedet til en rygebodega. Lesbiske, viser deres erfaring, har intet stort behov for at indtage deres latte blandt homoer, men de vil gerne drikke øl sammen i røgmørket. De to iværksættere må også afskærme den lille rygerbar, så man kan slippe for at blive set af sin eks-kæreste. Miljøet er en »lillebitte krumme«, som en kvinde siger.

Varm distance

Homolesbians er begavet, subtilt-ironisk, rørende og sikkert lærerigt tv, der hele tiden er bevidst om at balancere og at repræsentere sine emner i en lang række af regnbuens farver. Første afsnit omhandler »udspringet« i alle situationer. Hernæst følger et portræt af det storbycentrerede scoremarked, der for unge, begejstrede livstilslebber er »den store lesbiske byttecentral,« som en kvinde så kækt kalder det. Andre (»sofalebberne«) nærmer sig aldrig miljøet. Et afsnit dedikeres »udseende«. Til sidst granskes det politisk prægnante emne »reproduktion«.

Men der er noget ved grebet, som ikke omfavner fuldt ud. Selv om den distancerede form – kontrasten mellem det undrende spørgestemme og homoarten – mest er for sjov, så bliver flokken af homolesbians bedt om at forklare sig selv. Heri ligger en slags distance. Det er en varm distance, intervieweren lytter kærligt, men dog på afstand. Formålet med den antropologiske undersøgelse er at mindske afstanden mellem »homoheteroer« og »homolesbians«, at uddrive fordomme og forvirring ved at give de kvindeelskende kvinder taletid. Men der mangler også en anden slags forklaring end den, der har noget med identitet og livsstil, sædjagt, udspring, hængerøvsbukser, neglelak og flugt fra provinsen at gøre. Der mangler det noget, som gør Iben Haahr Andersens og Minna Grooss’ dokumentarfilm, Goddag mit navn er lesbisk fra 2009, så varm og inkluderende. Det er en energi, en begejstring, ikke blot blandt de dokumenterede, men i formen, der fremviser vidtfavnende eksempler på homoseksuel fryd: forelskelse og sex.

For hvordan ved man, at man er ’homolesbian’ eller måske bare forelsket i en kvinde eller måske bare nysgerrig eller tændt nok til at kaste sig i grams en enkelt gang eller to? Dette afgørende led springer Homolesbians over.

Hvor er forelskelseshistorierne og forvirringshistorierne (og de mange mystificerede sexhistorier) fremfor udelukkende identitetshistorierne? Vi får ikke historierne om kvindernes første, sikkert forvirrende, homoforelskelse. Og når den ene kaffebars-ejer siger, »Da jeg mødte Tina og blev forelsket i Tina, da fik jeg virkeligt identitetskrise …« vil man gerne forstå, hvordan tiltrækningen kan sparke rundt med ens identitetsfølelse – ikke omvendt.

35-årige Kirstines »Måske er det bare fordi jeg er til kvinder!« er en alt for længe buldrende identitetskerne. Hendes seksualitet forklares som den manglende lyst til sin mand; som ulykken ved at have alle forudsætninger for et godt liv, men alligevel at være »så dybt ulykkelig«. Hendes alt for sene selvaccept starter på en mark. Helt ulykkeligt og befriende på samme tid. Men hun – og tv-holdet – holder sig fejlagtigt bag en blufærdighedslinje, når vi får indtryk af at, at det er selve udspringet og en støttegruppe med kaffe og kringle for modne lesbiske, der gør hendes hverdag »500 gange lettere«.

Homoseksualitet er ikke blot et prædikat og en ikkeheteroseksualitet, men noget, man med insisterende fryd gør eller får lyst til at gøre. Der når serien aldrig hen.

 

’Homolesbians’. DR3. Andet afsnit af fire vises næste mandag. Se eller gense første afsnit på www.dr.dk/tv/se/homolesbians

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Majbritt Nielsen
Majbritt Nielsen

Bob Jensen
Hvis du nogen sinde har haft lange negle, i længere tid. Så ville du kke spørge sådan. Jeg er ikke lesbisk, men lange negle har jeg aldrig haft. Det er det mest upratiske man kan støve op altså ud over høje hæle.
Så jeg går ud fra at to kvinder der bejler til hinanden ikke giver en dyt for lange negle. ;) De ved begge hvor upratiske det er at have lange negle.

Jeg ser færre og færre kvinder med lange negle. Og endnu færre når de får børn og hele den fornøjelse. Så der sku ikke tid til det pjat. ;)

Brugerbillede for Dan Johannesson
Dan Johannesson

@Bob Jensen
Hertil har det nok noget at gøre med at man ikke ønsker at kradse hul de forkerte steder. Men selvom det er sandt, må det nok ikke siges højt, fordi det kan virke stødende på nogen. Alligevel er jeg sikker på at en del af forklaringen, helt naturligt, ligger der.