Læsetid: 5 min.

Instagram-sejren kostede syv dollar

Vinderen af Informations Instagram-battle er fundet, efter at to journalister i en måned har kæmpet om at få flest følgere til deres nye profiler. Den ene spillede efter reglerne og tabte en smule af sin sjæl i ren konkurrenceiver. Den anden endte med at købe sig til sejren. De to ser nu deres anerkendelsesbehov, besættelse, hovmod og bedrag i øjnene. Og anerkender, at Instagram er langt mere end et gennemskueligt konkurrencemedie
3. Som i så mange andre sociale spil er det vigtigt at blive associeret med de rigtige mennesker, så folk anerkender, at man er værd at bruge tid på. Her hænger jeg således ud med årets vinder af ’Paradise Hotel’, Nicolas Butler.
28. maj 2013

Jeg købte mig til sejren – fordi jeg kunne

Hvad har jeg lært af vores battle? At det kræver faktiske evner, indsigt i målgrupper og en vedholdende indsats at få succes på Instagram. Men at man på alle evigt muterende onlinemedier, hvor succes måles med tal, som ingen kender betydningen af, også bare kan købe sig til sejren i stedet. Bum.

Således investerede jeg sidste tirsdag eftermiddag syv amerikanske dollar på et online indkøb af 500 nye followers. Jeg overhalede herved min nuttede, konceptstærke konkurrent indenom – uden at skabe et produkt, der rakte udover internt kollega-drilleri og lidt blasfemisk omgang med ordet »punani«. Anerkendelsesshopping er en service, som et utal af hjemmesider tilbyder. Og det virker. Man kan eksempelvis også købe 100.000 »visninger« af sin YouTube-video for knap 400 kroner på YTviews.com. Sådan noget ser godt ud på et band-cv, når pladeselskaberne skal overbevises om ens salgbarhed, eller når journalister vil dokumentere succes i tal. Og ifølge vores graf er jeg en vinder.

Principielt burde jeg skamme mig over bedraget. Men sandheden er, at den særlige anerkendelsesvarme skyllede behageligt ind over mig, da følgerne et døgn efter pengetransaktionen begyndte at tikke ind: »annikabutler begyndte at følge dig«, »ronaldberry begyndte at følge dig«. Ifølge min follower-dealer på nettet er Ronald, Annika og resten af det betalte fotopublikum virkelige mennesker, og jeg synes, at jeg fortjener deres anerkendelse af mit arbejde. Som freelancer arbejder man hårdt for syv dollar …

Amøbemedie

Som tidligere unipraktikant på Smagsdommerne husker jeg, at vi her anmeldte både YouTube og Facebook som nye internetfænomener. Flere af smagsdommerne syntes, at det hurtigt blev lidt kedeligt at se på YouTube-videoer af folk, der kom til skade. Det var et medie, hvis fulde potentiale ikke var blevet udforsket og udviklet nok. Og nu er Instagram det nye, har vi proklameret i vores artikelserie.

Men Instagram er, trods sin voksende succes, også på amøbestadiet – især, hvis man bruger det, som vi har gjort i konkurrencen.

Den grænse mellem privat og offentlig sfære, som folk har haft svært ved at drage i takt med, at Facebook har ændret karakter, den overskrides nu konstant på Instagram. Vores fotograf skulle (naturligvis) have forældretilladelse, da jeg lavede reportage fra 6.b på Damagerskolen. Men ingen tjekker alle de private billeder, som de unge lægger ud, frit tilgængeligt for resten af verdenen. Til gengæld virker ungerne til at have godt styr på det selv. De lever i en ublufærdig visuel verden, men orienterer sig også i den uden at tillægge alt så stor betydning.

Nye lege

Deres såkaldte ’anerkendelsesjagt’ og interne Instagram-battles virker nemlig mest af alt til at være en ligegyldig leg, en hønseringsjagt, som snart bliver erstattet af en ny dille.

Da jeg sidste uge interviewede vinder af Paradise Hotel, Nicolas Butler, viste han mig, hvordan stort set alle hans sociale onlineplatforme er blevet overrendt af de unge og Instagram-aktive efter tv-berømmelsen:

»Ligegyldigt hvad jeg lægger op, så vælter det ind. Min ven Thomas tager gode billeder og kæmper for at få 500 likes. Når jeg som eksperiment lægger et fuldkomment sort billede op på Instagram, så får jeg 819 likes,« sagde han.

Dét aspekt af Instagram, det ustyrlige (og betalige) anerkendelsesgedemarked, forsvinder igen, må man håbe.

Tilbage står alle Instagrams andre sociale, visuelle anvendelsespotentialer, som man bliver blind for i konkurrencerusen.

Katrine Hornstrup Yde / @DanishPunani

Instagram blev vigtigere end min bror

»Du behøver ikke tage din telefon frem, Catarina. Der er ikke internet her, jeg har tjekket,« siger min solbrændte lillebror, der har inviteret mig med på badeferie som erstatning for den pige, der har forladt ham. Jeg holder mine hænder ud til siderne i en gestus, som skal illustrere, at jeg aldrig kunne finde på at kigge på min mobil midt i dette unikke øjeblik, hvor vi to søskende sidder med is i hånden, en solnedgang foran os og en dyb snak om hans knuste hjerte.

»Du har tjekket mindst 1.000 gange i dag,« overdriver han. Jeg gengælder den irriterede attitude. For jeg har i hvert fald ikke kigget på min telefons skærm 1.000 gange – og så alligevel. Det er skræmmende tæt på.

Min Instagram-profil Fake Knut med en lille plastikisbjørn er i mine tanker konstant. Jeg tænker på, hvordan jeg kan stille bjørnen op på forskellige måder og få ham til at se ekstra nuttet ud. Fake Knut i poolen, Fake Knut i en grotte, Fake Knut på lillebrors skulder, Fake Knut og vaffelis. Mulighederne er mange, og jeg tager masser af billeder. Når jeg ikke lige synes, at der er en oplagt situation at forevige, kigger jeg på Instagram for at se, hvad følgerne synes bedst om. Jeg prøver at indrette mig, men det er svært at finde et mønster. Især når virkeligheden konstant forstyrrer mit fantasiunivers. Et mønster i min egen opførsel dukker dog op kort tid inde i konkurrencen. Det er ikke kun de små øjeblikke med min lillebror, som bliver forsømt. Jeg fanger oftere og oftere mig selv i at tjekke min telefon midt i samtaler. Det er lige meget, om det er med familie eller venner. Når der først popper en Instagram-notifikation op på min telefons skærm, bliver jeg nødt til at læse den.Når Instagram-brugere synes godt om mine billeder, markeres det med et lille hjerteformet symbol. Det illustrerer anerkendelsen perfekt, og jeg fryder mig over hvert et like, jeg får.

Nuttet er ikke nok

På en måned har jeg lagt 64 billeder ud på Instagram. Jeg har fået 36,2 likes pr. billede og omkring 800 følgere. Alle tal følger jeg på en særlig ekstraapplikation, der holder statistik over mine bedrifter. I den samme periode har min konkurrent,

Til sammenligning har Instagram-idolet, den 12-årige Benjamin Lasnier fra Vejle, fået omkring 60.000 følgere i samme periode. Han er nu oppe på 950.000 følgere i alt, og hans profil illustrerer en fin pointe: Der skal tid til.

Min tro på, at jeg kunne narre Instagram og blive en stjerne på en måned, var hovmodig. Og en plastikisbjørn er ikke spændende nok til at blive elsket og forgudet på samme måde som et barn af kød og blod.

Næste gang, jeg skal lave en Instagram-konkurrence, tror jeg, at jeg vil forsøge mig med en strategi, som udfordrer platformen og har et reelt budskab.

Men der går nok lidt tid, før jeg får lyst til at bruge alt for meget energi på Instagram igen. Gudskelov blev det ikke mig, som løb med præmien, som er ansvaret for Informations Instagram-profil.

Jeg tror, at jeg vil bruge al den tid, jeg nu får tilovers, på de mennesker, som er blevet forsømt undervejs. Det er vist en god idé at starte med at give lillebror et opkald.

Catarina Nedertoft Jessen / @FakeKnut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu