Læsetid: 7 min.

Kærlighed kan ikke forklares med politiske rationaler

Når vi taler om kærlighed og kønsliv, er det nødvendigt at ty til poesien. Det er, hvad Christian Dorph gør i sin nye digtsamling efter i flere år at have skrevet om vold og drab i en stort anlagt krimiserie
Forfatteren Christian Dorph har balanceret mellem krimier og lyrik – men også mellem politisk idealisme lyrik – og har fundet sig et ståsted et sted midt i mellem.

Tine Sletting

10. maj 2013

Christian Dorph er noget så usædvanligt som en forfatter, der både skriver lyrik og kriminalromaner. I de senere år mest det sidstnævnte. Han kan lide at pendle mellem de to genrer. Sammen med vennen Simon Pasternak skriver han på en serie krimier, som er oversat til syv sprog, og hvis sidste bind er solgt i 15.000 eksemplarer herhjemme. Der er også planer om en filmatisering. Nu er han vendt tilbage til lyrikken med digtsamlingen En drøm om kærlighed, som Informations anmelder Erik Skyum-Nielsen anbefalede som årets kærestegave.

En gammel talemåde vil vide, at som ganske ung interesserer man sig for poesi, derefter prosa og til sidst – som ældre – for politik. For Christian Dorph er det, om ikke helt slavisk, snarere gået den anden vej rundt.

På Ordrup Skole i Gentofte involverede han sig i elevrådsarbejde, meldte sig ind i det nu hedengangne parti VS og var med til at starte Venstresocialisternes Ungdom.

»Vi var en del nordkystdrenge, som gik ind i partiet og dermed fornægtede den baggrund, vi kom fra,« fortæller han. »Men jeg tror også, vi blev gennemskuet, for enhver kunne jo se på os, at vi var lægebørn og lignende, selv om vi forsøgte at tale drevent københavnsk.«

»Kun en af drengene var så bredskuldret og kraftigt bygget,« siger Christian Dorph, »at han kunne gå for at være arbejder, selv om han også var overlægesøn. Selv flygtede jeg også lidt fra mine forældres langstrakte skilsmisse. Det var jo skilsmissernes årti sidst i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.«

Ind til benet

– Hvad handlede den politiske tilskyndelse om, ville du gøre verden bedre?

»Ja. Og der var noget fint og heroisk ved det. Det at kunne ofre sig selv for noget større var et ideal, vi havde. Et ideal, som jeg ikke rigtigt kan forholde mig til i dag, men dengang var jeg var meget ung og meget, meget fanatisk.«

– Hvorfor forlod du det så?

»Fordi det smuldrede for os. Der blæste nye vinde, så det var op ad bakke, og tankerne om en stor samfundsforandring brød jo sammen i løbet af 1980’erne.«

– Hvordan kom lyrikken ind i billedet?

»Som en slags rehabiliteringsproces for mit personlige liv, som jeg ikke havde haft meget af indtil da. Jeg befandt mig i et vakuum, og da jeg begyndte at skrive, var jeg meget streng, det måtte ikke være for æstetisk eller for sjovt, det skulle være ind til benet på den hårde og puritanske måde.«

– Som at kassere den gamle bygning og lægge mursten til en ny?

»Det billede kan man måske godt bruge, men da jeg så blev optaget som elev på Forfatterskolen, havde jeg i begyndelsen mange kvababbelser, for vi havde jo syntes, at kunst og litteratur var navlepillende og elitært, l’art pour l’art

Klitorissens sosuer

– Hvordan husker du din første kærlighed?

»Jeg havde en barndomskæreste, men som helt ung var jeg faktisk lidt bange for kvinder. Jeg var bange for at blive afvist, så jeg turde ikke lægge an på nogen. Alligevel rendte man jo i byen hver weekend …«

– En af dine tekster handler om at blive afvist i en brandert og dårligt kunne huske, hvad der skete, dagen efter …

»Ja, den handler i hvert om et blackout, om at ryge ned i et sort hul. Der er en del skam og skyld i det.«

– Vi fejrer triumfer, skriver du som en fanfare i en anden tekst, som handler om at nedlægge først en kvinde, så en anden. Er det simpelthen den moderne kærlighed?

»Ikke kun. Bogen består af meget forskellige forløb. Noget af det kommer tæt på science fiction. Men jeg har haft det meget svært med at skrive om kærlighed, jeg har virkelig følt mig udfordret af det tema, og jeg har skrevet på den meget længe. Jeg fandt på titlen, som føltes rigtig. Den var ligesom en umulig gåde, der blev ved at hjemsøge mig. Jeg ville knække den. Hvor ideologi handler om noget, man allerede ved, handler poesi blandt andet om at finde ud af noget, man ikke vidste i forvejen.«

– Er kærlighed ikke et skamredet ord i vore dage?

»Det er et smukt ord, men hvad betyder det? Jeg dyrkede meget Søren Ulrik Thomsens digte og havde ham som vejleder på Forfatterskolen. Jeg kan huske, han skrev i Mit lys brænder, at man godt kan skrive om kærlighed, man må bare ikke bruge ordet. Men det skal han jo ikke bestemme. Selv om mange af os er blevet ateister, abonnerer vi stadig på de smukke og uforbeholdne ting, der står i Bibelen om kærlighed, at den tåler og overvinder alt. Vi vil gerne have den lækre overbygning med.«

– Men du skriver også med et sjovt udtryk om klitorissens sosu-assistenter. Hvad mener du med det?

»Digtet starter med ’vi er helte og konger’, så der er et vist spænd der, kan man sige.«

– Erotik som både guddommeligt og et håndværk?

»Det sagde du!«

Geniet og dæmonien

– Forlaget skriver i ledsagematerialet til din bog, at den kan ses som en litterær hilsen til nogle af 1970’ernes kærlighedsklassikere. Var det en hensigt?

»Ikke som udgangspunkt, og på Forfatterskolen i slutningen af 80’erne var det forbudt at skrive om det private på den måde, som I gjorde i 70’erne. Men jeg kan godt lide det enkle, konkrete og mundrette i knækprosaen, det brugte sprog og så videre, som kom ud af 60’ernes æstetikker. Når Per Højholt skriver om en solsort, der er fløjet tilbage til naturen så ER det bare en solsort og ikke andet – ikke et symbol på noget. Mange tror, at poesi betyder noget andet end det, der står, og leder efter over- og undertekst. Det handler lige så meget om at holde betydning nede og blive i det konkrete. Det er jo ikke meningen, det skal være kryptisk.«

– Jeg ved, du har læst meget Søren Kierkegaard. Har du kunnet bruge noget fra ham i dit eget kærlighedsliv?

»Ja og nej. Det er mere hans holmgang med døden og eksistensen, jeg har været optaget af i forbindelse med kriser, jeg har haft, men det er mange år siden. Jeg var meget optaget af de filosoffer, Nietzsche, Bataille og andre, der tager dig med helt ud til kanten af eksistensen. Men så er der for eksempel en filosof som Hannah Arendt, som er optaget af natalitet, altså af at blive født, og at livet jo hele tiden begynder på ny. Det har nok mere med kærlighed at gøre. Kierkegaards udlægning af kærlighedsbuddet i Kærlighedens Gjerninger er i øvrigt ultra strengt. Du skal elske Gud, og på den måde elsker du din næste. Punktum. Det, vi i dag kalder kærlighed, venskab, forelskelser og så videre er for ham bare forkærlighed eller selvkærlighed. Men han har også skrevet smukt om det erotiske, om sanselighedens genialitet i Mozarts Don Juan og om kærlighed og forførelseskunst i Forførerens Dagbog. Så selv om han var streng og dogmatisk, havde geniet også blik og sans for dæmonien og sanseligheden i kærligheden.

Rasmus Modsat

– Da du for snart mange år siden blev højskolelærer, kastede du dig ikke ud på 70.000 favne vand, som Kierkegaard anbefaler, men valgte et fast job som skrivelærer. Hvad har det betydet for dig?

»Højskolen er et fedt sted at være en del af. Vi har engagerede elever, og de er fremme i skoene. De kommer der af lyst og skal ikke tage nogen eksamener, det er jo det, der definerer højskole, det, som er vores arvesølv. Det gør det til et særligt sted at være, og det føles meget privilegeret.«

Christian Dorph griber tilbage til sin politiske fortid med en tilståelsessag. Han har nogle gange sagt grimme ting om feminister.

»Jeg synes, at ligestilling, queer og gender bender og den slags er det fedeste, der findes,« siger han. »Men når jeg alligevel bliver sur og Rasmus Modsat, er det fordi, jeg genkender så meget forældet venstrefløjstænkning hos feministerne, for eksempel dogmet om kønnet som konstruktion, at vi alle er født ens og lige, og at det er det onde samfund, som har gjort os forskellige og kønsstereotype. Eller at man hænger fast i at tænke i skurke og ofre, mænd over for kvinder. Det er for unuanceret, og det er blevet en underlig debat med ideologiske feminister på den ene side, og på den anden en cirkusklovn, der hedder Thomas Blachman, som vrøvler om poesi. Men han har jo fat i noget, for lige præcis, når vi snakker om kønsliv, er man nødt til at ty til poesien, for her har vi en åben, spørgende tilgang, hvor man kan være nysgerrig på kønnets vegne, og jeg ved, at der også er kvinder, som genkender sig selv i mine digte.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu