Læsetid: 4 min.

Klik – og nutiden er gemt for evigt

De mange billeder, vi tager af os selv og vores hverdag på fotodelingsmedier som Instagram, bliver ikke kun brugt som narcissistisk selvpromovering. De giver os også et realistisk billede af vores samtid, dokumenterer hele verden og er med til at øge forståelsen forskellige kulturer imellem
Musikfestivalen Spot dokumenteret af brugerne via Instagram. Billederne er taget af Laura Bitte Rossau, Jeppe Kolstrup og Sidsel Thomassen og lagt på Instagram under hasttagget #spot13

Musikfestivalen Spot dokumenteret af brugerne via Instagram. Billederne er taget af Laura Bitte Rossau, Jeppe Kolstrup og Sidsel Thomassen og lagt på Instagram under hasttagget #spot13

15. maj 2013

Vi har aldrig taget flere fotos end i dag. De virtuelle fotoalbum svømmer over med turistattraktioner set fra alverdens vinkler og 13-åriges trutmunde i spejlet. Det kan virke nytteløst, men er det langtfra. Billederne fortæller meget om os og om den måde, vi gerne vil præsentere os for verden på. Et kvadratisk Instagram-billede fundet langt ude i cyberspace vil om mange år give et så unikt indblik i den nuværende samtid, at en arkæologisk udgravning nærmest vil fremstå overflødig.

Årsagen til, at vi over hele kloden foreviger hverdagens detaljer, er ifølge overinspektør hos museet Den Gamle By, Martin Brandt Drupdræt, et ønske om at fortælle historier og dele dem. Da billeddelingstjenester har gjort det let at indsamle små historier, har museet Den Gamle By startet et nyt initiativ, hvor de skriver samtidshistorie ved at bruge helt almindelige menneskers billeder. I store mængder. Under Spot Festival i Aarhus og lærerlockouten sidste måned opfordrede museet til at benytte bestemte hashtags på Instagram. Hashtags, som gør det let for museet at se, hvilke billeder der knytter sig til en bestemt begivenhed.

Ung målgruppe

Det viste sig, at lærerne under lockouten ikke benyttede sig af Instagram i særlig høj grad. Den Gamle By fik tilsendt et par billeder over mail fra det, Martin Brand Drupdræt kalder »pligtskyldige lærere«, men overordnet set var projektet ikke særlig vellykket.

Helt anderledes gik det med Spot Festivalen. Koncerter og andre sociale begivenheder er populære at skildre og forevige med mobiltelefonen, og delingen på Instagram var hyppig blandt SPOTs festivalgæster. Martin Brandt Drupdræt gætter på, at gennemsnitsalderen blandt festivalgæsterne var lavere end blandt landets folkeskolelærere.

I alt modtog Den Gamle By over tusind billeder på hashtagget #spot13.

»Festivalgæsterne har jo ikke tænkt på, at Den Gamle By samler ind. De har brugt mediet, som de altid har gjort. Den måde, man deler sit liv på, bliver fremstillet ærligt, og det giver et fantastisk indblik i specifikke emner,« fortæller Martin Brandt Drupdræt, som i første omgang skal bruge billederne til en samtidsudstilling om musiklivet i Aarhus. Ifølge ham er det indsamlede materiale ganske unikt, og han har tænkt sig at bruge metoden igen.

»De sociale medier giver os mulighed for at få fat på nogle folk, som vi ikke havde kunnet få fat på tidligere. Det handler om, at man skal gøre noget, som er umiddelbart nemt. Det gode ved Instagram er, at folk gør det for deres egen skyld. De vil gerne gemme et minde,« siger Martin Brandt Drupdræt.

Billederne skal nu sorteres og analyseres. Hvad er det, festivalgængerne fokuserer på, når de går til koncert, og er der mon mønstre i, hvornår i en koncert, man vælger at tage et billede?

Martin Brandt ville ønske, at han havde haft muligheden for at indsamle via Instagram i endnu længere tid.

»Forestil dig at have koncertgængernes reaktioner under den første Thomas Helmig-koncert i Aarhus,« siger han begejstret og forklarer, at fremstillingen af samtidshistorien naturligvis bliver mere demokratisk, desto flere forskellige mennesker og vinkler, man anskuer den gennem.

Uoverskuelige mængder

Den overvældende mængde af billeder på nettet kan gøre det svært at sortere i materialet, og ifølge Martin Brandt Drupdræt kan man godt få for mange billeder, men gevinsten med sorteringen er arbejdet værd.

»Det her er en demokratisering af historien. Tænk, hvis vi havde noget materiale fra fans i 60’erne. Publikum er jo drivkraften i populærmusikken, og den historie vil vi gerne fortælle. Det mest ærlige er jo de umiddelbare reaktioner,« siger Martin Brandt Drupdræt.

I fremtiden vil det blive lettere at sortere i det store billedmateriale på nettet, mener Trine-Maria Kristensen, som underviser i professionel kommunikation på RUC og er ekspert i sociale medier. Allerede nu findes der computerprogrammer, som kan genkende ansigter, og de vil kun blive bedre med tiden.

»Man arbejder på at lave maskiner, som kan søge på ord, der bliver sagt i en video og på et bestemt ansigt, som dukker op på et billede,« siger Trine-Maria Kristensen.

På den måde, vil billedmaterialet for fremtiden blive lettere at sortere i. Hvor lang tid, der vil gå, før værktøjerne er fuldt tilgængelige, ved Trine-Maria Kristensen ikke, men hun er overbevist om, at vores tålmodighed til kun at få informationer formidlet gennem tekst er opbrugt.

»Vi er blevet vænnet til, at alting er blevet smidt op i små bidder af billeder. Det gør, at vi har lettere ved at forstå ting igennem billeder.«

Skjulte historier

Potentialet for at blive klogere på sin samtid benytter Instagram-brugeren Katrine Marie Sørensen sig af. Hun er 30 år, politisk rådgiver i Klima- Energi- og Bygningsministeriet og hun holder af at få indblik i hverdagsdokumentation fra steder i verden, hvor hun normalt ikke har adgang. Hun følger privatpersoner i Iran, som fortæller en historie om deres land, hun ikke kan få beskrevet gennem de traditionelle medier, som oftest fokuserer på politik og kritik. På det ucensurerede Instagram får hun »poesien, kulturen og menneskene« med.

Hun følger en fotograf, som tager billeder af de hjemløse i Mexico City, og så følger hun mennesker, som lægger andre billeder op, end man normalt gør i hendes omgangskreds. Alt sammen ting, som giver et større udsyn.

»Det er et ufiltreret visuelt indblik i steder, jeg måske aldrig kommer til. Det er en form for demokratisering af hverdagslivet. En lille hverdagsdokumentar, hvor man får noget at vide om folk, man måske aldrig kommer til at møde i virkeligheden,« fortæller Katrine Marie Sørensen. Hun ser et endnu større potentiale i den visuelle vidensdeling.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke på den måde, Twitter blev brugt på under Det Arabiske Forår og i Iran i 2009, hvor der var uroligheder. Billeder er jo så stærke. Tænk bare, hvad det kan bruges til fremover,« siger Katrine Marie Sørensen.

I næsten samme åndedrag tilføjer hun også billedmediets svageste træk.

»Billeder er jo så farlige, fordi de kan manipuleres, men de har virkelig et stort potentiale.«

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kitt Boding-Jensen
  • John Vedsegaard
  • Bo Johansen
Kitt Boding-Jensen, John Vedsegaard og Bo Johansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Vedsegaard

Så må man da håbe der ikke er nogle af de firmaer som gemmer disse data, som for eksempel går fallit, kommer til at slette noget, sletter på grund af forældelse og hvad der ellers kan ske af "uheld" i den digitale verden.
Ser man for eksempel på googles søge resultater, gemmes de godt nok en tid, men så er de også væk for evigt, undtagelsen er naturligvis hvis google gemmer dem et hemmeligt sted, frem for at slette det helt.
Det samme kan man sige om samtlige andre digitale medier, indtil nu har ingen af dem overlevet i den digitale verden i 50 år, som jo ikke er ret meget i forhold til historisk tid.

Jeg er helt enig i at en masse materiale fra tidligere år, ville være sjovt at have.
Havde vi haft de digitale medier den gang, ville noget af det have overlevet, sådan vil det også være med nutidens verden, noget forsvinder andet overlever, sådan skal det også være, hvorfor skulle alt digitalt overleve.

Steffen Gliese

Det er klart, at nethøst først efter for lang tid blev iværksat, men nu foregår den altså i regi af Det Kgl. Bibliotek.
Der findes også en Dansk Datahistorisk Forening, der varetager både apparat- og indholdssiden på mere eller mindre frivillig basis, som jeg har forstået det.

John Vedsegaard

Nu er det jo ikke lovligt at gemme andres arbejde, med mindre man har udtrykkeligt tilladelse til det, heller ikke når man er Det Kgl. Bibliotek.
Min hjemmeside, kan de gemme helt lovligt, da jeg giver tilladelse til dette på den, men det gør kun de færreste.