Unuanceret kritik
Thomas Borchert, journalist
»Det må tyskerne ikke læse« skrev Information på forsiden og citerede fra Hallgrímur Helgasons nye roman Kvinden ved 1000° et afsnit om Hitler som ensom baby. Det blev i store artikler indordnet som ’politisk censur’, med anmelderen Erik Skyum-Nielsen som kronvidne. Han havde nu ellers i sin anmeldelse i Information kritiseret »det ekstremt fladpandede lommefilosofiske indslag om den arme ensomme Hitler«. Måske har de tyske forlagsredaktører i deres kamp om forkortelser tænkt lidt det samme og ikke så meget på censur?
De flere tusinde kilometer hyldemetre som kan fyldes med bøger på tysk om holocaust inklusive alle grusomme detaljer, nazismen og Hitler som person taler efter min mening også ret kraftigt imod censur som motiv.
Jeg er tysker med dansk bopæl, som har læst Helgason, dog ikke den omtalte roman. Det som forstyrrer mig mest ved artikelserien er ikke så meget dens totale mangel på indre logik. Men at den uden den mindste refleksion går ud fra platte nationale eller også nationalistiske perspektiver. Således viser sig anmelderen fornærmet over »en ret hård islandsk kritik af Danmark og danskerne«, fordi Helgason sarkastisk skriver at »den danske modstandsbevægelse kun (eksisterede) blandt børn.« »Skamløs, grov historieforfalskning« kalder anmelderen det, som om man kan angribe ’et land’ verbalt. Samme primitive logik forekommer mig at ligge bag overskrifterne som »Det må tyskerne ikke læse« og »For råt til Tyskland«. Kunne man ikke prøve at føre en lidt mere nuanceret diskurs?
Forfatternes Frihed
Ole Strandgaard, forfatter
Signaturen ’rase’ skriver i sin leder på bagsiden af dagens Information (8. april) om, hvordan det litterære landskab er under forandring, fordi flere og flere forfattere vælger selv at udgive deres bøger på egne forlag, som e-bøger eller i alternativt tryk. »Det er frihed for alle pengene«, siger ’rase’, som vælger at se optimistisk på udviklingen: »De etablerede forlag må anerkende den revolution, der uden tvivl er på vej nedefra (…) Her er fremtiden, og vil forlagene være en del af den, må de søge dialogen frem for dæmoniseringen.«
Dæmoniseringen ligger i den klare afvisning af selvudgiverne, som kommer til udtryk hos mange kritikere, men også hos visse forfattere. En forfatter skrev for nyligt på sin facebook side, at 90 pct. af de selvudgivne værker er noget lort, og ’rase’ citerer Klaus Rothstein for at mene nogenlunde det samme.
Der er problemer i det litterære landskab. Forlagene, som giver forfatterne prestige, går i stadig stigende grad efter det sikre. Bøger skal være bestsellere, og de skal helst være solgt til filmatisering, før de overhovedet udkommer. Pressen køber for en stor del præmissen. Selv Information bringer en ugentlig liste over bestsellere. For at sikre salgbarheden får forlagsredaktørerne mere og mere magt. Det er ikke længere kun forfatterne, der bestemmer, hvordan deres bøger skal være. Rigtig mange forfattere og forfatterspirer taber pusten i dette hækkeløb med dets skarpkantede hurdler.
Bibliotekerne er traditionelt også med til at give bøger og forfattere det blå stempel. Det er et klap på skulderen, når bogen bliver købt af bibliotekerne. Så kan bogen da ikke være så ringe? Men bibliotekerne køber færre og færre bøger.
Midt i det hele dukker så Saxo op med budskabet om, at de vil revolutionere bogmarkedet og udgivelserne, selv om det måske ikke er lige den »stille revolution«, ’rase’ tænker på i sin leder. På Saxo.publish kan du udgive hvad du vil som e-bog (og faktisk også på tryk). Der er ingen redaktion. Du sætter selv prisen, og indtægten deles efter at momsen er trukket fra med 70 pct. til forfatteren og 30 pct. til Saxo.
Ikke så sært på den baggrund, at mange forfattere vælger at blive selvudgivere. Nogle gør det, fordi de allerede har et navn der sælger, og mener, at de kan undvære forlaget. Andre gør det af nød. Under alle omstændigheder mødes de af barske realiteter, for appelsinerne dratter ikke bare sådan ned i turbanerne. Ligesom der ingen besværlig redaktion er hos Saxo, så er der heller ingen markedsføring. Den må forfatterne selv stå for eller købe sig til, og det kan nemt blive lige så dyrt som det ville have kostet at udkomme på et af de små forlag, hvor forfatterne selv spytter i projektet. 14.000 kr. hos et af de populæreste.
Men måske kunne de etablerede forlag lære noget af Saxo? For mig at se, er et af problemerne den særdeles etablerede sædvane, at en forfatter, når værket antages til udgivelse, skal have en såkaldt ’garantisum’, som for en standardroman ofte ligger omkring de 15.000 kroner. I udlandet kaldes det for forskud. Garantisummen skal ikke tilbagebetales, selv om bogen er et flop. I trængte tider er det klart at forlagene undgår det usikre!
Hvad nu, hvis forfatterne opgav deres veletablerede ret til forskud. Hvad nu, hvis man lavede en kalkule som kunne se sådan ud:
Vi forestiller os en roman på omkring 300 sider. Den bringes på markedet i paperbackudgave og trykkes i digitaltryk, som er langt billigere end traditionelt bogtryk, navnlig ved små oplag.
Eftersom det er en alternativ udgivelse, får bogen en vejledende udsalgspris på 200 kr. De 40 kr. er moms, og så er der 160 kr. tilbage. Vi sætter trykning og distribution til 40 kr. Vi har nu 120 kr. tilbage. Af dem får boghandleren 40 pct. lig med 48 kr. Der er så 72. kr. tilbage, som forlag og forfatter deler fifty-fifty. Det giver 36 kr. til hver part. Hvis forlaget er dygtigt nok, sælges der 500 eksemplarer. Det giver en indtægt på 18.000 kr. til hver part. Ikke nogen dårlig forretning, og forlagets investering er beskeden, navnlig da digitaltryk gør det muligt at trykke i flere omgange – også inden for de rammer, der er skitseret her.
En større fleksibilitet fra både forlag og forfatter kunne bringe de bedste selvudgivere tilbage til forlagene – til fordel for begge parter.
