Læsetid: 4 min.

’Det latinske imperium må slå igen’

I en provokatorisk artikel slår den italienske filosof Giorgio Agamben til lyd for, at de sydeuropæiske lande bør gå sammen og danne deres egen union – et ’latinsk’ imperium, der skal agere modvægt til Tyskland og de økonomiske teknokraters dominerende rolle i EU
28. maj 2013

EU er begyndt at krakelere. Enhver kan i dag se, at der i dag ikke er andet tilbage af unionen end en mekanisme, der skal gøre det muligt for den rigeste minoritet at tilgodese sine interesser på bekostning af den fattigste majoritet. Og for det meste er disse interesser sammenfaldende med en enkelt nations – en nation, det er svært at se som eksemplarisk i lyset af dens nyere historie«.

Således skrev den italienske filosof, Giorgi Agamben for nogle uger siden i et opsigtsvækkende indlæg, der blev bragt i den italienske avis La Repubblica og i det franske dagblad Libération. Opsigtsvækkende på grund af sin konklusion. For hvad Agamben slog til lyd for, var en højest særegen opsplitning af EU: De store latineuropæiske lande – Frankrig, Italien og Spanien – skulle melde sig ud og gå sammen i deres egen union, der kunne danne modvægt til et alt for ’dominerende’ Tyskland. Og sandelig ikke kun af økonomiske grunde – nej, faktisk i højere grad for at pleje sin egen kulturelle sensiblitet og kulturarv. Kun sådan kunne Europa reddes fra opløsning, profeterede Agamben.

Hans idé om en sådan latineuropæisk forening er i øvrigt et gammelt forslag, som den franske filosof og embedsmand, Alexandre Kojève forsøgte at interessere Charles de Gaulle i umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Ifølge Agamben forudså Kojève, at Tyskland hurtigt ville blive Europas økonomiske kraftcentrum og slutte tætte bånd til den angelsaksiske verden. Skulle Frankrig ikke reduceres til en sekundær magt ved siden af den germanske hegemon, ville landet blive nødt til at påtage sig førerskabet for et økonomisk og politisk forenet ’latinsk imperium’ med tilslutning fra den katolske kirke, hvis traditioner det skulle overtage. Med en pudsig omvending af de to nationers traditionelle selvforståelse, kunne man med Kojève og Agamben sige, at Frankrig (og Italien og Spanien) har kultur, mens Tyskland kun har civilisation.

Hvis der var tale om en provokation, forfejlede den ikke sit mål. Ikke mindst i tysksproget presse har flere kommentatorer himlet op over denne ’genopfindelse’ af et gammel historisk modsætningsforhold, man troede begravet for længst. Således Norbert Mayer i Die Presse, der benytter lejligheden til at kritisere Agambens ’tvivlsomme’ indflydelseskilder:

»I sin omfangsrige værkserie Homo Sacer har Agamben i en rum tid forsøgt at forstå globaliseringens slutspil, men det er farlige romantikere, der tænder hans ild – den hviskende Heidegger, den kølige Carl Schmitt og den sørgmodige Walter Benjamin. Ikke ligefrem demokratiske fremskridtstænkere.«

Europa er en kultur

I weekenden fik Agamben så mulighed for at forklare sin omdis-kuterede tese i Frankfurter Allgemeine. Det sker med en del nuanceringer.

Især hævder han sig misforstået af dem, der tillagde ham det synspunkt, at det latineuropæiske Europa på en eller anden måde skulle være de ’prøjsiske protestanter’ kulturelt overlegent.

»Det giver ingen mening at modstille den latinske kultur med den tyske, for som enhver intelligent europæer ved, er den italienske renæssancekultur og det klassiske Grækenland med fuld ret blevet optaget i den tyske kultur, der har tilegnet sig den og tænkt den igennem på ny. En tysker som Hölderlin kan være mere græsk end en græker.«

Nej, målet for Agambens kritik var ikke så meget rettet imod den tyske kulturnation som imod »den måde, den Europæiske Union er konstrueret på, nemlig på et rent økonomisk grundlag«. Og det er slet ikke nok, for det betyder ifølge Agamben, at »vi forglemmer ikke blot vores spirituelle og kulturelle rødder«. Tysklands brøde er ikke at være tysk – ingen romansk chauvinisme her, altså – men alene, at det i sin nuværende dominerende stilling og »i strid med sin ekstraordinære filosofiske traditioner« ser ud til at være momentant ude af stand til at tænke sig et Europa, der ikke alene hviler på økonomi og en fælles valuta.

For Agamben bliver denne tilgang for sjælløs. I stedet fremhæver han latineuropæernes livskunst og Europas rige historie:

»I Middelalderen vidste man i det mindste, at en enhed af politiske fællesskaber må betyde mere end et rent politisk samarbejde. Dengang fandt man det forenende bånd i kristendommen. I dag må et europæisk fællesskabs legitimation komme fra Europas historie og traditioner. I modsætning til asiater og amerikanere møder europæerne altid deres sandhed i en dialog med fortiden. Fortid er for os ikke kun dødt kulturgods og tradition, men en antropologisk grundbetingelse. Vi kan kun trænge frem til nutiden ved at erkende vores historie. På den måde bliver fortiden for os til en art livsform. Europa har altid haft et særligt forhold til sine byer, sine kunstskatte og sine landskaber. Det er dette, Europa dybest set består af, og her skal Europa finde sin overlevelse. Europa er en kultur – ikke et økonomisk rum.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Christian Wind Nielsen

Unión Latina
La Unión Latina es una organización internacional conformada por los países que hablan algunas de las denominadas lenguas romances, su función es promover y diseminar su herencia común y aquello que identifica al mundo latino. Fue creada en 1954 al firmar un acuerdo constitutivo en Madrid, y es reconocida como una institución formal a partir de 1983. Las actividades de la Unión Latina fueron suspendidas el 26 de enero de 2012 y la Secretaría general permanente de la Organización cerró sus puertas el 31 de julio de 2012, fecha en la cual fue despedido el conjunto del personal de la Organización.
http://es.wikipedia.org/wiki/Uni%C3%B3n_Latina