Baggrund
Læsetid: 4 min.

Når musikken stopper

Den magisk alsidige tangenttroldmand, Ray Manzarek, er død, 74 år gammel. Som musiker satte han i udstrakt grad præg på The Doors i årene 1967-1971, hvor den var en af verdens populæreste grupper
Kultur
22. maj 2013
Ray Manzarek er død, 74 år gammel. Arkivfoto

Ray Manzarek er død, 74 år gammel. Arkivfoto

Det var sommeren ’68. Der var en gådefuld uro i luften. Også vi knægte, som langsomt gled fra korte bukser og leg i skoven til smøger i smug og langt hår, kunne mærke det. Så var der naboens store knægt, en sær snegl, følelseskold, hyperintelligent og skræmmende. Han røg hash, sagdes det. Og det, der var værre. Og det var ikke bare noget, de fandt på, for året efter blev han hældt ud af Statsskolen for både det og så en efter sigende uovertruffen rebelsk opførsel. Den slags gav respekt. Mig behandlede han med nedladende tolerance, når han var i sit gode lune. Det må han have været den dag, han lånte mig de to lp’er, der skulle ændre mit liv: Electric Music for Body and Mind med Country Joe & The Fish og ikke mindst Strange Days med The Doors. Det var begge plader, man kunne forsvinde i og ikke mindst drømme sig væk til, fuld af forventning om det, der skulle komme. Når man engang slap ud af forstaden og livet kunne begynde. Det blev startskuddet til et seriøst og meget intenst forhold til The Doors, som jeg dyrkede med noget nær religiøs fanatisme og fulgte til den bitre ende. Gu’ gjorde jeg så.

Titelnummeret på Strange Days er stadig mit absolutte favoritnummer med et af mine all time yndlingsorkestre, og det skyldes i høj grad det dragende, boblende, svævende og hypnotiserende orgelspil, der bærer det igennem. Det er lyden af en musiker, som godt nok mestrer sit håndværk til perfektion, men samtidig formår at underlægge sig en fælles vision, et menneske, der forstår vigtigheden af en beåndet sangtekst, og hvordan den bedst illustreres, på en gang vildt personligt og dog så befriende egoløst. Det er så lyden af Ray Manzarek, en af rockens helt store tangenttroldmænd, som vi nu har måttet sige farvel til, idet han i mandags afgik ved døden efter lang tids kamp med kræften. Han blev 74.

The Doors var et på alle måder exceptionelt band, såvel tidstypisk som langtidsholdbart, undergrundshipt som voldsomt populært, banebrydende som klassisk. I fokus stod gruppens forsanger og tekstforfatter, den karismatiske, men også skrækkeligt uartige og voldsomt selvdestruktive Jim Morrison, der døde i 1971, 27 år gammel. At denne ved skæbnens tilfælde en dag mødte den lidt ældre Ray Manzarek på Venice Beach i Californien blev starten på et af alle tiders mest kontroversielle og revolutionerende rockbands overhovedet. De to havde gået på filmskole sammen, var begge blevet færdige i ’65 og derefter gået hver sin vej.

Vild og mærkelig vision

Men ved mødet på stranden nogle uger efter afgangseksamen fortalte Morrison, at han havde skrevet nogle sange, og da Manzarek bad om at høre en af dem, sang Morrison »Moonlight Drive« for ham. Det medførte, at de to grundlagde bandet The Doors på stedet, begge opfyldt af en vild og mærkelig vision om et musikalsk og poetisk projekt, drevet af den psykedeliske erfaring og kærlighed til såvel poesi som musik samt en mulig sammensmeltning af dem.

Manzarek fuldendte gruppens lineup ved at hyre to fyre, han mødte til et kursus i transcendental meditation, trommeslageren John Densmore og guitaristen Robbie Krieger. Kemien de tre imellem var eminent, de var alle fremragende musikere, og det var Jim Morrisons held at have et så kapabelt hold bag sig, thi de formåede at følge ham stort set hvor som helst inspirationen tog ham og dem. Gruppen havde ingen bassist, så Manzarek spillede (på scenen i hvert fald) gruppens karakteristisk uforglemmelige basgange på et Fender Rhodes med sin venstre hånd, mens han på sit Vox Continental med højrehånden leverede de kviksølvagtige figurer og fills, der blev en uadskillelig del af gruppens nok så karakteristiske og stort set uefterlignelige lyd.

Nåede bredt ud

Med de to skiver The Doors og Strange Days satte The Doors et kæmpefingeraftryk på 1967 og dets tilhørende Summer of Love, mens singlehittet »Light My Fire« (hør dog den orgel-intro!) gjorde gruppen populær langt hinsides hippiernes rækker. Det blev til i alt seks studie-lp’er med dette fænomenale ensemble, før Morrison satte cowboystøvlerne i Paris. Posthumt er der udsendt en hel jungle af liveoptagelser med The Doors.

Efter Morrisons død udsendte The Doors yderligere to albums, før Manzarek uden det store held forsøgte sig som solist. Han producerede senere navne som X og Echo & The Bunnymen og udsendte i 1998 erindringsværket Light My Fire – My Life With the Doors. I starten af nærværende årtusind turnerede han med en gruppe, der kaldte sig The Doors of the 21st Century sammen med bl.a. Doors-guitaristen Robbie Krieger. Men ellers var han først og fremmest The Doors’ fremmeste kurator og boets talsmand, og mit indtryk af ham, da jeg mødte ham i Paris i 2001, var af en total cool og checket gentleman. Æret være hans minde.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Bo Johansen

Jeg er nu meget glad for at Manzarek og Krieger ikke fik deres vilje og lod hele The Doors' sangkatalog sælge til brug i reklamefilm. John Densmore fik sat en stopper for det (indtil videre). Densmore er, forekommer det mig, den virkelige gentleman i The Doors.

Søren Kristensen

Strange Days, those days. Men det er alle dage jo, ret beset. Der går ofte bare lige lidt tid før man opdager det.