Læsetid: 5 min.

Det er på høje tid

Historien om, hvordan Jürgen Habermas og Jacques Derrida til sidst blev gode venner, er et af de bevægende momenter i Benoît Peeters biografi, der roses for at gå tæt på privatmennesket Derrida
Historien om, hvordan Jürgen Habermas og Jacques Derrida til sidst blev gode venner, er et af de bevægende momenter i Benoît Peeters biografi, der roses for at gå tæt på privatmennesket Derrida

André Leit/iBureauet

24. maj 2013

Hvem skulle man holde med på senfirsernes og de tidlige halvfemseres kontinentalfilosofiske scene? Dette spørgsmål var en kilde til evig debat i tidens filosofiske og litteraturvidenskabelige miljøer. Ét stod klart: Det måtte dreje sig om én af to giganter. Enten tyskeren eller franskmanden. Enten den normative fornufts forsvarer eller også den ’postmoderne’ dekonstruktionstænker. I al fald måtte et valg træffes. For Jürgen Habermas og Jacques Derrida stod i hver sin lejr.

Habermas, der skrev som en brækket arm på sociologtysk, ville videreføre oplysningsfilosofiens projekt. Med udgangspunkt i moderne sprogfilosofi om talehandlinger ville han ’rekonstruere’ selve grundlaget for ’kommunikativ fornuft‘.

Den ’poststrukturalistiske’ Derrida, der skrev i en litterær stil, som var lige så poetisk som hermetisk og dunkel, ville imidlertid ikke vide af, at det, som Habermas så som misforståelser eller strategisk dominans i sproglig interaktion blot skulle udgøre ’afvigelser’ fra idealet om den herredømmefri samtale – det begreb hos Habermas, der begrunder den kommunikative fornuft.

Snarere end at udtænke sådanne rationalitetsidealer gjaldt det om at udstille og underminere de modsætninger, hierarkier og paradokser, som magtsprogstekster, filosofiske eller andre, hviler på. For Derrida siger sproget altid mere, end vi ønsker det skal sige. Det vil altid tendere imod at undergrave sig selv, og vende sig imod sig selv. Og dette vilkår skulle forhindre, at der kan findes nogen endelig befrielse i en eller anden klarhedens, gennemsigtighedens og den fælles forståelses utopi.

Filosofikrig

Positionerne var lige så uforenelige som de to parter selv. Forsøg på dialog førte til forbitret fejde – man talte om den tysk-franske filosofkrig – siden til et årtis iskold tavshed.

Habermas anklagede Derrida for at undervurdere den oplyste tanke. For ikke at forstå, at bliver oplysningen voldelig og undertrykkende, er det fordi den ikke er oplyst nok.

Det moderne er ikke et lukket skema for forståelse af den sociale virkelighed, men et »ufuldendt projekt«, insisterede tyskeren, og i Philosopische Diskurs der Moderne (1985), veg Habermas ikke tilbage for at udnævne Derrida til en irrationel mystiker, der dyrkede fornuftens fjender som sine allierede. Derrida erklærede, at Habermas måtte have misforstået ham eller slet ikke læst ham.

Fejden spiller også en vis rolle i den belgiske forfatter Benoît Peeters 700 sider lange og meget roste biografi Derrida, der sidste år udkom i engelsk oversættelse (og blev anmeldt i Information af den britiske litteraturkritiker Terry Eagleton). Nu foreligger den i amerikansk udgave, og også i USA er anmelderne unisont begejstrede.

Flere, deriblandt Emily Akin i ’New York Review of Books’, ser det som bogens største styrke, at Peeters ikke har sat sig for at skrive en filosofisk biografi, der skildrer de intellektuelle stadier i udviklingen af Derridas tænkning.

I stedet viser Peeters os mennesket bag den på mange måder ret private, offentlighedssky og i sit eget hjemland ikke altid agtede fransk-algierske jøde Jacques Derrida.

Et godt eksempel på det er netop biografiens beskrivelse af den forsoning, der udviklede sig mellem Jacques Derrida og Jürgen Habermas, i løbet af årene 1999-2000. Noget, der kom bag på det fleste og vakte både skuffelse og forundring hos deres respektive tilhængere.

Tilnærmelser

Peeters beskriver, hvordan den aldrende Derrida – den franske filosof døde i 2004 – i takt med at han blev stadig mere besat af døden, også blev mere ivrig for at nærme sig en forståelse med tidligere modstandere.

I oktober 1999 mødtes Derrida tilfældigt med Jürgen Habermas i hjemmet hos deres fælles ven, den italiensk-amerikanske filosofiprofessor, Giovanna Barradori. Ved dette uventede møde, foreslog »en smilende og imødekommende« Habermas, at han og Derrida skulle tage hul på en ny diskussion, hvilket Derrida accepterede med det samme. »Det er på høje tid«, sagde han. »Lad os ikke vente, indtil det er for sent.«

Kort efter mødtes de tidligere fjender i Paris. Over en god frokost gjorde Habermas alt, hvad der stod i sin magt »for at udslette sporene af den tidligere polemik med en eksemplarisk redelighed, som Derrida altid skulle tænke tilbage på med taknemmelighed«.

For Derrida havde de forbitrede skænderier med Habermas dog fået alvorlige konsekvenser: Siden midten af 1980’erne var hans adgang til de tyske forlag blevet blokeret, og hans indflydelse i den tysktalende verden stærkt hæmmet.

I første omgang kom deres tilnærmelse i stand på det politiske terræn, hvor afstanden da også var ret ubetydelig – begge var moderat venstreorienterede.

Selv i de år, hvor deres fjendskab var på sit højeste, skrev de ofte under på de samme politiske støtteerklæringer og manifester. Fra hver deres udgangspunkt var de enige om fælles mål: en modstand mod krigen i Irak, en global demokratisering af de politiske institutioner, en dialogisk løsning på det palæstinensiske problem, men først og fremmest forestillingen om et andet Europa, der kan bringe europæerne sammen i en følelse af samhørighed.

Derrida erkendte senere dette i en smuk hommage, som han skrev på sin tidligere fjendes 75-års fødselsdag: »Jeg havde altid følt mere end sympati, ja ved talrige lejligheder snarere en beundrende tilslutning til Deres velargumenterede positioner.«

I 2000 arrangerede Habermas og Derrida et fælles seminar i Frankfurt, der skulle handle om retsfilosofiske, etiske og politiske problemstillinger. Peeters noterer, at filosoffen Alexander García Düttmann husker hvor stærk uro, ’forsoningen’ afstedkom i blandt de to tænkeres disciple:

»Denne tilnærmelse irriterede mig. Filosofisk burde de ikke have spor at sige hinanden. Men okay, politisk kunne de blive enige om en række punkter. Desuden bør man ikke undervurdere de taktiske overvejelser. Derrida kunne være yderst skarp, men han kunne også vise sig som en dygtig forhandler, når lejlighed bød sig. Afhængigt af sammenhængen kunne han være radikal eller konsensussøgende, dristig eller kalkulerende.«

Fredsslutning

En anden kilde i Peeters bog, den amerikanske filosof, Avital Ronell bekræfter, at dette seminar førte til selvransagelse blandt de to filosoffers tilhængere:

»Man kunne skrive en hel historie om store mænd eller kvinder (...) og deres disciple, en historie om, hvordan de går sammen og går hver til sit ... om små grupper, der ligger i evig fejde, men så en dag foreslår pludselig deres leder – i ren mafiastil – at der indgås våbenhvile.«

Hvorom alting er, betød fredsslutningen med Habermas, at Derrida hurtigt genvandt den position i Tyskland, han havde mistet. Adskillige planer for nyoversættelser og genudgivelser så lyset. Og da Derrida i 2001 fik den estimerede Adorno-pris, verdens måske fornemmeste filosofiske udmærkelse, blev Derridas forsoning med Tyskland omsider beseglet.

Men lykkedes det at finde en fælles filosofisk forståelse? Det er måske mere tvivlsomt, selv om man kan argumentere for, at begge vender sig imod alle bestræbelser på at etablere økonomisk, politisk eller teoretisk overherredømme. Og muligvis kan nogle af Derridas bemærkninger tolkes som anerkendelse af det kritiske potentiale i oplysningstænkningen, mens visse af den sene Habermas’ overvejelser forekommer mere imødekommende over den normative og kommunikative fornufts ’Anden’, herunder religion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu