Interview
Læsetid: 6 min.

De progressive har vundet

Måske skabte terrorattentaterne den 11. september 2001 et nyt fundament for det amerikanske civilsamfund. Den verdenskendte amerikanske forsker Robert Putnam fortæller om det politiske kollaps, indvandring og den venstreorienterede forandring i USA
Politolog og professor ved Harvard University, Robert Putnam, tiltræder i denne uge  som gæsteprofessor ved Aarhus Universitet.

Martin Dam Kristensen

Kultur
24. maj 2013

USA er under forandring. Præsidenten har en anden farve, end præsidenterne hidtil har haft. Homoseksuelle kan blive gift, og hash er blevet lovligt i flere stater. De såkaldte ’kulturkrige’ har været ført af det konservative USA, men befolkningen er alligevel blevet mere progressiv:

»De progressive har vundet kulturkampen i USA«, siger den amerikanske samfundsforsker Robert Putnam til Information.

Han er kendt for bogen Bowling Alone fra 2001, hvor han undersøger, hvordan civilsamfundet kollapsede i USA i slutningen af det tyvende århundrede. Han har gennem årtier studeret amerikanernes værdier og konflikter:

»For mig at se står det meget pludseligt klart: De progressive ikke bare vinder nu, men har vundet for længe siden.«

Putnam blev født i 1941 og stemte selv for første gang ved valget i 1964.

»Jeg voksede politisk op i en tid, hvor de sorte skulle kæmpe for deres politiske rettigheder. Når du kommer til Det Hvide Hus i dag, er det en sort mand, der tager imod dig. Ikke fordi han er piccolo eller tjener. Han er præsident. Det er stadig helt ufatteligt for mig, at USA på så kort tid har forandret sig så meget.«

Det er ifølge Putnam ikke kun venstreorienterede, som glæder sig over, at en sort mand kan blive præsident i USA i dag:

»Det er noget langt, langt de fleste amerikanere uanset politisk observans er stolte af. Der er ikke meget i USA, jeg er stolt af, men vores evne til at håndtere mangfoldighed og indvandring er jeg virkelig stolt af.«

Netop i denne uge er et forslag til en ny omfattende indvandringsreform blevet sendt til afstemning i Senatet.

Det vil gøre det lettere for udlændinge at blive amerikanske statsborgere. Det er ligesom homoægteskaber noget, de konservative i årtier har været så meget imod, at de progressive ikke har turdet være for det.

»Men nu har vi pludselig også et stort flertal i befolkningen, som går ind for en progressiv immigrationsreform,« siger Putnam:

»Hvis du samtidig ser på, hvordan holdningen til homoseksuelle har forandret sig, og hvordan hash bliver legaliseret i flere steder, peger det på fundamentale forandringer.«

Optimisme og forfald

Putnam diagnosticerer i Bowling Alone civilsamfundets forfald. Borgerne ser mere og mere tv og går mindre og mindre til politiske møder.

Mange amerikanere engagerer sig mindre i fællesskabet, end deres forfædre gjorde. Det var diagnosen i 2001, men siden har vi set et stort græsrodsengagement fra Tea Party-bevægelsen, Occupy Wall Street-bevægelsen og de hundredtusindvis af frivillige, som deltog i kampagnerne for Barack Obama:

– Har de nye bevægelser og især Obamafænomenet ændret din diagnose?

»Grundlæggende er jeg nok lige så pessimistisk på civilsamfundets vegne, som jeg var, da jeg skrev Bowling Alone, men visse fænomener udfordrer analysen,« siger Putnam:

»Det, der skete efter 11. september 2001 udløste en voldsom fællesskabsfølelse i USA. Amerikanerne krammede hinanden som aldrig før«, erindrer Putnam.

Hvis der havde været et nationalt krammeindeks i USA, ville det have toppet i tiden efter terrorattentaterne:

»For de fleste varede denne nye følelse af fællesskab seks uger eller måske seks måneder. Men for den generation, der gik i skole under terrorangrebet, blev det en anderledes dannende oplevelse. Det blev deres første store offentlige begivenhed. De blev meget mere interesserede i samfundet og i politik. Og det har ligget latent i den generation siden.«

– Hvordan ser du det konkret?

»Det var dem, der bar Obama frem. Han profiterede sådan set på det engagement, som allerede var udsprunget af 11. september. Han skabte det ikke selv, men talte det op og udnyttede det.«

Den mest engagerede politiske generation i USA i det tyvende århundrede var dem, der blev født under Anden Verdenskrig. De var mere aktive end både deres forældre og deres børn. Og de blev ved med at være det resten af deres liv.

»Man skal altid være forsigtig med historiske paralleller«, siger Putnam: »Men jeg tror, at angrebene på World Trade Center og Pentagon kan have samme effekt på den unge generation som angrebene på Pearl Harbour. Det vil ikke virke lige så stærkt, men det har potentiale til at genoplive det amerikanske fællesskab.«

Total blokering

Det kan godt være, at de progressive har vundet kampen om moralen i USA, men de har ikke vundet kampen om det politiske system. Den har ingen vundet, og resultatet er, at alle i øjeblikket bliver tabere, mener Putnam.

– Hvad er problemet med jeres politiske system? Der bliver ustandseligt gjort brug af mekanismer, som bremser ny lovgivning. Der er konstant kamp mellem de to partier og Kongressen er ude af stand til at lovgive på afgørende områder.

»Vores politiske institutioner har nærmest blokeret hinanden. Vi har et politisk system, som er designet til en situation, hvor partierne arbejder sammen, og hvor de enkelte politikere forhandler, selvom de har forskellige holdninger. Man kan sige, at vores politiske system er gearet til svage partier. Men nu har vi fået en meget stærk partidisciplin, som betyder, at Demokraterne holder med hinanden imod Republikanerne og omvendt. Det er to partier i konstant kamp mod hinanden. De enkelte politikere holder sig til partilinjen og forhandler kun sjældent med deres modstandere.«

Konsekvensen bliver ifølge Putnam, at gode forslag bliver blokeret, bare fordi de kommer fra modparten, og enhver uenighed kan tales op til en konflikt: »Vi har stærke vetomuligheder i det amerikanske politiske system, som kan misbruges, hvis den politiske kultur fremmer konflikt snarere end resultater. Og det sker hele tiden lige nu. Næsten alt bliver blokeret, fordi vetoretten bliver misbrugt.«

– Hvad er løsningen?

»Der er vel kun to: Enten holder de to partier op med at bekæmpe hinanden, eller også må vi begrænse adgangen til at blokere den politiske proces. Og ingen af delene er særligt sandsynlige. På det her punkt er jeg pessimist.«

– USA’s eventuelle undergang har været et tema i USA i årtier efterhånden. Ser du også USA som en stormagt i opløsning?

»I det store perspektiv er jeg optimistisk omkring USA. Gang på gang har USA haft meget store problemer, men vi har haft en usædvanlig evne til at anerkende problemerne og løse dem. Vi har været nede i hullet flere gange, men vi er hver gang kommet op igen.«

En indvandrernation

Den største fordel for USA i det 21. århundrede er, at landet allerede har erkendt sig selv som et fællesskab af indvandrere.

»Jeg vil nødig komme som amerikaner og belære europæerne. Vi har bestemt stadig problemer med indvandring og fordomme i USA. Men vi har én stor fordel: Vi har prøvet det før.«

Putnam har selv forsket i forholdet mellem etnisk diversitet og tillid. Og hans forskning viser, at tilliden i fællesskabet ofte bliver udfordret, når indvandrere ankommer til et samfund.

»Det skaber altid spændinger og konflikt på kort sigt, når nye grupper kommer til landet. Det er aldrig let. Men vi har jo oplevet, hvordan italienerne kom og tog meget af det, vi regnede for vores eget. Og vi har oplevet, at de russiske jøder gjorde deres indtog. Og hver gang opleves det først som tab og siden som en gevinst.«

– Hvordan ser du det konkret?

»Amerikansk mad er meget bedre, fordi vi er et immigrantsamfund. Amerikansk kultur er meget bedre, og det intellektuelle liv er langt bedre, fordi vi er et indvandringssamfund. De fleste af vores forfattere, kunstnere og Nobelprismodtagere er indvandrere. De har da gjort os større. Og det nyder vi.«

– Hvordan når man dertil?

»Det vigtigste er, at vi har lært, at indvandrere ikke skal blive ligesom os. Vi skal derimod være indstillet på, at vi skal danne et nyt ’os’. Et nyt og udvidet os, som ikke bygger på race. Vi indstiller os på dem, og de indstiller sig på os. Og vi ved, at begge parter vokser af det. Det er den amerikanske erfaring med indvandring.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her