Læsetid: 7 min.

Richard Wagner – manden, myten og musikken

Richard Wagner ville onsdag være fyldt 200 år. Musikalsk var han revolutionerende, politisk var han kontroversiel
Richard Wagner ved flyglet. Arkivfoto

Richard Wagner ved flyglet. Arkivfoto

22. maj 2013

Musikalsk var Richard Wagner revolutionerende. Tristan-akkorden, den første akkord i operaen ’Tristan og Isolde’, regnes af nogle for at være begyndelsen på den moderne klassiske musik. Politisk var han kontroversiel og skrev politiske skrifter i både kønsligestillingens og antisemitismens navn, og han måtte flygte fra både politiske modstandere og kreditorer.

Efter hans død har hans musik tjent som inspirationskilde for både zionismen og nationalsocialismen, ligesom den også er blevet udlagt som marxistisk kapitalismekritik. I dag er det 200-året for hans fødselsdag, og i den anledning har Information spurgt fire Wagner-kendere, hvorfor han stadig er interessant i dag.

Jakob Levinsen: ’En revolutionerende komponist’
– Hvordan begyndte du selv at lytte til Wagner?

»I gymnasiet kom jeg til at spille i et band med en fyr, der egentlig ikke havde noget forhold til klassisk musik, men som havde nogle rockervenner med en lidt usund interesse i alt, hvad der var tysk. Han var blevet fuldstændigt vild med Wagner og spillede det så for mig. Dengang i 70’erne var der også et par ret gode opsætninger på Det Kongelige Teater, som jeg gik ind og så, og den interesse har så bare varet ved.«

– Hvorfor skal vi interessere os for Richard Wagner 200 år efter hans fødsel?

»Det er der to grunde til. For det første er han fortsat en af historiens mest populære og mest nyskabende komponister. Han revolutionerede hele tonesproget, og så har han jo nogle hits, der rækker langt ud over operaverdenen. Se bare, hvor mange der er blevet gift til bryllupsvalsen fra Lohengrin

»For det andet revolutionerer han hele måden at være operakomponist på. Stort set alle andre før og siden har arbejdet på bestilling fra først aristokratiet og siden statskulturen. Men hele hans livsprojekt er i høj grad en måde at gøre sig uafhængig af institutionerne på, og vi skal nærmest helt frem til rockmusikken 100 år senere for at finde noget lignende.«

– Hvad giver det dig at lytte til Wagner?

»To ting på samme tid. Mange af operaerne handler om folk, der på en eller anden måde bliver væk i sig selv, og hans musik har også en lidt mystisk karakter, der gør, at man forsvinder ned i det på en måde, som man ikke gør i ret meget andet musik.«

»Samtidig gør man det stik modsatte, fordi man bliver dybt fascineret af, hvor fantastisk det her er lavet, og hvordan man kan fortælle en historie i sang og musik alene. Og så begynder man at tænke over, hvad det er for en historie, der bliver fortalt her, hvordan ligner det mig, og hvordan kan jeg bruge de spørgsmål, der bliver stillet her, til noget?«

Lotte Heise: ’Det startede med, at min mor fik veer til Valkyrien’

– Hvordan begyndte du at lytte til Wagner?

»Det startede jo med, at da min mor var gravid med mig, fik hun veer til Valkyrien. Så der har altid været Wagner i vores hjem, og da min mor begyndte at fortælle historien fra Ringen, var jeg helt solgt. Til min konfirmation ønskede jeg at se Ringen, som gik i Malmø. Det fik jeg, så vi sejlede derover fra Nyhavn, og på en uge var jeg i operaen fire gange og høre Wagner. Det var storslået.«

– Hvorfor skal vi interessere os for Richard Wagner 200 år efter hans fødsel?

»Uanset, om vi taler om Wagner, Mozart, Beethoven eller Brahms, er der en grund til, at det bliver hørt. Det er jo fordi, det er unikt, og fordi det er noget musik, som ikke springer over, hvor gærdet er lavest. Når Wagners operaer stadig er så interessante, skyldes det blandt andet, at han arbejder med temaer, som bliver flettet ind og ud af hinanden. Det, synes jeg, er vanvittigt fantastisk. Dengang jeg var barn, sad jeg med denne her store libretto, hvor der ude i siden stod med krøllede, gotiske bogstaver, hvilket motiv der blev spillet. Den kompleksitet syntes jeg var enormt spændende.«

»Men der er også det vidunderlige, at når man går ind til en af hans operaer, ved man, at der går fire og en halv time, inden man bliver sluppet ud igen, hvor man bare skal sidde i mørket og nyde energien. Og så er der alle de steder, hvor man sidder og stortuder, fordi det er så rørende. Det er jo også fedt.«

– Hvad giver det dig at lytte til Wagner?

»For det første bliver jeg rolig, hvilket er meget mærkeligt, når man ved, hvordan jeg er. Men det giver mig en ro, og hvis jeg synes, det hele er lidt for bøvlet, bliver jeg i ekstremt godt humør af at høre Wagner. Det er helt sikkert.«

Nila Charlotte Parly: ’Forløsningen i at dø i fred med en karakter på scenen’

– Hvordan begyndte du selv at lytte til Wagner?

»Jeg var jo balletbarn og hørte i høj grad klassisk musik som barn og som ung. Men det var først, da jeg var 16-17 år, at jeg begyndte at høre Wagner. Min mor spillede det ellers tit derhjemme, men det var simpelthen for tidligt og for voksenerotisk for mig, så jeg protesterede og lukkede mig inde på mit værelse og spillede Sjostakovitj, Prokofjev og alle de russere, jeg kunne komme i tanke om.«

– Hvorfor skal vi interessere os for Richard Wagner 200 år efter hans fødsel?

»Han var interessant, fordi han var så sammensat en person. Han var evigt forgældet og var konstant på flugt fra sine kreditorer, samtidig med at han levede utroligt ekstravagant. Og så var han antisemit, og det har mange det måske lidt svært med i dag, efter Hitler i den grad misbrugte ham. Men både i forhold til sin musik og sine tanker om samfundet var han faktisk på forkant med sin tid. Kort før sin død skrev han et næsten feministisk essay, hvori han understreger, at kvinden bør frigøres fra mandens økonomiske magt. Han mente, at manden skulle lære af kvinden for at finde frem til sit hele jeg, at begge køn både havde noget maskulint og noget feminint i sig. Den tankegang ser man også på scenen, for eksempel i Valkyrien, hvor Sigfried ikke bliver et helt menneske, før han møder Brünnhilde og gennem sin kærlighed til hende lærer frygten at kende. At han i sit privatliv så ikke selv levede op til sine idealer om ligestilling, det er en anden historie.«

– Hvad giver det dig, at lytte til Wagner?

»Hans musik er jo meget sanselig. Den appellerer til noget, som ligger utroligt dybt i os, nemlig kærligheden og døden. Men også fordi hans melodier aldrig afsluttes før til sidst i operaen. De drives hele tiden videre, ligesom vores krop, vores seksualdrift og vores vejrtrækning. Så man falder aldrig rigtig til ro i hans musik, og derfor er det også enormt befriende, når man til sidst i hans operaer får lov at lande på en durakkord. Det sker i øvrigt ofte i forbindelse med, at en person – ofte en kvinde, som har fortalt os, hvordan verden hænger sammen følelsesmæssigt og filosofisk – dør. Så får man sådan en forløsende følelse af, at man kan dø i fred sammen med en karakter på scenen. Og så kan man jo tage ind og dø med en ny karakter en anden gang.«

Henrik Nebelong: ’Et kig ind i komponistens sjæl’

– Hvordan begyndte du selv at lytte til Wagner?

»Dengang jeg var ung, kort efter krigen, blev han ikke spillet så meget, for da var han stadig ensbetydende med nazismen. Når der så alligevel kom et eller andet i radioen, blev jeg nysgerrig, fordi det var en helt anden musik, en helt anden struktur. Og så var det jo også lidt forbudt.«

»Efterhånden som jeg læste hans tekster, blev jeg mere og mere nysgerrig. Hvad var dog det her for noget? Den nysgerrighed har jeg stadig. Det er næsten sådan et detektivarbejde for mig.«

– Hvorfor skal vi interessere os for Richard Wagner 200 år efter hans fødsel?

»For det første revolutionerede han jo den klassiske musik, og i europæisk musikhistorie blev han indledningen til alt det, vi har med tolvtonemusik og atonal musik. Hans musik følger et helt andet mønster, men alligevel er den smuk og spændende.«

»For det andet var han i tiden mellem Goethes død, og til Henrik Ibsen skrev sine mere moderne stykker, den absolut største dramatiker, og han benytter sig af nogle mægtig spændende nærmest filmiske teknikker.«

»Men også hans indhold er psykologisk meget interessant og i høj grad moderne. Der er nogen, der sammenligner ham med Tolkien, men efter min mening er Tolkiens psykologier nærmest på børnehaveniveau i forhold til Wagners, og han bliver på mange måder forbillede for Freud og Jung. Det er dødspændende, simpelthen.«

– Hvad giver det dig at lytte til Wagner?

»Først og fremmest giver han et kig ind i sig selv. Han skrev jo selv sine tekster, og ligesom med Beethovens symfonier er hans musik et kig ind i komponistens sjæl. Hans musik er et udtryk for hans egne følelser: vrede, glæde, sorg, eller hvad det nu måtte være. For eksempel er der meget politik i hans værker, og der kan man mærke en vrede mod det samfund, han er vokset op i. I hvert fald i sine unge dage er han en slags kommunist eller socialist, og Nibelungens Ring handler også om kommunisme og verdensrevolutionen. I forklædning godt nok, men jeg mener, at det er helt klart, at det er det, den handler om.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
Per Torbensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Debussy må have været glad for Tristan akkorden

http://www.youtube.com/watch?v=gpWg_cZkDho

Bortset fra det kan jeg huske jeg engang kort i fjernsynet hørte noget af det sidste klavermusik Wagner angiveligt skrev og det lød også lidt impressionistisk, eller det mindede lidt om jazzpianisten Bill Evans, men bare spillet med en mere klassisk bastant rytmisk fornemmelse.

Denne forfængelige mands såkaldte musik er - rædselsfuld - og af komplet uforståelige grunde - stærkt opreklameret pinefuld støj og rendyrket larm ...

olivier goulin

@Søren

Det kan du knageme tro han var. Han var, som hele sin samtid, forført af Wagners mystiske og altopslugende totalmusik. Det er især i forhold til Debussy velkendt, at han i sin ungdom var under voldsom indflydelse af Mesteren, og senere, da han etablerede sin egen idiomatiske lyd og revolution i Europæisk musikhistorie, tog lige så skarp afstand fra Wagner og hele hans musikfilosofi.

Men Wagner var blot een af mange væsentlige inspirationskilder for Debussy. Han førte den slørede tonalitet og symbolikken langt videre, og blandede den med sine mange andre indtryk, fra den nyeste russiske musik, Chopin, og senere, orientalsk og spansk folkemusik.

Dog kan man, som du nævner, hører masser af tydelige Wagner-allusioner, og tilmed citater, i Debussy's musik, ikke mindst i hans hovedoperaværk Pelleas og Melisande.

Hvad angår Wagner selv, så er der intet der kan få alle mine små hår til at rejse sig, som Isoldes Liebestod. Det er og bliver noget af det mest spirituelt forførende stykke musik, der nogensinde er skrevet. Jeg har aldrig set operaen selv, men jeg kan forestille mig, hvordan den har haft nærmest religiøs magt over en hel generation. Som Debussy er citeret for at sige: "Wagner is worse than obcessive, he is possesive". Det siger lidt om kraften i Wagners musik, den ambivalens, den altid har fremkaldt hos lytteren.

Wagner ramte en nerve i sin samtid; en meget stærk spirituel længsel, som er selve kvintessensen af senromantikken.

/O

Mihail Larsen, Karsten Aaen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

@Søren

Og hvad angår din anden bemærkning om Bill Evans:

Evident. Der er en lige linie fra Wagner, over Debussy til Bill Evans.
Bill Evans lagde aldrig skjul på, at Debussy og Impressionismen var en hans store kærligheder, og han bragte vel mere og tydeligere end nogen anden, Debussys idiom ind i jazzen.

Dog vil jeg sige, at den har været der fra starten, eller i hvertfald tildligt, blandt de pianister, der var klassisk skolet. Tag eksempelvis virtuosen Art Tatum.

Jazzen har i det væsentlige tre store islæt: Den afroamerikanske blues, den angelsaksiske musicaltradition (som blev til Tin Pan Alley i USA), og så det klassiske islæt fra de franske impressionister, herunder især Debussy og Ravel. Lyt engang til Gershwin; indflydelsen fra Ravel er umiskendelig, faktisk så stor, at man undertiden kan blive i tvivl ved kortere passager, om det er Ravel eller Gershwin, man lytter til.

I grunden er der ikke sket noget nævneværdigt nyt på den harmoniske front siden Debussy. Alt hvad du finder i jazzharmoniseringens historiske udvikling, har været genopdagelser eller genbrug af Debussys banebrydende arbejde. Hans betydning for det 20. århundredes musik, især på det harmoniske område, kan ikke overvurderes.

/O

Vibeke Rasmussen - viel Geschrei und wenig Wolle - mandens musik er og bliver aldeles ulidelig ...

olivier goulin

Til de af jer, der kun kender Wagner fra hans mere 'vulgære' og bombastiske side, så lyt engang til Preludiet og Liebstod fra Tristan & Isolde.

http://www.youtube.com/watch?v=hD38QAEZZqg

Det giver nok det bedste billede af den anden, mere æteriske og introverte side af Wagner. Men jeg vil dog anbefale, at man hører Liebstod med librettoen, f.eks med norske Kirsten Flagstad, en Wagner-klassiker.

Bemærk hans konstante forskydning af modalitet og tonalt center. Det er bl.a. det, der er revolutionerende og som Debussy fører videre.

Uden Tristan, ville der aldrig kunne have været en Pelleas & Melisande.

/O

Peter Andersen

Nietzsche’s objections to Wagner’s music were physical. His lungs, feet, stomach, heart, intestines, and throat were uncomfortably affected. He was disappointed to find that the music had no pleasing rhythm or melody. Nietzsche claimed that Wagner’s music was a mere means to enhance theatrical posing and gesturing. Wagner was more of an actor than a composer.
Gamle venner kan også blive de bedste fjender!

Søren Rehhoff

@olivier goulin

"@Søren

Og hvad angår din anden bemærkning om Bill Evans:

Evident. Der er en lige linie fra Wagner, over Debussy til Bill Evans.
Bill Evans lagde aldrig skjul på, at Debussy og Impressionismen var en hans store kærligheder, og han bragte vel mere og tydeligere end nogen anden, Debussys idiom ind i jazzen."

Det der nok binder det hele sammen er brugen af formindskede akkorder. En formindsket akkord er en akkord, hvor intervallet mellem de enkelte toner i akkorden er mindre, end i dur og mol akkorder. Tristan akkorden er en slags formindsket akkord og skaber en anden spænding eller sensibilitet end dur og mol akkorder og Wagner var åbenbart den der satte det på dagsordenen i moderne musik.

"Jazzen har i det væsentlige tre store islæt: Den afroamerikanske blues, den angelsaksiske musicaltradition (som blev til Tin Pan Alley i USA), og så det klassiske islæt fra de franske impressionister, herunder især Debussy og Ravel. Lyt engang til Gershwin; indflydelsen fra Ravel er umiskendelig, faktisk så stor, at man undertiden kan blive i tvivl ved kortere passager, om det er Ravel eller Gershwin, man lytter til."

Hvad angår indflydelsen fra franske impressionister på jazz, så lyt til den her firhændige mellem Duke Ellington og Billy Strayhorn, det lyder også som om de godt kunne lide Erik Satie.

http://www.youtube.com/watch?v=vdtha0C76Kc

olivier goulin

@Søren

Tak for linket. Det er en sand perle af Ellington & Strahorn, du har fundet dér, som rigtigt nok giver tydelige hints i retning af Satie. Man hører også tidlig ragtime og cakewalk - og jeg synes tilmed, jeg aner noget Weil.

/O

Vibeke Rasmussen

Skønt klassisk musik – ikke mindst opera – er den musikform, jeg holder allermest af, har jeg måttet give op over for Wagner. 'Den flyvende hollænder' og 'Tannhaüser' dog undtaget. Dem kan jeg høre/ overvære igen og igen. Sidstnævnte dog helst fra en plads, hvor man kan følge orkesteret, da der ikke sker voldsomt meget på scenen. ;-)

Èn gang har jeg siddet igennem hele Parsifal. Aldrig igen! 5 timer uden så meget som én genkendelig strofe eller melodisk passage.

Men når det kommer til Nibelung-ringen, så er der i alle værkerne momenter af pragtfuld musik, og jeg kan godt blive helt misundelig på de 4 adspurgte i ovenstående og andre, som har forståelse, interesse og 'øre' for værkerne. Og jeg vil slet ikke udelukke, at jeg med den rette introduktion eller med den rette motivation også vil kunne blive grebet. Måske er det, som med så meget andet her i livet et spørgsmål om at 'knække koden'. Og/eller at være 'disponeret'?

Selv om jeg stadig har problemer med musikken kunne den her nedenfor linkede udgave af Das Rheingold godt være med til at 'omvende' mig. Sceneriet under ouverturen må have været betagende at overvære siddende i teateret. Og så er det jo ikke småting, man nu om dage forlanger af operasangere ud over at de skal kunne synge!

http://m.youtube.com/#/watch?v=z-BrwJH3ypk&desktop_uri=%2Fwatch%3Fv%3Dz-...

Søren Rehhoff

@ olivier goulin

"@Søren

Tak for linket. Det er en sand perle af Ellington & Strahorn, du har fundet dér, som rigtigt nok giver tydelige hints i retning af Satie. Man hører også tidlig ragtime og cakewalk - og jeg synes tilmed, jeg aner noget Weil."

Det er helt sikkert et meget eklektisk stykke musik.

Per Torbensen

Wagner er genial selv sindsyge kan være geniale hvis det skal være undskyldningen,tror det ikke,han var blot sin egen og fandt sin egen indre lyd et bidrag til musikken den klassiske forståes.

Vibeke - følg dine fornemmelser og glem det - manden havde givetvis knald i låget - hans arvinger lykkedes dog med at gøre ham til kult - så nu valfarter alle tonedøve parvenuer, pengeadel og uhelbredelige snobber én gang om året til en lille obskur flække i det sydtyske - her på avisen er der ligefrem ansatte, der som en del af deres musiske dannelse, drømmer om bare én gang i deres levetid at kunne få en adgangsbillet til galskaben - se bare, hvor vi kan mænge os med de fine - mindst én gang i deres liv skal de jo troppe op i Mekka ... :-)

Michael Kongstad Nielsen

Det forekommer mig, at de formindskede akkorder giver en slags stress, en uhygge, et faresignal, en vredesanelse, et "thrill" som de siger på engelsk, gys, uhygge, spænding. Hvis ikke de formindskede efterfølges, afløses, opløses, udløser harmoniske forløb i dur eller mol. bliver det ulideligt og uforløst, bare en stemning, der fastholdes og fastholdes. Jeg hører i "Præludium og Liebestod" en evigt svingende bevægelse mellem de formindskede akkorder og tilløb til harmonier, der hele tiden forlades igen, så man ikke ved, hvor man er. Det er som en slags filmmusik, der skal understøtte en spændingsopbygning eller en grundlæggende uhygge og angstfornemmelse, tror jeg nok. Men hvad har bønder forstand på agurkesalat.

olivier goulin

@Michael,

Såmænd helt korrekt, udtrykt med dine egne ord.

Dissonanser, kan vi kalde dem, med en lidt subjektiv betegnelse, eftersom opfattelsen af konsonnans og dissonans har ændret sig gennem musikhistorien; vi er generelt blevet mere abstrakte og tolerante i vores opfattelse af musik, kontra støj.

Men disse dissonanser har man altid brugt i musikken (måske lige pånær den mest joviale folkelige musik) til at skabe spænding (suspension, som du antyder), dog har man aldrig ladet dem stå for længe, men hurtigt opløst dem i konsonnante intervaler og søgt tilbage til et klart tonalt center.

Det er først fra slutningen af det 19. århundrede, begyndende med Wagner især, at man flytter sig mere og mere væk fra det klassiske formsprog, og søger mere og mere mod stemningsmusik, musik, som ikke blot skal behage og imponere, men skal transcendere det konkrete i en vis forstand, tale til underbevidstheden og give lytteren en form for mystisk oplevelse - en udvikling, som førtes ud i sin rene og logiske konklusion af Debussy - og det er denne suggestive form, der så taknemmeligt lader sig benytte i dramatisk sammenhæng, som filmmusik ikke mindst.

Lyt til eksempel til et af Debussys hovedværker, La Mer. Det er faktisk et langt mere stringent stykke musik, end det lader antyde - men man skal være ganske musikkyndig for at kunne gennemskue formen i dette formidable stykke musik, eller blot vide hvor man er henne, og hvor man er på vej hen. Det flytter sig hele tiden, som havet. Men det er fra en ren suggestiv synsvinkel et veritabelt trip.

http://www.youtube.com/watch?v=hlR9rDJMEiQ

Her er der, om ikke helt, så næsten brudt med formen. Musikken er blevet kaleidoskopisk og har i virkeligheden nærmet sig en art improvisation, eller det var i hvertfald visionen. Det er således heller ikke underligt, at der ligger en tråd mellem Impressionismen og jazzen.

Så din observation er spot on.

/O

Torben Nielsen, Per Torbensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

"Bryllupsvalsen" fra Lohengrin er ikke en vals, men en march.
PS.: Fik lige lyst til at blære mig lidt.

Steffen Gliese

Jeg synes, Bellini siger mere om kærlighedens væsen i denne duet, end Wagner i hele 2. akt af "Tristand og Isolde" (som jeg ikke kan udstå, må jeg indrømme): http://www.youtube.com/watch?v=olp1sPmAaLc - desværre var favoritversionen med Mariella Devia og Luca Canonici fra Como i 1988 ikke tilgængelig på youtube. :-[

olivier goulin

@Peter,

Ja, sådan har enhver jo sin smag.

Men bemærk i øvrigt titlen 'Liebestod': Den sidste del er dette lidt besynderlige sammensatte ord er helt væsentlig for forståelsen af denne musik og hele dens dramatiske kontekst.

Det er Tristans og Isoldes opsøgen af døden som svaret på deres umulige kærlighed, dvs. fusionen af Kærlighed og Død, der er selve temaets essens - ikke blot Kærlighed af enhver art. Du finder det samme motiv i Elvira Madigan, Hamlet, og et hav af klassiske værker. Det er denne særlige kombination af kærlighed og tragik, som vender tilbage i senromantikken, og som har dybe religiøse paralleller.

Det er Kærligheden i sin mest selvopofrende og eksistentielle form, der her er på spil. Det er det, der giver både tematik og musik den spirituelle magi og kraft, men naturligvis også den meget vemodige undertone.

Jeg tror man skal have særlig fornemmelse for hele denne dimension af tilværelsen for at føle sig draget af netop denne musik, og derfor har den nok med at skille vandene. Den er speciel, vil jeg medgive.

/O

olivier goulin

@Peter

men Olivier, det er sgu da uinteressant. ;-)

Ikke hvis du ønsker at forstå Wagner, herunder især Tristan & Isolde og dens indflydelse på sin samtid.

/O