Læsetid: 6 min.

’Røvhullet er revolutionens udgangspunkt’

Alle vinder, hvis mænd lærer at blive bollet i numsen, siger Mads Ananda Lodahl, der sammen med gruppen Queer Jihad står bag udgivelsen af en bog med det erklærede formål at ødelægge ’den heteroseksuelle verdensorden’
’Mange mænd, også mig selv, har oplevet en hel anden seksuel følsomhed, efter de har prøvet at blive bollet. Det gælder også mænd, der har sex med kvinder. De får en anden følsomhed over for dem. De oplever, hvordan det føles at have den position i seksuallivet, hvordan det er at blive penetreret, hvor intenst det er,’ lyder det fra Mads Ananda Lodahl fra undergrundsgruppen Queer Jihad. Foto fra bogen
31. maj 2013

Folkene i Queer Jihad er med på det meste – hård sex, blid sex, lortesex og dobbeltdildoer – men én ting nægter de. De nægter at sutte samfundspik. Det siger de selv:

»Vi skal ikke sutte samfundspik for borgerlig anerkendelse.«

Det står på side 12 i bogen Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker!, der udkommer i dag og handler om at stikke en saks i skridtet på mænd, der ikke forstår et nej, om bøssepornoens potentiale, om selvhad, forbrugerisme, kernefamilien og rigtig meget andet i en 300 sider lang samling af tekster, flyers og collager fra de zines – hjemmelavede tryksager – som undergrundsgruppen Queer Jihad siden 2005 har udgivet og solgt for en femmer til fester, festivaler og butikker af den mere radikale slags i København.

Bogen er redigeret af Mads Ananda Lodahl. Han er uddannet folkeskolelærer, men arbejder nu som foredragsholder og sexolog. Han vil gerne interviewes, også kritisk, så sådan bliver det. Lidt.

– Hvad er der i vejen med at sutte samfundspik?

»Vi kører måske en lidt hård retorik, men det er en måde at sige fra på over for den handel, der finder sted mellem det etablerede samfund og minoriteterne.«

– Hvad går den handel ud på?

»At hvis vi som minoriteter opfører os så normalt, at I næsten ikke opdager, at vi er anderledes, så får vi til gengæld nogle rettigheder, f.eks. til at blive gift.«

– Hvad vil det sige at opføre sig normalt?

»At man tager del i den danske hyggeracisme, at man vil giftes, være monogam, have hus og stor bil. For at blive respekteret af samfundet skal vi helst være mere normale end det normale.«

– Mere normale?

»Ja, det er nærmest blevet vendt om. I grove træk lever heteroseksuelle i dag, ligesom man havde fordomme om, at bøsserne gjorde i 1970’erne: De er promiskuøse, serielt monogame, eksperimenterer med åbne forhold og en masse former for frihed. Imens lever den mest mainstream del af homo- og lgbt-bevægelsen op til de idealer, som heteroer havde i 1950’erne. Det har vi i Queer Jihad et ideal om at frigøre os fra.«

– I skriver også om at føre krig mod ’Den Heteroseksuelle Verdensordens strukturer’: lovgivningen, politiet, skolesystemet, arbejdsmarkedet, sundhedsvæsenet og binære kategorier som dreng/pige. Har vi ikke brug for et stabilt bureaukrati med klare definitioner og institutioner til at sikre folk nogle trygge rammer at leve deres liv i? Eller foretrækker I at leve i kaos?

»Nej, men bureaukratiet tilgodeser kun bestemte mennesker. De, der falder uden for rammerne, oplever det ikke som trygt.«

– Hvem er det?

»Helt oplagt de transkønnede, som ofte ikke har mulighed for at skifte personnummer og navn.«

– De transkønnede. Er det ikke en lidt snæver gruppe at basere sin kønspolitiske kamp på?

»I vores gruppe er der også mange, som ikke er transkønnede, men som alligevel ikke bryder sig om altid at skulle krydse af, om man er det ene eller det andet. Det svarer til, hvis man hele tiden skulle svare på, hvad ens yndlingsplade er. Det er ikke så simpelt. Det skifter nogle gange.«

– Fair nok, men det går vel an. Sæt det kryds og tag høje hæle på. Hvad er problemet?

»Det er en del af en konstant italesættelse af køn, som nogle gange er meget håndgribelig og har store konsekvenser.«

– Hvornår?

»Når man performer sit køn på en ukonventionel måde og mødes med fysisk vold.«

– Har du været ude for det?

»Ja. En del gange. For et par uger siden optog vi en musikvideo til en byfest, ti mennesker dresset op, nogle af os feminint, mange som mig mandligt kropsmærket. Den kombination var farlig. Vi blev ikke overfaldet den aften, men mange pillede ved os og sagde grimme ting. Og sådan er det jo, det ved man godt, men hvis man ser det lidt på afstand, så er det jo vanvittigt, at man tager noget tøj på og bliver truet.«

– Ja, det holder ikke. Hvis man alligevel skal prøve at forklare eller forstå det, kan det så ikke være, at de lokale til byfesten følte sig utrygge? At alt det her med flydende identiteter og køn gjorde dem bange?

»Det er en forklaringsmodel, man hører tit. At når store heteromænd er homofober eller siger til feminister, at de skal holde deres kæft, så er det, fordi de er bange og har dårligt selvværd. Tanken er, at det også er lidt synd for dem. De er også i knibe, hvor de er. Og det er rigtigt nok. Den anden forklaring er så, at de er i en magtposition, som de forsvarer. Det er også rigtigt. Når vi kommer sådan en stor glad flok og gør, hvad vi har lyst til, så sætter det spørgsmålstegn ved den gældende orden. Det udfordrer deres magtposition. Det er klart, det gør dem nervøse. Så på den ene side er det synd for dem, på den anden side har de rigtig godt af det.«

– Så hvad er din opfordring til heteromænd?

»Jeg vil måske opfordre dem til to ting. Det første: ikke at være bange for at falde udenfor. Hold op med at være bange for ikke at være en rigtig mand. Det andet: lyt. Heteromænd er blevet opdraget og socialiseret – og bliver stadig som voksne opfordret – til hele tiden at sige deres mening, hele tiden at blande sig, give råd, vurdere og kommentere alting. Jeg tror, det kunne være godt både for dem selv og andre, hvis de øvede sig i en smule følsomhed. Opmærksomhed. Prøv at gå i skole i en uge uden at sige noget og bare lytte til folk. Tag ned på sportspladsen og bare lyt til folk. Se tv uden at kommentere alting. Lyt til kvinderne, til de ikkeheteroseksuelle. Prøv at forstå i stedet for hele tiden at forsvare dit eget udgangspunkt. Men det kræver mod. Det kræver at man tør udfordre sig selv. Åbne op for sig selv. Tage imod.«

– Måske også sådan i meget bogstavelig forstand? I skriver i bogen, at ’rigtige mænd tager den i røven’, og at ’så mange mænd går gennem hele livet uden nogensinde at opleve en anal orgasme. Det lyder sindssygt, men det er sandt’. Hvad skal den analfiksering til for?

»Røvhullet er den queer revolutions udgangspunkt. Det er det sted, alle er ligestillet. Alle har et. Og det er det næstmest følsomme sted på kroppen. Alligevel bliver det ikke nævnt nogen steder i seksualundervisningen. Det er så sindssygt tabubelagt, og der er ingen anden grund til det end at opretholde den heteroseksuelle verdensorden.«

– Er det derfor, I skriver med graffiti, at ’Hvis gud havde ønsket, at mænd skulle have sex med hinanden, havde han nok skabt dem med et hul i røven’?

»Ja. Vi mødte f.eks. en kioskmand, da vi delte løbesedler ud om hadforbrydelser i Ørstedsparken. Han støttede os 100 procent. Folk skulle have lov til at leve, som de ville, sagde han, men ville så alligevel lige påpege, at det ikke var sådan, Gud havde skabt os. Og så forklarede jeg ham om røvhullets anatomi og spurgte, om han virkelig troede, at røvhullet ikke var skabt til at blive bollet. Til sidst blev han overbevist om, at det var en hån mod Gud, at han aldrig havde prøvet det. Så han endte med at undskylde og love, at han skulle prøve det.«

– Men hvilken forskel gør det, om mænd også prøver at blive bollet i røven?

»Der er meget symbolik i det. En masse udtryk – ’jeg blev godt nok bollet nede hos bilforhandleren i dag’ eller ’han tog røven på mig’ – viser, at det handler om, hvem der tager hvem. Men hvis der ikke er noget skamfuldt i at være den, der bliver taget, så er der en masse homofobi og sexisme, der må revurderes. Og så bliver man bedre i sengen.«

– Hvordan det?

»Mange mænd, også mig selv, har oplevet en hel anden seksuel følsomhed, efter de har prøvet at blive bollet. Det gælder også mænd, der har sex med kvinder. De får en anden følsomhed over for dem. De oplever, hvordan det føles at have den position i seksuallivet, hvordan det er at blive penetreret, hvor intenst det er.«

– En vind-vind-situation.

»Hvis man lytter til folk i andre positioner end en selv, så kan man lære meget. Det er ligesom at læse en bog. Man vokser.«

 

’Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker!’ Queer Jihad (red.) Forlaget Solidaritet. 304 sider. 100 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
  • Jesper Wendt
Tom Paamand og Jesper Wendt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Torbensen

Godt han ikke underviser i folkeskolen og selv Freud ville nok vende sig i sin grav.