Læsetid: 7 min.

Det søde liv er i krise

Det søde liv er slet ikke så sødt i de film, der netop nu bliver vist i Cannes. De skildrer mennesker i krise – økonomisk, eksistentielt, psykologisk og kunstnerisk. Og de spejler en verden, hvor meningen med livet synes at blive opløst i takt med, at samfundsmæssige og familiemæssige strukturer falder fra hinanden
Den romerske skønhed i Paolo Sorrentinos ’La grande bellezza’ (th.) har selskab af fattigdom og stille desperation i Mahamat-Saleh Harouns ’Grigris’ (nedenfor). Fotos: Cannes-filmfestivalen

Den romerske skønhed i Paolo Sorrentinos ’La grande bellezza’ (th.) har selskab af fattigdom og stille desperation i Mahamat-Saleh Harouns ’Grigris’ (nedenfor). Fotos: Cannes-filmfestivalen

23. maj 2013

Umiddelbart har han alt, hvad hjertet begærer, den midaldrende, succesfulde romerske journalist og forfatter Jep Gambardella (Toni Servillo), der er hovedpersonen i Paolo Sorrentinos vidunderlige, morsomme og satiriske La grande bellezza (Den store skønhed): Penge, smukke kvinder, en stor lejlighed med tagterrasse og udsigt til Colosseum, og venner – unge og gamle – der ligesom han elsker at feste, som var der ingen morgendag.

Alligevel har han et stort hul i hjertet, eller sjælen, om man vil. Jep søger efter den store skønhed, deraf filmens titel, altså den kreativitet og inspiration, han havde engang, og som forlod ham, da han havde skrevet sin første bog.

Nu er han og alle hans jævnaldrende venner en slags levende døde, der fester igennem og bagtaler hinanden, mens verden omkring dem er ved at falde sammen – og de er omgivet af den evige stads uendelige skønhed og utallige eksempler på storslået kunstnerisk virke.

La grande bellezza er således en film om Jep og den eksistentielle krise, der for alvor rammer ham, da han bliver 65, og får ham til at tænke tilbage på sin ungdom og sin store, tabte kærlighed.

Det er en film om Rom, en hyldest til den smukke by, og en kritik af et Italien, hvor de rige og intellektuelle ikke bekymrer sig om ret meget andet end sig selv, da slet ikke det omgivende samfund og dets mange problemer.

Det moderne menneske

Og endelig er Paolo Sorrentinos film en slags opdatering af Federico Fellinis klassiker La dolce vita (1960, Det søde liv på dansk) med Jep som en aldrende udgave af Marcello Mastroiannis celebrityjournalist, der i løbet af en søvnløs uge fester med de rige og uden held prøver at finde lykken og kærligheden.

Jep er så at sige Marcello mange år senere, hvor han har overgivet sig til det skørlevned og de excesser, der frister ham i Fellinis film.

Og Jep er ikke den eneste hovedperson i årets konkurrencefilm i Cannes, som søger lykken, kærligheden, et anstændigt liv eller blot forsøger at overleve i en kaotisk, konfliktfyldt og kriseramt verden, hvor den slags kan være svært, og hvor skellet mellem dem, der har, og dem, der ikke har, bliver større og større.

Det moderne menneske, hvad enten det kommer fra Mexico, Kina, Iran, Frankrig, Holland, USA, Chad eller Japan, har ondt i livet og leder efter en mening med tilværelsen i form af familie, sex, børn, religion, kærlighed, arbejde eller penge.

Ofte finder de ikke den mening, men går til undervejs i deres søgen, ligesom Jay Gatsby, da han trods alle rigdomme i verden svigtes af Daisy i Baz Luhrmanns udstyrsstykke The Great Gatsby, som for halvanden uge siden åbnede filmfestivalen her i Cannes.

Kontrasterne er store i Cannes, som de er det i verden. Det er tydeligt på gaden, hvor tiggere sidder på hvert gadehjørne, og afrikanske gæstearbejdere hjemsøger gader og stræder i et forsøg på at sælge deres billige paraplyer, hatte og solbriller så dyrt som muligt, altimens kvinder i festkjoler og mænd i smoking haster forbi dem på vej mod endnu en gallapremiere på den røde løber.

Og det er tydeligt i filmene på lærredet, hvor billederne af den romerske skønhed i Paolo Sorrentinos La grande bellezza har selskab af moralsk og menneskelig armod i Amat Escalantes Heli, en besk og blodig kritik af det mexicanske samfund fortalt gennem en familie, der er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og fattigdom og stille desperation i Mahamat-Saleh Harouns Grigris.

Filmen, der foregår i Chad, handler om en mand, titlens Grigris (Souleymane Deme), der godt nok har et vissent ben, men godt kan bevæge sig på et dansegulv og drømmer om at blive danser.

Han må dog ernære sig som benzinsmugler for nogle barske fyre, fordi hans stedfar er kommet på hospitalet, og det koster penge, mange penge. Grigris tager et skæbnesvangert valg, og snart er han på flugt med den smukke Mimi (Anaïs Monory), der selv drømmer om at blive model, men må prostituere sig for at tjene penge til at leve for.

Kunstnerisk stræben

Indimellem de to yderligheder, som synes at hegne hovedkonkurrencen på årets filmfestival ind og understrege det sociale og geopolitiske engagement hos alverdens filmskabere, finder man en række film, der er knap så voldsomme i deres udtryk og eksistentielle og materielle søgen, men hvis hovedpersoner ikke er mindre insisterende, hvad angår deres egne problemer og jagten på det, der kan være så svært at formulere.

Amerikanerne Steven Soderbergh og Joel og Ethan Coen fortæller i henholdsvis Behind the Candelabra og Inside Llewyn Davis om den kunstneriske og personlige stræben. Soderberghs film er et farvestrålende og similisten-besat portræt af den flamboyante, homoseksuelle pianist og showman Liberace (Michael Douglas) og hans forhold til den unge Scott Thorson (Matt Damon) i slutningen af 1970’erne og 1980’erne.

Det er et forhold, som minder om et ægteskab – selv om Liberace taler om at adoptere Scott – og som ender med gråd og tænders gnidsel. Men inden da når de to mænd at blive hinandens familie, og for en tid er de ikke længere ensomme eksistenser i et samfund, der har svært ved at acceptere mennesker af deres seksuelle orientering.

Titelpersonen i Inside Llewyn Davis, spillet af Oscar Isaac, forsvinder ind i sin egen verden, når han optræder med sine folk-sange, men anerkendelsen udebliver, og den kompromisløse kunstner, der er så kritisk over for alle andre, overvejer seriøst, om han skal forsøge sig med noget andet – stå til søs som sin far, for eksempel.

Familien som scene

Franske Arnaud Desplechins engelsksprogede Jimmy P. er en film om identitet, og den handler om en indianer og tidligere soldat, Jimmy Picard (Benicio Del Toro), som i tiden efter Anden Verdenskrig kommer i psykoanalyse hos antropologen Georges Devereaux (Mathieu Amalric).

Jimmy vil bare gerne leve et almindeligt liv med sin datter og søster, men han har onde drømme, angst- og svimmelhedsanfald. Gennem mange og lange samtaler med Georges – der lader, som om han er fransk, men i virkeligheden er ungarsk jøde – får han det dog langsomt bedre.

Og samtidig med, at de to mænd lærer hinanden og sig selv at kende, tager Jimmy P. livtag med amerikanernes skamfulde behandling af de indfødte i USA, og diskuterer værdien af psykoanalysen som værktøj i behandlingen af mennesker som Jimmy, der lider af posttraumatisk stresslidelse – som dog endnu ikke var opfundet som diagnose dengang.

Psykiske lidelser er der ikke mange af i iranske Asghar Farhadis Le passé (Fortiden), Kore-eda Hirukazus Like Father, Like Son, Alex van Warmerdams Borgman eller Valeria Bruni Tedeschis Un chäteau en Italie (Et slot i Italien), der alle fire tager fat i familien og forholdet mellem forældre og børn som en af de scener, hvor mange store dramaer udspiller sig, som Farhadi udtrykte det på et pressemøde.

Og, kunne man tilføje, som de fleste mennesker ønsker sig, fordi de har behov for at føle sig som en del af noget, indgå i en sammenhæng, der kan være med til at give hverdagen og livet mening.

Er det ikke arbejde, man definerer sig i kraft af, er det familien.

Bekymret for verden

Men skulle man ikke allerede have opdaget, at kernefamilien forlængst er gået i opløsning, får man det i dén grad understreget af Le passé, hvor en kvinde med to børn med én mand er gravid med en anden mands barn og får besøg af sin eksmand med hvem, hun ingen børn har.

Og selv om Asghar Farhadis budskab ikke er, at dette forvirrede familiemønster i sig selv skaber problemer, så mener han dog, at alle fortrængningerne og de ting, vi ikke gider tænke på eller har villet tage hånd om tidligere, ender med at ramme os lige i nakken, når vi mindst venter og har brug for det.

Det samme kan man sige om Like Father, Like Son, der handler om blodets bånd og arv og miljø, og Borgman, der kan ses som en fabel, en allegori, om djævelens og fristelsernes indtog i småborgerens beskyttede, stærkt afgrænsede og intolerante verden.

I centrum af den på én gang overgearede og dramatiske Un chäteau en Italie (Et slot i Italien) står en engang så hovedrig og temmelig forkælet italiensk-dansk familie, der er ved at blive indhentet af hovedløs ubekymrethed og gæld, og som godt kunne være en slags fjerne slægtninge til Jep Gambardella og hans slæng i Paolo Sorrentinos La grande bellezza. Også hos dem spiller musikken, mens skibet går ned.

Så selv om kontrasterne er store i filmene her i Cannes og i den verden, de er lavet i og i vid udstrækning spejler, så synes de alle at dele en udtalt bekymring for, hvordan menneskeheden har det, og en vilje til at gøre opmærksom på den bekymring gennem den bredeste og stærkeste af alle kunstarterne, nemlig filmen, hvor jagten på lykke og mening både er fysisk og lavpraktisk og psykologisk og eksistentiel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
  • Lisa Ahlqvist
  • Thomas Peytz
  • Dan Johannesson
Lone Christensen, Lisa Ahlqvist, Thomas Peytz og Dan Johannesson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Kroll

Altså - spørgsmålet om meningen med tilværelsen , følelsen af tomhed o s v er noget , som diverse kunstnere , filosoffer , forfattere m v har behandlet og funderet over til alle tider .

Uden at blive "filosofisk" , så er det vist sådan, at når folk har det godt og har "overskud" til at tænke på andet end "dagen og vejen" - så begynder nogen af os at "fange griller" og finde på underlige ting.

Hvis folk har det skidt - f eks lever i en flygtningelejr med mangel på mad , vand o s v - så er de reelle problemer så spore, at der ikke er tid til at føle "tomhed" og spekulerer over tilværelsens mening.

Man kan kun have et skuldertræk tilovers for folk, der sidder med deres "på det tørre" og føler sig deprimerede, tomme og desorienterede o s v.

Søren Kristensen

"hvor de rige og intellektuelle ikke bekymrer sig om ret meget andet end sig selv, da slet ikke det omgivende samfund og dets mange problemer."

Det indtryk fik man også af det danske millardær-ægtepar bag Skagen design urene, som Felix Schmidt fra fjernsynet fornylig besøgte i deres luxusresidens i Sierra Nevada, USA. Hvor han fik lov til at køre i en af mandens mange veteransportsvogne og ride på en af konens dyre konkurrenceheste. Og ikke et ondt ord om det. Veteransportsvogne er fede! Men jeg troeden bare tilgangen til rigdom havde ændret sig en smule, siden Bill Gates lagde for med større donationer til velgørende formål for nogle år siden. Men ikke en eneste gang fald det Felix ind at spørge om noget som helst i den retning. Det er åbenbart slet ikke noget man taler om i de kredse. Eller også er det bare Felix?

Lone Christensen, Carsten Mortensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Det er klassisk visdom, at penge alene ikke gør et menneske lykkelig - men derfor er en dårlig dag alligevel nemmere at komme igennem med penge på lommen end uden - eller hvad?

Elisabeth Andersen, Lone Christensen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

En klog gammel græker kom frem til, at lyksalighed opnås gennem gode karakteregenskaber, også kaldet dyder. En dyd er det karaktertræk, der ligger midt imellem de to ekstremer. F.eks. er mod og tapperhed beliggende et sted mellem fejhed og dumdristighed. Og det søde liv et sted mellem dødbideri og dekadence. "Den gyldne middelvej".

Alexander Ildhøj

Lige min kop té! :)
Glæder mig til, at se en kunsterisk fortolkning af virkeligheden om 'det søde liv' og ikke Hollywood's trivielle glorificering af penge som værende nøglen til konstant selv-tilfredsstillelse, både materialistisk og spirituelt..

Materialisme tilfredsstiller ego'et, mens spiritualiteten, i sine mange former, tilfredsstiller sjælen - Det er balancen mellem disse to, der definerer lykke. En troværdig skildring af disse begreber kan vise sig, at være en udfordring for selv den mest erfarende instruktør, hvis den samtidig skal være gribende og underholdende.

Søren Kristensen

Manden på billedet lader nu til at være ret nøjsom, som han sidder der i sin genbrugsjakke. De gamle tæpper han har brugt til at ombetrække sofaarrangementet med vidner om det samme og når han så oven i købet ignorerer den indlysende fristelse til venstre i billedet til fordel for en smøg er der jo tale om decideret mådehold. Hvilken karakterstyrke!

Michael Kongstad Nielsen og Laurids Hedaa anbefalede denne kommentar
Lisa Ahlqvist

Søren Kristensen

randi christiansen

Ku godt tyde på Per Clausen, det der med genbrugstøj. Og hvis han ryger, er det helt sikkert Malboro. Bag skindet, som for det meste bedragerr, er han nok lidt rå-kapitalistisk.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg kan godt forstå, manden har rynker i panden af bekymring og forbavselse over, at et ham uvedkommende kvindemenneske ligger og gør sig umådeholdent til i Eva kostume, som om hun var så lækker i egen fortolkning, at alle ville gå fra hus og hjem får at få hende på gaflen, hvilket selvsagt er er selvovervurdering af dimensioner, aldrig så bedårende hun end måtte forekomme i egen sovs.

randi christiansen

MKN - Kan du virkelig ikke se referencen til diskussionen om tabermanden andet sted i avisen ? I øvrigt tror jeg ikke, du kan have læst denne tråds artikel, for en mand der "har et stort hul i hjertet, eller sjælen, om man vil." kan vist med god ret siges at være en taber - hele artiklen går på at udpensle mandens elende - så når du har behov for på denne baggrund at tildele mig en skidt karakter, kan jeg kun svare på samme infantile niveau : det man siger, er man selv og lidt mere sofistikeret med et citat af Oscar Wilde ´Al kritik er selvkritik´

Jeg må undres - havde du bare behov for at lukke l... ud, eller har du vitterlig en noget mere velbegrundet og i så fald hvilken motivering for at tale grimt om mig?

Michael Kongstad Nielsen

Nej, jeg vil ikke tale grimt om dig, overhovedet ikke, men jeg havde og har ikke fulgt med i diskussioner om "tabermænd" andet steds, og kunne ikke gå ud fra, at alle læsere vidste, hvad den gik ud på. Men personligt mener jeg begrebet er dumt og tåbeligt. Da det læner sig op af konkurrencekulturen. Men der er Ingen tabere og ingen vindere i et alment menneskeligt perspektiv, da alle er gode og interessante.

Lisa Ahlqvist

RANDI, DET TOTALT NULLERT OG TABER FILOSOFI

Naaaj, Randi, den der med Klassisk visdom om at penge ikke er a,lt. har sgu intet med visdom at gøre. Snarere dumhed.

Man kan trods alt ikke betale nede i Lidl med lidt gammel visdom. Naaaj, den holder ikke i Retten i Glostrup. Altså kan vi ikke bli enige om, at kun kæmpe landsbytosser ville takke nej til en LOTTO JACKPOT PÅ 110 mio kr. Og at det ville være sjovere at ku guffe hummere i sig jævnligt og droppe leverpostejen, som alligevel ligner et trafikuheld.

Det er da osse milevidt sjovere at gå i pænt tøj, og ligne en million, i stedet for Bilka eller Føtex kludene, som mere ligner et par brugte rottereder. Det er sgu da sjovere, at man bare kan hoppe ind på en yummy restaurant, i stedet for at man absolut skal tælle småmoneterne i tegnebogen, for at se om man har råd til at "flotte" med en smagsneutral kaffe i en ildelugtende kaffebar.

Det hyler ikke ligefrem til himlens engle, billige flyselskaber og hvad ellers befinder sig deroppe, at man er vildt begavet, når man i virkeligheden er en halvdum fattigrøv, der roder i ALDIs afdankede containere fyldt op med med sidste salgsdatovarer, som alligevel var uædelige fra starten..

Hvis, og hvis nu man bruger bare en lille procentdel af det mere intelligente kalder de to hjernehalvdele, vil de fleste nok indrømme, at det ådselsgamle ordsprog om penge ikke er alt, er opfundet af en ærketaber, så han/hun alligevel ikke så helt så dum ud, som han/hun egenligt var.

Det var altså en total nullert-nitter, som opfandt dette dybt åndsvage ordsprog, som gamle fattige oldemor Annie gik og mumlede konstant for ikke at miste forstanden fuldstændigt. Hun havde nemlig forlængst mistet alt - fordi hun var et fjols.

Jeg har alle 136 punkter klar på listen over, hvad er nødvendigt for en god og værdig livsførelse, når jeg engang vinder the Jackpot.

I mellemtiden er jeg så en god kunde i Lidl. Af nød.

randi christiansen

MKN og Lisa A - I vrøvler - jeres svar er helt ved siden af skiven ifht .ine indlæg

Lisa Ahlqvist

Randi

Og, Randi, du savner humoristisk sans. Og, skal du absolut bestemme, hvad vi skal skrive. Nej, vel. Det sådan noget hverken Bommert Helle eller andre socialister skal fortælle frie sjæle.

Og jeg troed du var et pænt menneske. Måske er du for gammel og sur over Rødstrømperne fik formet dig og at du mistede friheden, og livet som det er. Og ikke som de beordrede det til at være.

Men, det aldrig for sent at få lidt sjov i livet. Og så får man en bonus oveni, på 30 års extra levetid.

randi christiansen

Og du Lisa, kan ikke læse - eller også læser du selektivt. Du fordrejer mit indlæg - hvad sjovt er der i det - for andre end dig selv måske ?