Læsetid: 6 min.

Studieværter gør op med skødehundementalitet

Politisk journalistik mangler mandsmod, er præget af vanetænkning og frygt for konkurrenterne, lyder kritikken fra forfatteren og journalisten Carsten Jensen. Men efter mange års tørke ser det ud til, at der er en forandring på vej, hvor en mere direkte og vedholdende form for journalistik vinder frem i mediebilledet
Jeg får min løn for at gennemtrævle alt det løgn og latin, der kommer fra Christiansborg for seerne og så konfrontere politikerne med det. Og efterfølgende tage de tæsk, der kommer, siger DR’s studievært Clement Kjersgaard om den mere konfronterende stil, som han og kollegaen Martin Krasnik repræsenterer.

Bax Lindhardt

2. maj 2013

Konfliktsky skødehunde i en hyggeklub, der ikke handler om at afdække magtmisbrug, men om at være gode venner og klappe hinanden på skulderen. En samling nyttige idioter opfyldt af en selvindbildt forestilling om egen betydning, men i virkeligheden ikke demokratiet værdige. Sådan har kritikken mere end en gang lydt fra forfatter og journalist Carsten Jensen, når han har revset journalisters manglende evne til at erkende deres rolle i en demokratisk magtkamp om, hvor meget vores politikere skal have lov at slippe af sted med uden nogen taler dem midt imod.

Nu er tiden dog kommet til et opgør med den tendens, mener to af DR’s mest prominente profiler, Martin Krasnik og Clement Kjersgaard. For Clement Kjersgaard har krisen slet og ret gjort, at han mener, at det kun er de medier, der taler magten direkte imod, der stadig vil være her om 10 år.

»Folk vil ikke længere betale for medier, der er irrelevante og afrapporterende. Dem, der vil overleve, er kun dem, der formår at udfylde den journalistiske rolle, de har forsømt i alt for mange år,« siger Clement Kjersgaard.

Han er selv – efter eget udsagn – en af de få, der med Hos Clement leverer varen; kritisk journalistik, der holder det, politikerne gør, op mod det, de siger, og undersøger konsekvenserne af deres beslutninger. Vel at mærke med seertal over de 400.000 og således et bevis på, at den kritiske tilgang er vejen frem. En anden, der formår det samme, er kollegaen Martin Krasnik, der med genindførelsen af det lange interview i Deadline har vist en sjælden vedholdenhed og insisterende journalistisk stil. Det skete blandt andet over for justitsminister Morten Bødskov, da Martin Krasnik i en halv time holdt fast i det samme enkle spørgsmål: Hvor har den nuværende offentlighedslov skadet regeringens arbejde? Uden at få et svar.

Ligesom Clement Kjersgaard mener Martin Krasnik også, at man fra journalistisk side har sovet i timen i forhold til at give politikerne kvalificeret modspil.

»Man har på tv været så optaget af form og formater, at man har glemt de mest simple værktøjer, vi har. Det ville være godt, hvis man begynder at huske på journalistikkens mest grundlæggende opgave. Heldigvis er der tegn på, at det er på vej,« siger Martin Krasnik.

Vi skal med andre ord ind til kernen i journalistikken. En kerne der i virkeligheden er så banal og enkel, at det kan undre, at man har bevæget sig væk fra den: en insisteren på at få et klart svar på ens spørgsmål. Hvis man gerne vil ud over de i forvejen forberedte svar fra politikerne, er løsningen, når det gælder tv, ifølge Krasnik meget enkel:

»Tid. For de ikke-svar, der kan gå an i to eller tre minutter, bliver absurde, når de gentages i 20 minutter. Så tid alene vil kunne ødelægge mange politikeres mest almindelige strategi; ikke at svare. Ikke bare ved de mange gentagelser, men også rent visuelt, når absurditeten kommer til udtryk i røde pletter på halsen, trækken i mundvigene og svedperlerne på overlæben. Det lange interview er jo i virkeligheden som skabt til tv. Alligevel skriger det i dag mod alle normer,« siger Martin Krasnik.

Balancekunst

For journalist og tidligere Deadlinevært samt forfatter til flere bøger om interviewteknik og journalistik, Kurt Strand, hilses det lange kritiske interview da også velkommen. Den magelighed som Carsten Jensen påpeger er ikke grebet ud af den blå luft. Der er et behov for at komme med et modsvar til en politikerstand, der bliver mere og mere professionel, og som har forberedt sig grundigt på at undgå at blive udstillet af journalister. Hvis journalister skal blive ved med at se sig selv som den fjerde statsmagt, så kræver det ifølge Strand også, at man tager den magt alvorligt. Det glemmer man tit i de store nyhedsudsendelser.

»Mikrofonholderi er det ikke, men der er måske medier, der lader sig bruge lidt for villigt til blot at viderebringe politiske budskaber,« siger Kurt Strand.

Der er dog også farer ved at være for insisterende og aggressiv som journalist. For sympatien kan ifølge Kurt Strand hurtig svinge, hvis man går over grænsen for, hvor meget man kan gå til en interviewperson. En fare som Martin Krasnik er sig bevidst. Han er udmærket klar over, at han i interviewet med Morten Bødskov overskrider almindelige grænser for både høflighed, samtalekultur og almindelig sund fornuft.

»Men hvad er alternativet? At give op? Jeg tror man må holde fast i, at Bødskov jo bare kunne svare. At det, jeg forlanger af ham, ikke er urimeligt,« siger Martin Krasnik.

Den journalistiske jagt efter svar, kan dog hurtigt blive urimelig. Det mener i hvert fald Politikens kulturredaktør, Anita Bay Bundegaard. For hvor hun mener, at Krasnik nogenlunde holder balancen med hensyn til at lade politikerne komme til orde, så kammer det ifølge Bay Bundegaard over for Clement Kjersgaard, der kommer til at fylde alt for meget. Den såkaldte kritiske tilgang bliver i virkeligheden for Kjersgaard et skalkeskjul for at lave underholdning og selvpromovering, der ikke bidrager til den demokratiske diskussion, men i stedet obstruerer den, mener hun.

»Han har i princippet et program, hvor der er tid til, at man kan komme til orde og underbygge sine pointer. Det er bare ikke det, der sker, fordi han bruger samme tilgang og teknik, som man ville bruge, hvis man havde halvandet minut i en nyhedsudsendelse,« siger Anita Bay Bundegaard.

Hun er enig i, at der er behov for de lange formater og substans i den politiske debat, men vejen frem er for hende ikke at pointere sin magt, men tværtimod at slippe de lidt for fastgroede ideer omkring, hvad kritisk journalistik er.

»Det, der mangler, er i virkeligheden tilstrækkelig faglighed til at gøre journalistik mindre nyhedsagtigt og have den selvtillid, det kræver at gå ind i en ægte dialog. Clement og Krasnik har tiden, men vi mangler stadig et program, hvor den faglige ballast er der til ikke bare at jagte efter svar på de spørgsmål, man har lavet på forhånd,« siger Anita Bay Bundegaard.

FC Borgen

Der er da heller ikke noget, man som politiker, ifølge Henrik Sass Larsen (S), hellere vil, end at kunne godtgøre sin politik. Han har tidligere været gæst i Hos Clement, og for ham er problemet netop, at man fra journalistisk side slet ikke er interesseret i at høre, hvad politikerne mener, men mere i at vinde et magtspil. Samtidig mener han, at fokus kun er på proces, intriger og personspørgsmål.

»Der er sket en fuldstændig flugt fra substans. Alting handler i dag om ’spillet på Borgen’. Politisk journalistik er blevet til sportsjournalistik. Det, der laves, er kampreferater og taktiske analyser,« siger Henrik Sass Larsen.

Clement Kjersgaard leverer med andre ord ikke det produkt, han reklamerer med, mener Sass Larsen, som er mere venligt stemt over for Martin Krasnik.

»Selvfølgelig angriber han stadigvæk politikerne, men han gør det ud fra den argumentation, de kommer med, og giver dem lov at svare. Sådan skal det være. Vi bliver nødt til at tale sammen, hvis vi skal videre end det overfladiske,« siger Henrik Sass Larsen.

Men den udlægning – at politikere bare skal have tid nok til at forklare sig – køber Martin Krasnik ikke.

»Hvis jeg giver Henrik Sass Larsen eller andre toppolitikere 20 minutters fri samtale, så kommer der jo ikke en masse substans ud af det, så prøver de stadig at køre deres egen dagsorden. Det vil være naivt at tro, at politikere pludselig vil svare på de svære spørgsmål, hvis man lader være med at presse dem eller afbryde dem,« siger Martin Krasnik.

Løgn og latin

Heller ikke Clement Kjersgaard tror på, at man skal gøre sig nogen illusion om, at politikere naturligt vil indgå i åbne samtaler. Forholdet mellem politikere og journalister er en domænekrig om, hvem der skal have hvilke våben til rådighed. Og debatten om offentlighedsloven er ifølge Kjersgaard et glimrende aktuelt eksempel på, at det forholder sig sådan. Hans job er derfor ikke at hjælpe politikerne med at folde deres partiprogram ud.

»Jeg får min løn for at gennemtrævle alt det løgn og latin, der kommer fra Christiansborg for seerne og så konfrontere politikerne med det. Og efterfølgende tage de tæsk, der kommer,« siger Clement Kjersgaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rune Stilling
  • Bo Johansen
  • Steffen Gliese
  • Kristian Rikard
  • Maj-Britt Kent Hansen
Rune Stilling, Bo Johansen, Steffen Gliese, Kristian Rikard og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Jensen

Netop Martin Krasnik har altid være en journalist af den gamle skole.

Jeg husker tydeligt, at jeg 2005 i begejstring måtte sende ham en mail med ros om hans kritiske interview i programmet Deadline, til landets daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der dengang kunne gå på vandet. Rent medløb fra hele den samlede jounaliststand siden 2001 (sådan husker jeg det ihvertfald...)

Martin Krasniks interview, var det første som reelt stillede kritiske spørgsmål til Anders Foghs regeringens politik, og er således blevet det eksempel der idag kendetegner god og kritisk jounalistik. Iøvrigt, er mange af spørgsmålene ligeså relevante idag som dengang, -politikerne ses dog ikke som medierne at havde lært noget af historien, snarere tværtimod ...

Som oplæg til Deadline interviewet bragtes VK-regeringens fælles syv valgløfter:

- 10 mia ekstra til forskningen
- Flere penge til børnefamilierne
- 500 mio årligt til ældre
- 2 mia ekstra til sygehusene
- 1 mia ekstra til miljøet
- Fastholdelse af skattestoppet
- Uændret stram udlændingepolitik

Derefter fulgte et klip fra statsministerens pressemøde ved valgudskrivningen 19.1 2005 :"Vi har indfriet alle de løfter vi gav vælgerne før valget i 2001. Det er sådan moderne politik er og skal være efter min mening. Man siger hvad man mener, og så overholder man det."

Og så lagde Martin Krasnik ud med første spørgsmål: Det lyder som om du siger at moderne politisk lederskab handler om troværdighed?

Fogh: Jo, det synes jeg i hvert fald er en væsentlig ting, at vælgerne kan stole på at det man siger vil man gøre. Og selvfølgelig også at man åbent lægger det frem, man vil gennemføre. Den gammeldags facon med at sige en masse, lade vælgerne afgive deres stemme, og så lave noget helt andet bagefter, det kan jeg ikke forlige mig med.

60.000 nye arbejdspladser

Krasnik: Dine valgløfter koster den nette sum af 34 mia, og de penge skal især komme fra nye jobs. Hvordan skal vælgerne tro på, at du kan skaffe 60.000 arbejdspladser de næste fem år, når det ikke er gået så godt med at skaffe arbejdspladser de sidste 3 år?

Fogh svarer (...)

Mange vil nok som jeg huske huske det dengang noget dramatiske interview i Deadlinie og heldigvis findes der da også en afskrift af hele udsendelsen forløb som et lærestykke i hvordan god jounalistik skal være.

Resten af dette måske historiske og læseværdie interview kan læses her

http://www.jernesalt.dk/valg05c.asp#fogh

Erik Jensen

Andersen Fogh Rasmussen op til valget I 2005

"Det nytter jo ikke at skabe mere udbud af arbejdstagere, hvis ikke der er arbejde til dem. Det er jo det der er misforståelsen, at man kan skabe vækst i samfundet ved at skære ned. Man skaber vækst og dynamik i samfundet ved at investere i fremtiden, og det er faktisk den plan vi har lagt frem"

Dengang var den blå politik ræverød, mens den røde idag, klart er blå - er der noget at sige til at mange tidligere S vælgere foretrækker den blå politik?

Jeg begynder at få respekt for vælgerhavet, for det har faktisk fat i noget grundliggende omkring hvad rød politik er og hvem der praktisere den. Danskerne er i virkeligheden slet ikke så borgerlige og liberale, at de ikke kan se det fornuftige i ovennævnte udsagn.

Jens Overgaard Bjerre

Ud over det journalistiske fedterøveri og troen på egen storhed, er problemet, som det beskrives, en jagt på hurtighed og skift (formater og form) og en manglende faglighed. TV har ganske enkelt været borgerskabets legeklub for deres børn, som kunne tage en mellemuddannelse og tjene en akademikerløn. Og ekstra skatten, licensen - hadet og foragtet - skal så betale gildet.

Det værste jeg nogensinde har set, var en en partilederrunde, som blev afholdt som et show i Las Vegas stil. Og politikerne, dem som man tror skulle bestemme, smilede og var underdanige som små fedterøve i skolen, over for den virkelige star: tv-showets dirrigent, den journalistisk interviewer. Det er jo vanvid, at reducere et folketingsvalgt til en et amerikansk popstar-cirkus. At partilederne bare smilede og lo med på ideen, sammen med det indbudte grinende publikum, lignede en teenagerklub i en kristelig forening. Men som andre har påpeget, så ligger dagens politikere under for de store medie- og kapitalvirksomheder. Det er blevet et show at komme i tv.

Og tidligere tv-værter, som er blevet for gamle til skærmen, rynkerne blevet for dybe, vægten er øget og brysterne faldet, tjener nu kassen på, at undervise politikere og mennesker fra store finanssammenslutninger og organisationer. Så de er parate og øvede i at tackle udspørgerens eventuelle kritiske spørgsmål. Alene det mærkværdige argument, som venstre altid fremturede med, om, at der ikke fandtes sociale klasser, fik altid lov at stå uimodsagt. Uanset, at der findes videnskabsfolk over hele landet, som kan bekræfte deres eksistens, og at enhver kan se dem med deres egne øjne.

Nu begynder man altså at starte forfra og fastholder den interviewede i enkle spørgsmål. Og, intervieweren har sat sig ind i spørgsmålet. Han har (igen) opdyrket det gamle journalistiske grundværktøj: 'researchen'. det mest idiotiske er, at tv i dets nuværende form kunne afholdes i en større fabrikshal. Og ikke behøver dette fimsede fine kæmpe byggeri i Ørestaden. Hvor vi alligevel kun kan se det af det, som kommer ud af skærmen. Gud er i tv. Eller også er tv Gud?

Steffen Gliese

Jeg oplever faktisk også, at Kjersgaard har lagt stilen om, siden nyorienteringen af DR i marts. - Og politikerne falder ind med det og beder om at få lov at tale ud. Det er faktisk helt fint. Nu mangler vi bare endnu flere programmer, hvor politikere og almindelige mennesker konfronteres live, det er supergodt fjernsyn.
Selve det, at det lange interview nu betragtes som godt fjernsyn, er nok det største skred i opfattelsen, for længe har det netop heddet sig, at det ikke var tilfældet. Man skal dog åbenbart bare vente længe nok, så kommer fortidens dyder tilbage.