Læsetid: 9 min.

’Det er svært at lave film om mennesker i dag’

Filmfestivalen i Cannes handler om filmkunst. Men den handler også om at få finansieret film fra hele verden, inklusive USA, hvor det bliver sværere og sværere at lave film, der ikke henvender sig til et teenagepublikum. Om det handler dokumentarfilmen ’Seduced and Abandoned’, der blev vist i Cannes i sidste uge
Den svære proces med at få finansieret en film har filminstruktøren James Toback og hans ven, skuespilleren Alec Baldwin, sat sig for at undersøge i dokumentarfilmen ’Seduced and Abandoned’. Undervejs rådes Toback til skifte Alec Baldwin ud med Ryan Gosling. Og kan han samtidig sørge for lidt flere actionscener og lidt mindre eksistentiel smerte, vil det heller ikke være dumt.
30. maj 2013

Men hvis du nu kan få fat på hende der, hvad er det nu hun hedder? Natalie Portman!«

Den israelske filmproducent og pengemand Avi Lerner er ved at forklare den amerikanske filminstruktør James Toback, hvorfor en eksistentialistisk parafrase over Bernardo Bertoluccis erotiske klassiker Sidste Tango i Paris med Alec Baldwin og Neve Campbell i hovedrollen og med krigen i Irak som bagtæppe er en dårlig idé – i hvert fald rent økonomisk.

Hverken Baldwin eller Campbell kan bære en film, forklarer Lerner, manden bag produktionsselskabet Nu Image, der gennem de seneste mange år har produceret oceaner af mere eller mindre forglemmelige, men som regel profitable, action- og spændingsfilm.

Og det er den samme besked, Toback får overalt, hvor han spørger: En 15-25 millioner dollar dyr film med Baldwin og Campbell er der ingen, som vil investere i; de to skuespillere kan højst retfærdiggøre et budget på fem millioner dollar, altså cirka 30 millioner kroner.

(Efter danske forhold er 30 millioner kr. meget, men på grund af produktionsforholdene er det ofte dyrere at lave film i USA).

Men kan Toback for eksempel skifte Campbell ud med en mere populær stjerne som Portman eller Jessica Chastain – eller Baldwin med Ryan Gosling – så har den dyrere film en chance. Og kan han samtidig sørge for lidt flere actionscener og lidt mindre eksistentiel smerte i det, Baldwin med et glimt i øjet kalder Last Tango in Tikrit, vil det heller ikke være dumt.

Angst og bæven

Den svære proces med at finansiere en film har James Toback og hans ven, skuespilleren Alec Baldwin, sat sig for at undersøge og skildre i dokumentarfilmen Seduced and Abandoned. Den havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes i sidste uge – og det er her, førnævnte scene er taget fra.

De store filmselskaber i USA er så bange og økonomisk trængte, at de siger nej til alt, der lugter bare en lille smule af risiko. Sådan har det på sin vis altid været, men det er blevet værre med finanskrisen i de senere år, hvor filmbranchen nærmest kun producerer homogeniserede og ufarlige såkaldte eventfilm i 100-200 millioner dollar-klassen – i håbet om at de giver så megen genlyd verden over, at de tjener sig hjem og mere til – det internationale marked, inklusive Kina, er efterhånden blevet vigtigere end det amerikanske – eller helt billige film til fem millioner dollar eller mindre. I dokumentarfilmen, der er optaget i Cannes i 2012 mødes Toback og Baldwin blandt andet med en række af de helt store filmkunstnere – Martin Scorsese, Francis Ford Coppola, Bernardo Bertolucci og Roman Polanski – for at høre om deres erfaringer med at finansiere film, ikke mindst på filmfestivalen i Cannes, der er et af de vigtigste steder i verden, når man vil promovere sig selv og sin film og skal finde penge til det næste projekt.

Og det er ikke spor nemt, selv om man som Toback har mange års erfaring – han begyndte sin karriere tilbage i slutningen af 1970’erne og har instrueret film som Fingers, Two Girls and a Guy og Black and White – og har et ganske stort og populært navn som Baldwin på rollelisten.

Kunst og kommers

Hvor alvorlige de to herrer reelt er omkring at få finansieret deres film, står lidt hen i det uvisse, men deres Cannes-rejse bringer dem også i selskab med farverige personligheder som en fransk bilarving, en græsk mangemilliardær og journalist, et par amerikanske studiebosser og altså Avi Lerner, som er brutalt ærlig omkring, hvad han vil investere i, og hvad han ikke vil investere i. Flere gange bliver makkerparret, apropos dokumentarfilmens titel, både forført og forladt af potentielle investorer.Det synes passende, at James Toback og Alec Baldwin mødes med Lerner i kælderen under det enorme festivalpalæ i Cannes. Her holder filmmarkedet til, og i hundredvis af små båse sidder filmkøbmænd, distributører, hjemmevideoopkøbere og altså filmproducenter og holder dusinvis af møder hver dag i et forsøg på at sælge så dyrt som muligt og købe så billigt som muligt.

Det er en del af filmfestivalen, som står i skærende kontrast til den hyldest til filmkunsten, som hver aften finder sted på den røde løber.

Men som Thierry Frémaux, festivalens kunstneriske leder, siger i Seduced and Abandoned, så ville der ingen festival være uden filmmarkedet og alle de plakater og billboards, der dækker facaderne på huse og hoteller langs Cannes’ strandpromenade, La Croisette.

Det er ikke nogen nyhed, at det er svært at finansiere film med det nuværende økonomiske klima. Danske film, der koster mere end 15-20 millioner, er nødt til at hente en del af budgettet i udlandet, hvorfor finansieringen af for eksempel den cirka 50 millioner kroner dyre En kongelig affære var et kludetæppe af investorer fra hele Europa. Det samme er finansieringen til alle Lars von Triers film, ligesom Nicolas Winding Refns Cannes-konkurrencedeltager, Only God Forgives, blandt andet er blevet til for franske penge.

På en måde giver det snart ikke længere mening at tale om en films nationalitet.

Men hvor den europæiske filmbranche for en stor dels vedkommende er statsstøttet og derfor har en god del risikovillig kapital til også at investere i de smallere film – og desuden har nogle andre, knap så merkantile traditioner for filmproduktion som den amerikanske – skal de amerikanske filmproducenter udelukkende klare sig på markedets vilkår. Og når markedet er trængt, daler lysten til at prøve noget, som man er usikker på vil tjene penge.

»Grunden til, at det tog så lang tid, var, at ingen ville give os penge,« sagde den amerikanske filmskaber Jim Jarmusch forleden på pressemødet for sin Cannes-film, Only Lovers Left Alive, en underholdende, men også meget smal blanding af vampyrromance og raritetskabinet af alskens kulturelle referencer.

»Det bliver sværere og sværere at finansiere film, som måske er lidt usædvanlige, uforudsigelige eller ikke tilfredsstiller publikums forventninger om et eller andet. Det er ellers det smukke ved film: at opdage nye ting i alle former.«

En af producenterne bag Only Lovers Left Alive, tyskeren Reinhard Brundig, forklarede, at tidligere ville amerikanske filmselskaber gerne fuldfinansiere Jarmuschs film. Det gjorde de for eksempel med Broken Flowers, der i 2005 vandt en Grand Prix på filmfestivalen i Cannes. Men nu må amerikanske filmskabere af Jarmuschs kaliber i højere grad end tidligere rundt i verden for at finde penge, og det tog ham og Jarmusch syv år at skaffe pengene til den nye film.

»Gennem de seneste tre år har situationen været en anden – og ikke kun i USA. I Europa har vi dog stadig et vidunderligt støttesystem,« sagde Brundig og fortalte, at filmens finansiering på syv millioner euro, cirka 52 millioner kroner, er fundet i Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Cypern.

En anden af de amerikanske film i hovedkonkurrencen i Cannes i år var Alexander Paynes Nebraska, der handler om en aldrende far og hans voksne søn på biltur, og som rummer alt det, man forventer sig af en god og vedkommende film: humor, varme, drama, interessante menneskelige relationer, et forhold til den verden, den foregår i, flotte billeder og fine skuespilpræstationer.

Det er film af den slags, der bliver lavet færre og færre af i USA, hvor i hvert fald mainstream er rettet mod et købestærkt teenagepublikum, og filmudbuddet består af franchises som Transformers, superheltefilm og mere eller mindre platte komedier.

»Det er svært at lave film om mennesker i Hollywood i dag,« sagde Payne (About Schmidt, Sideways), da jeg under festivalen talte med ham om Nebraska.

»Jeg klager ikke over min egen karriere, fordi indtil videre har jeg haft held med at holde mine budgetter nede og bevare fuldstændig kreativ frihed, og jeg kan gøre, hvad jeg vil, fordi de tjener penge. Jeg har ikke brug for et hit. Jeg har brug for, at mine film tjener én dollar mere end det, har kostet, så jeg kan blive ved med at lave film. Jeg klager, fordi jeg gerne vil se flere af den slags film. Jeg ser ikke ret mange amerikanske film længere.«

Fra film til tv

En tredje amerikaner i hovedkonkurrencen i Cannes i år var 50-årige Steven Soderbergh, der for nylig annoncerede, at han ville holde op med at lave film – eller i hvert fald tage en pause.

Soderbergh, der i 1989 fik Guldpalmen i Cannes for sin debutfilm, sex, løgn og video, er en produktiv herre, der gennem snart mange år har lavet godt en film om året, studiefilm og uafhængigt producerede film i en skøn blanding.

Men det er blevet sværere og sværere at overbevise de amerikanske pengemænd om at skyde penge i hans projekter, fortalte instruktøren for nylig. Hans Cannes-film, Liberace-biografien Behind the Candelabra, er da også finansieret af tv-kanalen HBO, fordi Soderbergh brugte flere år på at gå fra filmselskab til filmselskab for at få den finansieret – det lykkedes ikke, siger han, fordi de alle mente, at filmen var for »bøsset«.

Ind på scenen kom så kabelkanalen HBO, der gennem de seneste 15 år har stået i spidsen for den fornyelse af det amerikanske tv-drama, som er grunden til, at tv nu er stedet, hvor de store og vægtige amerikanske historier fortælles. På tv tør man, hvad filmbranchen ikke gør med hensyn til både form og indhold af den usædvanlige og uforudsigelige slags, som Jim Jarmusch talte om.

Formentlig er det derfor, at Soderbergh nu vil forsøge sig med en tv-serie i stedet. Når først HBO har sagt ja og bevilget pengene til en tv-film eller en tv-serie, bakker de 100 procent op om projektet og giver folkene bag fuld kunstnerisk frihed.

En unik vision

Det kan forekomme mærkeligt, at man skal tale om amerikansk film på filmfestivalen i Cannes, ikke mindst fordi Cannes i høj grad skal udgøre et alternativ til Hollywoods store dominans i alverdens biografer. Men efterhånden minder instruktører som Jim Jarmusch, Alexander Payne og Steven Soderbergh mere og mere om alle de andre verdensinstruktører, der inviteres til den sydfranske filmfestival for at vise deres seneste værker.

De laver stadigvæk film og ikke blot movies, som skuespilveteranen Bruce Dern, den ene af hovedrolleindehaverne i Paynes Nebraska, formulerede det, da jeg talte med ham efter premieren på filmen. (Dern fik i øvrigt festivalens skuespilpris for sin præstation.)

Det var også en skelnen, som Soderbergh brugte, da han for en måneds tid siden på filmfestivalen i San Francisco gik i kødet på den amerikanske filmindustri.

»Film er en unik vision,« sagde han.

»Det er en tilgang, hvor alting har en betydning. Det er det diametralt modsatte af noget velkendt eller tilfældigt, og resultatet er lige så unikt som en underskrift eller et fingeraftryk (...) Problemet er, at fænomenet film er under angreb fra filmstudierne og det , så vidt jeg kan se, med fuld opbakning fra publikum. Grundene til det er efter min mening mere økonomiske end filosofiske, men når man dertil lægger en vis portion frygt samt mangel på vision og lederskab, så har man udstukket en kurs, som er temmelig svær at ændre.«

Jo større budgettet på en film bliver, jo mere ufarlig og enkel skal filmen også være, så den tiltaler og kan forstås af så stort et publikum over hele verden som muligt. Det går ud over den unikke vision, mener Soderbergh.

»Elementer som kulturel specificitet og narrativ kompleksitet og, Gud forbyde det, tvetydighed bliver reelle forhindringer for filmens succes hjemme og i udlandet.«’Nebraska’, ’Behind the Candelabra’ og ’Only Lovers Left Alive’ får alle dansk premiere senere på året. ’Seduced and Abandoned’ er endnu ikke indkøbt til dansk biografdistribution

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Peter Langkjær Bojsen
Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu