Læsetid: 5 min.

Tabermanden har vundet

Aldrig har den ynkelige, ødelagte, neurotiske mand i midtvejskrise været mere populær at skildre i tv-serier og film. Den hvide heteroseksuelle middelklassemand er den sidste, det er tilladt at slå på og grine af. Og det gør vi så
Komikeren Marc Maron har fået kæmpe succes med at være en fiasko.

Seth Kushner

16. maj 2013

Marc Maron er en fiasko. Det står klart allerede fra første afsnit af den fiktive tv-serie Maron om den faktiske Marc Maron, spillet af ham selv, der havde premiere på amerikansk tv forrige uge.

Marc Maron har passeret de 50, er blevet gift to gange og skilt to gange, han er bitter på hele verden, bor alene med sine katte og er aldrig rigtig slået igennem som komiker. Alle de komikere, han kendte, da han var ung, har til gengæld succes – Larry David vinder priser med sin komedieserie Curb Your Enthusiasm, Sarah Silverman er blandt landets mest succesfulde kvindelige komikere og Louie CK er lige blevet kåret af Rolling Stones som landets sjoveste mand. De er alle sammen folk, han stod skulder mod skulder med, da man i 90’erne skulle udråbe morgendagens store håb, men nu lever Marc Maron af at lave en podcast, hvor han interviewer alle dem han kender, der har succes. Hans ekskone venter barn, som han opdager, da han møder hende på en café, mens han står med sin mavesyge kat på armen. Den har stærkt ildelugtende afføring ud over sig. Da han kommer hjem til sig selv ligger Dave Foley – endnu en succesfuld komiker-ven, der skal interviewes til podcasten – på stuegulvet og er døddrukken.

»Min kone er skredet for et par år siden, og jeg har lige mødt hende højgravid med en anden,« siger Maron til ham.

»Fandt du ikke en ung lækker dame lige efter du blev skilt,« spørger Foley tilbage fra gulvet.

»Jo, det var hende.«

»Nå ja, min er også skredet. Du ved – med mine penge, mine børn og mit hus. Sådan er det jo.«

Og sådan er det jo i Maron. Det er nederlag på nederlag, og det hele er helt og aldeles sandt. Det vil sige det hele, bortset fra én ting: at Marc Maron skulle være en fiasko. Marc Maron er en gigantisk succes. Det hotteste navn i Hollywood – på at være en fiasko.

Populær fiasko

For aldrig har den mandlige fiasko været mere populær. Aldrig har midtvejskrisen været så tiljublet som i tidens tv-serier. Det startede allerede med gangsterbossen Tony Soprano i Sopranos, senere kom den fallerede forfatter Hank Moody i Californication, stivstikkeren Larry David i Curb Your Enthutiasm, Don Draper i Mad Men, Louie CK i Louie og desillusionerede Walther White som den retskafne kemilærer, der får nok og bliver amfetamin-producent i Breaking Bad. Og nu altså også Marc Maron. Herhjemme har vi mest set det i tv-serien Klovn. Det er ynkelige, ødelagte, neurotiske midtvejskriseramte mænd, der ikke kan finde ud af deres liv og som forsøger at kæmpe sig vej tilbage til en plads i samfundet. Det er ikke kønt, men vi elsker at se på det.

»Det er en ret påfaldende tendens,« medgiver Jakob Isak Nielsen (38 år), der er lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet og forsker i film og tv-serier.

»Det mest påfaldende er, at det ikke er et ungdomskulturelt fænomen, som tidligere prægede serieverden. Alle de her tilfælde har midaldrende kriseramte mænd i hovedrollen, hvilket gør det svært ikke at set det som et slags opgør med faderrollen i den amerikanske serie. Det er i hvert fald den, man udfordrer.«

Og for komikken har det altid været interessant at udfordre autoriteten, mener Jakob Isak Nielsen. Og ved at sætte netop det tema i spil og ved at bruge antiheltens blik på verden står man også med et godt værktøj til samfundskritikken.

»De her mænd er jo stærk udfordrere af normer og moral,« som han påpeger.

På kant med det hele

Don Draper passer ikke ind i familien, Tony Soprano er kriminel, Hank Moody er på evig kant med omverden, Walter White er pusher, og både Larry David, Louie CK og nu også Maron er vrisne og ulidelige. De er på kant med loven, med familien, med samfundet – de er svært fejlbarlige.

»Derudover er der et ikke ligegyldigt parameter i denne her succes – nemlig at målgruppen for seerne har ændret sig efter omlægningen af tv-distributionen,« tilføjer Jakob Isak Nielsen. For der er nemlig et sted, hvor manden stadig har autoritet.

»Det er ofte manden, der beslutter, hvordan en kabelpakke skal sættes sammen, eller hvilke kanaler man køber adgang til og derfor er fokus på netop den målgruppe øget.«

Niels Nørløv Hansen (40 år) er filminstruktør og har instrueret sidste års mest sete danske biograffilm. Mere end en halv million mennesker nåede at købe billet til Klassefesten med Troels Lyby, Anders W. Berthelsen og Nicolaj Kopernikus i hovedrollerne som … mænd i midtvejskrise.

»Jeg tror, det fungerer fordi, det er så utroligt ynkeligt at se på og samtidig så utroligt rigtigt,« siger Niels Nørløv.

»Der sker noget med os mænd – når vi når den alder – som fungerer godt dramaturgisk. Noget der er virkelig let at identificere sig med,« fortsætter han og slår over i ’vi’.

»Hele vores liv har vi spejlet os i kvindernes applaus. Når den begynder at forsvinde, begynder vi at tvivle, og så bliver det ynkeligt, og så bliver det morsomt.«

Som filminstruktør tror han ikke på, at man kunne gøre helt det samme med kvinder som med mænd. Det bliver pludseligt så alvorligt, hvis kvinder skal være tabere, og det fungerer ikke i en komedie, mener han.

»Og så er kvinder bare ikke lige så sjove som mænd. Jeg ved ikke, hvorfor, men måske fordi de ikke tager så mange chancer som mænd. Der er dramaturgisk ikke så mange muligheder i en kvindelig figur inden for humoren. Det bliver bare ikke troværdigt.«

– Hvorfor ikke?

»Der er uden tvivl noget tidstypisk i det. Man er jo blind, hvis ikke man kan se, hvor feminiseret samfundet er blevet – det er alle steder fra. Alle steder i samfundet er det kvinden, der bliver udråbt som det svage køn, og manden, der må træde i baggrunden. Det er ham vi må gøre grin med.«

Det synspunkt kan tv-redaktør på Politiken og forfatter til bogen Dansk Stand up, Henrik Palle (49 år) tilslutte sig: »Det er jo det sidste stykke vildt, der må jages hele året. Den hvide heteroseksuelle middelklassemand, er den sidste, vi må slå på. Derfor er der også en stor identifikationsfaktor i den mand,« siger han og indrømmer, at man som mand godt kan være en lille »smule indebrændt over hele tiden at blive svinet til for at være dum, sexistisk, spise usundt, ryge, drikke og ikke have styr på noget som helst.«

Og endnu mere umulig bliver situationen, hvis man forsøger at brokke sig over det.

»Der kommer ikke nogen midaldrende hvide mænds befrielsesfront og skriver et læserbrev, og hvis der var, skulle du se en storm, der ville rejse sig,« siger Henrik Palle.

»Det er mandens overgangsalder. For mange år siden var det kvinden, der skulle frigøre sig og realisere sig selv, men nu er det mandens nedtur vi følger med i. Det er et portræt af manden som en sølle stakkel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Frandsen

Det er bare en komedie vi spiller for at give de virkelige tabere noget de kan føle sig bedre end :0)

Steffen Gliese

Det fungerer, fordi det er tv for dem, der voksede op med tv. De så de ungdomsfikserede serier, da de var unge, og nu ser de midaldrende-fikserede. Er jeg den eneste, der ikke gider? Jeg synes, det er en form for humor, der dræner fremfor at give energi.

Dana Hansen, Torben Nielsen, Morten Jespersen og Jesper Frandsen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Jesper Frandsen

Tak for et godt tip! Enhver holmgang har jo sine strategier. Jeg blev introduceret til denne udfordrende fase i livet for netop 10 aar siden af en 10 aar aeldre kollega. Vi havde adskillige lange arbedjsdage sammen, der ofte blev afsluttet med en obligatorisk omgang boef, fritter og oel. Hans slogan var:

"Hellere gammel gris end bare gammel !"

Klara Liske

Vi havde bilfri søndage, hvilket ledte til tanken; Hvad mon der ville ske hvis vi have TV-fri søndage:

Ville taberne så vælte ud af skabene, så vi kunne se dem "live"?

Men;

Når nu taberen (den vi tabte på gulvet) er defineret, så må der jo være en vinder?

Kunne Information så ikke præsentere os for vinderen?

Hvad sker der med et biologisk væsen - hvis rammer ophører med at eksistere - hvor man ikke tænker på et bur, eller andet indelukke, indtil en ny regnskov gør, at man kan slippe dyret ud igen?

Klara Liske

PS

Indianerne havde det heller ikke rart, da vesten kikkede forbi, og slet ikke bagefter.

Ole Falstoft

Gamle mænd er græder over tabt ungdom gider ingen jo se. Overlad flæberiet til kvinderne - det er de bedre til
Det er et spørgsmål om stil. Gå bare i hundene men gør det for gudskyld med stil
- hvis andre skal se på det. Jeff Bridges i 'the Great Lebowski' er et godt eksempel

Tue Romanow, Carsten Mortensen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Klara Liske

Vinderne er de maend, der har nogle penge tilbage efter det foerste aegteskab. De finder ret nemt en ny ung kone - og faar maaske et extra kuld unger.

De virkelige tabere er ikke de middelklasse/storbytyper som artiklen/TV-serierne handler om, men de maend fra underklassen/udkantsomraaderne, der fuldstaendig mister en plads i livet i disse aar - og saa selvfoelgelig de 50 % af storbyboernene der vokser op i brudte hjem.

Jesper Frandsen, Morten Jespersen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Klara Liske

Nu ser jeg ikke TV, så er egentlig diskvalificeret fra denne debat, men et forslag kunne være at udøve en; "Hærværk" - altså at gå fra at være taber til den poetiske realisme, et slags sidste primal-skrig, hvor vi ser det flaprende kød mod nødudgangen i et poetisk drama.

Klara Liske

Og til de mænd der skulle have givet op, så husk;

Jacques Tati ord;

"Manden løber så længe efter kvinden, at hun til sidst fanger ham."

Ud og løb!

Lise Lotte Rahbek

Er ynkelighed morsom?
Det synes jeg ikke.

Men jeg gad da godt at se film om mennesker, som bruger deres liv på andet end at glo sig selv i navlen og ikke behøver spejle sig i attraktivitet via job, penge eller udseende hele tiden.
Chicklit, tabermænd, romantiske komedier.. overload!

Majbritt Nielsen, John Vedsegaard, Anne Rasmussen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Sammenhold dette med kvindernes selvrealiserende lyst til ikke at få børn og at ville lave om på deres mænd, eller hvis de gør de alligevel, for halvdelens vedkommende går fra hinanden inden gennemsnitlig 2 år efter fødslen. Her i landet.
Mærkeligt, eftersom alderen for førstegangsfødende ligger omkring 30 år.
Eller måske netop derfor. Hm !
Ikke underligt at disse mænd melder pas.
Stof nok til uromantiske TV serier i uendelig strøm, hvis det bare ikke var så alvorlig en sag.

Lise Lotte Rahbek

Leo Nygaard

Ja, kvinder og verden er så onde ved stakkels mænd. :-)

Majbritt Nielsen, Anne Rasmussen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Nick Mogensen

I det institutionaliserede liv, hvor de matriarkalske værdier er de herskende, er det klart at manden, den mand som repræsenterer egoet og drivkraften, er sat på sidelinjen og den bløde mand, med de bløde værdier, den bløde hat, den bløde selvtillid, den bløde stemme, den rolige adfærd og den ikke-konfronterende, vage tale-stil er ham som trives. Han er jo 'kvinde' med vedhæng. Opdragelsen er formålet; tværsummen klappes af, afstikkeren, den som bryder formen, får én på tuden. Fokus fjernes fra indhold. Formen, dvs. hvem og hvordan der tales bliver vigtigere end hvad der bliver sagt!?

Tv serie eller for den sags skyld en avis, kan ikke overleve hvis ikke det kan materialisere mennesker og tillægge det værdi i form a sort blæk på et stykke hvidt papir. Noget andet er, at vi lever ikke i et feminiseret samfund, det er kvinderne som har fået plads på et umådelig, saltet, maskulin præstations spilleplade, hvor det forventes, at man får banko. Der er ikke duften af omsorgsfuld feminisme, det tilsidesættes sammen med Gud, at være fuldstændig latterlig. At mediet så ikke er latterlig, er mig en evig gåde.

ulrik mortensen

Nu er den fremragende 'Breaking Bad' vel ikke en serie om en mand med luksusproblemet midtvejskrise, men derimod om en mand, der får konstateret dødelig cancer og højst har to år tilbage at leve i. Filmhistorisk er "tabermanden" vel heller ikke noget nyt - tænk f.eks. på, Chaplins vagabond typer, Fyr og Bivognen, Gøg og Gokke osv. osv ...

Marie - Det kniber lidt med at finde ud af, hvad du mener. Men jeg kan fortælle hvad jeg mener. Forestil dig stenaldersenariet på en vittigstegning (Franz Füchel måske). :

Han trækker hende ved håret med køllen over skulderen, hen mod hulens åbning.
Hun bære et sparsomt skind på den skønne krop. Hun smiler forventningsfuld.

Et par tusind år er gået.
Hun erobrer køllen, slår ham oven i hovedet. Efterlader ham i hulen.
Hun smiler ikke, men ser agressiv ud. Ud i verden. Endelig hævn.

Hvem de kvinder og mænd er, må du finde ud af, Marie. Men de er i mindretal.

Maj-Britt Kent Hansen

Ser ikke de omtalte serier, så må nøjes med at forholde mig til teksten derom i Information. Og den var t y n d. Og lommefilosofisk. Og unødvendig.

Hvorfor er der ikke en analyse af "Dirty Sexy Money"? Er der ingen, der ser den? Kan Lasse Lavrsen eller andre ikke udlægge Tripp Darling (spillet af Donald Sutherland) og de andre mænd? Her er masser af kriser. Som overvindes. For det meste let - jf. titlen.

Stadig seks afsnit tilbage. Onsdage omk. 23.15 på DR1. Men det er måske for ordinært, hvis en serie vises på DR1.

John Vedsegaard

Jeg er slet ikke så sikker på jeg overhovedet forstår hvad en "taber" er, i min verden findes de ikke, der er kun nogle som skal hjælpes lidt i gang, det er noget helt andet.

Men selvfølgelig, ordet er opfundet så der skal være nogle det passer på.

Når jeg nogle gange har tømt mit soveværelse, så en hjemløs kunne bo der en tid, er det så en taber jeg har taget ind, ikke for mig at se, det er bare et andet menneske der manglede lidt hjælp og ikke mindst et sted at sove, lave mad og skide - men taber - nej!

Inger Sundsvald, Jakob Silberbrandt, Per Torbensen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

John Vedsegaard

God vinkel.
Hvad er det, en taber skulle have tabt - og hvorfor skulle det betyde, at han/hun ikke kan finde noget, der er lige så godt eller bedre?

John Vedsegaard

Ja Lise Lotte, der er altid en vej tilbage, eller en helt ny vej. Ingen har tabt på forhånd.

Mads Nielsen

Er det ikke bare den gamle from zero to hero? Den har jo været kendt i mange år.

Nej, INGEN er tabere. Det er bare noget vi har fået påduttet helt tilbage fra skoletiden, hvor der altid var én som absolut skulle være taberen i klassen.

Lisa Ahlqvist

Supermand er død.Spiderman det rene spind. Og Jens Lyn var ræd for torden vejr. Mænd er bare en flok pjokkerøve eller de rene illusioner.

Jeg vidste det, men ventede på beviser, så jeg kunne udtale mig med streng autoritet. Noget mænd frygter og ligefrem, ja, hvordan skal jeg sige det, sån, skider i bukserne af skræk over intelligente sild.

At det ligefrem er mere ærligt at date Anders And, Mickey Mouse og Fedtmule. Ja, Shrek har såmænd giftet sig med em laber larve. Og, han er da ikke for køn. Ja, det rent Anders And.

Det eneste der er tilbage er næsten skægabekatten, Anders Lund Madsen, med så meget hår over det hele, at man skulle tro, han var et pindsvin. Man kan end ikke se, eller lugte,om han overfhovedet børster tænder. Jeg gætter dog på, at der ligger mindst syv forsvundne tandbørster og masser af barberkoste i hans hårfagre ansigt og krop. Og hvis du i strid med tyngdeloven vover at tage ham med i Zoo, får du ham med garanti aldrig med ud igen.

Så der næsten kun Kald-mig-Mads-Blærerøvsbetændelse. Han er ikke til en skid, men bare ligesom de dersens spaghettidrenge, som puster sig op som en kampklar hane på spring. Men kun foran spejlet. Når naturen for alvor kalder, er han en slatten punkteret cykelslange.

Hvem sagde Niels Krause Kjær? Åh, nej! Siden han abonnerer på Politiken, kan du straks afskrive ham. For den slags duer slet ikke til noget. Den slags bruger en halv dag og hele natten på at læse korrektur på Politiken.Og hvor sex er noget på siden af en terning.

Du kan trygt glemme alt om mænd fra dagbladet Børsen. Det eneste der stiger og rejser sig efter kamp der, er, børskurserne.

Ja, det skam ikke så let endda at være mand. Især ikke når en kvinde forventer bare lidt til gengæld og alt der findes på brugtvognsmarkedet er ildelugtende sokker, plettede underhylere, tilsmudsede negle og ølmave med medfølgende bøvser.

Spis brød til.

Lilli Wendt

»Hele vores liv har vi spejlet os i kvindernes applaus. Når den begynder at forsvinde, begynder vi at tvivle, og så bliver det ynkeligt, og så bliver det morsomt.«

Ak, hvorfor kommer jeg lige til at tænke på den anmeldelse, der lige har været om midaldrende kvinder, der søger kærlighed, men må købe sig til den ved gaver....

"Hele vores liv har vi spejlet os i mændendes øjne. Når de ikke længere "ser os", begynder vi at tvivle, og så bliver det ynkeligt. Nej, nok ikke engang morsomt - blot ynkeligt."

Måske skulle vi blot være lidt mere venlige over for hinanden - begge køn. Ingen af os er perfekte, vi har alle skæve sider,buler, ar og skrammede kroppe, når vi når 50. Men kærlighed har vi brug for alle sammen....:o)

Majbritt Nielsen og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Ole Falstoft

En taber er en der føler sig som taber.
Det er ikke spørgsmålet om hvordan du har det men om hvordan du tager det
Ligger du under for omverdnens syn på dig? (ok det gør vi alle i en hvis grad) Acceptere du de præmisser du bedømmes på eller kæmper du imod og definerer dine egne?
Succes er jo en temmelig ustadig ting - den kommer og går. Succes/fiasko kan man ikke bygge sit selvværd på for vi er alle 'tabere' og 'vindere' fra en erfaring til en anden. Byg selvværd på noget der modstår 'livets storme'
Dem der bruger udtrykket 'en taber' om andre afslører en åndelig armod som får mig lyst til at spørge hvem er egentlig 'taberen' her?

Inger Sundsvald, John Vedsegaard, Jakob Silberbrandt og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Mads Bjergen

Der var da Roseanne...ellers er det dudes...lige fra Homer S. til Al Bundy...ligeledes er det med hjemløse statistikker og selvmord deslige...man satser og fejler...og forgår...men ingen af dem der er portrætteret på skærmen ser sig selv som tabere...? Homer gør ikke...Al B. gør ikke...(ok...han gjorde måske...!) Walther White gør ikke...Frank gør ikke...Raymond gør ikke...Frasier gør ikke(måske midlertidigt...) Sam gør ikke...Douglas gør ikke...Robert og Kenny gør ikke...Elijah Wood gør ikke(og dog...han er blæst i den i øvrigt måske bedste serie måske nogensinde...!) OK...Wilfred får mig til at evaluere igen... men så er vi heller ikke begyndt på film...!

randi christiansen

Taber - i hvilket spil?

En dårlig dag er nemmere at komme igennem med penge på lommen end uden, men ellers ...?

Taber - da kun hvis man man selv syns - og det er der desværre masser af grunde til at synes i en verden, der er styret af jungleloven - nak og æd - eller bliv ædt.

Men ellers - lev på en sten og elsk livet - det er for fedt - også uden lykkepiller.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvor påfaldende det er, at hvis man næsten gennem hele artiklen bytter rundt på hvor der står "kvinder" og hvor der står "mænd", har man en ganske glimrende genrekarakteristik af chicklitten, en humoristisk genre som havde sin storhedstid i slutningen af 90'erne og starten af 00'erne med heltinder som Nynne, Bridget Jones og Carrie Bradshaw. De er karrierekvinder, og mindst ligeså store tabere, som de direktører, rockstjerner og storsælgende forfattere Jakob Isak Nielsen pudsigt nok betegner som "tabermænd". Det eneste "feminiserede" der er kan argumenteres for her er, at en genre som tidligere kun omhandlede kvinder nu også (heldigvis) er blevet så favnende, at mændene også kan være med, og ovenikøbet med hovedroller de kønsmæssigt måske har nemmere ved at identificere sig med. At man så pludselig synes det er kvindernes skyld at denne ulykke og elendighed har ramt de stakkels tabermænd er decideret ironisk, når genren er baseret mere eller mindre åbenlyst på den postfeministiske chick lit. Det virker mildest talt ureflekteret at denne genre skulle have fået succes fordi "samfundet er feminiseret". For det var BESTEMT ikke et partriarkalsk samfund som skinnede igennem i Sex and the City og Nynnes Dagbog. Men vil man virkelig gerne, kan man tilsyneladende få den vendt og drejet, så det er det "feminiserede samfund" er skyld i, at vi alle sammen til tider kan føle os lidt utilpasse ved tilværelsen, når man skal balancere karriere, kærlighed og alkohol... oh ve...

Jesper Kristensen

Lisa Ahlquist: tror du forveksler "bare ikke interesseret" med "skræk". Der er ting en kvinde kan være og gøre for at få kryds ved feltet med "Interessant [ ]", og her er den seksuelle og følelsesmæssigt attraktion en bandit. For det forholder sig så uretfærdigt, at en kvinde kan knokle nok så meget på for at få en karriere og vise hvor klog hun er, men det vinder hende ikke mange point ved det modsatte køn.

For det første så vender kvinden blikket op-op-op i takt med at hun klatrer på den sociale rangstige, og mænd ved udmærket hvad kvinder går efter og gider naturligvis ikke de her one-in-a-million piger. Senere opdager hun sit andet problem engang sidst i trediverne, nemlig at hun har klattet sin skønhed væk på løse forhold i ungdommen, og alle de mænd hun har øje for, ja de har både udseendet og karrieret der gør at de langt hellere vil lande unge, smukke, imødekommende kvinder i 20'erne.

En karriere giver det samme for en kvindes seksuelle attraktion, som når man salter aftensmaden med postevand.

Dernæst kommer klagerne om at det er umuligt at finde nogen rigtige mænd, og i sidste, uhelbredelige fase slår det over i et had, som skal udtrykkes både generelt og mod bestemte mænd. På det tidspunkt er målet nået og man er som kvinde det omtrent mest uinteressante menneske i verden.

randi christiansen

Ups, Jesper - i dit verdensbillede har kvinder VIRKELIG et dilemma, og ikke mange chancer for et værdigt liv?

Men det er jo et faktum, at mænds seksuelle attraktion i kropslig, reproduktiv sammenhæng, har længere holdbarhed end kvinders - sådan er det bare.

Så hvis en kvinde vil have både mand, børn og karriere skal hun : finde en velhavende - og dermed oftest lidt eller noget ældre - mand, der kan understøtte familien økonomisk, mens hun selv investerer i karriere? Nogenlunde sådan er formlen?

Men ok, det gælder for alle, at der er temmelig stramme rammer indenfor hvilke, man kan udfolde sig. Spørgsmålet er, om disse rammer er hensigtsmæssige, og hvad vi kan gøre for at optimere dem. Hertil må politisk og eksistentiel filosofi og analyse i spil.