Læsetid: 6 min.

’Vor tid er fattig på moralske helte’

Moralsk mod er i dag en mangelvare, der ikke nyder bred anerkendelse: Mennesker, der vover at trodse magthavere og dogmer, skal ikke regne med vores sympati – udsættes de for forfølgelse, er det deres eget problem
’Det er en forstemmende tid for os, der har en stærk tro på, at kunstnere, intellektuelle og almindelige anfægtede borgere har ret til at flytte grænser, påtage sig risici og derved potentielt forandre vort syn på verden,’ lyder det fra Salman Rushdie.
10. maj 2013

I disse forvirrede tider er vi kommet til at finde det langt lettere at beundre fysisk tapperhed end moralsk mod – modet hos åndspersoner eller offentlige figurer med stærke holdninger. En mand med cowboyhat hopper over et hegn for at hjælpe bombeofre i Boston, mens alle andre flygter fra scenen, og vi hylder hans tapper-hed, ligesom vi hylder tapperheden hos soldater hjemvendt fra fronten, eller livsmodet hos de mænd og kvinder, der kæmper for at overvinde invaliderende sygdomme eller kvæstelser.

At se politikere som modige er derimod blevet sværere i dag (hvis vi ser bort fra sjældne skikkelser som Nelson Mandela og Aung San Suu Kyi). Måske er forklaringen, at vi har set for meget? Måske er vi blevet for kyniske af magtens uundgåelige kompromiser. Der findes ikke længere Gandhi- og Lincoln-figurer. Den ene mands helt (Hugo Chávez, Fidel Castro) er den anden mands slyngel. Vi har ikke længere let ved at enes om, hvad det vil sige at være god, principfast eller modig. Når politiske ledere tager modige skridt – som da Frankrigs forrige præsident, Nicolas Sarkozy, tog initiativ til at sikre flystøtte til Libyens hårdt trængte oprørere mod oberst Muammar Gaddafi – var de skeptiske røster lige så fremherskende som opbakningen. I dag står politisk mod næsten altid i et tvetydigt skær.

Endnu mere ejendommeligt er det, at vi er tilbøjelige til at møde dem, der vover at tage kampen op mod misbrug af magt eller dogmer, med mistænksomhed og mistro.

Virkeligheden omskrives

Sådan har det ikke altid været. De forfattere og intellektuelle, der gik op imod kommunismen – Solsjenitsyn, Sakharov og resten – blev i brede kredse agtet for deres modstand. Digteren Osip Mandelstam blev med rette beundret for sit ’Stalin-epigram’ fra 1933, hvori han beskrev den frygtindgydende leder med frygtløse udtryk – »de enorme leende kakerlakker på hans overlæbe« – ikke mindst, fordi digtet førte til hans arrestation og i sidste ende til døden i en sovjetisk arbejdslejr.

Så sent som i 1989 blev et billede af en mand med to indkøbsposer, der stillede sig blokerende i vejen for de fremrykkende kampvogne på Den Himmelske Freds Plads, et næsten øjeblikkeligt globalt symbol på mod.

Men tingene har øjensynligt ændret siden da. I Kina er ’tankmanden’ stort set glemt, og det er i høj grad lykkedes for de kinesiske myndigheder at fremstille de prodemokratiske demonstranter, herunder dem, der døde i massakren 3. og 4. juni, som ’kontrarevolutionære’. Kampen for at omskrive virkeligheden foregår hele tiden og kan ofte tilsløre eller forplumre vores forståelse af, hvordan vi skal vurdere ’modige’ mennesker.

Det er netop sådanne metoder, de kinesiske myndigheder benytter sig af for at få bugt med deres mest markante kritikere: Brugen af anklager for ’subversion’ mod Liu Xiaobo og for påstået skattesnyd mod Ai Weiwei er overlagte, målrettede forsøg på at gøre os blinde for disse menneskers mod – for i stedet at tegne et billede af dem som kriminelle.

Bødlen hyldes

Så stærk er den russiske ortodokse kirkes indflydelse, at de fængslede medlemmer af Pussy Riot i Rusland kollektivt ses som umoralske ballademagere, alene fordi de iscenesatte deres famøse protest på kirkens ejendom. Deres pointe – at den russiske ortodokse kirkes ledelse villigt har gjort sig selv til manipulationsredskab for præsident Vladimir Putin – gik hen over hovedet på deres mange modstandere, og deres handling bliver ikke betragtet som modig, men som afsporet.

For to år siden i Pakistan stod Salman Taseer, en tidligere guvernør i Punjab, frem og forsvarede en kristen kvinde, Asia Bibi, der uretmæssigt var blevet dømt til døden efter landets drakoniske blasfemilove. For dette blev han myrdet af en af sine egne sikkerhedsvagter.

Vagten, Mumtaz Qadri, blev rost i høje toner og overøst med rosenblade, da han mødte op i retten. Den myrdede Mr. Taseer blev derimod udsat for sønderlemmende kritik, og den offentlige mening vendte sig mod ham. Hans mod blev overstrålet af de religiøse lidenskaber. Morderen blev kaldt en helt.

I februar 2012 offentliggjorde en saudiarabisk digter og journalist, Hamza Kashgari, tre tweets om profeten Muhammed:

»På din fødselsdag vil jeg sige: Jeg har elsket oprøreren i dig. Og du har altid været mig en kilde til inspiration. Men jeg bryder mig ikke om din guddommelige glorie og vil ikke bede til dig«. »På din fødselsdag finder jeg dig overalt, hvor jeg vender mig hen. Jeg vil sige: Jeg har elsket aspekter af dig og hadet andre. Men endnu flere har jeg ikke kunnet forstå«. »På din fødselsdag vil jeg ikke bøje mig for dig. Jeg vil ikke kysse din hånd. Snarere vil jeg trykke din hånd, som ligemænd gør. Og smile til dig, som du smiler til mig. Jeg vil tale til dig som til en ven. Ikke mere«.

Sidenhen erklærede Kashgari, at han »kræver sin ret« til at tale og tænke frit. Men offentlig støtte fik han stort set ingen af. Tværtimod blev han dømt som en frafalden, og der lød mange opfordringer til hans henrettelse. Han sidder fortsat i fængsel.

Malede sig i eksil

Den franske oplysningstids forfattere og intellektuelle udfordrede også dén tids religiøse ortodoksi og udviklede i den forbindelse det moderne begreb om ’den frie tanke’. Vi tænker på Voltaire, Diderot, Rousseau og alle de andre som intellektuelle helte. Desværre vil meget få mennesker i den muslimske verden sige det samme om Hamza Kashgari.

Denne nye idé – at forfattere, forskere og kunstnere, der går imod ortodoksi og snæversyn, selv må påtage sig skyld for at ophidse andre mennesker – vinder i dag en stigende og hastig udbredelse. Selv til lande, der som Indien engang var stolte over sin frihed.

I 2006 blev den indiske malerkunsts store gamle mand, Maq-bool Fida Husain, drevet i eksil i Dubai og London, hvor han siden døde. Hans brøde? At male den hinduistiske gudinde Saraswati nøgen (uanset at selv en overfladisk undersøgelse af gamle hinduistiske skulpturer af Saraswati vil vise, at selv om hun ofte er prydet med juveler og ornamenter, findes der også utallige afbildninger af hende som afklædt).

På Mumbai University blev Rohinton Mistrys berømte roman Such a Long Journey sløjfet fra pensum, fordi lokale ekstremister gjorde indsigelse mod dens indhold. Den akademiske forsker Ashis Nandy blev angrebet for at udtrykke uortodokse synspunkter om korruptionen i de lavere kaster. Og i alle disse tilfælde var den officielle opfattelse – som adskillige kommentatorer og et væsentlig udsnit af den offentlige mening syntes at bifalde fuldstændigt – og at den forfølgelse, som disse kunstnere og forskeres blev udsat for, var aldeles selvforskyldt og alene deres eget problem. I dag får de, som i en anden epoke måske ville være blevet hyldet for deres originalitet og uafhængighed, i stigende grad at vide: »Sæt dig ned, du får båden til at rokke!«

Frihedens frontlinje

USA er ikke immun over for denne tendens. De unge aktivister i Occupy-bevægelsen har været meget udskældte (selv om deres meget velorganiserede hjælpeindsats efter orkanen Sandy i nogen grad dæmpede kritikken).

Intellektuelle, der bevæger sig uden for mainstream-opfattelser, såsom Noam Chomsky og den afdøde Edward Said, er ofte nok blevet afvist som tossede ekstremister, ’antiamerikanske’ – og i Saids tilfælde endda absurd nok som forsvarer af palæstinensisk ’terror’. (Man kan være uenig med Chomskys kritik af USA, men det burde stadig være muligt at anerkende, hvilket mod det kræver at gå så trodsigt op imod den amerikanske supermagt. Man kan støtte den palæstinensiske frihedskamp eller ikke, men man bør under alle omstændigheder kunne påskønne, at Said gik lige så skarpt i rette med Yasser Arafat, som han var svidende i sin kritik af USA.)

Det er en forstemmende tid for os, der har en stærk tro på, at kunstnere, intellektuelle og almindelige anfægtede borgere har ret til at flytte grænser, påtage sig risici og derved potentielt forandre vort syn på verden.

Der er ikke andet for end at blive ved med at understrege det væsentlige og værdifulde i at udvise denne form for mod og gøre vores bedste for at sikre, at alle disse undertrykte modige mennesker – Ai Weiwei, medlemmerne af Pussy Riot, Hamza Kashgari osv. – kan blive anerkendt og respekteret for, hvem de er: Mænd og kvinder, der har valgt at stille sig frem på frihedens frontlinje.

Hvordan kan vi gøre dette? Ved at skrive under på erklæringer til deres støtte, ved at tage del i protester. Ved at stå frem. Ved at ytre os. Ved at sige fra. Hver en lille smule, vi kan gøre, tæller.

 

© The Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
  • johnny lang
  • Jens Skov
  • Jens Falkesgaard
  • Pia Mørk
  • Henrik Strøm
  • kim jensen
  • Lone Christensen
  • Anders Feder
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Jette Abildgaard
  • Lau Dam Mortensen
  • Per Jongberg
  • Johannes Linnet
  • Martin Christian Dylla
  • Robert Kroll
  • Dennis G. M. Jensen
  • steen ingvard nielsen
  • Merete Jung-Jensen
  • Ib Christensen
  • John Vedsegaard
  • Vivi Rindom
  • Henrik Nielsen
Mihail Larsen, johnny lang, Jens Skov, Jens Falkesgaard, Pia Mørk, Henrik Strøm, kim jensen, Lone Christensen, Anders Feder, Robert Ørsted-Jensen, Jette Abildgaard, Lau Dam Mortensen, Per Jongberg, Johannes Linnet, Martin Christian Dylla, Robert Kroll, Dennis G. M. Jensen, steen ingvard nielsen, Merete Jung-Jensen, Ib Christensen, John Vedsegaard, Vivi Rindom og Henrik Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Herhjemme havde vi jo Louis Pio indtil han blev drevet i exil. Og nu har vi en statsminister, som gør alt for at udrydde arbejderpartiet, Socialdemokraterne. Indtil fornylig var der da også politikere, som gik ind i politik af sociale og demokratiske årsager. Anker Jørgensen og Svend Auken. Og vi havde en kulturminister som Matthiasen, der tog sit arbejde og embede alvorligt og mente at kulturen var til for ALLE mennesker i landet. I USA blev John Lennon nægtet at holde sin 'Peace Bed-in' og måtte tage til Canada. Men happeningen handlede jo også om fred - ikke krig!

Men det er rigtigt, at der snart ikke er en ærlig politiker tilbage, som er forblevet politiker på på grund af sit sociale engament. Men jeg synes, at artiklen kommer lidt for vidt omkring og eksemplerne er plukket op af en stor krukke med bind for øjnene.

Men hvis Jesus skikkelsen kom tilbage igen og forsøgte én gang mere, ville han hurtigt blive myrdet igen, eller sat i et topsikret fængsel. Og biskopper og præster og politikere ville i tusindevis skrive under på, at manden var farlig for samfundet, ja Jorden. Han var jo social og ville fordele goderne og var imod krig og bankernes og det enkelte menneskes grådighed på andres bekostning. Fy-føj da!

Morten Vifeld Issa, Brian Pietersen, Vivi Rindom, Per Jongberg, Karsten Aaen, Niels Mosbak, Carsten Mortensen, Ib Christensen, Torben Selch og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben Selch

Lidt sjovt man søger modet hos "eksterne" personer som politikere, sportsfolk og X-faktor deltagere. Som om man søger frelsen hos personer, som kan "tage over" for ens eget manglende mod. Det drejer sig jo om dig selv, de nærmest og de personer som man møder på sin arbejdsplads eller i andre fællesskaber. Der snakkes - men i den enkelte handling eller begivenhed, man bliver udsat for - bukker man nakken, finder sig i det - og siger ikke fra. Kigger man efter i hverdagen, vil man altid kunne se situationer, som er skæbnesvangre for din egen stolthed og integritet - det at voksne som menneske. Situationer som relativt minder om de situationer som Gandhi, Jesus, Desmond Tutu eller sagnfigurer som Jean D'Arc var udsat for - og det er i de valg - du Selv viser om du er vokset og har modet.

Jens Falkesgaard, Flemming Andersen og Jens Overgaard Bjerre anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Den som siger sandheden har brug for en hurtig hest 2.
Man kan vel ikke undgå at have respekt for vægten bag ved ordene når en mand som Salman Rushdie udtaler sig om moralsk mod. Jeg er så ikke enig med J.O. Bjerre i at der ikke er sammenhæng i eksemplerne, der er draget frem, det er der i høj grad.
Jeg kommer til at tænke på en scene fra filmen "Good night, and good luck", af George Clooney hvor man sender en kritisk nyhed ud om den daværende præsident (McCatrhy), og der bliver helt stille i studiet bag efter, hvor man afventer reaktionen.
Mon ikke alle disse mennesker som nævnes kunne have haft den samme mavefornemmelse efter at have sendt en kritisk kommentar ud i æteren. Selv har jeg været kritisk overfor når debatten om ytringsfrihed kommer til at handle om retten til at krænke, provokere eller sprede fordomme om andre, folk der søger forståelse og dialog og som risikerer livet for at sige sandheden er dem som kan håbe på, at leve evigt i andres bevidsthed, selvom det jo ikke just er gratis som det fremgår af eksemplerne i teksten.

Carsten Hansen

Det fire ord er en umistelig værdi.
At turde gå mod strømmen ændrer verden.

Det betyder dog ikke at alle der tør har min sympati, men retten til at turde er noget der skal kæmpes for at bevare.

Lise Lotte Rahbek

Jeg anerkender ikke præmissen om, at der var flere moralsk modige personer i fortiden. Denne opfattelse af verden i forfald er en udbredt måde at anskue nutiden på. Men jeg synes ikke, den er rigtig.

Civile mennesker uden kendthedsfaktor sætter sig selv på spil, når de går den herskende mening imod.
Sådan har det vist altid været. ;-)
Der har været tider, hvor den herskende mening og dens lakajagtige del af befolkningerne har været mere magtfulde og stram og tider, hvor den har været løsere.
Men jeg tror ikke der har været noget sted eller nogen tid, hvor tolerancen overfor mennesker med eget moralsk mod har været virkelig og altomfattende.

Det er jo det, som gør det så svært. At gå imod strømmen.

Dana Hansen, Flemming Andersen og John Vedsegaard anbefalede denne kommentar
Frank Hansen

Kurt Westergaard og Lars Hedegaard er eksempler på danskere, som har sat sig op imod religiøse dogmer og fordomme og som nu resten af livet må leve med konsekvenserne.

Peter Jensen

Vort samfund er segregeret og delt, på adskillige måder, og derfor er den enes helt ofte den andens fjendebillede - det handler om interesseforskydning. Fraværet af fælles helte afspejler fraværet af et større fællesskab, om det slagne arbejde for vores samfund. I dag ligger hovedvægten på den enkeltes selvrealiseringsprojekt og mulige hensyn til dennes netværk, det dominerende sameksistensideal.

Peter Ole Kvint

Nelson Mandela var da regnet slyngel en gang. Men det er glemt.

"Frankrigs forrige præsident, Nicolas Sarkozy, tog initiativ til at sikre flystøtte til Libyens hårdt trængte oprørere mod oberst Muammar Gaddafi"
Det var en konspiration imod Gaddafi, det gættede han selv, men han forstod det ikke konsekvensen af dette.

Olaf Tehrani

Paradoksalt nok viser Rushdie med sine forbehold og moderationer mht. Chomsky og Said, at han ikke selv besidder det mod, der skal til for at gå mod strømmen.

Peter Ole Kvint

Vor tids helte kæmper i skyggerne. Bertil Lintner; Daniel Pedersen; David Tharckabaw. Ingen dyrker helte mere.

Det er ikke kun religiøse fundamentalister og despoter i diktaturer, som forfølger kunstnere. Også globale firmaer udøver censur.To "danske" kunstnere har de sidste par år vist et særligt mod, Nadia Plesner og dansk-palestinske Larissa Sansour, som begge havde store internationale firmaer imod sig - henholdsvis Louis Vuitton og Lacoste.Deres historier kan man høre og se på vidoer fra sidste års verdenskonference om kunstnerisk ytringsfrihed - www.artsfreedom.org.
Der findes også en artikelsamling om kunstnere,som har været udsat for censur, dødstrusler m.m
I slutningen af maj måned fremlægger FN's særlige rapportør for kulturelle rettigheder en rapport om truslerne mod kunstnerisk ytringsfrihed og mandag d.3 juni vil ytringsfrihedsorganisationen Freemuse i FN's bygningen i Geneve sammen med en række kunstnere informere diplomater, NGO'er og medier om den omfattende undertrykkelse af kunstnerisk ytringsfrihed, som foregår i en majoritet af FN's medlemslande.

Henrik Darlie, Mette Hansen, Lone Christensen, Olaf Tehrani og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Frank Grevil er en helt

Henrik Darlie, Mette Hansen, Dana Hansen, Lone Christensen, Troels Brøgger, Per Jongberg, Karsten Aaen, Dennis Berg og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Glimrende artikel.

Men der er da heldigvis stadig en del med moralsk mod - og det i en tid, hvor de ekstreme fløje og visse magtfulde ekstremistgrupper rundt omkring i verden slipper af sted med stadig mere intolerance og censur ,

I det fredelige Danmark kan man i beskedenhed pege på balladen i Fælledpaken 1 maj, hvor nogen ekstremister syntes ,at alle de andre i parken ikke måtte høre visse talere.

Det kræver lidt "hår på brystet" og moralsk rygrad at stille op, når de intolerante hylekor ødelægger det hele. ( Håber det ikke eskalerer til at nogen en dag bliver alvorligt skadet eller værre .)

Kasper Kjær

Regnes Bradley Manning ikke som en moralsk helt?

Henrik Darlie, Dan Johannesson, Dana Hansen, Michael Madsen, Troels Brøgger og Jette Abildgaard anbefalede denne kommentar
Dennis Berg

Jeg forstår ikke hvordan Rushdie kan kalde Sarkozy modig for at intervenere på de libyske oprøreres side. Det var et brutalt magtspil om den libyske olie, intet mindre. "Oprøret" i Libyen havde intet med det arabiske forår at gøre, istedet var det opbygget af de vestlige magter.

Istedet burde Rushdie have nævnt Assange og Manning, som også i den grad har måttet ofre for deres mod. Men det var måske for kontroversielt for Rushdie? Han er jo afhængig af sit asyl, så måske vil han ikke skide i egen rede?

Flemming Andersen

Jeg mener heller ikke at antallet af personer med moralsk mod er mindre idag end tidligere, men mediernes lukkethed er større og dermed muligheden for at opnå større udbredelse er tilsvarende mindre.
Hele tiden skifter mediebilledet videre til noget andet, søgende efter en mulighed for at bevare en manglende fokus, på værdier der kunne værdsættes af de fleste og være et samlingspunkt.

Synet på moralske helte har altid været afhængig af synsvinkel og senere tolkninger. En tolkning som nutidens helte endnu har til gode, hvorfor de endnu ikke er vedtagne helte i alle øjne.

Pia Mørk, Hugo Pieterse, Jette Abildgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Henrik Strøm

Almindelige danskere har intet til overs for de som gør oprør - og hvad det angår rammer artiklen plet.

Jeg husker mine kollegers reaktion da nogen hældte rød maling på Anders Fogh Rasmussen, efter at han havde stået i spidsen for at føre Danmark ud i en ulovlig angrebskrig i Irak, der siden har kostet hundredetusindevis af mennesker livet - ingen forståelse, det var optøjer og ballade, der ingen steder hørte hjemme.

Det samme var tilfældet da Politiet foretog uberettigede masseanholdelser under klimatopmødet i København, og under torturlignende forhold lod anholdte sidde på den bare asfalt i timevis i bidende frostvejr - ingen forståelse, det var blot ballademagere, de bad selv om det.

@Torben Selch
Modsat Jesus er Jean D'Arc ikke en sagnfigur.

@Jens Overgaard Bjerre
"Han var jo social og ville fordele goderne og var imod krig og bankernes og det enkelte menneskes grådighed på andres bekostning. Fy-føj da!" - hvis man nu antager at Jesus ikke blot er en røverhistorie, så er der en del der taler for at han var fundamentalist af værste skuffe, snarer end det skønmaleri du prøver at male.

Pia Mørk, Mette Hansen, Dana Hansen, Michael Madsen, Robert Ørsted-Jensen, Jette Abildgaard, Flemming Andersen, Jens Overgaard Bjerre og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Regeringens helte er de rugbrødsmadssmørende danskere, som hver dag står op og gør det gode for de gudelige. Og så er der erhvervslivet, som skal sikre beskæftigelsen.

Et sikkert og sundt paradigme.

Bo Johansen

Helte? Pas på med det ord. Følg ikke ledere eller helte. Der bør være en indre alarm der går igang når en person opleves som den eneste rigtige ejer af sandheden og retfærdigheden.

Vibeke Rasmussen, Mette Hansen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Moral er bygget på kultur, det fortæller ikke noget om det rummelige i et menneske. Det afgrænser begrænsningerne.

Vi har brugt 10.000 år (andet indikerer 150.000 eller mere. Men kan stadig ikke fordele og forvalte. Ærlig talt, det er langt fra imponerende.

Jens Overgaard Bjerre

Kære Henrik Strøm,

ja, så godt kender jeg ikke historien om Jesus. Men hvis du mener, at han var religiøs fundamentalist, så er det ikke sådan, som jeg brugte ham som symbol. Men som en, der turde at gå magthaverne imod. Og så vidt jeg har forstået, står han også som symbol for fred. At der sandsynligvis er lavet en del om på historien om ham, er der vist ingen tvivl om. Men han jagede da handlen og pengeudlånerne ud af templerne. Det svarer i dag til, at sætte sig op mod Rothchild og den internationale 'pengeindustri'. Det kræver ikke alene mod, men også en stor moral, at undsige Kong Mammon.

Mette Hansen, Vivi Rindom, Jette Abildgaard og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

Modet er måske større, iht. Kong Mammon, hvis man så også har penge.
Rigtig rigtig mange. Og forærer dem væk som Wittgenstein.

Jette Abildgaard

Tak for en god artikel til Salman Rushdie, som jo bestemt ikke selv er u-modig ;)

I Danmark spaender Janteloven ben for utroligt mange moddige mennesker!

Lone Christensen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jette Abildgaard

Janteloven spænder ikke ben for noget som helst.
Det er en myte.
Janteloven spiller ingen rolle hvad angår at gøre det, man selv finder rigtigst.

Men det er sandt, at janteloven af nogen anses for at være årsagen til alt det, de selv og andre ikke får succes med.

Vibeke Rasmussen, Mette Hansen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Dennis Berg

Jesus er IKKE en sagnfigur! Han levede i virkeligheden, det er et faktum. Om han steg til himmels og lavede andre mirakler er nok en del mere uklart.

Men levet, det har han. Og jeg vil tro, at en del af hans handlinger, som vi har fået beskrevet, er virkelige også.

Arne Jørgensen

@Denis Berg

Jesus er ikke en historisk figur - han er en religiøs opfindelse. Hvor ved man det fra ? Det ved man fra mangel på enhver omtale i romerske dokumenter. Romerske 'recorders' i Palestina nedskrev alle vigtige begivenheder på tidspunktet for 'Jesus' påståede henrettelse. Iøvrig er 'Jesus' heller ikke omtalt i noget andet historisk dokument. Tro mig.

Jens Holger Laursen

Moral i vor tid tager to former: Indad; hvorved personen prøver at finde overenstemmelse mellem sine egne handlinger og sin overbevisning, eller udad; hvorved personen går i rette med andres handlinger ifølge egen overbevisning.
Jeg er en stor tilhænger af den første form og en arg modstander af den anden.

Troels Brøgger

Bekvemmelighed, og kujoneri er årsagen til at folk med moralsk mod ikke støttes.
Hvis man mistænkeliggør dem behøver man ikke selv at tage ansvar og gøre noget imod uretfærdigheden.
Ganske ligesom når "vi" LIGE skal have en yderligere videnskabelig undersøgelse at støtte os til før vi handler, selvom der undertiden er tale om ufattelig simple problemstillinger.

Mette Hansen, Michael Madsen, Jette Abildgaard og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Lone Christensen

Når jeg sådan lige skal huske tilbage i den nærmeste fortid, så tænker jeg på Per Ramsdal, som var præst i Brorsonskirken, hvor flygtninge blev beskyttet. Han blev også udnævnt til Årets Københavner!
Skal jeg prøve at se ind i fremtiden, så læste jeg igår i den engelske avis The Guardian og i Politiken om 'Akademisk Boycott' af Israel, som kunne tyde på at noget mere er i gære og vil komme op til overfladen snart....

Gorm Petersen

På den ene side af huset ligger rockerborgen, der er til nytte for muslimen ved at være med til at skaffe ham "den fede".

På den anden side af huset ligger moskeen, der dagligt hjælper muslimen i kampen mod den stærke dødsangst.

Den ene dag ser han nogen række tunge af rockerborgen og derefter tage benene på nakken. Muslimen føler ikke nogen stærk impuls i retning af at hjælpe tunge-rækkeren med at slippe fra rockerne. Rockerne er ham til nytte - det er tunge-rækkeren ikke.

Den næste dag ser han på den anden side af huset Salman Rushdie række tunge af moskeen.

(fortsæt selv).

Folk - muslimer som ikke muslimer - deler simpelthen ikke Salman Rushdies værdier - længere er den ikke.

Robert Ørsted-Jensen

Gorm
'Salman Rushdie række tunge af moskeen' såe hvordan skulle det være gået til

Gorm, du er et enestående eksempel på at hvor religion går ind går forstanden en anden vej.

Nic Pedersen

Også Gandhi og Lincoln var jo slyngler i nogles øjne. Ellers var de vel næppe begge blevet myrdet.
Og Louis Pio?
Tja, da han kom til USA gik han i sving med det racistiske "White City"-projekt i Florida, så han ville nok heller ikke holde med vore dages øjne.
Det bliver temmelig vanskeligt at finde en eneste historisk skikkelse med universel heltestatus i både samtid og nutid.

Lise Lotte Rahbek og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Tom Paamand

Nic, den der med at Louis Pios White City-projekt skulle være racistisk, er en grim vandrehistorie. Pio var en utopisk drømmer, og vel ikke mere racist end alle andre på sin tid, men jeg har intet læst om White City, der støtter din påstand. Det eneste "white" ved den er navnet, som intet havde at gøre med hudfarve, men var inspireret af en ideal-by ved en verdensudstilling, hvor Pio var ansat. Hans liv burde i øvrigt filmatiseret, for det er en spændende historie næsten udelukkende med mislykkede projekter - undtagen da han skabte den danske røde postkasse.

Gorm Petersen

ROJ:
Gorm
'Salman Rushdie række tunge af moskeen' såe hvordan skulle det være gået til

Gorm, du er et enestående eksempel på at hvor religion går ind går forstanden en anden vej.

GP: Jeg glemte at tage hensyn til din IQ. Det beklager jeg. Indlægget skal forstås noget i ratning af at:

"Vi er en flok bangerøve, der ikke engang tør udfordre den lokale rockerborg. Alligevel støtter vi med glæde provokatører - Rushdie, Kurt Vestergård, you-name-it - som udmærket ved, at deres aktiviteter vil udløse etnisk vold og blodsudgydelser verden over".

Gorm Petersen

CH:
Hvad er din pointe ?

Den generaliserende om at ingen deler værdier med Rushdie ?

GP: OK - det overgeneraliserer at jeg skriver: "Folk - muslimer som ikke muslimer - deler simpelthen ikke Salman Rushdies værdier - længere er den ikke."

Hvis jeg havde skrevet "Det store flertal af jordens befolkning" er det derimod korrekt. Stort set hele USA's befolkning er bevidst om den multi-entniske realitet, at hvis religionsfrihed skal give mening, skal alle trosretninger udvise frivillig tilbageholdenhed overfor at kritisere andre trosretninger. USA støttede derfor ikke Danmark under tegningskrisen !

Problemet er, at det er svært at sætte grænsen mellem "forhånelse og meget stærkt udtryk for ringeagt" og så egentlige trusler. Hvis meningsdannerne på toppen udsender sådanne ytringer, kan "manden på gaden" føle sig kaldet til at handle.

Prøv at læse om "Krystalnatten".

Et udtryk som "Du vil komme til at fortryde dine udtalelser" - er det en trussel ?

Gorm Petersen

"Rushdie, Kurt Vestergård, you-name-it - som udmærket ved, at deres aktiviteter vil udløse etnisk vold og blodsudgydelser verden over".

Visse former for pyromani ligner syndromet ganske meget. Jeg forårsager ulykker og dødsfald - men kan ikke straffes for det - retsstaten beskytter mig.

Nic Pedersen

Tom, jo den er nu god nok. Navnet havde rigtigt også noget med en verdensudstilling at gøre. Men hans kooperative koloni havde dog stadig kun adgang for hvide.
Jeg fik en længere historie om det engang af en amerikansk fagforeningsmand fra netop Florida, som havde forsket i den lokale historie. Det kom også som en overraskelse for mig.

Men du har naturligvis ret i at den slags var tidens trend og Pio var næppe værre end så mange andre. Derfor skriver jeg også "med vore dages øjne"!
Jeg ser det generelt som en uskik og anakronisme at måle andre tiders mennesker med vor tids alen. Især på det moralske. Men det gøres jo ofte. Det efterlader bare ikke mange universelle helte.

Tom Paamand

Nic, uden at gide grave dybere (selvom der ligger flere bøger på nettet om Pio) vil jeg gætte på, at Pios projekt var langt mere ekskluderende end du tror, da det var målrettet skandinaviske indvandrere. Så mit gæt er at ikke mindst tyskere var ildeset, da Pio var træt af at skændes med dem om sin version af socialismens fremtid. Han var på mange måder blot en glad fantast, der ufortrødent prøvede at få en drøm op at stå.

Det eneste Pio fik ud af sit engagement i byen var, at han blev franarret alle de penge, som det danske politi (sponsor ukendt) havde bestukket ham med for sin landsforvisning. Samt at han døde inden byen blev bygget, og derfor hverken har præget dens udvikling eller eventuelle senere KKK-tendenser der - udover at sætte en mig bekendt neutral annonce i et blad for skandinaver derovre.

Efter hans flugt fra Danmark har hans fjender brugt meget tid på at sværte hans eftermæle, og dette præger fortsat bøgerne om ham. Således bliver hans deltagelse i byprojektet beskrevet som at han frafaldt sin socialisme, og i stedet skorede kassen som ejendomsmægler gennem salg af fantasigrunde i en sump - hvilket ikke heeelt er sandheden.

Ved egentlig ikke hvoffer jeg kaster mig ud i et forsvar for ham, men det er nok hans hang til at kaste sig ud i dødfødte projekter, der tiltaler mig. Din vinkling falder meget godt i tråd med den historiske tilsvining af manden, men du må bringe noget mere konkret på bordet, før du fremover stempler Pio som racist, i både fortidig og nutidig kontekst.

Nic Pedersen

Stempler og stempler. Det er vel så meget sagt. Jeg ved ikke hvad man ellers skulle kalde det. Manden levede bare i en tid, hvor racisme var normen.
Men det er nu heller ikke noget, jeg vil bruge meget krudt på.

Robert Ørsted-Jensen

Gorm
På hvilken måde mener du at Rusdie (selv af muslims baggrund) skulle have bevidst provokeret nogen? Det kunne jeg godt tænke mig at vide.

Vi ved at Jyllandsposten provokerede, men Ruside?

Gorm Petersen

Til: ROJ

Jeg husker to ting (det er jo længe siden):

1) At han selv gav udtryk for, at skønt den stærke reaktion, overraskede ham, var han ikke overrasket over, at der kom en reaktion.

2) At en englænder i TV udtalte, at Rushdies egen muslimske baggrund satte ham i stand til at sætte "tandlægeboret hvor det gjorde mest ondt".

Men OK - der er en pointe. Der er formentlig en forskel på Rushdie - og så Kåre Bluitgens/JP's rene provokations-projekt.

Hvor sidstnævnte projekt udløste demonstrationer med dødsfald, mener jeg ikke noget tilsvarende skete i Rushdies tilfælde.

Carsten Hansen

Hvis jeg nu spørger Gorm P om han for alvor mener at Mohammed-tegningerne kun var provokation, vil det så udløse en debat på 200 indlæg ?.

Sikkert, Så jeg må hellere lade være og blot konstatere at jeg er rivende uenig i at det kun var provokation.

Nå; Hvorom alt er, så er det de modige som tør stå frem med holdninger der går på tværs af ideologier og magthavere, der gør at verden kan rokkes.
Herunder også folk der udfordrer religiøs undertrykkelse.

Sider