Klumme
Læsetid: 4 min.

Vand på en statsminister

Sådan et lille skvæt vand, er det egentlig ikke rimeligt nok, når man tænker på, at Helle Thorning-Schmidt er leder af en regering, der gør det stik modsatte af, hvad den gik til valg på?
Sådan et lille skvæt vand, er det egentlig ikke rimeligt nok, når man tænker på, at Helle Thorning-Schmidt er leder af en regering, der gør det stik modsatte af, hvad den gik til valg på?

Ib Kjeldsmark

Kultur
10. maj 2013

Den civile ulydighed, eller bare civil murren og utilfredshed, i den mest primitive form, er at smide rådne æg og tomater i hovedet på en politiker, der har vovet sig ud mellem folk for at holde tale. Fra nyere tid findes der et berømt foto, hvor Mogens Glistrup er fuldkommen plastret til med både æg og tomater. Han havde formastet sig til at holde tale i Fælledparken, ovenikøbet på selve 1. maj. Når han blev så plastret til, som han blev, og når billedet af ham i den tilstand er blevet så berømt, er det selvfølgelig, fordi han blev stående. Uanset hvad og hvor meget man smed efter ham. Selv forhærdede venstrefløjsfolk måtte anerkende hans mod og vedholdenhed.

Hvor ondt det end gjorde langt ind den røde sjæl, uanset hvor uenig man var med manden, aftvang han sig respekt. Det ved jeg ikke rigtig, om man kan sige om Helle Thorning-Schmidt, da hun ved dette års 1.maj-festligheder blev angrebet af en mand med en overdimensioneret vandpistol. Hun var nyfriseret og havde taget pænt tøj på, sådan som hun altid gør, og så er det selvfølgelig ikke venligt at oversprøjte hende med vand. Det bliver man våd af. Det er hverken pænt eller høfligt at udsætte vores statsminister for den behandling, men jeg er vel ikke den eneste, der inderst inde egentlig synes, at hun havde godt af det? Lidt godt af det, i alt fald. Sådan et lille skvæt vand, er det egentlig ikke rimeligt nok, når man tænker på, at hun er leder af en regering, der gør det stik modsatte af, hvad den gik til valg på? Ikke bare lidt det modsatte af, hvad de gik til valg på, men det stik modsatte.

De kalder det en nødvendig politik, ganske vist, men når den nu ligner den forrige regerings til forveksling, hvorfor skulle vi så overhovedet have en ny? Det ville der have været vældig god grund til, hvis de – om så bare – havde ført gammeldags, socialdemokratisk-radikal politik, men det gør de jo ikke. Hvis Helle Thorning skulle være blevet forkølet af det skvæt vand, hun fik i hovedet, kan hun jo bede Lars Løkke Rasmussen om at vikariere for sig. Han har statsministererfaring, og han vil ikke få noget besvær med at skulle ændre på den førte politik. Den er fuldstændig som i hans tid. Han kan også beholde ministerholdet, de gør jo allerede, hvad hans egne ministre i sin tid gjorde. Så jeg ved ikke.

Når hjertet sidder til venstre

Jeg går skam ikke ind for vandpistol-attentater på statsministre, men så farligt var det vel heller ikke? Spørgsmålet er så bare, om der er noget som helst, der ændrer sig af den grund. Det er der nok ikke. Det har nu engang aldrig haft nogen særlig effekt at slå vand på en statsminister. Eller hvordan det nu er, den gamle talemåde lyder. Den nuværende lader i al fald til at være fuldkommen upåvirkelig. Hun forstår vist godt, at de arbejdsløse er kede af at miste deres dagpengeret, og at skolelærerne ikke er så glade for at blive trynet, men der er desværre ikke noget at gøre ved det.

Hun forsikrer, at hendes hjerte sidder til venstre. Det er for de fleste mennesker en biologisk omstændighed, men for hende har det også en symbolsk betydning, skal man forstå. Hun holder med de svage mod de stærke. Hun har ikke noget problem med, at nogle bliver rige, men ellers går hun ind for social retfærdighed og større lighed. At enhver skal yde efter evne og nyde efter behov samtidig med, at vi alle må løfte i flok for at redde os ud af den nuværende krise – det vil sige, at de rige må forkæles for at få arbejdshumøret tilbage, mens de fattige må betale regningen for det foregående årtis overforbrug. Det er hendes ideologiske holdning. Helle Thorning-Schmidt er kort sagt en moderne socialdemokrat. Ikke bare lidt moderne, men meget moderne.

En meget mærkelig folkesocialist

Det er hendes socialistiske våbenfælle, Annette Vilhelmsen, derimod ikke. I alt fald ikke endnu. Hun er formand for Socialistisk Folkeparti, som bekendt, og hun er også minister af en slags, men der er ikke rigtig nogen, der kan huske for hvad. Det er sikkert også lige meget, det vigtigste er vel at være minister. Ikke bare lidt vigtigt, men meget vigtigt for SF. Hun var i tv-avisen for en lille uges tid siden. Jeg kan ikke huske præcis, hvordan tv-journalisten formulerede spørgsmålet, derimod husker jeg – ordret – hvad Annette Vilhelmsens svarede. Journalistens spørgsmål gik ud på, om Vilhelmsen ikke havde en vis forståelse for, at hendes vælgere er skuffede over, at hendes parti har en del af ansvaret for, at tusindvis af arbejdsløse står for at miste dagpengeretten og for nogles vedkommende al indtægt i det hele taget. Annette Vilhelmsen svarede, ordret som sagt: »Sådan tror jeg ikke, jeg vil se på det.« Nå! tænkte man ude ved skærmene. Nå, så det vil hun ikke, javel ja. Det er da vist ellers kendsgerningen?

De første arbejdsløse har allerede oplevet at miste al indtægt, flere følger efter. Det kan ikke rigtig diskuteres. Men formanden for Socialistisk Folkeparti tror ikke, at det er sådan, hun vil se på det. Arbejdsløse skal ikke have understøttelse, mente hun, arbejdsløse skal have arbejde. At de arbejdsløse er arbejdsløse, fordi der ikke er noget arbejde at få, er et synspunkt, som man nok ikke skal regne med, at Annette Vilhelmsen deler. Hun har sikkert en anden måde at se tingene på, må man tro. Hun er godt nok en mærkelig folkesocialist. Ikke bare lidt mærkelig, men meget mærkelig. Hun kunne godt trænge til et skvæt vand i frisuren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Overgaard Bjerre

Man kan sige hvad man vil, men S og SF er ikke længere til for almindelige mennesker.

Rasmus Kongshøj, Bjarke Hansen, Ebbe Pedersen, John Vedsegaard, Jack Jönsson, Henrik Rude Hvid, Per Torbensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Mener du ikke "konkrete mennesker", som Helle Thorning-Schmidt kalder os?

Maiken Guttorm, Henrik Rude Hvid og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo meget rart, at en klarsynet forfatter kan skære igennem alt vrøvlet.
Vi har ikke brug for politikere, der stiller sig op ved vores side og siger: "Næh, det er noget skidt, men hvad skal vi gøre ved det?" Vi har valgt dem til at gøre noget ved det.

Rasmus Kongshøj, Carsten Mortensen, John Vedsegaard, Sven Elming, Tue Romanow, Anders Kristensen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Nu er almindelige mennesker et vidt begreb. Et af Helle Thorning-Schmidts store problemer er manglende støtte fra de socialdemokrater, der støtter hendes politik fx. med udfald mod arbejdsledige og andre modtagere af sociale ydelser og krav om lavere skat. Det er jo sådanne socialdemokrater, der gør reformer nødvendige, men åbenbart hellere vil være politikere end lønmodtagere.

Personligt deltog jeg ikke i møder d. 1. maj. Der var ingen mødepligt.

Et andet problem er, at mange almindelige mennesker identificerer sig med pressen, som jo generelt er de eneste, Folketingets medlemmer har dialoger med.

Rasmus Kongshøj, John Vedsegaard, Flemming Andersen, Steffen Gliese og Michael Madsen anbefalede denne kommentar
Per Jongberg

Rasmussen IV ...

Rasmus Kongshøj og Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne kommentar
Povl Thomsen

Forfatteren skriver skidegodt, men klarsyn og klarsyn...

Det er og bliver noget vrøvl, at regeringen gør det modsatte af, hvad den gik til valg på. Regeringen gik ikke til valg, for den var ikke regering før efter valget. Man kan ikke engang tale om, hvad regeringspartierne sammen gik til valg på, for R og S-SF gik til valg hver for sig

R gik til valg efter at have aftalt dagpengereformen med de andre borgerlige partier. S og SF var lodret imod, men måtte acceptere, at vælgerne samlet set stemte for reformen. Det er jo nok det, Annette Vilhelmsen hentyder til.

Det er noget, Anders Fogh har lært de danske vælgere, gudhjælpemig langt ud på venstrefløjen, at man går til valg på et program, som man derefter gennemfører. Det kunne han kun gøre ved hjælp af kompromiser, han indgik med DF på nogle punkter, han belejligt ikke havde lovet vælgerne noget om.

Det var en enestående parlamentarisk situation, som næppe er set før i dansk politik. Det var den - og det kunstige økonomiske opsving - som bar den meget lille statsminister oppe, så folket måbede af benovelse over, hvordan han kunne gå på vandet.

uffe hellum og Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne kommentar
Morten Kjeldgaard

Det er på alle måder uacceptabelt at kaste vand, æg, tomater eller noget som helst andet på statsministeren, eller andre politikere for den sags skyld. Det er vold mod et menneske, der udøver en vital funktion i vores folkestyre. Fuldstændigt og på alle måder forkasteligt. Næste gang er det måske ikke vand, der puttes i vandpistolen, men koncentreret svovlsyre eller det, der er værre. Nej til vold af enhver slags!

randi christiansen, ellen nielsen og Lilli Wendt anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Povl Thomsen, der er dog én ting, man må forlange af politikerne, og det er, at de retter op på de fejltagelser og skævheder, de kommer til at indføre. Når forudsætningerne for en lov ikke indfries, må loven ændres, ellers er det jo det rene cirkus, der præsteres.

Rasmus Kongshøj, Bob Jensen, Sven Elming, Elisabeth Andersen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Andersen

Jeg bliver faktisk nødt til at sige at jeg mener den største trussel imod demokratiet ikke er demonstranterne 1 maj.
Det er heller ikke EL, der fandt nødigt på dagen at tage afstand fra de i langt overvejende del lovlige mishagsytringer, der var afsendt til den nuværende borgerlige regering.

Det er faktisk alle os der ikke deltog i demonstrationerne, hvad enten vi er desillusionerede venstrefløjstilhængere eller borgerlige vælgere, der hylder demokratiet og den personlige frihed.
Og selvfølgelig allermest alle de forargede spidsborgere, der har en ide om at arbejdernes kampdag, skal decimeres til en hyggelig sammenkomst i god ro og orden, med den sædvanlige klappende applaus til vennerne om genvalg uden afstemning ligesom i haveforeningens generalforsamling.

Hvor nemt er det ikke at glemme at nogen har noget at kæmpe for, nogle rettigheder der er mistet og som skal genvindes, et håb om en fremtid uden frygt, sålænge man magter at bilde sig selv ind at ulykkerne kun rammer de andre.

I virkeligheden burde alle kunne have været enige, uanset partifarve og overbevisning, om at benytte den glimrende lejlighed 1.maj til at vise vor utilfredshed med den retning udviklingen i Danmark har taget , ikke kun under denne regering, men især under denne regering, fordi den helt klart er sket under falske forudsætninger uden en normal demokratisk proces med debat om det ønskelige.

En så gennemgribende forandring af vort samfund burde selvfølgeligt have været debatteret og vejet inden gennemførselen blev trukket ned over folks hoveder, på baggrund af lovning af en hel anden politik.

Hvis dette bliver almindelig skik i vort demokrati er stemmeafgivning helt og aldeles overflødig, da ingen kan have den mindste ide om hvad eller hvorfor de afgiver deres stemme i fremtiden.
Derfor vil manglende protester medføre at praksis vil give politikerne helt frie hænder til at gennemføre den politik, de lige i øjeblikket finder opportunt.

Følgen vil selvfølgeligt være at grundlaget for at deltage i afstemninger, vil opfattes som ligegyldig og dermed ophøre i løbet af ganske kort tid.
I dag mener mange , jeg selv bl. a. at der i dag ikke tilbydes et alternativ til borgerlig politik, en opposition. Dette faktum er IKKE fordi vælgerne har sammensat folke tinget på en eller anden bestem måde, men ene og alene fordi centrum-venstrepartierne har skiftet holdning og dermed har frataget 50% af befolkningen muligheden for at deres afgivne stemme har nogen som helst værdi.

Et sådant svindelnummer kan demokratiet ikke overleve ret mange gange.
Derfor burde alle have været på gaden, for at sikre at det ikke kan gentage sig.
Politikerne burde virkeligt have mærket folkets vrede og buh koret burde have fået dem til at skælve og vide vi vil bevare vort demokrati.
Et demokrati hvor partierne ikke skal enes om at holde sager skjult ved hjælp af bekvemme love og hvor dialogen ikke bare gælder for bestemte grupper af borgere eller virksomheder, men alle har krav på at blive hørt.
Det har alle krav på uanset partifarve eller stand, fordi alle er medlemmer af samhellet(samfundet)

Dette er blevet lysende klart for mig ved at følge denne glimrende debat og de mange gode indlæg og nødvendigheden er jeg slet ikke i tvivl om.
Demokratiet kan kun bevares, hvis alle vil kæmpe for at deltage og give alles meninger rum og ikke bare følge regnemaskiner og effektivitets-kalkuler.

Jeg er faktisk blevet mere og mere overbevist om det nødvendige i at demonstrere for de magtfulde og magtfuldkomne politikere, hvordan store dele af befolkningen føler der er at blive overhørt. Ingen kan sige det ikke har vist sig nødvendigt, og hvis det er nødvendigt i et demokrati for at bevare det, så er det berettiget, ellers er konsekvensen som beskrevet.

Jeg er ked af jeg ikke deltog i buh- råbet, men håber at næste 1. maj foregår under mere opløftende forhold, så folk ikke føler det nødvendigt.

Rasmus Kongshøj, Carsten Mortensen, Kim Houmøller, uffe hellum, Tove Lodal, Kasper Kjær, erik mørk thomsen, Anders Kristensen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Jack Jönsson

Der er vel ingen der tager skade af vand, medmindre man er vampyr og vandet er velsignet.

Lise Lotte Rahbek

Michael Pedersen

Sikke noget ævl. Man har ikke principielt sagt god for noget som helst.
Alle, selv politikere, skal tænke sig om 2 gange inden man stiller sig op på en talerstol på kampdagen foran en masse skuffede mennesker og evt. i det tilfælde medbringe paraply.

Rasmus Kongshøj, uffe hellum, Ebbe Pedersen, Vibeke Rasmussen, John Vedsegaard, Henning Pedersen, Tue Romanow og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Morten Kjeldgaard

Det er ekstremt chokerende, at så mange af Informations faste debattører i denne og andre tråde undlader at taget afstand fra anvendelsen af vold mod politikere, som man er uenige med. Selv Informations faste kulturskribent Bent Vinn Nielsen mener at anvendelse af vold mod politikere ikke er andet end "civil ulydighed". Sig mig, er I allesammen blevet komplet sindssyge?

Men OK, jeg er uenig med Johanne Schmidt Nielsen i EU spørgsmålet. Så er det vel i orden at jeg møder op den 1. maj næste år og sprøjter vand i hovedet på hende? Men nu er jeg så i tvivl: hvor meget vand mener I er acceptabelt? En hel spand, havde jeg tænkt. Er det for meget? Måske en liter er i orden? Hvad med et lille skvæt pis fra en vandpistol? Det kan da ikke skade.

Søren List

Egentlig siger dette en del om hvor fredeligt et folk danskerne i virkeligheden er.

Folks tilværelser bliver smadret af følelseskolde og ignorante politikkere og hvad gør folk så - de sprøjter med lidt vand og råber buue for at udtrykke deres utilfredshed.

Oven i købet bliver disse mishagsytringer karakteriseret som vold - det er vold at sprøjte med vand - det er vold at pifte og råbe buu - men det er ikke vold at X antal mennesker begår selvmord som en direkte følge af regeringens politik - det er heller ikke vold at X antal mennesker bliver psykisk syge som en direkte følge af regeringens politik

propotioner tak

Olav Bo Hessellund, Rasmus Kongshøj, Markus Lund, Carsten Mortensen, Bob Jensen, Christel Gruner-Olesen, Jakob Silberbrandt, Niels Mosbak, Vibeke Rasmussen, Kasper Kjær, erik mørk thomsen, John Vedsegaard, Henning Pedersen, kim jensen, Steffen Gliese, Tue Romanow, Anders Kristensen, Lise Lotte Rahbek og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
John Vedsegaard

-> morten, jeg syntes det er mere "chokerende", at så mange acceptere politikere ikke arbejder for det de blev valgt ind på, men i stedet med vold og magt tager brødet ud af munden på deres vælgere. Når man opfører sig på den måde, må reaktioner forventes, at de anvendte så i virkeligheden er alt for blide, er noget andet, politikerne skal naturligvis føle nedskæringerne på egen pengepung - og overdænges med vand, rådne æg og tomater. Så de må hellere sige tak fordi vi ikke anvender sten..

Rasmus Kongshøj, Flemming Andersen og Kasper Kjær anbefalede denne kommentar
Henrik Darlie

Michael Pedersen siger:

"Det er politisk motiveret vold, når man kaster noget i hovedet på en person, som man ikke er enig med."

Nej, egentlig er det bare vold.

"En håndgranat går an
i næven på en mand,
der ofrer sig for konge, Gud og fædreland.
Men hvis en rød krabat,
han benytter en tomat
mod ordensmagten, så er det vold og attentat."

(Halfdan Rasmussen)

Rasmus Kongshøj, Markus Lund, Simon Olmo Larsen, Carsten Mortensen, Søren List, uffe hellum, Peter Poulsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Flemming Andersen

Michael Pedersen

Helt seriøs Michael, så forstår jeg din bekymring.
Jeg kan bare selv blive mindst ligeså bekymret over at jeg faktisk føler protester og demonstrationer berettiget.
Politikere bør ikke tage brødet ud af munden på egne vælgere, det kan kun give demokratiet sådanne problemer.
Politikere skulle hellere sørge for at alle vælgere var nogenlunde velnærede og havde deres bassale behov opfyldt for at sådanne demonstrationer ikke var nødvendige.
Ingen kan forvente at folk der trues på brødet tier stille eller opfører sig som forbilleder.

Lise Lotte Rahbek

Michael Pedersen

De fleste af os har gjort sig skyldige i diverse ævlerier.
Pyt med det.

men jeg kan vitterligt ikke se, hvordan vandplaskeri på en offentlig taler, som frivilligt har stillet sig op for at ævle til en befolkning, som er trætte af at høre på det floskuløst ævl, og voldelige overfald på fredsommeligt omkringsspadserende indbyggere i landet skulle være et og detsamme.

Rasmus Kongshøj og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Erik Højer

"og hun er også minister af en slags, men der er ikke rigtig nogen, der kan huske for hvad."

Vinn har ret; jeg - også kaldet nogen - kunne ikke huske hvilken slags minister Vilhelmsen er. Men ved nærmere granskning kan jeg oplyse at Vilhelmsen er...nej, jeg har glemt det igen!..vent lidt imens jeg googler igen....Vilhelmsen er Erhvervs- og vækstminister. Det med at forbigå kendsgerninger ved at svare i øst når interviewer spørger i vest; det er Vilhelmsen retfærdigvis ikke den eneste politiker der gør sig skyldig i. Det handler om at holde masken; det handler om ikke at tabe ansigt. Søvndal kunne ikke holde masken længere; derfor tabte han formandsposten til Vilhelmsen; nu ser man ikke meget til Søvndal; han er travlt optaget af at lede efter sit tabte ansigt.

Gorm Petersen

Wikipedia:
Aktuelt var flagskibet i en mediestrategi (A-pressen), som LO finansierede for at give den borgerlige presse et kvalificeret modspil.

GP: Uden mulighed for at påvirke meningsdannelsen via egne medier, kommer man til at spille klovn på den måde, vi er vidner til.

VK spindoktor Peter Arnfeldt er gift med TV2's politiske redaktør Ulla Østergård.

I hele AFR-perioden var det TV2, der styrede meningsdannelsen.

Det er muligt at det var Ekstrabladets Bent Falbert, der fandt på at kalde DF for "Socialdemokratiet Classic", men det var TV2, der lærte arbejderen at forlade S og skifte til enten VK eller DF.

Det eneste regeringsparti, der kan påvirke meningsdannelsen er R, fordi R har dagbladet Politiken - men bortset fra lidt symbolpolitik (flere bøssebryllupper o.lign.) gik R til valg på eksakt samme økonomiske politik som VK.

Så takket være pressemonopolets kontrol over meningsdannelsen tvinges S-SF lige nu til at påtage sig skylden for VKR's mislykkede økonomiske politik.

Rasmus Kongshøj, Povl Thomsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

Knæk pressemonopolets kontrol over meningsdannelsen i dette land.!

Povl Thomsen

@ Peter Hansen 11. maj 23:45: "Der er dog én ting, man må forlange af politikerne, og det er, at de retter op på de fejltagelser og skævheder, de kommer til at indføre"

Naturligvis - R aftalte dagpengereformen med VK og O - og vælgerne bakkede det op - men R vil ikke rette op, selv om forudsætningerne er ændret. S og SF kan selvfølgelig så forlade regeringen pga Margrethes dumstædighed, men det vil ikke løse problemet...

Erik Højer

Det er en prægtig parole Holger! men hvordan vil du knække?

Nævn nogle uafhængige kilder til viden om hvad Thorning nøjagtig blev udsat for 1.maj. Der vil jo altid være skjulte dagsordener og forskellige fortolkninger af en begivenhed. Én ser Thorning storsmile over lidt festligt vandsprøjteri; en anden ser dødens angst mejslet i Thornings blik af frygt for pøbelens luner. Man kan kun vide nogenlunde nøjagtig hvad der gik for sig ved at være der selv; men vi er der jo så sjældent selv; og hvordan så vide?

Povl Thomsen skriver ganske korrekt om Vinn, at han skriver skide godt, men at man nok skal tage det indholdsmæssige med et gran salt; Vinn er historiefortæller; der kan udledes faktuelle sandheder fra historierne, men Vinn har jo heller ikke selv været til stede under de fleste af de politiske begivenheder han beretter om. Vinn modelerer videre på viderebragt information, så det kommer til at passe ind i Vinns fortællemæssige kram.

Journalister og kommentatorer (Holger Madsen, Povl Thomsen og alle os andre) fortæller også historier, selv om de måske ikke selv er helt klar over det. Alle disse mange forskellige historier indgår i den store kollektive forståelse af hvad der sker omkring os; om det er en rigtig forståelse; om det er sandheden; det er der lige så mange meninger om, som der er meningsdannere; alle er vi på en eller anden måde under hinandens kontrol; eller hvad mener du Holger?

Rasmus Kongshøj

Politisk vold, det er meget farligt og forfærdeligt. Det skal vi falde på knæ i retning af Christiansborg og fordømme fem gange dagligt.

Politisk vold er:
- at sprøjte vand på statsministeren.
- at vise selvsamme person sin bare røv.
- at råbe buh
- at have en sort fane, og stille sig på nogen andres faste plads.
Al den slags fører lige lukt til Gulag og det tredje rige.

Politisk vold er ikke:
- droneangreb i Langtbortistan
- at systemet straffer folk for at være arbejdsløse
- at mennesker sættes ud af deres boliger, og må bo på gaden.
- at den førte politik gør folk syge og driver dem til selvmord
- at kontanthjælpsmodtagere reduceres til andenrangsborgere, og påtvinges et liv i uværdig fattigdom.
- at nogle få har mere end de nogen sinde kan bruge, mens så mange mangler alt.

Simon Olmo Larsen, Steffen Gliese, Flemming Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar