I april blev mere end 50.000 lærere lockoutet i næsten en måned,« lyder det fra museumsinspektør på Arbejdermuseet i København Margit Bech Larsen. Hun står på talerstolen i Arbejdermuseets festsal, foran det store vægmaleri med teksten »Frihed. Lighed. Broderskab,« skrevet i et bånd øverst oppe.
Hun når akkurat at sige sin første sætning, før hun brat stopper.
»Undskyld, jeg er simpelthen nødt til at afbryde min tale. Men prøv lige at se de flotte mennesker, der kommer der,« siger hun, og latteren fra de omkring 100 fremmødte på stolene under bryggeriforeningernes gamle faner, breder sig, da de vender sig og ser et ældre ægtepar, der arm i arm kommer ind ad døren. Manden iført en neongrøn trafikvest og kvinden en stor filthat og en broche i samme farve.
»Kom indenfor,« lyder det fra talerstolen, og de mange kaffekopper på bordene klirrer, da tilhørerne igen vender sig, og museumsinspektøren fortsætter:
»… det var en af de største arbejdskonflikter i de sidste mange årtier, og konflikten var en test af den såkaldt danske models holdbarhed.«
Torsdag havde Arbejdermuseet inviteret alle, som var i besiddelse af materiale, der på den ene eller anden måde var blevet brugt i forbindelse med lærerlockouten, til at indlevere det. Fremover vil museet kunne dokumentere den knap fire uger lange lockout af folkeskolens lærere, som endte med, at et bredt flertal i Folketinget stemte den 26. april et regeringsindgreb igennem
Den ene halvdel af det ældre ægtepar, der kom ind i starten af Margit Bech Larsens tale, er 60-årige Tove Jensen, der er lærer på Frydenhøjskolen i Avedøre. Eller det var hun i hvert fald, for fredag var sidste arbejdsdag inden pensionen.
Bevare humøret
Da hun var ansat som tjenestemand, var hun ikke omfattet af lockouten og skulle derfor møde på arbejde. Men der ikke var nogen børn, så i stedet serverede hun kaffe og hjemmebag for de overenskomstansatte lærere, der stod uden for skolen – og hundekiks for hundene.
»I den forbindelse lavede jeg mange hatte og veste og smykker for ligesom at holde humøret oppe,« siger hun og drejer hovedet under den store filthat for at vise, at der i de ørenringe, hun har i begge ører, er store billeder af Anders Bondo, ligesom der også er det i den neongrønne broche, hun har på brystet.
»Jeg var lige ved at smide det ud, det er jo sommerferie. Men nu skal det herind i stedet. Jeg synes, det er vigtigt at bevare det, for det er et minde om, at vi under konflikten alligevel formåede at bevare humøret, selv om vi jo følte os noget tromlet fra starten af,« siger hun.
I løbet af dagen indsamler Arbejdermuseet en stor mængde materiale, der for fremtiden kan dokumentere, hvordan lockouten påvirkede de involverede. Bannere, slagsange, pasningsskemaer, billetter fra børn, der er blevet sendt til bedsteforældrene, verdens største – og eneste – lockoutperleplade og et cykelkort og et skilt, som en person havde på ryggen, da han i protest ville cykle til Afrika, men ikke nåede længere end til Tyskland, før regeringsindgrebet kom.
Klassekampen lever
Det er netop den slags genstande, der skal bevares for eftertiden, fortæller Margit Bech Larsen ved et lille bord i caféen efter talerne.
»Vi vil bevare de ting, der har en god historie i sig. Vi kommer formentlig ikke til at bevare det hele i vores museumssamling, så det altafgørende er, at vi føler, at de kan give en forståelse af fællesskabet, oprøret, konflikten og frustrationerne. Hvordan samfundet i det hele taget blev påvirket af det. Derfor håber jeg også, at KL kommer med nogle ting, for det er vigtigt også at kunne nuancere det og sætte det i perspektiv,« siger hun og fortæller, at lærerkonflikten er interessant, blandt andet fordi den handler om offentligt ansatte, hvorimod det meste af Arbejdermuseets materiale handler om industriarbejdere.
»I den forstand er det jo interessant at se på, hvem det er, der går på gaden i dag. Især i 1990’erne var det populært at sige, at klassekampen var død, og der var ikke nogen interessekonflikter længere. Men jeg synes, at denne her konflikt er en fin afspejling af, at der stadig er nogle ting, der kan skabe konflikt mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Men det er måske blevet relevant for nogle andre end for 50 år siden, så spørgsmålet er jo, om arbejderkampen er flyttet over på de offentlige ansatte.«
Ifølge Margit Bech Larsen kommer indsamlingen så kort tid efter lockouten, fordi de på Arbejdermuseet er bange for, at folk vil smide tingene ud, når de går på ferie. Og det er ifølge museumsinspektør og seniorforsker på Nationalmuseet, Lars Kjølhede Christensen, som også talte på dagen, en helt rigtig tilgang.
»Du kan godt skrive en bog om lærerkonflikten, men du kan ikke lave en udstilling uden genstande, og genstande kan vække fortællinger til live. Folk taler ud fra genstande på en anden måde, end hvis man bare sidder rundt om et bord og taler,« siger han og fortsætter:
»Derfor er det vigtigt, at vi får samlet tingene ind nu, mens folk stadig er i stand til at fortælle historierne om dem, frem for at vi kommer som en slags arkæologer, der skal grave ting frem fra fortiden.«
