Læsetid: 5 min.

Den detroniserede dagbladskritiker

Dagbladskritikken er ved at miste sit monopol på smagsdommen. På litteraturblogs og Facebook får anmelderne svar på tiltale, når forfatterne tager til genmæle på kritikernes anmeldelser af deres bøger. Vi har spurgt en række fremtrædende skikkelser i litteraturdebatten, hvordan internetkulturen udfordrer og påvirker dagbladskritikken
Forfattere modtager ikke længere anmeldernes dom i stilhed med hovedet bøjet i respekt. Illustration: Jenz Koudahl

Forfattere modtager ikke længere anmeldernes dom i stilhed med hovedet bøjet i respekt. Illustration: Jenz Koudahl

28. juni 2013

Der var engang, hvor aviserne havde markante og indflydelsesrige kritikere, der satte litterære dagsordner og gang i ukendte debutanters gennembrud – og fik en ordentlig hyre for det. De kunne godt blive modsagt, javist, men så foregik det inden for avisens eller tidsskriftets rammer.

Sådan kunne et lidt karikeret billede af fordums litteraturkritik skitseres. I dag ser det mere fragmenteret ud: De fleste litteraturkritikere er stykbetalte (og mange ville sige: underbetalte), anmeldelserne fylder stadigt mindre, mens forfatterfotos og -interviews får mere plads. Og så er internettet kommet til med oceaner af anmeldelser; nogle er skrevet af glade amatører, mens andre er bestillingsarbejder betalt af enten bogens forlag eller forfatter.

På nettet svarer forfatterne igen på anmeldelser, og dét ikke altid i den pæneste tone. Som det fremgik af en artikel i Kristeligt Dagblad lørdag, er der på især Facebook en tendens til, at forfatterne tager kraftigt til genmæle mod dårlige anmeldelser og mod – i forfatternes øjne – dårlige anmeldere.

Anmelderiets rolle er med andre ord sat til debat. Det har tidsskriftet Spring således gjort i et nyt særnummer. Her diskuteres anmelderfejder, arbejdsvilkår og habilitet. Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, har bidraget med artiklen »Nogle tendenser i dagbladskritikken«. Riis skriver, at der verden over er »almindelig enighed om, at dagbladskritikken spiller en mindre og mindre rolle for såvel en bogs anseelse som udbredelse.« Visse danske dagbladsanmeldere skriver ifølge Riis for indforstået og er for optaget af deres egen smalle smag. Det kan få læserne til at føle, at dagbladskritikken ikke er skrevet til dem. Men der er i forlagsdirektørens øjne brug for en fagligt funderet anmelderstand, der kan formidle både den gode og den dårlige litteratur som en slags ballast mod den vildtvoksende litterære debat på internettet.

Man taler om, at internettet har demokratiseret litteraturdebatten, og det har absolut sine positive sider, understreger Johannes Riis, men debatten på internettet er også ofte uoverskuelig og uigennemsigtig. Det kan være svært at finde frem til de sider, hvor der foregår god og interessant litteraturkritik, ligesom det kan være svært at finde ud af, hvem der egentlig er afsenderen bag det, man læser, påpeger Riis.

Demokratisering/fordummelse

Litteraturanmelder ved Politiken, Mikkel Bruun Zangenberg, er også ambivalent over for den litteraturkritik og -debat, der bedrives på internettet:

»Jeg er fuldstændigt delt på det spørgsmål. Der er noget meget fint ved demokratiseringen af smagsdommen, og ved at den fælles samtale om litteratur bliver bredt ud til flere mennesker. Men der er jo også noget om den kulturkonservative skepsis overfor dette tvetydige fænomen,« siger Zangenberg og henviser til de mange anonyme mennesker, der skriver på nettet: »Når folk er anonyme, bliver de perfide og meget dumme, så det appellerer ofte til den laveste fællesnævner – i modsætning til f.eks. at skrive et læserbrev til avisen.«

Zangenberg har også bemærket, at et mere vulgært sprog har sneget sig ind i avisspalterne: »Jeg synes, at nogle af de uheldige træk ved blogskriverierne nogle gange siver over i dagsbladsanmelderiet,« siger han.

»Jeg holder Weekendavisen for tiden, og har lagt mærke til, at specielt midaldrende anmeldere er begyndt at svovle og bande rigtigt meget i deres tekster for at vise, at de stadig er unge og med på den. Man vil nødigt virke for gammel og stiv og fjern fra tingene. Hvilket jeg synes er lidt latterligt.«

Litteraturanmelder ved Weekendavisen, Lars Bukdahl, synes ikke, at internettets debatkultur har smittet af på avisspalterne, men han registreret, at mange af, hvad han kalder ’de mere koleriske’ forfattere som Jan Sonnergaard og Peter Tudvad, har fundet en ventil på Facebook: »De går jo fuldstændig amok over deres anmeldelser og deres anmeldere på en filterløs måde, som de nok havde haft besværet med – og fået besvær med – hvis de skulle have haft det i avisen.«

Bukdahl mener dog også, at der er noget godt at hente på de litterære blogs, som han selv er ivrig læser af. Litteraturanmeldelsen kunne i hans øjne godt trænge til lidt fornyelse – og måske inspirationen kan komme fra internettet:

»Man kunne håbe, at der kunne komme en afsmitning fra de litterære blogs ved, at man leger lidt mere med formen i anmeldelsen – og lidt mere med det direkte og spontane. Altså alle anmeldelser –også mine egne – ligner grundlæggende hinanden, og det er jo lidt kedeligt.«

Dagbladskritikken bliver ikke kun kommenteret af harme bloggere og glade bognørder, den får også et mere fagligt funderet modspil på et blogkollektiv som Promenaden, som litterat og digter Martin Glaz Serup var med til at stifte i december 2011.

»Selvom vi ’promenister’ er ret forskellige og vil noget forskelligt, så kommer Promenaden blandt andet ud af en generel utilfredshed med måden, litteratur bliver behandlet på i de større aviser,« fortæller han.

Rekrutteringsproblem

Til trods for, at der er mange prominente bidragsydere på Promenaden, er deres besøgstal små, og Glaz Serup tror simpelthen ikke, at alle de, der kunne være interesseret i bloggen, ved, at den findes. »Jeg synes, at det største problem ved nettet er, at det hele opløser sig i deloffentligheder,« siger Glaz Serup, som derfor er enig i Johannes Riis’ efterlysning af en bedre og mere læserorienteret litteraturkritik i omnibusaviserne. Men det er ikke kun anmelderne selv, der skal oppe sig.

Også redaktionelt burde man prioritere litteraturen højere, mener han: »Man kunne lade litteraturen få indflydelse på det, den handler om, nemlig resten af verden. Ikke kun isolere den i bogtillægget. Hvorfor ikke flere forsidehistorier om litteratur? Hvorfor ikke bruge den også i andre stofområder? Jeg synes, at man skulle finde nogle anmeldere, der virkelig har den tyngde og vilje, og så give dem penge, så de kan bruge den fornødne tid på det.«

Lars Bukdahl mener, at der er et problem i litteraturkritikken i forhold til rekruttering: »Der er altid plads til en forfatter mere, men det er altså svært at finde plads til nye kritikere. Der lider anmelderiet måske af en ældrebyrde!,« siger han og fortsætter: »En ny ung kritik ville måske blive lidt anstrengt, hvis den skulle presses ind i avisen. Men forhåbentlig vil vi se, at der kommer nye kritikere, hvis talent insisterer på, at de skal skrive i avisen.«

Mikkel Bruun Zangenberg forestiller sig, at dagbladene med deres omnibus-egenskab faktisk kunne være med til at bygge broer mellem deloffentlighederne på nettet:

»Et problem med en blog som Promenaden er, at man laver en lille ghetto for de indviede. Det er sådan set meget fint – men det hjælper jo ikke alle de andre, som også vil noget med litteratur. Dér tror jeg, at nettet kan noget rigtigt godt – potentielt.«

Dette potentiale har man endnu ikke fundet ud af at udnytte:

»Der er et stort uudforsket felt mellem marketingbloggen og ordskvalderbloggen på den ene side, og en blog som Promenaden på den anden side. Mellem de to yderligheder ville man kunne lave noget interessant. Det er en opgave, der stadig ligger foran os.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Information
Der er da noget meget centralt i dette indlæg, for drukner selv kulturen i informations mængden? At efterretningsvæsnerne drukner i information er forståeligt men, når kulturen gør det samme bør nogen vel stoppe op og bede om en forklaring på det hensigtsmæssige i det.
Og det er rigtigt vi kan ikke længere sige ved at følge rygraden, at der kan vi finde den information vi ønsker, men har den etablerede kulturelite og magtelite svært ved at finde den information de har brug for, fordi den er blevet en nål i en høstak, så kan vi vel få forståelse for at de unge mennesker man bare sige til, gå på nettet og du skal finde. (24 timers eksaminer. red.)

Steffen Gliese

Ideen med kulturprodukter er jo ikke at bedømme dem æstetisk, men at lade dem være udgangspunkt for debat. Det er nettet ideelt til.