Læsetid: 7 min.

En dirrende fiber i dødens muskel

Forårets bøger omfatter en håndfuld markante uafrysteligheder, hvoraf et par er stilistisk rå, sanselige og sprogsprængende, men ellers er sæsonens fællestema at være ensom blandt mennesker og at føle sig udsat og udstødt
Forårets bøger omfatter en håndfuld markante uafrysteligheder, hvoraf et par er stilistisk rå, sanselige og sprogsprængende, men ellers er sæsonens fællestema at være ensom blandt mennesker og at føle sig udsat og udstødt

Ib Kjeldsmark

7. juni 2013

Hvorfor skal vi overhovedet læse litteratur?« spurgte den unge, entusiastiske førsteårsstuderende i dansk efter at have åbnet for mikrofonen for at lave det aftalte interview med mig til universitetets radio. Før jeg rigtig nåede at svare, gav han sig til at læse et af sine yndlingsdigte højt. Af Benny Andersen var det, fra Personlige papirer (1974), og hedder ’Livet er smalt og højt’. Heri står bl.a.:

Ord sendes ud.

Nogle få når frem til et øre

huskes muligvis en tid.

Målt på langs er livet kort

men lodret målt uendeligt

en dirrende fiber i dødens muskel

Dér kom allerede noget af svaret. Vi skal læse litteratur for at mærke øjeblikkets uendelighed. Vi skal læse poesi og prosa for at huske visse ord længere og bedre end andre. Og selv om vi glemmer det meste af det igen, er jeg sikker på, at det at læse litteratur kan få os til at tænke klogere, mere åbent, og tale varmere, mere kærligt, når vi bringes i situationer, der tematisk og strukturelt minder om noget, som vi har læst.

»Alle steder kan invaderes«

Hvor længe jeg vil huske de bøger, som jeg læste dette forår, er ikke til at vide. Men nu vælger jeg en række af dem og fremkommer med et foreløbigt gæt.

Forrest i køen melder sig Iben Mondrups besynderligt besættende, modige rejse- og kunstnerroman Store Malene om fotografen Justine, der har byttet sig til i en sommer at bo i en sygeplejerskes lille hus i udkanten af Nuuk. I soveværelset finder hun fotografier af en smuk, nøgen mand. Til dem onanerer hun så. Ham vil hun da gerne møde – eller ærligt talt invadere! Inden længe er bogen forvandlet til en rejse langt ind i kroppen og kødet, rå og sanselig, tilsat stank af lort og lugte af rådnende dyrekød.

Milevidt fra den kolorerede Grønlandsplakat og lykkeligt fri for såvel koloniale som postkoloniale klicheer forsøger Mondrup simpelt hen at se, glane uforfærdet ind i ubehagets mørke. Romanen glider i kraft af mødet med danskerne Jesper og Mette over i en lidt ufordøjet kriminalistisk intrige, men hvad der betyder noget, er dens halvt magiske, helt realistiske billeder af eros og desperation, som fastholdes i forpustet, suggererende prosa. Jon Helt Haarder kaldte i Jyllands-Posten denne prosa både kølig og passioneret. Kamilla Löfström betegnede den her i bladet som skæv og kantet og ude af kontrol, hvilket vel at mærke var ment som stor ros. Glemme den bog kan man næppe.

Romanen som rebus

Uforgængelig virker også, om end på en helt anden måde, Peter Adolphsens spøjst sprøde, semividenskabelige, af fakta vildt bugnende prosa, sådan som den kendes fra Brummstein og Machine, hans to korte romaner om små objekters vandring op gennem tiden. I den nye, lige så tætte bog er udgangspunktet valgt i følgende digt af Per Højholt (fra PRAKSIS, 1: Revolver, 1977):

DEN TYDELIGE SOLSORT

En solsort kom flyvende
inde fra tågen

den sidder her nu
og synger i en våd bjergfyr

om lidt flyver den tilbage
til naturen

Meningen med teksten var vistnok at vise, at natur og digt ikke har et kvidder med hinanden at gøre. Men Peter Adolphsen har nu taget digtet på ordet og i År 9 efter Loopet ladet trillen iværksætte en global kædereaktion, en lyd-tsunami, der får alle levende væsener på Jorden til at stivne.

Alle? Nej, ikke helt. En ensom amerikaner, Mark, viser sig at være undsluppet Loopet, tillige med en kvindelig løjtnant i det indiske luftvåben. Kan de mon genskabe menneskeheden eller, i stedet for, vække resten til live? Det er hovedspørgsmålet i eller rettere den tungest vejende dårlige undskyldning for denne sprøde, sjove bog, der med Tue Andersen Nexøs ord i denne avis »bliver siddende i dagevis i læseren, som en glitrende, ækel, uhyggelig, kosmisk, sansenær, umulig, fascinerende, morsom, indtrængende rebus.«

Mark får rejst kloden rundt under sin søgen efter artsfæller i live. Og rejsen er også den drivende motor i forårets tredje markante uafrystelighed. Jeg tænker naturligvis på Niels Franks superoriginalt deformative eksperimentroman Nellies bog. Den lægges jo til rette som en søgeproces, hvor jeg-fortælleren ankommer til USA’s østkyst og drager vestpå for at lede efter en kusine, som muligvis er hans omvendte selv. I hvert fald er Eillen Nellie stavet bagfra, og spillet et eksempel på bogens legende, alleordssmadrende, sprogsprængende skrift, der blander dansk med engelsk og rigsdansk med østjysk i en kæmpe stilistisk tour de force i hælene på Beckett og Joyce.

Foråret bragte også en lille, smuk, herligt egensindig prosabog fra Klaus Rifbjerg, Intet sikkert abnormt, og fra Svend Åge Madsen Pigen i cementblanderen, en typisk madsensk kædefortælling eller ’mikroman’. Af andre ’imploderende’ udgivelser fik vi Solvej Balles Hvis og på hver 37 ikke særlig beskrevne sider, og Amalie Laulund Trudsøs debut Koordinater, 60 små fnuglet flagrende, men sammenhængende prosastykker om en ung kvindes studier og kærlighedsliv gennemskrevet som oplevelser og indtryk på gader, pladser og veje i København. Mikkel Bruun Zangenberg talte i Politiken præcist om en sinuskurves svingen mellem optur og nedtur.

Minna og familien

Nedturene dominerer i Dorthe Nors’ kejtet elegante ’mellemting’ af en lyrisk præget kortroman Minna mangler et øvelokale, som Klaus Rothstein i Weekendavisen prøvede at karakterisere og karikere på samme tid:

»Dorthes nye roman er et eksperiment.
Dorthe skifter linje hele tiden.
Dorthes prosa ligner derfor poesi
ved første øjekast.
Dorthes roman består af tørt
konstaterende hovedsætninger.
Dorthes roman handler om Minna.
Minna mangler et øvelokale.
Minna er komponist og kan spille
fire instrumenter.
Minna vil gerne være kæreste med Lars.
Minna tør bare ikke trykke på parforholdsapplikationen.«

Tematisk kan Nors’ roman læses som en hård opsang til livsstilssegmentet, som dyrker den smagfulde bolig, den sunde mad, succes og mindfulness. Desuden kan bogen opfattes som en kritik af familien: dens bipersoner undertrykker og udnytter tilpasningsivrige Minna, der, som forfatteren udtalte til en avis, i den grad savner et røvhulsfilter.

Udsat på midten

Der ses et fælles tema, om end kun et lille af slagsen, i nogle af forårets prosabøger. Hvor Iben Mondrup og især Peter Adolphsen skrev om personer, der var grueligt mutters alene, enten i Grønlands storladne natur eller i den stivnede verden efter Loopet, dér fokuserer Julia Butschkow, Dennis Gade Kofod, Suzanne Brøgger og Erling Jepsen på det at være alene sammen, være ensom blandt mennesker, føle sig udsat og udstødt, skønt anbragt inde i midten.

Modsætningen mellem fællesskab og ensomhed bliver til en afstand mellem form og stof i Butschkows Aber dabei. Motivisk skildres et kollektiv, eller i hvert fald en flerhed af mennesker, med en psykiatrisk afdeling som basis; men kompositorisk falder romanen fra hinanden i små disparate fragmenter. Den er ikke fri for at virke konstrueret og tynd. Og bedre bliver det ikke af, at forfatteren lige skal have klemt et intimt portræt af Claus Beck-Nielsen ind til sidst. I Dennis Gade Kofods Genfærd består familiemodellen af en ond og uhyrligt dominerende hotelejer på Bornholm og hendes voksne børn. Oprøret imod tyrannen repræsenteres af en Frederik, der har noget sorg at lappe. Trods magi og mystik hæver plottet sig aldrig over jævne almindeligheder, men hold da kæft, som den mand kan skrive!

Det ansvarlige barn

Det kan Suzanne Brøgger også, normalt, men hendes familieskildring Til T, som fik lov at åbne forårssæsonen, skuffede fælt pga. sin gardinprækstil og klodsede komposition. Når den alligevel nævnes her, er det, fordi den med sørgmodig omsorg fik analyseret en figur, vi læsere efterhånden kender rigtig godt: det ansvarstagende, ensomme barn, der mister egen tyngde og autonomi i forsøgene på at hele de sår og lappe det kolo-enorme følelsesmæssige hul, som især forældrene i deres selvkredsen skaber. Her er man for alvor ensom blandt mennesker, alene sammen og udsat i midten, sådan som også den arme Allan i Erling Jepsens nye, Den sønderjyske farm, som alt imens den underholder gennem sin stilfærdigt underspillede humor, lærer én et og andet om livet i provinsen, det at være dreng og far, samt, i bonus, en del om kaninavl.

Pladsen tillader ikke en, om så blot knap, gennemgang af forårets digtudgivelser. Men en af disse gav mig nu faktisk et stikord til, hvad jeg måske skulle have svaret den entusiastiske førsteårsstuderende. I Martin Glaz Serups nye digtsamling Romerske nætter bliver det nemlig ustandselig morgen! Måske dette viser noget vigtigt ved digtekunsten:

Vi skal læse litteratur for at fornemme, hvordan tilværelsen hele tiden kan blive ny. Ordene skal så at sige afautomatiseres, så de fremtræder mindre gennemskuelige og ikke bare gentager sig selv. Eller med Glaz Serups ord:

Tilværelsen er tautologisk og let gennemskuelig
derfor må jeg vende tilbage til poesiens mere lyriske former
de er et modsprog, mod hvad, verden
betyder ingenting
når man siger det
blækpatronen er ny, men metaforen gammel
derfor må jeg vende tilbage til
poesiens mere episke former
de fortæller mig noget som jeg ikke kunne have sagt mig selv

Ja. Sådan kunne man også have svaret. At vi skal læse litteratur, fordi vi har brug for at blive tiltalt fra et sted, vi ikke selv har anlagt, i et sprog, der virker, som om det var nyt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu