Læsetid: 5 min.

’Jeg fandt ikke mig selv– vi fandt hinanden’

Det tyrkiske oprør har samlet befolkningsgrupper, der ikke anede, at de havde noget til fælles. Men sammen fandt de noget smukt, fortæller Nazan Üstündağ, der længes efter dagene på Taksimpladsen
Kvinder, transseksuelle og lesbiske har været i front i det tyrkiske oprør, fortæller sociolog og aktivist Nazan Üstünda, og deres deltagelse åbnede det politiske rum for noget nyt.

Kvinder, transseksuelle og lesbiske har været i front i det tyrkiske oprør, fortæller sociolog og aktivist Nazan Üstünda, og deres deltagelse åbnede det politiske rum for noget nyt.

Miguel Carminati

1. juli 2013

Istanbul er forelsket. Folk er forelskede. Eller sådan føler de det i hvert fald. »Jeg vil bare røre ved folk. Jeg vil bare se på deres ansigter. Jeg vil bare lytte til dem. Åh gud, bare at være sammen med folk. Det er fantastisk. ’Jeg fandt ikke mig selv, vi fandt hinanden.’ Det er, hvad folk bliver ved med at sige.«

Nazan Üstündağs øjne lyser, mens hun genkalder sig de sidste ugers begivenheder, der kulminerede med rydningen af først Taksimpladsen og siden Gezi Park. En oplevelse der har forandret hendes forhold til fædrelandet.

»Indtil for nylig hadede jeg det tyrkiske folk. Og jeg er tyrkisk.«

– Generelt?

»Ja, generelt. På grund af deres stilhed over for al volden. Men nu føler jeg for første gang, at jeg kan slutte fred med min egen etnicitet.«

Vi sidder på cafeen i Taxim Hill Hotel med udsigt til Taksimpladsen. Men den assisterende professor fra sociologi på det anerkendte Boğaziçi Universitet sidder med ryggen til. Hun vil ikke se ud på pladsen. Det er for meget for hende at se på dét, der for kort siden var skueplads for drømmen om et nyt Tyrkiet. Et fredeligt tyrkisk samfund, hvor man mødes og diskuterer på tværs af religiøse, sociale, seksuelle og politiske skel.

En drøm der for en stund var realiseret under besættelsen af Taksim-pladsen og Gezi Park.

Her mødtes traditionelle feminister, progressive antipatriarkalske muslimske kvinder svøbt i tørklæder, antikapitalister, grønne aktivister, venstreorienterede ultranationalister, kurdere, alevitter, armenere, et tyrkisk-kurdisk kollektivparti, LGBT-grupperinger, fodboldfans fra alle Istanbuls tre storklubber, mest markant de venstreorienterede Çarşı fra Beşıktaş. Studerende og arbejdere. Mænd og kvinder, der kvittede deres job for oprøret. Urban professionals og akademikere, som bakkede op i deres fritid. Og så de mindre politiske forbipasserende, som man inden for barrikaderne kaldte »turisterne«.

»Mange af dem råbte ’Vi er Mustafa Kemals (Atatürks, red.) soldater’. Men så råbte kvinderne ’Vi er ingens soldater, vi vil ikke dræbe, vi vil ikke dræbes’. Og det fik folk til ændre deres adfærd væk fra de reflekspolitiske slogans og over mod noget nyt,« fortæller Nazan Üstündağ.

»Og så var der kurderne i parken, som dansede og viftede med deres Öcalan-flag. Så kom dem, der havde tyrkiske flag og var vrede. Og kurderne sagde ’kom dog og dans med os, måske kan vi overkomme vores fordomme.’ Og så dansede de med hinanden.«

Üstündağ gik også sammen med ligesindede feminister af den mere traditionelle skole i brechen for de progressive muslimske kvinder, da nationalister begyndte at skyde skylden for alle fortrædelighederne på dem. »Det har ikke været nemt, og det var overhovedet ikke fredfyldt. Der var hele tiden små kampe og små verbale udvekslinger. Men det var et område, som var tømt for stat og politi, i hvert fald på det symbolske plan, og det hjalp folk til at have ægte møder og ægte forhandlinger,« fortæller hun.

»Det her har været et kvindeoprør, halvdelen på barrikaderne var kvinder. Og det har været et transseksuelt og lesbisk oprør – de har skabt allermest respekt omkring sig selv, på grund af deres vedholdenhed, deres evne til at kæmpe og til at udholde tåregas. Og så var der fodboldfansene, som blev anset for grusomme og voldelige, men som nu bliver anset for helte, for at være folkets hær.«

Der var tre zoner i det besatte område. Gezi Park, Taksim-pladsen og så barrikaderne ved indfaldsvejene til pladsen. Üstündağ foretrak pladsen, fordi den var mindre organiseret og »mere eventyrlig«.

Hun var med både på og ved barrikaderne, hvor studerende og lærere på eliteuniversiteterne mødtes med folk fra byens fattige randområder.

»Og så var der LGBT-folkene og fodboldfansene. Det var et helt kapitel for sig. Fodboldfansene brugte hele tiden bøsse som bandeord, og så sagde LGBT-folkene ’Hey, vi har også været på barrikaderne, vi har også kæmpet, så styr lige jeres sprog.’ Og så sagde fansene ’åh, undskyld, broder, undskyld.’ Og så fandt de på nogle andre bandeord.«

Den franske venstreorienterede filosof Alain Badiou skrev for en uges tid siden, at den tyrkiske opstand er en del af de folkelige opstande verden over, som han kalder for »historiens genfødsel«. Og at »optøjer er historiske – som det var tilfældet i Tunesien og Egypten, hvor udkommet af kampen stadig er uvist – når det under fælles slogans bringer ikke bare én, men flere potentielle aktører sammen om ny revolutionær politik.«

»Den handler i høj grad om mangfoldighed,« siger Üstündağ om den tyrkiske opstand.

»Det her er jo et land, som har en af de mest komplekse politiske oppositioner i verden. Hvem ville forvente at finde en kurdisk nationalistbevægelse hvis allierede primært er feminister, de grønne og LGBT-enkeltpersoner? Vi har alle disse krydsninger, fordi folk der blev ekskluderet, var tvunget til at finde sammen.«

Og Üstündağ mener at det er Erdoans åbning af en fredsproces med kurderne, der ironisk nok har skabt et rum for en bredere folkelig opstand.

»Det kurdiske spørgsmål har i lang tid været det altoverskyggende spørgsmål i Tyrkiet. Der var ikke noget civilt rum, alt var militariseret med følelser og ord. Med fredsprocessen er et civilt rum begyndt at åbne sig mod andre former for misfornøjelse,« siger hun og påpeger, at Erdoan og AKP også har gjort andre gode ting for den demokratiske proces i landet, ikke mindst med stækkelsen af militærets magt.

»Så længe den kollektive intelligens er operativ, og den ikke bliver assimileret, så tror jeg, at der vil komme noget godt ud af det her,« siger Üstündağ.

»Unge mennesker, der har virket så apolitiske, har her taget alle de rigtige beslutninger. Jeg kan ikke se dem gå ind i en lederkult, for de har ikke en sådan kultur. Og det er deres kultur, der har givet den her bevægelse karakter.«

– Hvor skal oprøret bevæge sig hen?

»Det spørgsmål vil jeg ikke besvare. Jeg føler ikke, at jeg er kvalificeret til at give svar som enkeltperson. Jeg føler, at jeg er kommet til et punkt, hvor jeg som en singularitet føler mig meget dum. Jeg føler, at min intelligens kun fungerer sammen med andre mennesker.«

Til sidst kaster Nazan Üstündağ alligevel et blik ud på Taksim i høj eftermiddagssol, mens hun skal til at forklare om pladsens enorme historiske betydning for ytringer af politisk utilfredshed.

Pladsen er fyldt med mennesker, der er på vej i hver deres retning. Hun stopper midt i en sætning, tørrer en tåre væk og stopper så interviewet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
  • steen ingvard nielsen
Lone Christensen og steen ingvard nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Jensen

Øøøh - det er det, revolutionære kalder for alliancepolitik. Det er satans svært at få sat i gang. Men når det sker - så rykker det sateme.....så flytter de tektoniske plader sig for øjnene af en.

Smukt, berusende syn.

Georg Christensen

Når "verdensfolket" mødes, og på lige vilkår forenes i forståelsens øjne, tilpasser os, bliver vi i "fællesskab"?. Forhåbentlig det nye "globaliserede" verdensrige.

Hastigheden hvormed processen sker er afhængig af vores småtbegavede politisk valgte "hængerøve", som kun ser virkningen ud fra deres egen snæversynethed, (loge eller lobbyist virksomhed),demokratisk eller diktaturisk ,ligegyltigt, hovedsagen er "selvforherligelsen", en u brugelig tilstandsfornemmelse, som kun virker som stilstand, hvor alle former for "inovation" eller udvikling styres oppefra, og kun med velvilje oppefra, på bedste diktaturisk vis får muligheden til udfoldelse.

Jeg fandt ikke dig, men jeg fandt mig selv og fandt i virkeligheden i dig en del af mig selv...